Før vi siger farvel - Jens Christian Grøndahl

• Dansk
• 22.-23. februar
• 280 sider

I 2007 forsøgte jeg mig med en roman af Jens Christian Grøndahl, og måtte give op. Så faldt jeg over et kup af en bog til 40 kroner, og havde vist glemt, at vi ikke er venner. Heldigvis var denne roman så lille, at jeg tænkte, at jeg uanset hvad måtte kunne komme igennem den. Det gjorde jeg da også - og uden de store dramatiske lidelser. Men desværre også uden stor dramatisk begejstring.

Historien havde ellers potentiale til at røre ved noget i en læser; den unge Barbara er adoptivbarn, og kommer fra en rendesten i Calcutta inden hun vokser op i et trygt dansk hjem i Jylland. Indtil faderen forlader moderen, der er blevet alkoholiker. Hun har haft det svært med kærligheden - er det et udløb af barndommens svigt? Indtil hun møder den tredive år ældre Marcus, som er krigsfotograf.

De er sammen i syv år - og så rammer den berømte krise. I denne form er det Marcus, der lader hende gå på grund af aldersforskellen. Hun skal sættes fri, og finde en yngre mand og få børn.

Anden del af bogen springer nogle år frem, hvor Barbara stadig er alene og arbejder på en bog om en kendt dansker - Suzanne Molton - som har gjort sig som let påklædt stjerne i sengekantsfilm, og senere i diverse underholdningsprogrammer - minder det ikke læseren lidt for meget om en reel person? Hun har mistet kontakten til sin søn, som er narkoman, men har et tæt forhold til dennes kammerat .... som hedder Asger! Lige der blev jeg uendeligt skuffet over Grøndahls manglende fantasi. Han falder lidt i samme fælde som Jussi Adler-Olsen gjorde i Fasandræberne ved at lægge sig alt for tæt op ad eksisterende personer. 

Historien skulle og burde handle om de to personers kærlighed - for de mødes igen, da Marcus bliver syg af kræft og ikke længere magter at skubbe hende væk. Men indimellem deres historie er der et utal af sidehistorier om Marcus' ekskones revolutionære italienske fortid; om den berømte Suzannes Moltons barndom - og en hel lang række af totalt irrelevante uddybelser, som hverken bliver hele eller halve.

Jeg har ligeledes også stadig et problem med det sprogbrug danske forfattere har. Det virker opstyltet og konstrueret på mig; muligvis er det mit problem. Muligvis er det fordi jeg primært læser på andre sprog - men det giver mig bestemt ikke lyst til at læse mere på dansk. Og Grøndahl er bestemt ikke mig, må jeg konstatere.

Der var så rigeligt med emner og følelser at koncentrere sig om i Barbaras og Marcus' historie. Deres fortid har en lille relevans - men ikke alle birollernes. Det essentielle var, hvordan man lever sammen med en mand, der er så meget ældre, og som bliver og skal passes. Eller en kvinde, der burde have børn men fravælger det til fordel for kærligheden.

I stedet blev det til et stort ufærdigt billede af alt for mange mennesker, der aldrig trådte i karakter eller blev levende for mig.

Den kongelige egyptiske automobilklub - Alaa El Aswany

• Fransk
• 15.-21. februar
• 638 sider
• Fransk titel: Automobile Club d'Egypte

Efter historien om Gerda/Greta Wegener var jeg faktisk gået i gang med en roman, der havde stået et stykke tid i min reol - nemlig Vi er ikke os selv af Matthew Thomas. For nogle måneder siden kiggede jeg på den i en boghandel - på dansk - og overhørte en kunde, der spurgte en medarbejder til råds om den. Medarbejderen var alt andet end begejstret, og alligevel købte jeg den så på engelsk.

