Tintorettos engel - Melania G. Mazzucco

• Fransk
• 27.-31. juli
• 573 sider
• Fransk titel: La longue attente de l'ange

Jeg erindrede, at jeg tidligere havde læst en relativ interessant bog af den italienske forfatter Mazzucco; jeg havde så heldigvis glemt, at jeg også har kæmpet mig igennem en ren rædsel!

Så jeg faldt jo for "plottet"i denne - historien om den store italienske renæssancemaler, Tintoretto. Egentlig har jeg aldrig været stor fan af hans malerier - personligt er jeg langt mere til Caravaggio fx - men netop bogen om hans liv (skrevet som fiktion vel at mærke) var en så stor nydelse, at jeg tænkte, at Tintoretto måtte være lige så spændende.

Der er jo noget ved historien om både Venedig og Firenze, da de var lilleputstater, som samtidig dominerede Europa og verden med deres kunst og deres herskende familier. 

Tintoretto var søn af en farver - deraf kælenavnet Tintoretto; for i virkeligheden hed han Jacopo Robusti, og fødtes i en børnerig familie i 1518. Han døde i 1594 og døden er baggrunden og rammen for hele historien.

Døden sniger sig ind på den gamle mand, og de sidste par uger inden kan han ikke længere sove eller spise. I stedet begynder han en lang indre dialog med Gud; en form for regnskab, der skal gøres op inden han kan forlade denne jord. Hvert kapitel er en dag i denne lange proces, hvor han venter på sin engel - hvoraf den franske og italienske titel. Og så fører han læseren med tilbage gennem hele sit liv - ikke nødvendigvis kronologisk, men dog stort set i den rækkefølge tingene skete. Men han vender jo retur til nutiden og de hændelser, der foregår i de uger op til døden. Det kræver lidt tålmodighed af læseren, for det bliver jo til et par 'cliffhangers'.

Hans egen engel er ikke hans kone, Faustina, som han først giftede sig med i en moden alder - men som trods alt gav ham syv børn. Det er frugten af hans ungdoms kærlighed til en tysk prostitueret, som senere døde af syfilis, men overlod datteren Marietta til ham. Temmelig usædvanligt indtager hun en ligeværdig plads i den nye familie, og Faustina accepterer hende. Uden tvivl fordi hun aner, at alt andet vil være uklogt - fader og datter har nemlig et så tæt forhold, at det grænser til det farlige.

Hun går klædt som dreng for at kunne færdes med faderen i byen, og arbejde i hans atelier - og selv da han selv får sønner, er det hende, der er den udvalgte. Det bliver farligt - for datteren er om muligt selv lige så tiltrukket af faderen; det er en fysisk og psykisk tiltrækning, som de andre børn også må leve under.

De andre piger sender han alle som én i kloster; de interesseret ham ikke som individer. Drengene er ikke meget bedre. Hans udvalgte foretrukne søn dør langt fra ham - han var håbløst forelsket i sin halvsøster; en anden dør som spæd og de to, der bliver voksne, må leve i skyggen af faderens enorme talent men også selvkritik, egocentrisme og kunstnergriller.

Tintoretto kæmper hele sit liv for at blive en stor maler; selv da han er det, mener han stadig at leve i skyggen af andre tidligere som bysbarnet Tizian eller Michelangelo. Han er urimelig overfor sine børn og sin kone; kun Marietta kan få ham til at reagere på andet. Dermed sætter han hele familien i splid - men også det kan han retfærddiggøre med sin kærlighed til datteren.

Det bliver jo ikke altid et kønt portræt af en altdominerende krakilsk mand - og igen så ved man jo ikke, hvad der er sandt og opdigtet. Marietta er død blot nogle år inden Tintoretto selv ligger her lidende. I følge de oplysninger, jeg kan finde, ved man ikke, hvad hun døde af - i bogen her er det vel nærmest af ulykkelig kærlighed. Til faderen! 

Så Mazzucco fortæller os sin version af en mands liv - som hun forestiller sig det for mere end 400 år siden; og stort set uden dokumentation. Men det er underordnet! Jeg var en venetiansk maler i renæssancen i denne uge. Jeg grublede over mine fejltrin og forsøgte at forstå meningen med det hele - som en god døende katolik jo skulle. Og til sidst kommer hans engel jo og henter ham., Hans Marietta! Der var jeg også næsten udmattet af den intensitet, der havde opslugt mig og var klar til freden.

