- Dansk
- 22.-23. februar
- 280 sider
I 2007 forsøgte jeg mig med en roman af Jens Christian Grøndahl, og måtte give op. Så faldt jeg over et kup af en bog til 40 kroner, og havde vist glemt, at vi ikke er venner. Heldigvis var denne roman så lille, at jeg tænkte, at jeg uanset hvad måtte kunne komme igennem den. Det gjorde jeg da også - og uden de store dramatiske lidelser. Men desværre også uden stor dramatisk begejstring.
Historien havde ellers potentiale til at røre ved noget i en læser; den unge Barbara er adoptivbarn, og kommer fra en rendesten i Calcutta inden hun vokser op i et trygt dansk hjem i Jylland. Indtil faderen forlader moderen, der er blevet alkoholiker. Hun har haft det svært med kærligheden - er det et udløb af barndommens svigt? Indtil hun møder den tredive år ældre Marcus, som er krigsfotograf.
De er sammen i syv år - og så rammer den berømte krise. I denne form er det Marcus, der lader hende gå på grund af aldersforskellen. Hun skal sættes fri, og finde en yngre mand og få børn.
Anden del af bogen springer nogle år frem, hvor Barbara stadig er alene og arbejder på en bog om en kendt dansker - Suzanne Molton - som har gjort sig som let påklædt stjerne i sengekantsfilm, og senere i diverse underholdningsprogrammer - minder det ikke læseren lidt for meget om en reel person? Hun har mistet kontakten til sin søn, som er narkoman, men har et tæt forhold til dennes kammerat .... som hedder Asger! Lige der blev jeg uendeligt skuffet over Grøndahls manglende fantasi. Han falder lidt i samme fælde som Jussi Adler-Olsen gjorde i Fasandræberne ved at lægge sig alt for tæt op ad eksisterende personer.
Historien skulle og burde handle om de to personers kærlighed - for de mødes igen, da Marcus bliver syg af kræft og ikke længere magter at skubbe hende væk. Men indimellem deres historie er der et utal af sidehistorier om Marcus' ekskones revolutionære italienske fortid; om den berømte Suzannes Moltons barndom - og en hel lang række af totalt irrelevante uddybelser, som hverken bliver hele eller halve.
Jeg har ligeledes også stadig et problem med det sprogbrug danske forfattere har. Det virker opstyltet og konstrueret på mig; muligvis er det mit problem. Muligvis er det fordi jeg primært læser på andre sprog - men det giver mig bestemt ikke lyst til at læse mere på dansk. Og Grøndahl er bestemt ikke mig, må jeg konstatere.
Der var så rigeligt med emner og følelser at koncentrere sig om i Barbaras og Marcus' historie. Deres fortid har en lille relevans - men ikke alle birollernes. Det essentielle var, hvordan man lever sammen med en mand, der er så meget ældre, og som bliver og skal passes. Eller en kvinde, der burde have børn men fravælger det til fordel for kærligheden.
I stedet blev det til et stort ufærdigt billede af alt for mange mennesker, der aldrig trådte i karakter eller blev levende for mig.
5 comments:
Jeg kan ikke husker, hvornår jeg sidst har læst en dansk roman færdig, bortset fra kriminalromaner af Sissel-Jo Gazan og A.J. Kazinski. Ellers har jeg fuldstændig opgivet moderne dansk litteratur, så jeg har ikke nogen fornemmelse af, hvad du mener med konstrueret og opstyltet - ?
Du kan måske give mig et eksempel fra Grøndahl ...
Rasmine,
Jeg har aldrig læst noget af hverken Gazan eller Kazinski; men nu er danske krimier jo heller ikke min favorit.
Et lille eksempel:
"Somme tider var det lykkedes, man var blevet rørt oghavde givet hende roser.Hun havde genfundet den oprindelige befrielse ved at træde ind og give alt, glemme sig selv for rollen og samtidig føle sig fuldkommen blottet. Helt nærværende og uden forbehold; som en streng, der spændtes, til den vibrerede af følelse ved et bliks. et ords berøring. Hun talte om at være en anden mere fuldt og helt, end hun nogensinde havde været sig selv. Alligevel var hun kommet til at hade og frygte det feje publikum, den mørklagte masse, hvor man sad og gouterede hende eller rynkedes på næsen, som om det ikke var deres egne små hemmeligheder, det handlede om. "
????
Jamen det er jo KUNST!
Jeg ved det ikke, men jeg vil da tro og håbe, at man kan finde moderne danske forfattere, som bevæger sig på et mere normalt plan, også sprogligt. Det kunne være, at man skulle prøve at kigge lidt hos de mere anerkendte forfattere for at finde ud af det. Der er jo heldigvis ingen, der tvinger en til at læse hele bogen.
I kriminalromanerne – som jeg i øvrigt ikke læser særlig mange af – er ærindet at beskrive realiteter, så der skriver man normalt dansk. Det er i alt fald tilfældet hos de to forfattere, jeg har nævnt. Jeg tror ikke, jeg har læst andre i lang tid, for på et tidspunkt fandt jeg altså ud af, at jeg godt kunne lide de to, så hvorfor brede sig til de hæslige femikrimier - som jeg har læst et par stykker af, hvilket var mere end nok.
Rasmine,
Så må det være et tydeligt bevis på, at jeg heller ikke har forstand på kunst! Desværre er jeg dog bange for, at Grøndahl betragtes som netop en anerkendt dansk forfatter. Men jeg siider lidt måbende efter sådan en sætning.
Kriminalromaner har et andet sprog, og det forventer man vel også. Jeg har vist en af Gazan stående på hylden; så på et tidspunkt når jeg vel til den. Jeg er hoppet lidt af krimigenren det sidste lange stykke tid.
Det kunne jo være, at Grøndahl er lidt værre end de fleste :-)
Post a Comment