Jeg gav den fulde tre dage af mit læseliv, og havde kæmpet mig igennem vel ca. hundrede sider. Det gik trægt, og jeg kunne slet ikke se, hvor forfatteren ville hen; og da slet ikke hvordan vi skulle kunne sameksistere yderligere 550 sider. Det er sjældent jeg gør det - men denne opgav jeg, og den røg i skraldespanden.

I stedet kastede jeg mig over en længe ventet perle, som jeg ved det er med El Aswany (jeg har valgt at bruge den franske stavemåde som på den franske forside). De to tidligere bøger, som jeg læste i 2008 og 2009 står stadig friske i min erindring, og han er en forfatter, som jeg er sikker på ikke vil skuffe mig. Det gjorde han bestemt heller ikke denne gang.

Historien foregår lige efter 2. verdenskrig men inden englænderne gav dem deres fulde selvstændighed til bage i 1953. Kongen er Farouk, som kom på tronen i den unge alder af 16 år. Han er nærmest enevældig - men bortset fra det er der ikke mange forskelle til den måde Mubarak mange år senere styrede landet på som en republik. Kongen var en levemand, og et af hans udskejelsessteder er automobilklubben, som El Aswany morsomt guider hen til ved at indlede bogen med en forhistorie om den første bil, som Benz producerede. Romanen har nemlig denne klub som omdrejningspunkt som det mikrokosmos det er for store og små i samfundet.

Tjenerne i automobilklubben er alle egyptere, og de styres med hård hånd af El-Kwo (som vist har et andet navn i den danske oversættelse), som er en slags inspektør med direkte linje til kongen. Dog hører denne under den engelske Mr. Wright, som er direktør for klubben. Og El Kwo kan være nok så barsk og voldelig overfor de ansatte; overfor den udenlandske Wright er også han underdanig og i den koloniseredes rolle.

Abdelaziz Hamam arbejder i klubben indtil han en dag modsætter sig den hakkeorden, der regerer - og dør efter straffen fra El-Kwo. Bogen følger derefter hans fire børn - Saïd, Kalim, Mahmoud og Saliha. 

Saïd er en egoistisk og grisk person, der har et forhold til naboens datter og tynges af mindreværdskomplekser overfor især søsteren, som går på universitetet i modsætning til ham; en skøn upoleret mandschauvinist! Da faderen dør ser han sit snit til at gifte sig med Faiqa - naboens datter - og inden længe forsøger han at gifte søsteren væk til en potentiel forretningspartner, som viser sig at være impotent (eller skabsbøsse) og narkoman. Han er absolut bogens mest antipatiske person - måske med undtagelse af El-Kwo.

Mahmoud er familiens dovne og mindrebegavede medlem. Han skulker skolen og ryger hash med sin ven. Men da faderen dør, får han et job i klubben og pludselig er han gigolo for nogle ældre udenlandske damer, som giver ham den levestil, han stræber efter - uden at skulle yde andet end spille med musklerne og nå ja ... smide bukserne. Det giver ham til tider nogle moralske skrupler i forhold til islam - men ikke mere end, at det kan skylles ned med lidt whisky.

Kalim er familiens kloge hovede, som læser jura på universitetet men også roder sig ud i noget undergrundsarbejde for at befri Egypten for kolonimagten England. Han må også arbejde i klubben efter faderens død; men han bruger muligheden til at infiltrere klubben med sit netværk og i øvrigt forelske sig i direktørens unge (engelske) datter. Han er samtidig den mest vestligsindede af romanens protagonister på trods af sin kamp for selvstændigheden; måske fordi han er intelligent nok til ikke at tro på kvindens - eller nogen andens - undertrykkelse.

Og endelig er der Saliha, som må flygte ud af sit ægteskab og hjem til familien med sine bristede drømme. 

Rundt om de fire er der selvfølgelig hele staben af egyptere i klubben samt direktøren, der vil gøre alt for at hans unge datter bliver kongens elskerinde. Tjenernes kamp går ud på at vinde en form for værdighed; de vil ikke længere finde sig i korporlige afstrafninger - men så ryger drikkepengene, som er deres levebrød. Det er en kamp om at smigre og frasige sig solidaritet for at overleve.