Jammers Minde - Leonora Christina

• Dansk
• 24.-25. juli
• 330 sider

Jeg husker stadig i dag dengang jeg første gang 'så' Leonora Christina. Det var i mine forældres leksikon - Hirschsprung-udgaven - som jeg elskede at bladre i, fra jeg kunne læse. Der faldt jeg over Karel van Manders portræt af hende, hvoraf en detalje pryder denne forside. Jeg var dybt betaget - af klæderne, den særprægede hat med perlekransene om (som jo var hendes privilegie at bære) og spurgte meget ind til hende og hendes liv. Den fascination blev jo ikke mindre, da jeg fandt ud af, hvor eventyrligt hendes liv på alle måder havde været.

Jeg skrev en større stil om hende i gymnasiet, og husker endnu lærerens forundring, da jeg troppede op med 50 maskinskrevne sider indbundet og illustreret. Det var lidt mere end han havde forventet kan man vist roligt sige - men jeg har den da endnu.

Jeg læste Jammers Minde som teenager - i Birket-Smiths udgave fra 1869, som var lettere omskrevet fra den originale; men stadig i et tungt gammeldags sprog. Line Kroghs nærværende udgave er moderniseret, men der er bibeholdt dialoger på tysk-flamsk med den oprindelige skrivestil; ligesom der ikke altid er konsekvens i skrivemåden af navne. Eksempelvis bruger hun både Korfits, Corfits og Corfitz i omtalen af Leonora Christinas smågale mand Ulfeldt - dette er også tro mod Leonora Christinas egen skrivemåde i den oprindelige udgave.

Hendes formål med at skrive disse jammerlige minder er selvfølgelig at sætte sig selv i et bedre lys over for børnene; hun kommer aldrig ind på fortiden og anklagerne, og der kommer aldrig nogle indrømmelser. Men sikkert er det jo uden tvivl, at parret Ulfeldt ikke var kongen tro og lydig i alle deres handlinger. Men det er også sikkert, at Leonora Christina elskede sin mand grænseløst og næppe kunne se nogle fejl hos ham. Hun har en tendens til at forherlige sig selv - ikke mindst da hun inkluderer sit eget liv i sit værk om heltinder! 

Men det er jo alligevel en fantastisk beskrivelse af livet i et barsk fængsel; Blåtårn i det 17. århundrede har ikke været nemme forhold at leve under - og hun beskriver det med humor med sine anekdoter om slotsfogeder, fangevogtere og de kvinder, der blev ansat til at varte hende op - for det meste kvinder, som ellers ville ende i et tugthus. Hun morer sig over deres uvidenhed, og spiller på deres tro til hendes heksekunster. Leonora Christina var nemlig en intelligent kvinde - måske for meget for én på hendes tid.

Jeg synes stadig, at hendes liv er utroligt og at hun må have været ualmindelig hårdfør at kunne stå alt det igennem. Selvfølgelig var hun en strid harpe; magtliderlig, ærgerrig og stolt - hun var sin fars datter om nogen. Men samtidig kan man ikke andet end fascineres af den skæbne. Hun må have været et interessant menneske at møde!

Den hemmelige historie - Donna Tartt

• Engelsk
• 9.-23. juli
• 629 sider
• Originaltitel: The Secret History

Denne mammut tog noget tid at komme igennem; efter min knæoperation var koncentrationen ikke altid på højdepunktet - og da jeg endelig var lidt ovenpå, fik jeg besøg fra udlandet i nogle dage. Og den kræver altså, at man har tid til at fordybe sig og ikke blot haster igennem. Det er virkelig dårlig metrolæsning - til gengæld nød jeg den desto mere, når tiden var til det.

I marts læste jeg Stillidsen, og blev nysgerrig efter Tartts forfatterskab, og det er bestemt umagen værd. 

Richard er hovedpersonen, og historiens fortæller - han har nærmest en rolle som Nick i The Great Gatsby; han er observatøren, der er lidt anderledes end de andre men på trods af dette bliver hvirvlet ind i deres vanvittige historier. Og så bliver den tid af hans liv til den ENE historie, som må forblive hemmelig, og som kommer til at at definere ham som person resten af hans liv.

Richards forældre er ikke velhavende - og barndomshjemmet er ikke udpræget lykkeligt; forældrene gør ikke meget for at opmuntre drengens lyst til studier, så han må selv kæmpe for at komme til Hampden College, hvor han vil studere græsk. Problemet er blot, at græsklæreren er en gammel sær mand, der kun optager fem elever i sin klasse, som drives efter sektagtige principper. 

