Gadefejeren - Elliot Perlman

• Engelsk
• 4.-8. marts
• 554 sider
• Originaltitel: The Street Sweeper

"Memory is a wilful dog. It won't be summoned or dismissed but it cannot survive without you. It can sustain you or feed you. It visits when it is hungry, not when you are. It has a schedule of its own that you can never know. It can capture you, corner you or liberate you. It can leave you howling and it can make you smile."

Jeg ville ønske, at jeg aldrig havde læst denne bog, som har stået i reolen i ti måneder. Hvis jeg ikke havde læst den, så ville jeg nemlig stadig have denne oplevelse til gode. Hvis jeg havde ladet den stå, kunne jeg glemme den. Nu kan jeg blot huske, at jeg har læst en bog, som er uforglemmelig. Den landede først via New York Times Bestseller-liste; men så blev jeg i tvivl. Jeg læste anmeldelser, som nedgjorde den og den måtte vente. Da jeg så startede, var jeg blæst omkuld. Jeg læste, jeg havde gåsehud, jeg græd mig igennem visse passager. Og jeg fortrød med en dyb melankoli den sidste side. Det er en af den slags bøger, som blot mærker dig som læser.

Lamont Williams er en sort amerikansk mand, der er havnet i fængsel på en misforståelse. Han kommer til at sidde inde i seks år, og da han er ude flytter han tilbage til bedstemoderen, og arbejder som rengøringsassistent på et hospital i New York. Han har en datter, som han ingen kontakt har til. Han har en kusine, som lader til at have glemt ham, da han kom i fængsel. Han møder den gamle kræftdøende Mandelbrot på hospitalet, og denne begynder mod Lamonts vilje at fortælle ham sin livshistorie.

Parallelt er der Michelle McGray - Lamonts kusine - som er gift med den fine universitetshistoriker Charles. Der er Charles' far, som arbejdede for de sortes ligestilling i USA. Og der er Adam, som er nedstammet fra polske jøder, og nu arbejder for Charles og ved, at hans job er på vippen. Han smider kæresten, Diana, ud og indstiller sig selv på at hans arbejde som historiker er fejlslagen.

Alle disse menneskers skæbner væves sammen - uden, at det er amerikansk sentimentalitet. Perlman er jøde, og hans historie er Holocaust; men også uretfærdighederne begået mod sorte amerikanere. Hans historie er hukommelse. Erindring. Minder. Overlevering. Vigtigheden i at fortælle verden, hvad der er sket for at undgå, at det gentager sig.

Lamont besøger den gamle mand på hospitalet. Adam finder båndoptagelser fra 1946 fra lejrene i Europa, hvor de overlevende jøder fortæller deres historie. De kommer fra vidt forskellige miljøer; men begge fra etniske kulturer, der har været udsat for 'hetz' - virkelig alt for mildt et ord her!

"In memory of Rosa Robota, Estusia Wajcblum, Ala Gertner, Regina Safirztain and Denise McNair, Carole Robertson, Cynthia Wesley, Addie Mae Collins who all died from different manifestations of the same disease."

Det er forordet, og det er personer døde under nazisternes hånd eller af dræbt af raceuroligheder i USA. Perlmans bog indeholder mange reelle personer, som fx Emanuel Ringelblum, som begravede sin historie om livet i ghettoen i Warszawa og som blev fundet i 1950.

En del af kritikken omkring Perlmans roman er netop denne "historieundervisning" - og, at den er tung i starten. Man skal over de første 30-40 sider, hvor det hele virker lidt diffust; men så begynder han at arbejde med hukommelsen. Vores hukommelse. Og det er ikke doktrinært. Det er en påmindelse om, at der er sket forfærdelige ting i verden, som gør, at vi i dag kan leve i (nogenlunde) fred og ro. Hvor vigtigt det er, at tingene bliver fortalt!

I tiden lige efter krigen var ikke mange udenfor Tyskland og Polen reelt interesserede i at vide omfanget af de grusomheder, der havde fundet sted. Man vidste ikke, at koncentrationslejrene eksisterede under selve krigen. Men efter krigen var der en skamfølelse, som umuliggjorde et ansvar og en erkendelse. Der var også mange overlevende, der ikke ønskede at tale om det. Primo Levis berømte overlevering blev måske for meget for selv ham. Og 'vi' andre foretrak måske at vende det døve øre til - nu det hele var overstået.

Perlmans lektion er, at de tidligere slavers kamp for frihed ikke er ulig jødernes situation som værende uønskede. Begge gruppers situation er ikke nødvendigvis løst for endeligt - selv i det 21. århundrede.

Derfor er det vigtigt, at vi husker. At vi fortæller. At vi bliver ved med at læse, skrive og fortælle om historien. Jeg kan godt blive nervøs for, at børn i dag ikke forstår den historie og dens grusomhed.

Det er Perlmans endelige og gribende budskab - som de sagde i cellerne i Auschwitz:

"Tell everyone what happened here."

Læs den!!!!!!!!!!!!!!!