Det er et glimrende samfundsportræt af et samfund, hvor alle er underlagt en eller noget andet. Alle er de afhængige og må bøje sig i støvet og tage mod skraldet - tjenere, døtre, kvinder, unge ugifte kvinder, indfødte oppe ad rangstigen og selv kongens familie. Systemet i samfundet er bygget op omkring den frygt alle har overfor trinet over dem hvad enten det er englænderne, et familieoverhovede, religionen eller en chef. Kun kongen gør som det passer ham og er dermed med til at styrte sig selv fra tronen.

Jeg var dybt fanget af Aswanys måde at skabe sine personer på; han gør dem altid så multidimensionelle, at man indfanges. Samtidig er romanens opbygning en blanding af forfatterens historie afbrudt af Kalims og Salihas versioner - de to protagonister indleder nemlig bogen med at aflægge forfatteren et besøg for at få deres ord med. Disse spring i vinkler og tid giver historien en fantastisk dynamik krydret med en god gang samfundssatire og humor.

Den danske pige - David Ebershoff

• Engelsk
• 8.-11. februar
• 327 sider
• Originaltitel: The Danish Girl

Der har jo været meget opmærksomhed omkring den transseksuelle Einar Wegener i form af filmen, der for nyligt fik premiere og Arkens udstilling af hans/hendes værker sammen med hustruen, Gerda Wegeners. Så da jeg faldt over bogen, som danner grundlaget for filmen, var det et oplagt køb - jeg er jo ikke den store biografgænger.

Men ret hurtigt blev jeg temmelig forvirret - og så er det, at jeg ærgrer mig over, at jeg ikke bare kan læse en bog uden at skulle undersøge alting til bunds. Men da det jo var en biografi af de to menneskers liv, skulle jeg lige have mine fakta på plads - og så faldt hele min entusiasme for historien lidt til jorden.

Ebershoff har ikke skrevet en biografi af de to mennesker; det første, der undrede mig var, at Gerda i bogen hed Greta. Da jeg så gravede lidt i det opdagede jeg, at der er ufattelige forskelle:

• Den danske Gerda som er født i 1886, er i bogen blevet til amerikanske Greta født i 1896
• Einar er i bogen født i 1890 som søn af fattige bønder - og i virkeligheden som købmandssøn født i 1882.
• Greta forelsker sig i bogen i Einars barndomsven, og de gifter sig efter skilsmissen fra Lili; men det er almindeligt kendt, at virkelighedens Gerda levede en lesbisk tilværelse sideløbende med deres ægteskab - hvilket for mig forklarer en hel del mere om deres forhold end bogens version. Måske den var for skrap kost for amerikanske læsere?

Hele tidsrammen er dermed rykket gevaldigt, men alligevel synes jeg ikke, at det giver mening, at Lili nu dør i 1931 efter den sidste mislykkede operation. Den operation skulle ifølge lægen have gjort det muligt for hende at føde børn - et faktum vi jo i dag ved, er helt umuligt. Men selvom dette havde kunnet lade sig gøre ville Lili efter forfatterens tidsregning alligevel have været 41 år gammel - og det var dengang da ikke en alder for en førstegangsfødende uagtet alle de andre omstændigheder.

Derfor forstår jeg heller ikke, hvorfor hele historien og fakta omkring det skal fordrejes så meget. Der var da rigelig drama og tragedie i de reelle hændelser, som man kunne have beskrevet på baggrund af de fakta, der er kendte blandt andet gennem Lilis dagbøger.

Det irriterede mig derfor i stigende grad under læsningen, og ødelagde læselysten for mig. Jeg kom igennem - men det holdt hårdt, og endte ikke som en dejlig oplevelse. Filmen tror jeg desværre ikke jeg skal se nu - i hvert fald ikke de første mange måneder.