Men han kommer ind og møder der de fem elever - Henry, Francis, Bunny og tvillingerne Charles og Camilla. Det er en flok forkælede overklassebørn - intellektuelt arrogante, sofistikerede men også depraverede i deres omgang med narko og alkohol. 

Richard forsøger at forbigå sin egen baggrund i stilhed for at blive optaget i deres fællesskab; det viser sig ikke at være let - indtil han en dag bliver indviet i deres store hemmelighed - mordet på en lokal mand foretaget mens de foretog en slags ritual efter de gamle græske foreskrifter. Bunny er den den eneste anden, der ikke var med - men han finder også hurtigt ud af sandheden. Nu gælder det så om de kan stå sammen for at holde på hemmeligheden.

Den anden halvdel af romanen foregår efter Bunnys død - en "nødvendig"følge af omstændighederne, men som lægger yderligere pres på de resterende unge.

Det er ganske enkelt eminent skrevet, og det er så dybt tragisk - som kun en græsk tragedie kan være det med mord, incest, druk, fædrekomplekser - men også kærlighed og tilgivelse på en morbid måde. 

Der er meget Gatsby i den - men man tænker uvilkårligt også på læreren i De døde poeters klub; for selvom læreren Julian fralægger sig alt ansvar, da det brænder på, så er han alligevel med til at trække trådene i sine elever som små marionetdukker.

Helt enkel er den ikke at læse; men den belønner sin læser, og giver en lyst til at trække de gamle græske tragedier frem igen - for der er helt sikkert paralleller at drage herfra. Nu må jeg vist have fat i hendes tredje roman, som er skrevet i perioden mellem de to, jeg har læst nu.

Den grænseløse - Jussi Adler-Olsen

• Dansk
• 5. - 8. juli
• 541 sider

Adler-Olsens krimier har været lidt svingende i kvalitet synes jeg; men det virker til, at han er ved at have styr på stilen og sine personer. Faren er jo så, at de bliver for fortærskede i længden, da han nu har fundet vejen til guldet for enden af regnbuen.

Carl-Rose-Assad-trekløveret arbejder stadig sammen - men for at få lidt nyt blod ind, tilføjer han i denne krimi en Gordon, som vist er blevet ham påtvunget af nogen højere placeret. Gordons karakter taler med en mystisk blanding af tysk-engelske slangudtryk, som så skal være hans varemærke ligesom Assad har sine talemåder og kamelordsprog.

Derudover er der få nyheder, hvad angår den gamle arbejdsulykke, som Carl var involveret i og som betyder, at den lamme kollega Hardy bor hos ham - ligesom der kun afsløres en anelse mere om Assads mystiske fortid - er han syrier eller ej? Forfatteren tager sig god tid, for det er det, der driver serien videre udover at indeholde et specifik mysterie hver gang. Det er jo så her det kan blive farligt, hvis læseren bliver utålmodig eller personerne ikke udvikler sig nok. 

Men derudover er det en ganske glimrende intrige med religiøse sekter, der dyrker solen - og i forbifarten dræber sektens leders kone de kvinder, der udgør en fare for hendes parforhold. Så man som læser selvfølgelig regner med, at hun også er morderen til den unge Alberte på Bornholm i 1997, som er den gamle sag Afdeling Q får på halsen. 

Opklaringen tager dem derfor rundt i landet og til Sverige; og i den sideløbende historie følger man livet i den mystiske sekt med den underlige finske kvinde Pirjo, som styrer det hele på vegne af guruen. Jeg forstår dog ikke helt, hvad titlen skal referere til - for sektens leder er soldyrker, men ikke så megalomanisk, som denne titel kunne indikere?

Det er stadig hurtig læsning - men af glimrende kvalitet, da jeg var rekonvalescerende efter en knæoperation; det passede fint til den tilstand jeg var i. Jeg vil da helt sikkert også læse de følgende - dog ikke til fuld pris - men jeg vil altså gerne have slutningerne på de 'andre' historier - men det må godt gå en anelse hurtigere.

Alt det lys vi ikke ser - Anthony Doerr

• Engelsk
• 29. juni - 4. juli
• 531 sider
• Originaltitel: All The Light We Cannot See

Endnu engang må jeg konstatere, at jeg virkelig ikke er i den traditionelle målgruppe - i hvert fald ikke den, der svimer hen over de bøger, som man SKAL falde næsegrus i beundring over.

