Leaving the World - Douglas Kennedy

• English
• March 24-27
• 584 pages
• Dansk titel: Endnu ikke oversat
• Titre français: Quitter le monde

En let underholdende bog var sådan set ideel til en uge, hvor jeg havde utroligt meget arbejde, og der skulle lidt nem underholdning til i de resterende timer... og Douglas Kennedys bøger kan til tider være den slags nemme underholdning. Jeg havde tilsyneladende fortrængt, at hans sidste bog absolut ikke tiltalte mig, så den nye blev købt uden at blinke. Det viste sig at være en lige så stor skuffelse.

Handlingen er om ikke utroværdig, så skruet sammen som en billig amerikanske TV-film uden substans. En ung pige, som sværger aldrig at ville gifte sig og få børn, og derved forårsager hendes forældres skilsmisse. Efter hendes Harvard-studier har hun en kort karriere i finansverdenen, som i sig selv ikke har nogen betydning for resten af bogen - og al den energi Kennedy bruger på at beskrive og forklare er derfor overflødig.

Den eneste relevans er de penge, hun pludselig står med efter en fyring fra finansfirmaet - og som hun senere investerer i et obskurt filmselskab hendes kæreste starter. For hun finder en mand og får et barn, men det er selvfølgelig et vanskeligt forhold, som også skal selvanalyseres til døde. Hendes barn bliver dræbt i en trafikulykke som treårig, og hun forsøger at begå selvmord, men overlever. Hendes udvej er så at flygte fra alt hun kender - slette alle spor og flytte langt væk, hvor en ung piges forsvinden til sidst får hende til at 'se lyset' og genopstå som selvbestaltet krimireporter, som uden at blinke med øjnene finder den skyldige, som ingen andre har tænkt på. Jo, den er faktisk utroværdig!

Derudover er den dårligt skrevet med en dræbende monotoni og gentagelse af visse ord. Det irriterede mig grænseløst, at Kennedy fx utallige steder i hendes historie fortalt af hende selv bruger vendingen 'But I am getting ahead of things here' - jeg stoppede med at tælle. Ligeledes er der visse ord Kennedy er utroligt glad for - som fx 'bar' (og ikke som i en restaurant) eller 'sartorial' hver gang han omtaler folks påklædning. Et sted genbruger han ordret næsten en hel side gentaget fra 150 sider tidligere. Det er i mine øjne sjusk og dovenskab, men sikkert symptomatisk for en forfatter, der gerne skal sprøjte en blockbuster ud med jævne mellemrum.

Jeg syntes, at hans allerførste romaner var glimrende underholdning, men det bliver værre og værre - ikke engang strandlæsning værdigt længere!

Fugitive Pieces - Anne Michaels

• English
• March 22-23
• 294 pages
• Dansk titel: Flygtige stykker
• Titre français: La mémoire en fuite

Lidt tør for læseidéer benyttede jeg mig af en ny metode - jeg har indtastet samtlige bøger fra 1001-listen i et regneark med engelske og franske titler, forfatter, land og årstal og en afkrydsning for dem, jeg har og dem, jeg har læst. Så jeg tog ganske enkelt listen over ulæste i reolen - og tog den første på listen. Det viste sig at være en roman, som har henslængt snart tretten år i en reol, og dermed er flyttet noget rundt.

Det viste sig også at være en helt igennem fantastisk lille roman. Lille fordi den på trods af de 294 sider er meget 'enkel' - en masse afsnitsopdelinger og 2-3 blanke sider mellem hvert kapitel, og et komprimeret sprog med korte og knivskarpt præcise sætninger, som tydeligt viser, at forfatteren ellers er digter. Dette er hendes første roman for hvilken hun vandt Orange Prize i 1997.

Romanen er delt i to forskellige historier, som dog er forbundet. I den første del - de første tohundrede sider - er fortælleren Jakob Beer, der som 7-årig bliver hevet ud af en ruinby i Polen under den 2. Verdenskrig. Han gemte sig i et skab, da hans forældre blev dræbt og hans søster Bella taget af tyskerne; og da han endelig vover sig frem fra sit skjul, bliver han reddet af Athos - en græsk arkæolog, som arbejdede på udgravningerne ved Biskupin. Han tager ham med til Zakynthos, hvor de resten af krigen gemmer sig i hans hus. Efter krigen flytter de til Toronto, hvor Jakob bliver voksen og kommer sig over sine barndomstraumer.

Den anden del af bogen er skrevet af Ben; en mand, hvis forældre overlevede krigen i lejre men mistede to børn, som Ben først opdager eksistensen af efter deres død. Han skriver til den døde Jakob efter at have lært om ham gennem en fælles bekendt, og igennem hans forståelse af Jakobs kampe lærer han endelig at finde sin plads i sit eget liv.