Jeg har faktisk tidligere læst en bog af Ebershoff, som jeg var meget begejstret for - og dengang havde jeg så læst om denne; men lod det blive ved det i 2012. Måske skulle jeg virkelig bare have gjort det?

Wild Coast - John Gimlette

• Engelsk
• 1.-7. februar
• 358 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Endnu en rejseforfatter er opdaget; omend mere nutidig end mine helte Kapuscinski og Kessel - endog lidt yngre end Theroux. Men en oprigtig eventyrer, som alligevel formår at komme off the beaten path.

Wild Coast er hans fortælling om en rejse gennem Guyanaregionen - de tre lande, som udgør det øverste højre 'hjørne' af Sydamerika, og som var henholdvis engelsk, hollandsk og fransk koloni - nemlig Guyana, Surinam og Fransk Guyana, der som det eneste af de tre lande stadig er oversøisk fransk territorie med Euro og det hele.

Især Surinam har altid fascineret mig - man møder jo en del mennesker derfra i Holland, og de er vanvittigt smukke på en rolig måde, der minder mig om indianere. Samtidig er det lande, der ikke er faldet i den store turistfælde, og hvorfor forstod jeg langt bedre efter at have læst denne bog. Måske kan man argumentere, at det ville være til deres fordel at udvide turismen; for det er stadig meget fattige lande.

Jeg lærte så meget nyt, at der sideløbende var en masse Wikipedia og sågar videoer, jeg måtte benytte til at komme helt til bunds med alt det, der overraskede mig. Måske fordi det er lande, vi hører så lidt om i nyhederne. Jeg anede intet om alle de kommunistiske statskup, der har fundet sted i fx Guyana - eller om den grusomme massakre i Jonestown. Navnet vakte nogle erindringer uden, at jeg nogensinde havde placeret det geografisk på et kort.

Selv de europæiske kolonimagter formåede aldrig at komme langt ind i de lande, de havde besat - fx nåede hollænderne kun at udforske ca. 4% af territoriet - og resten er en så vild overgroet jungle, at man stadig skal færdes med gammeldags transportmidler, og kommer ind til stammer, der lever i relativ afskårenhed fra moderne civilisation. Alt sammen helt nyt for mig - og faktisk har jeg nu noget mindre lyst til at besøge de lande. De egner sig ganske enkelt nok ikke til turisme - medmindre man er en Gimlette, der vil ind i de afkroge.

Gimlette fortæller med både indsigt men også genial humor om sin rejse; han binder fortidens historie sammen med nutiden - i mange tilfælde er der ikke langt, da de fleste murstensbygninger, der stadig står er de selvsamme som europæerne byggede for århundreder siden. Det er historien om de guerillakrige, der har hærget landene; om Frankrigs brug af Guyana som deportationsfængsel for blandt andet den berømte Dreyfus - men også med moderne lokalkolorit i form af beskrivelserne med de lokale her og nu.

Jeg kan se på hans hjemmeside, at han ligeledes har skrevet en bog om Sri Lanka. Den kunne virkelig være interessant, da jeg slet ikke blev forelsket i det land, da jeg var der i efteråret 2015. Måske kan hans syn forandre mit? 

Fugleliv - Véronique Ovaldé

• Fransk
• 30.-31. januar
• 252 sider
• Originaltitel: Des vies d'oiseaux

Jeg læste en af Ovaldés første romaner i 2011, som en del af en Bogudfording; og først så mange år senere vendte jeg tilbage til hende. Hun er betydeligt og behageligt modnet i mellemtiden, kan jeg blot konstatere.

Vi er stadig i et diffust Sydamerika, hvor det er umuligt at stedfæste landet - og dermed er vi stadig i en Marquez-lignende fantasiverden. Men vi er i en moderne verden, hvor tiden er helt konkret fra 1980'erne og frem til slutningen af årtusindet.