Denne 2. verdenskrigs-roman er jo blevet udnævnt til at være årets roman; og man skulle sidde klar med Kleenex og hele udstyret. Men jeg var ikke nær så imponeret - måske fordi forventningerne så bliver for høje?

Bogen kører i parallelle tider - den ene handling foregår i august 1944, da tyskerne kæmper det sidste slag i den franske kystby Saint Malo, hvor man følger bogens to hovedpersoner - den tyske soldat Werner, og den blinde franske pige, Marie-Laure. Indimellem springer man så tilbage til da de var børn - Werner på et tysk børnehjem, hvor han bor sammen med sin søster mens Hitler får stigende politisk magt; og Marie-Laure i Paris med sin far, som arbejder som låsesmed på byens naturhistoriske museum. Marie-Laure bliver blind som lille pige, og hendes far bygger en modeludgave af hele nabolaget, så hun kan finde rundt selv og faktisk begynder det med blindheden at fylde ret lidt i bogen på trods af, at det skulle være det bærende element ifølge mange af de rosende anmeldelser og selvfølgelig i henhold til titlen, som skal få os til at reflektere over, hvor fantastisk livet og verden er på trods af ondskab og mørke.

De to hovedroller mødes selvfølgelig, og via en temmelig usandsynlig historie, kender Werner til Marie-Laures bedstefars radiotransmissioner, som han lyttede til som barn - og først genkender, da han de mange år senere skal redde hende ud af huset i Saint Malo, hvor hun er fanget med en kræftsyg desperat tysk løjtnant, som vil have fat i en diamant, som spiller en anden vigtig rolle i historien.

Der er jo lagt op til en rørende kærlighedshistorie mellem de to; men de skilles lige så hurtigt som de mødes, og Werner bliver dræbt på en ret så tåbelig måde. Krigen slutter således, men romanen fortsætter ind i 1970'erne og frem til 2014, hvor vi følger Marie-Laure og Werners søster, hvis veje også krydses. Jeg kunne blot ikke se formålet med denne sidste del af historien, som vist kun skulle med for at give den et skær af historisk storhed.

Derudover var der en del faktuelle fejl - såsom bombardementer i Paris i starten af krigen??? Paris blev aldrig bombet! 

Nej, jeg var ikke overbevist - jeg var dog nogenlunde 'underholdt', men jeg manglede bestemt noget dybde og mening med historien, som ikke rigtig kunne finde ud af, hvor den ville hen.

Mali, ô Mali - Erik Orsenna

• Fransk
• 27.-28. juni
• 445 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Man kan behandle seriøse emner med humor og ironi - det hjælper tit til at camouflere en dybereliggende politisk besked, og det må man sige, at Orsenna gør i denne bog. 10 år efter, at han beskrev Madame Bâs bestræbelser på at komme til Frankrig for at hente sit barnebarn hjem.

Men nu er hun selv i Frankrig, og er en succesfuld del af det lille mikrokosmos i en parisisk forstad, hvor der er mange andre afrikanere - deriblandt fra Mali. En dag overrasker de hende med en flybillet til hende selv og barnebarnet - de mener, at hun med sine forbindelser til højeste sted og sin status som en kvinde med ordet i sin magt, er den rette til at tage hjem for at redde landet.

Mali er på det tidspunkt - i 2012 - midt i det voldsomme Touareg-oprør, hvor landet med den bizarre geometriske form er splittet mellem de nordlige og sydlige fraktioner. I nord har man genindført chariaen, og det meste af den store Sahara-ørken styres af nomadefolket touareg, som har skiftet kameler ud med kokain som handelsvare og levebrød.

Madame Bâ beslutter, at denne heltegerning, som hun indlader sig på, skal foreviges af barnebarnet Michel, som nu er omdøbt til Ismaël og udnævnt til griot - hendes personlige kronikør, som skal overlevere hendes historie til eftertiden.

Rejsen hjem og gensynet med fædrelandet - og ikke mindste de hundreder af familiemedlemmer - beskrives med vanlig afrikansk selvironi og humor; Orsenna må have tilbragt lang tid i Afrika eller blandt afrikanere for at nå til den hårfine grænse mellem at fremhæve pudsighederne og blive racistisk morsom. Det er eminent fanget, og jeg er sikker på, at en indfødt ville finde det mindst lige så underholdende.

