Tyvenes by - David Benioff

• Dansk
• 26.-28. februar
• 283 sider
• Originaltitel: City of Thieves

Sædvanligvis er det meget mod mine principper at læse en oversættelse, når originalen er engelsk. For det første fordi noget som regel går tabt i en oversættelse; men også fordi den uvægerligt kommer til at lide under syndromet af danske forlags manglende korrekturlæsning - og denne var da heller ingen undtagelse. Endelig så er engelske bøger jo så meget billigere - men nu fandt jeg denne til en god pris på bogudsalget.

David Benioff nedstammer fra russiske jøder, og i bogens indledning fortæller han, hvordan han en dag konfronterer bedsteforældrene med deres minder fra 2. verdenskrig, da de levede i Leningrad; det er en tid, de aldrig snakker meget om. Men David vil gerne have historien, og så indtaler bedstefaderen den til ham, inden han nedskriver den. Om dette er et trick fra forfatterens side er lidt svært at gennemskue. Det kan være yderst sandfærdigt; det kan være en opdigtet indledning - eller måske er det snarere en blanding af de to. At historien, som den fortælles er en eventyrlig version af nogle unges liv i en ødelagt og sønderbombet by under krigen i de 900 dage, hvor tyskerne var tættest på i vinteren 1942.

Lev er 17 år gammel, og hans mor og søster er for længst rejst ud af byen. Han er tilbage sammen med andre unge, der fungerer som brandvagter i det, der er tilbage af byen. En aften falder en tysk faldskærmssoldat død ned fra himlen, og Lev og vennerne drikker hans flaske spiritus, og Lev formår at stjæle en kniv fra ham. Men han bliver fanget og sendt i fængsel, hvor han møder Kolya, som er mistænkt for at have deserteret den Røde Hær. 

De tilbringer en nat i fængsel, men obersten giver dem muligheden for at overleve mod en tjeneste de skal gøre ham. Hans datter skal snart giftes, og hendes største ønske er en fin kage - men der skal æg til, og byen er for længst støvsuget for høns og stort set alt andet spiseligt.

De får et papir med sig, og nogle dage til at fremskaffe de tolv æg, hvorefter de giver sig ud i byen. Kolya er en friskfyragtig pralende type, der driller den lille jøde med hans manglende erfaring med livert og kvinder i særdeleshed. De bliver ikke umiddelbart bedste venner, men at løse opgaven er deres eneste hå - og så giver dem vel en form for formål i et trøstesløst liv.

Deres oplevelser er ikke for sarte sjæle; det er en tur ned i den underverden, som krigen skabte - de møder kannibaler, tyve, mordere eller folk, der ganske enkelt er blevet sindssyge af kulde. De møder bare ikke nogle høns. Endelig beslutter de sig for at tage ud af byen og ind bag tyskernes linier - de må ud på landet for at finde æg.

Dette bringer dem lige ind i et opgør med tyskerne og det hemmelige russiske politi; og der er en del døde i deres kølvand. Men også snu tricks og venskab. Og sult. For sulten er på en måde omdrejningspunktet i det hele - de vurderer alle de møder ud fra, hvor udsultede de ser ud. Har man sul på kroppen, må man nødvendigvis samarbejde med tyskerne, som de fire unge ludere, de møder i øde hus ude på stepperne.

Det bliver måske også lidt for ensidigt; jeg følte aldrig, at jeg helt fik fornemmelse af den gru, der udspillede sig - det blev lidt for meget komedie, og jeg er overbevist om, at det ikke var forfatterens hensigt. Muligvis er det æggene, der gør det? For de får dem, og skal nu bringe dem sikkert tilbage til Leningrad og obersten - og her bliver strukturen i historien lidt som et Grimms-eventyr blandet med Gøg og Gokke på udflugt. Den har bestemt sine øjeblikke, men jeg er overbevist om, at skrevet i den rette russiske ånd med den tradition, de har for dramaer, så kunne det have været helt fantastisk.