Vida er en kvinde i sin bedste alder, som er gift med den succesrige Gustavo - men hun er en af de fugle i et bur, som titlen refererer til. Gustavo mødte hende i Irigoy - som skal anses som lidt af et vildnis i landet - og gjorde hende til den fine forstadsfrue, hun nu er. Sammen har de datteren Paloma - den opmærksomme læser vil bemærke ironien i dette navn, da det jo betyder due på spansk!

Paloma har forladt hjemmet, og nu må der ikke tales om hende - det er et brud på Gustavos forventninger til familien, der primært er en kulisse til hans liv. Men hun vender tilbage, og det ved Vida selvom Gustavo ikke opdager det. Sammen med hendes rebelske kæreste Adolfo, kommer de når forældrene er på ferie, og bor i deres hus, spiser deres mad og sover i deres senge. De lever på denne ukonventielle måde overalt i de riges område uden at stjæle, men blot for at overleve mens de nyder deres ungdoms forelskelse.

Da Gustavo melder indtrængningen til politiet, får de besøg af betjenten Taibo, som er ungkarl. Han rører ved noget i Vida - og han bliver selv lige så berørt af det mystiske liv hun lever.

Så hvis Palomas flugt fra hjemmet er en slags oprør mod det liv, det står for - så er mødet mellem Vida og Taibo en anden form for opgør med konventioner. Sammen tager de til Irigoy for at lede efter datteren; og til slut forenes mor og datter i deres nye ukonventionelle liv - Vida forlader Gustavo for at leve sammen med Taibo.

Det hele beskrives med denne særegne sydamerikanske humor - på trods af, at Ovaldé er fransk, så er noget umiskendeligt sydamerikansk i hendes stil. Det er en hurtig lille bog at læse - dejlig weekendunderholdning.

New York - Edward Rutherfurd

• Engelsk
• 20.-26. januar
• 1033 sider
• Dansk titel: New York :-)

Januar måned har litterært stået i byernes tegn - London, Mogok, Paris, Berlin - så det passede glimrende at fortsætte til New York. 

I New York-biografien starter Rutherfurd først i 1664 - der er næppe noget at skrive om helt så langt tilbage som i London, da der ingen overleveringer eller levn er, tænker jeg.

Så han starter med indianernes uddrivelse af det, der bliver til byen New York og så følger vi den samme familie - Masters-familien - frem til 2009. Der er selvfølgelig andre personer, der krydser ind over - men langt fra så mange grene at holde styr på som i London. Det gør den ikke mere triviel; jeg var absolut lige så grebet af denne. 

Tiden tager os igennem store amerikanske begivenheder som Uafhængighedskrigen, Borgerkrigen men også tiden med spiritusforbud, mafia og charleston - og selvfølgelig ender den med blandt andet WTC og tårnenes fald. På den vis var det mere hele USA's historie i byen, end det var byens historie i USA, som det var tilfældet med London. 

Men Rutherfurd forstår så absolut at skabe nogle personer, man kan holde af og han skaber glimrende overgange i de forskellige tidsperioder, så man som læser ikke bemærker, at der faktisk er gået 350 år. Personerne fra de første kapitler stod stadig lysende klart og som en del af deres efterfølgere - og det er kunsten i en slægtsroman, synes jeg.

Jeg har aldrig været i New York; og principielt har det aldrig sagt mig noget - bogen minder da også læseren om, at det hele handler om penge, penge og flere penge! Men alligevel krøb der lidt bycharme ind i mig, så jeg faktisk overvejede om man en dag skulle .... 