De når en tur omkring Senegal og et ophold i en af FN's flygtningelejre, inden de begiver sig mod Timbuktu - en mytisk by, hvis årtusindgamle kulturarv er ved at blive ødelagt, og i dag er byen på listen over Verdensarvsområder i fare.

De rejser ad flodvejen - i en lille pirogue med to genstridige navigatører op ad Niger-floden - inden de når frem til byen, hvor Madame Bâ vil genåbne skolerne. Men det går ikke helt som planlagt, da de franske skolebøger fortæller om en dreng, der har en pige til veninde. Da hun forsøger at overbevise kvinderne om at benytte prævention, ender hun i fængslet. 

Til hendes held er dette netop som franskmændene ankommer for at befri byen - og alle hendes anstrengelser for at blive anerkendt bliver overskygget af præsiden François Hollandes tilstedeværelse. Forfatteren benytter her lejligheden til at lave grin med sig selv, fra da han i sin tid skrev taler for Mitterrand - og måske aner man også en mindre sympati for den nye præsident.

Men han får budskabet igennem - habilt under humorens dække, er der en voldsom reaktion på talebanere, radikal islamisme og Afrikas nye problemer med eftervirkningerne af det arabiske forår.

Jeg slugte den ganske enkelt - og det ville da ikke være skidt  med flere eventyr med Madame Bâ.

Quattrocento - Stephen Greenblatt

• Fransk
• 20.-26. juni
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Omslaget ligner en Dan Brown-roman med dens lurende titel og løfter om renæssancemysterier, og manuskripter, der vil ændre historiens gang, Men faktisk er det en yderst alvorlig affære - og langt fra hyggelæsning måtte jeg erkende. Det er lang tid siden jeg er blevet så udfordret af en bog, og den egnede sig da slet ikke til metrolæsning.

Vi starter med den italienske pavesekretær Poggio Bracciolini, som i 1417 er på vej til Tyskland for at besøge munkeklostre. Selv er han ikke munk, men var sekretær for den da nyligt afsatte pave John XXIII, og i stedet for at søge lykken hos en ny pave, beslutter han sig for at rejse ud for at lede efter manuskripter. På den tid var der en lille kreds af humanister, der i stigende grad identificerede sig selv med de gamle romeres og grækeres tankegang. De vidste også, at selvom meget var gået tabt, så var det stadig muligt at finde gamle codex eller papyrusruller primært i klostrenes biblioteker.

Derfor blev det denne mand, der fandt det eneste tilbageværende eksemplar af Lukrets' digt De Rerum Natura - sikkert i et kloster ved Fulda, men han angiv aldrig sin kilde. Det var tit svært at få manuskripterne med sig, så man måtte kopiere dem på stedet, hvilket jo var en omstændig affære.

Vi bliver taget tilbage til Lukrets' tid - 1. århundrede før Jesu fødsel; en tid, som Flaubert beskrev som det eneste tidspunkt i historien, hvor mennesket kun var menneske. De romerske guder havde ikke længere den samme indflydelse på almen kultur og tro, og Jesus var endnu ikke født. Fra Cicero til Marc Aurelius - en periode på 2-300 år, var der ingen, der styrede menneskets tanker. Det blev grobund for epikureanismen baseret på filosoffen Epikurs værker, der var et par hundrede år gammel.

Men den epikureanisme er langt fra den fortolkning, vi bruger i dag. Det gjaldt om at højne sine glæder og mindske sine smerter; men ikke nødvendigvis ved kun at spise kaviar og drikke champagne - det gjaldt ikke om fråds, men om at leve bedst muligt - på en beskeden måde.

Og så skrev Lukrets sit berømte digt - Om Tingenes Natur.

Det er et digt i seks bøger, og baseret på en helt særegen filosofi. Lukrets hævder - med rette - at naturen er bygget op af atomer. Af materie. At disse atomer kan samle sig og blive til alt fra en myre til et menneske, og der ingen forskel er mellem "ingredienserne" - kun i sammensætningen. På samme måde vil disse atomer kunne nedbrydes. Eftersom de nedbrydes følger, at der intet liv er efter døden. Når vi dør, er det slut - og sjælen forsvinder - som et nedbrudt atom. Det bekræfter mennesket i troen på den fri vilje - et fundamentalt stridspunkt i den katolske kirke.