Mange af disse temaer er beskrevet før; det er ikke historien om Jakob gemt i et køkkenskab, der er den interessante. Det er måden Michaels beskriver det på! Til tider sad jeg forbløffet og kiggede på den samme lille intense sætning i minutter; på andre tidspunkter var det bedre at læse historien højt for at forhindre blikket i at glide for hurtigt videre til næste ord.

Athos er den gamle stoiske græker, som har sine egne sorger, men som blomstrer op igen ved at redde Jakob. Man ser uvilkårligt en Zorba på de græske øer for sig, når man læser om ham... med den styrke og følsomhed, som jeg forbinder med grækere. Både Jakob og Athos er begge fascinerede af naturfænomener, og der optræder mange allusioner til geologi, botanik, biologi og arkæologi - men også gamle indianske, græske, jødiske ritualer. Bogens relative korthed taget i betragtning er alt dette heller ikke i dybde med lange beskrivelser; der er mange spring - men med så simple ord formår forfatteren alligevel at overbringe budskabet med en enestående indlevelse.

Det var en utroligt gribende roman ikke mindst på grund af den særprægede stil, hvor der ikke pensles i detaljer og endda afsluttes med nogle usagte ting, men som absolut ingen betydning har for læseoplevelsen, men nok snarere er et udtryk for vores vane med, at alle tråde skal sluttes - en stil, som ikke er Michaels. Det var et guldfund at finde i sine reoler efter så mange år - og bestemt en bog, der skal genlæses.

------------------------------------------------------------------------

Venue dans mes mains dans un moment d'incertitude et au bout d'une décennie (et plus) passé sous la poussière de l'étagère, ce livre était un tel miracle que je me demande comment j'ai fait pour l'éviter? Il est dans la liste 1001 - et c'est pour cette raison que je l'ai cherché au fond de la bibliothèque. Une bonne idée finalement!

Il est assez 'facile' à lire dans un sens; pas long, écriture grande et beaucoup d'espace entre les paragraphes. Mais en même temps il est d'une lenteur inoubliable. Je me retrouvias par moments à regarder la même phrase des minutes durant - ou de lire à haute voix pour ralentir le regard et goûter les mots. Michaels est une poète avant tout - et cela se ressent très fort dans sa façon d'écrire et de construire des petites phrases précises, compactes et qui regorgent de signification.

Le livre est partagé en deux parties; la première partie qui occupe deux tiers du livre est raconté par Jakob. Agéde sept ans pendant la deuxième guerre mondiale il se cache dans une armoire de la cuisine pendant que ses parents sont tués et sa soeur, Bella, enlevée par les allemands. Quand finalement il ose sortir c'est des décombres d'une ville polonaise en ruines, où il est pris en charge par Athos, un vieux grec archéologue qui travaille sur le site de Biskupin. Ils arrivent à revenir en Grèce sur la petite île de Zakynthos, où ils passent les années de la guerre en cachette, à se reconstruire tant qu'ils peuvent et s'apprivoiser comme les deux êtres blessés qu'ils sont.

Le Athos du livre fait penser à un Zorba grec; grand, immense, fort en apparence mais d'une fragilité et douceur incroyable. Il a ses qualités d'homme qu'on visualise aisément - un homme qui a aussi eu sa part de douleurs, et qui se reconstruit en aidant le jeune Jakob surmonter ses angoisses. Après la guerre ils partent pour le Canada, où ils restent jusqu'à la mort d'Athos. Jakob retourne des années après en Grèce retrouver ce qui reste de leur vie de là-bas après que le village a été rasé par un tremblement de terre.

La deuxième partie du livre est racontée par le canadien Ben, un homme dont les parents ont surveçu les camps; ils ont perdu deux enfants pendant la guerre - Ben ne le découvre qu'après leur mort. Ben découvre les écritures de Jakob et devient ami avec son ami quand celui meurt. Il parle directement à Jakob en lui racontant sa vie, son enfance, son mariage et tout ce qu'il découvre sur la vie à travers ses découvertes sur la vie de Jakob.

C'est un roman d'une extrême tendresse, brutalité... qui m'a énormenent touché. C'est un roman à relire... et de voir ce qu'elle a écrit d'autre aussi et surtout!

A Suitable Boy - Vikram Seth

• English
• March 7-21
• 1,474 pages
• Dansk titel: En passende ung mand
• Titre français: Un garçon convenable

Det er absolut ikke nemt at skrive en anmeldelse af en bog, der på mange måder er så omfattende - og som har optaget meget af min tid i to uger. Det er en voldsom stor mundfuld at gå igang med; men den var på ingen måder og på ingen steder ved at tage modet fra mig... udover den enorme vægt, som gjorde den mildest talt lidt uhåndterlig. Det havde været en fordel at lave den i to bind, som i den franske udgave!

Seths bog er ikke uden grund blevet udråbt til at være én af de bøger, man skal læse for at forstå Indien - den er samtidig - opdagede jeg senere - nummer 7 på listen over verdens længste romaner (selv foran Krig og Fred, som ligefrem er blevet personificeringen af uendelige romaner).