Goodbye to Berlin - Christopher Isherwood

• Engelsk
• 18.-19. januar
• 252 sider
• Dansk titel: Farvel til Berlin

Til tider er det så afslappende at dykke ned i de gode gamle klassikere - eller endnu bedre at opdage nye. Med bagklogskabens briller er der jo skrevet mangt og meget om alle tider i historien og her mange år efter, er der skrevet enorme mængder om 2. Verdenskrig. Men der er skrevet langt mindre om den periode mellem de to krige; den tidsperiode er forsvundet i dramaet om de krige, der ødelagde generationer.

Og dog var det en særdeles morsom og vild tid - netop fordi alle troede, at krig nu var overstået eller fordi man levede lidt fatalistisk med tanke på blot at more sig mest muligt nu, hvor verden var af lave.

Den periode har mange samtidige jo netop skrevet om - og de havde det sjovt i Paris med Hemingway og vennerne, som var en af hovedscenerne for datidens dekadence. Den amerikanske forfatter Erik Larson har også nutidigt skrevet en fantastisk bog om stemningen i netop Berlin i de skæbnesvangre år, hvor det hele ændrede sig med Hitlers adgang til magten.

Berlin var nemlig et andet knudepunkt i denne enorme fest; der var løssluppent og folk flokkedes dertil for tage del i festen. Christopher Isherwood var en af disse; muligvis var det nemmere at udfolde sin homoseksualitet langt fra familien og den bornerte engelske kultur?

Han er selvfølgeligisær kendt for sin Cabaret-musical, men hovedpersonen Sally Bowles optræder i denne lille samling af historier, som udkom i 1939. Der havde han selv forladt Berlin - han kunne ikke længere lide lugten i bageriet; men det er med en vis nostalgi, at han pakker og rejser. Og hans historier emmer af netop den specielle stemning, og det liv, hvor han måske endelig kan leve som han selv ønsker det.

Det er historien om et liv uden mange penge på lommen, hvor han boede i et pensionat - men alligevel festede og levede ubekymret. Han fortæller om rejser til kysten og de venner, han skaffer sig i byen også blandt jøderne. Han siger selv, at det hverken er biografisk eller komplet fiktion - som læser ville jeg mene, at det er ret biografisk, men navne er ændrede af hensyn til de rigtige personer.

Det er i hvert fald dejlig læsning, og har givet mig lyst til med det samme at få fat på hans andre bøger.

Frankrig for alle - Bjørn Bredal

• Dansk
• 17. januar
• 261 sider

For en del år siden læste jeg en leder i en avis, der diskuterede, hvornår man kunne tillade sig at skrive bøger eller musik eller lave film om store verdenshistoriske skelsættende begivenheder. Jeg mener, at det var efter 11. september. Hvor det hidtil havde varet år inden man trak virkeligheden ind i kunsten, så er den tidsperiode nu forkortet - i nogle tilfælde så meget, at man kan frygte en vis kamp for at komme først. Det betyder desværre, at der må være et kompromis - på kvalitet som regel. Det er essensen af problemet med Bredals bog om angrebet på Charlie Hebdo for blot et år siden - hans bog udkom blot otte måneder senere.

Hans idé er en gennemgang af Frankrig med dets kulturhistorie - kulturarv ... patrimoine ... som en direkte årsag til den tilstand landet befinder sig i nu. Alligevel er hans bog jo allerede indhentet af virkeligheden med de skrækkelige angreb den 13, november; men netop dette kan man jo ikke bebrejde forfatteren. Han var blot hurtigere.

Bogen gennemgår franske kerneprincipper som republikken, Marianne, baguetten - alt sammen i et forsøg på at analysere den franske sjæl og landets forhold til den omkringliggende verden; ikke blot nu men som en historisk opbygning til det 21. århundrede.

Desværre mistede jeg tråden i en del af disse afsnit - lange resuméer af blandt andet Prousts mesterværk og Goncourt-prisvinderen fra 2013 om de sårede fra 1, verdenskrig. Jeg forstod slet ikke sammenhængen i kontekste for afsnittet om Flauberts Bovary? Der manglede for mig en overordnet og langt mere dybdegående analyse og konklusion. Det var ganske enkelt for letkøbt - det er at slå plat på en tragisk hændelser.