Lukrets genbruger visse elementer fra Epikur; men meget er også ganske nyt og revolutionerende, som når han forklarer årsager til jordskælv, lyn og torden og andre naturfænomener, som man antog for at være gudernes hævn over mennesket. Det er pudsigt nok samtidig en hymne til elskovsgudinden Venus - så på trods af alle hans påstande om manglende tro, så har han alligevel haft en vis ærefrygt.

Bogen gengiver ikke i sin helhed Lukrets' digt; men det er bestemt noget, der skal udforskes.

Da Poggio således bringer digtet tilbage til Rom i katolicismens tid, er det selvsagt ikke i overensstemmelse med kirkens udlægning af "tingenes natur". De første mange år forbliver det relativt skjult, da kun en mindre gruppe mennesker har viden om fundet.

Men Savonarola hører om det, da han starter sine autodafé i Firenze i slutningen af det 15. århundrede. Og de italienske malere begynder at læse digtet, og lade sig inspirere af det - som for eksempel Botticellis versioner af Venus, og naturen som et fremtrædende element i hans malerier, ligesom Shakespeare i flere af sine skuespil bruger referencer til det.

Som tiden går, forsøger kirken at forbyde udbredelsen af digtet; i Spanien må bøgerne smugles ind og den oversættes og distribueres nærmest under jorden i lang tid.

I dag virker det jo elementært for os; måske især i vores del af verden. Vi stiller ikke spørgsmålstegn ved vores fri vilje som menneske; men der er stadig en katolsk magtfuld kirke, hvor disse dogmer provokerer. 

Det er jo en fantastisk historie - den lille mand, der ved et tilfælde finder et mere end tusind år gammel manuskript, som så nemt kunne være gået tabt. Man har side fundet dele af digtet i fx Papyrussernes Villa i Herculaneum ved Vesuv, og så er der brudstykker af det på det Kongelige Bibliotek i København - dog ikke Poggios original; men et af stedets ældste værker.

Det var som sagt en kompleks læsning; jeg var tilbage til Vesuv, de gamle romere, grækere, middelalderen og frem til Copernicus, Thomas More, Galilei og Montaigne ... og mere endnu! Det var fuldstændig som at være tilbage på skolebænken; men fantastisk spændende.

Madame Bâ - Erik Orsenna

• Fransk
• 13.-19. juni
• 508 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det var lang tid siden, jeg havde læst en roman om Afrika - ikke skrevet af en afrikaner, men dog så man faktisk hurtigt tænker på forfatteren som Madame Bâs kraftfulde stemme. Erik Orsenna er akademiker - i den tunge franske kategori med studier indenfor filosofi og statskundskab og en karriere som blandt andet rådgiver for François Mitterrand, og har tidligere vundet Goncourt-prisen.

Denne gang er han dog taget til Mali og er en midaldrende kvinde, som meget gerne vil have et visum til Frankrig, hvor hun vil redde sit barnebarn, som er ført ud af landet mod hendes vilje for at spille fodbold. Hele historien er bygget op som en tale direkte til præsidenten - tidsmæssigt ganske sikkert Chirac - og den samtale, hun har med sin franske advokat i Bamako, som hjælper hende med papirarbejdet.

Det starter med den "berømte" 13-0021-formular, som alle indvandrere til Frankrig kender; hun skal udfylde det hele - men hvad der virker simpelt for den unge franske advokat, er temmelig kompliceret for en afrikaner. For eksempel har man jo ikke bare et fornavn. Man har sit kristne navn, man har et afrikansk navn og så er der det dyr, der er ens skytshelgen osv. Så hver lille kasse, der skal udfyldes, fører til en lang fortælling, hvorved læseren får hele Madame Bâs livshistorie.

Orsenna formår i den grad at sætte i personens sted - der er humor og ironi, som den opleves, når man sidder i Afrika og forestiller sig Europa. Der er sandelig også spydige bemærkninger om vores opfattelse og behandling af Afrika på grund af vores syn set heroppe fra.

Madame Bâ havde en hel flok søskende og hendes far var ansvarlig for vandværket ved Senegalflodens maliske gennemløb; floden er et levende væsen for Marguerite, som hun også hedder. Som ganske ung blev hun gift med den smukke Peul-nomade, men da hun stadig gik i skole fik hun p-piller af en engelsk læge. Men ingen vidste det jo, og i stedet brugte de mange år og stort set alle deres penge på at opsøge de lokale heksedoktorer - Marguerite grinede bare indvendig; hun er i det hele taget en personlighed, som læseren hurtigt falder for og tager til sig.

Men så kom der også otte børn, og så døde manden - dolket af en jaloux ægtemand under et sidespring. Marguerite kommer til at arbejde tæt sammen med de franske udsendinge, der skal hjælpe landet på fode - og mest af alt sørge for, at folk ikke forsøger at rejse til Frankrig. Men hendes egne børn drømmer ikke om andet end at rejse nordpå - til hendes store fortrydelse. Og endelig en dag bliver det lille barnebarn så "kidnappet" af to talentspejdere og ført til Frankrig, hvor hun nu vil hente ham fra.

Marguerite får afslag på sin anmodning, men hun dukker op i en senere roman af Orsenna. Det var faktisk den, jeg fik i gave for nogle måneder siden - og så måtte jeg jo tage tingene i den rette rækkefølge. Madame Bâ er en kvinde, man savner, når bogen er lukket!

Det er så fyldt med bitter-komisk ironi, at man både griner og græder. Og så kan man jo blot glæde sig til næste bind.

Vi ses deroppe - Pierre Lemaître

• Fransk
• 5.-12. juni
• 620 sider
• Originaltitel: Au revoir là-haut

Pierre Lemaître er mest kendt for sine krimier, som er ganske glimrende, men efter at have læst tre styks inden for kort tid i 2012, lagde jeg ham fra mig. I 2013 udgav han så sin store krigsroman - ligesom Rufin (og så meget andet i disse år) måske ikke helt uden bagtanker for det kommende 100-års-jubilæum for krigens start. Men han fik tilmed den største franske litterære pris - Prix Goncourt - for sit værk, og selvom jeg var skeptisk, så mente, jeg dog, at det var relevant at læse den, når den nu var kommet i paperback.

Det var ikke som jeg troede en roman om skyttegravene og krigens gru; det handler om alt det, der sker derefter. I de sidste dage af krigen skal de sidste slag slås, og den kyniske løjtnant Pradelle, der er ude efter en forfremmelse, skyder to af sine mænd i ryggen for at opildne de andre til at kæmpe endnu hårdere. Men han bliver set af den menige soldat Albert Maillard, som han så gerne vil af med og får skubbet ned i et hul. Her begraves han af et granatnedslags eftervirkninger, men bliver gravet ud af en anden soldat Edouard. Lige som de er i sikkerhed rammer en granat, og Edouard bliver til en gueule cassée; dem, der har fået sprængt dele af ansigtet væk og for evigt må leve som en slags misfoster.

De to soldater passer nu på hinanden - og Albert lover Edouard, at denne ikke vil blive sendt hjem til familien i Paris. Edouard er nemlig kunstner, homoseksuel - og var ikke just på god fod med sin velhavende far inden han drog i krig. De får "dræbt" Edouard en gang for alle, og givet ham en ny identitet. Alt sammen ulovligt selvfølgelig - men det er blot starten på de mange forviklinger, der fandt sted bevidst eller ubevidst. Det var et oplagt tidspunkt midt i kaos at få 'ordnet' nogle ting.

Løjtnanten Pradelle får de dog ikke hævnet; og det går ikke værre end, at han bliver gift med Edouards søster, og nu starter sit eget projekt, da han vinder licitationen om at skabe kirkegårde til de mange faldne soldater. De mange kirkegårde vi kender med de lange rækker af kors med navnet på den døde soldat.

Men måske er det slet ikke den rigtige soldat, der ligger der? Måske ligger der slet ingen i kisten? Eller der ligger indtil flere? Måske er det faktisk en tysk soldat - fjenden?

Forældrene og familierne var desperate - de ville have deres faldne hjem; de ville have et sted at sørge. Så det skulle også gå hurtigt, og alle kroppe var i sagens natur ikke nemme at arbejde med. Pradelle bliver betalt per enhed - og øjner hurtigt en chance for at tjene penge; hans moral er ikke så høj, at han kan se de etiske problemer i visse arbejdsmetoder. Men politikere og familier ser jo anderledes på det.

På den anden side er der Albert og Edouard, som skal tjene penge. Edouard vil ikke have en ansigtsprotese, og lever på morfin og heroin, og tegner fine masker til at dække hullet direkte ned til hans hals. Og Albert kan ikke tjene penge nok til dette narkoforbrug.