Hvis man som jeg har boet i landet, og taler sproget og kender kulturen indgående, så er mange historier ganske overflødige. Hvis man stort set intet kendskab har til Frankrigs historie og kultur, så er det for overfladisk. Jeg forstår ikke målgruppen her, da den uanset hvad virker for let.

Der er ufatteligt mange citater; det er jo ren afskrivning, som ikke giver meget credit til forfatteren, hvis indsats må siges at være minimal udover at samle det sammen.

Endelig må man græmmes over de uendeligt mange stavefejl - både i de franske ord (side 59 - un lieux; side 101 - Au grands hommes); men sandelig også i det danske sprog. Det lader til, at intet forlag i Danmark har professionelle korrekturlæsere, og jeg græmmes faktisk over, at en bog på så få sider skal koste 300 kroner - og alligevel være af så ringe 'teknisk' kvalitet. For trykfejl og stavefejl forventer jeg bliver opdaget af forlaget.

Heldigvis fik jeg den da med 30% rabat - men det må stadig siges at være dyr underholdning for de par timer, det tog at læse den. Der manglede absolut tyngde på alle mulige måder.

La vallée des rubis - Joseph Kessel

• Fransk
• 11. - 16. januar
• 254 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

En rejse til Østen med Kessels dejlige rejsebeskrivelser; Østen har aldrig haft den store tiltrækningskraft på mig - men lige netop Myanmar (eller Burma) har altid virket dragende. Måske er det navnet, eller lukketheden - eller tanken om alle de gyldne pagoder i det frodige landskab. Under alle omstændigheder er det jo et mytisk og mystisk land.

Kessel rejste deril i midten af 1950'erne sammen med en ven fra Paris, som var opkøber af ædelsten. Myanmar havde - og har - den største del af verdens rubinminer, og står for 90% af verdensmarkedet. Og alt dette er koncentreret i og omkring byen Mogok, som da Kessel var der husede ca. 10.000 mennesker - et stykke fra de 150.000 i dag. Endnu en af charmerne ved datidens rejser!

Legenden siger, at en ørn fløj over dalen, da den så noget skinnende rødt - og troede, at det var frisk kød. Igen og igen hakkede den næbbet i det røde objekt indtil det indså, at dette var en umådelig stor rubin - den første i verden ... som det jo altid er med den slags legender.

Kessels beskrivelse af denne rejse er meget centreret omkring den lille landsby, og de personer, han møder der sammen med sin ven Jean. De bor hos den gamle Julius, en russisk jøde, som har levet i landet i årtier. Derudover er der tre englændere i en høj alder - de sidste levn fra kolonitiden, og alle personnager i sig selv.

Der er hele ritualet omkring handlen og alle myterne om de fantastiske sten, man har fundet - eller dem, der er forsvundet på mystisk vis for at dukke op et sted i verden mange år senere. Det er en historie om den passion, der driver alle i minerne - som arbejder ud fra et sindrigt lønsystem, så ingen føler sig fristet til at snyde. Netop den del er uden tvivl uigenkendelig i dag desværre - men Kessel skildrer det med datidens ubekymrethed, hvor banditter blot var dem, der drak lidt for meget og røg lidt for meget opium. Der var dig nogle uromagere - de politiske optøjer ulmede stadig - og han kan godt lide den snert af fare, der er i rejsen. 

Da jeg var i Sri Lanka i efteråret, så vi safirminer, og der foregik 'produktionen' stadig på urgammel vis uden de store elektroniske hjælpemidler - knap en pumpe til at rense jorden. På det punkt har tingene næppe ændret sig siden Kessel så det i Myanmar; og det er milevidt fra den luksus, der omgiver stenene i deres endelige form - det ryster faktisk én mest, synes jeg. 