Så Edouard får idéen - de skal designe og sælge krigsmonumenter. I 1919 da chokket begynder at lægge sig, og man begynder at indse omfanget af katastrofen, da ser man også på minderne. Stadig i dag er der jo ikke en eneste landsby i Frankrig eller Belgien, som ikke har sit monument med navnene indgraveret - og i mange tilfælde blev den tomme plads brugt 25 år senere, da endnu en krig tog folk væk. Hvis man somme tider kigger på de navne - i en forholdsmæssig lille by - kan man se, hvor voldsomt det må have været. Man ser de samme familienavne gå igen, og kan kun gætte sig til, om det er fædre, sønner - eller fætre, onkler .... men hele slægter blev udraderet for mandlige medlemmer. 

Edouard vil spille på denne sentimentalitet i efterdønningerne, og sender fine kataloger ud til hele landet, hvor de kan bestille et monument, betale halvdelen og få det leveret inden mindedagen den 11. november. Til den tid skal de to unge mænd så være over alle bjerge med pengene. Ved et skæbnens tilfælde havner et af katalogerne hos Edouards far og de to skandaler er nu på en måde centreret i og om denne familie.

Den ene af de to skandaler er reel og baseret på historiske fakta; og næsten uanset hvilken af dem, det er, er det jo grusomt. Læseren finder ud af det, og det er måske også denne spænding, der gjorde, at Politiken anbefalede den som den eneste franske bog man skulle læse i år! Denne krig er ikke så 'stor' i vores kultur; men som læser er det irrelevant - man gribes af det enorme fuskeri, der foregik på bekostning af sørgende mennesker.

Le collier rouge - Jean-Christophe Rufin

• Fransk
• 4. juni
• 164 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det har selvfølgelig været fristende for fransk kultur at benytte 100-året for 1. verdenskrig til at lancere emnet i forskellige sammenhænge. Således var deres sang til det seneste Melodi Grand Prix en hyldest til de døde fra 1914-18 med en påmindelse om, at vi ikke måtte glemme den krig. Desværre for Frankrig sang de jo på fransk, og endte på en ydmygende tredjesidste plads - hvilket siden har været stærkt debatteret i franske medier; som til dels synes, at vi andre ikke forstår noget som helst! Det er nok en lidt typisk fransk forsvarsposition - men det er også et faktum, at den krig stadig fylder meget i Frankrig og Belgien (og vel også England), men en del mindre i andre lande.

Men Rufin - en af mine store litterære helte - har selvfølgelig også brugt temaet, og det er der kommet en smuk lille intrigant historie ud af.

Det er 1919, og krigen er forbi. Nu skal alle de løse ender lukkes, så man kan komme videre - demobilisere tropperne og vende tilbage til det civile liv. Men i et fængsel i en lille landsby sidder en krigsfange, som stadig skal dømmes. Egentlig ville man nok gerne lade ham slippe med en mild straf - hvis han blot vil indrømme sin fejl; men han holder fast på, at det han gjorde, det gjorde han i god tro - og ville til enhver tid gøre det igen.

Udenfor sidder hans hund og venter trofast på ham. Hunden gør ... nærmest i takt med fangens humør. Og hertil sendes en krigsdommer, som skal forhøre fangen og afslutte sagen inden han selv endelig kan vende hjem til familie og hjem i Paris. Men fangen er som sagt ikke til at overbevise om sin fejl. En gerning, som læseren først opdager på bogens sidste sider - og som faktisk er ganske morsom og finurlig.

Men dramaet kører omkring fangen og dommeren; og en ung kvinde, som bor alene på en gård uden for landsbyen med sin lille søn. En dreng, som fangen er far til - men nu er de alle forskansede bag deres holdninger skabt på forkerte opfattelser. Det er vel en historie om principper og stolthed, som man nødvendigvis må have dem efter en krig, hvor alt, hvad man troede på er vendt op og ned. Så vender man tilbage til en normal tilværelse - eller man vil i hvert fald, at den skal være det. Men der er jo også sket ting derhjemme ... og verden er en helt anden end inden.

Det er en overraskende bog med en smuk krølle på historien; og hunden spiller selvfølgelig en central rolle!

Rufins krigsbog er dermed i den mere optimistiske genre i sammenligning med andre. Han konkluderer, at der skal tilgives for at komme videre - ikke kun nationer imellem; men også i de helt små historier, som binder mennesker sammen før og efter en krig.