Men Kessels interesse var alle myterne omkring jobbet - og den specielle dal i verden, hvor det hele er centreret; det er jo et geologisk mirakel!

London - Edward Rutherfurd

• Engelsk
• 1.-10. januar
• 1.318 sider
• Dansk titel: London (!)

Ja, jeg startede mægtigt året med en mursten på 1.318 sider - mindre kan ikke gøre det, når man skal igennem 2000 års historie. Det er jo dejligt at kunne synke så dybt ned i en roman, og bare lade sig vugge med ned af Themsen nærmest.

Rutherfurd har specialiseret sig i denne slags enorme historiske romaner med udgangspunkt i en by eller et land; det startede med Sarum, som er det latinske navn for hans fødeby Salisbury i England. Dernæst kom en roman om Rusland inden denne om London. Siden har han fulgt op med Dublin, Irland, New York og Paris.

Jeg købte to af dem i efteråret men besluttede alligevel, at de ikke egnede sig til strandlæsning - og ganske rigtigt. De er altså store at holde - ikke god godnatlæsning. Men ellers er de fortryllende vanedannende.

I London starter man da hele området var istid og ubeboet - det er en hurtig overgang til de første mennesker bebor området med druider og andet godtfolk. Og så følger romertiden, hvor bebyggelsen blev kaldt Londinium inden romerne forlod den i det 5. århundrede og efterlod byen til forfald.

Allerede tidligt introducerer Rutherfurd de familier, som vi så følger frem til 1997, hvor vi forlader London igen.

Der er familier af forskellige sociale klasser og op igennem århundrederne rykker også de sig i storhed og fald i de sociale lag. Nogle af dem har visse genkendelige træk, som gør det 'nemt' for læseren at holde styr på dem. Indimellem gifter de sig på kryds og tværs af familierne - men jeg havde ingen problemer med at holde hovedet koldt.

Der er kapitler af forskellig længde - hurtigere historier i historien, hvor man over max. 50 sider får en tidslomme i protagonisternes historie. Eller længere afsnit, som starter på et punkt i historien men ender mange år senere. 

Der var primært to ting, jeg fandt interessant. Rutherfurd falder ikke for fristelsen til at lade sine personer 'pludselig' blive en stor del af verdenshistorien, som Follett gør det i sin trilogi om det tyvende århundrede. Det er helt almindelige menneskeliv, og omdrejningspunktet er byens udvikling omkring menneskeliv. En historie om, hvordan historien har påvirket vores liv som mennesker - hvordan bystrukturer, (inter)national politik gør en forskel for den jævne borger som hvordan man bor, arbejder, spiser, morer sig, etc.

Han bruger en masse tid på middelalderen og faktisk kun knap 300 sider på det 19.-20. århundrede. Til gengæld bruges der nok 500 sider på det 15.-17. århundrede, som var voldsomt i engelsk historie med deres farverige konger - fx Karl I. som jeg jo netop havde læst en biografi af. Det er unægteligt nemmere at forholde sig til en relativ nutid end en fjern middelalderlig fortid, men han har gjort sit benarbejde og som læser får man et hav af oplysninger, som jeg personligt fandt interessante. Små historiske detaljer, som forklarer, hvorfor vi kalder tingene som vi gør den dag i dag. Det er jo ren guf for en historienørd som mig.

Faren ved den slags slægstromaner er selvfølgelig at balancere portrætterne, så læseren stadig adspredes og ikke holde dem troværdige. Jeg tror reelt set, at jeg kun fandt et enkelt sted, hvor jeg tænkte, at deres aldre ikke kunne passe i forhold til tiden - i et historisk spring i bogen. Derudover må man ganske enkelt beundre, hvor god styr på tidslinjen, han har.

Jeg skal ikke igang med den næste lige nu - det ville være synd; men jeg er helt overbevist om, at flere skal læses.