Historien foregår i en fiktiv by i Indien, Brahmpur; den starter i 1951 - et par år efter Indiens selvstændighed fra England, og i et politisk miljø, som blandt andet er i opbrydning med de gammeldags feudale tilstande. Samtidig er sårene fra delingen af Indien med frigivelsen af Pakistan med til at øge spændingerne mellem den hinduistiske og muslimske befolkning.

Romanen følger først og fremmest fire familier - Mehra-familien med moderen, som er enke, som forsøger at styre de to sønner og de to døtre. Den yngste datter er giftemoden, og deraf titlen, som afspejler moderens forsøg på at finde et passende parti til sin datter, Lata. Hendes ældste søn er gift ind i den rige, men lidt skøre, Chatterji-familie med deres fem uregerlige børn - og en svigerdatter, som er sin mand utro med hans bedste ven, hvilket næppe har været normen for kvinder i den stand og på den tid.

Hendes ældste datter, Savita, bliver i romanens start gift med Pran Kapoor, som er søn af en minister i Nehru-regeringen. Prans ministerfars bedste ven er en af de rige landejere, hvis landområder skal overdrages til hans bønder, som følge af den lov hans ven vil have indført. Deres sønner, Maan og Firoz, er samtidig bedste venner - og muligvis lidt mere end det - på trods af, at de to familier ikke tilhører samme religion. Kapoor-familien er hinduer og den rige Khan-familie er muslimer.

Latas søgen efter en mand er i høj grad styret af moderens skrupler om, hvilken kaste er passende for deres families status at gifte sig ind i; men Lata møder den unge Kabir, som desværre er muslim og derfor udelukket som potentiel bejler. Den konflikt bliver lige så symbolsk i bogen, som afstemningen om den nye lov om land og senere valget, hvor muslimer og hinduer har hver deres dagsorden. Man følger deres liv fra det rige overklasseliv i byerne, men også ud til de fattigste landsbyer, hvor Maan sendes til, da faderen vil have ham fjernet fra den konkubine/sangerinde, som han har forelsket sig i. Godt nok inviterer de hende til at underholde i deres hjem - men der går grænsen; og ydermere er hun også muslim.

Romanen går en del i detaljer med de forskellige religiøse fester hos både hinduer og muslimer, og ikke mindst når det går galt, som ved den årlige badning i Ganges, der udvikler sig til et blodbad, da menneskemængderne bliver for voldsomme. Ligeledes da en vigtig hindustisk fest ramler sammen i kalenderen med én af de store muslimske fester, hvor raceoptøjerne blusser voldsomt op - om disse handlinger er reelle historiske, ved jeg ikke; men de giver et fantastisk billede af det indiske samfund, og den problematik, som stadig er eksisterende når flere religioner skal leve i harmoni.

Set ud fra et litterært perspektiv kan man betragte det som en typisk episk saga, som indeholder alt, hvad der hører sig til i et klassisk drama: Had, jalousi, kærlighed, passion, svigt, grådighed, mord... intet mangler! Det er derfor også svært i detaljer at beskrive handlingen, som er så omfattende og alligevel kun omhandler knap et år i disse familiers liv. Men et år, som bliver skelsættende for mange af dem, og som absolut var det i Indiens historie.

Det er samtidig en fantastisk måde at forstå det komplekse system af kaster, hinduistiske guder og ritualer, selvom det til tider kan være lidt forvirrende. De fire stamtavler, der er i starten af bogen, er virkelig til stor hjælp indtil man får placeret alle personerne, og ikke mindst deres kringlede forhold til hinanden via ægteskaber og slægtsskab.

Men det er en stor roman; den berører en tidligere periode i Indiens historie end A Fine Balance, men de to komplementerer hinanden perfekt - i denne er det Indien under Nehru, og i Mistrys bog er det et meget fattigere Indien beskrevet ud fra den lavere middelklasse og de urørliges kaste under Indira Gandhis styre i 1970'erne.

Begge bøger er markerende og ikke uden grund udråbt til at være Must Read's for at forstå Indiens historie. I 2013 kommer der en opfølger til denne; som skulle få titlen A Suitable Girl, og omhandle nutidens Indien, nu hvor de unge fra A Suitable Boy er blevet gamle. Den vil helt sikkert blive lige så spændende og læseværdig... og måske ikke helt så lang?

------------------------------------------------------------------------------

Décrire ce roman si long en peu de mots n'est pas facile; je n'en ai rarement - ou jamais - lu un roman si long et c'est deux semaines de lecture intense qui s'achève. Néanmoins on n'a pas l'impression de trainer ou de s'ennuyer - mais le format en anglais est difficile à gérer. La version française en Poche est heureusement sortie en deux tômes ce qui me semble bien plus intelligent dans ce cas!

Souvent on parle de ce roman comme le roman ultime pour comprendre l'Inde et sa culture et pas sans raison; mais il est aussi sur la liste des romans les plus longs de l'histoire en tant que numéro sept sur la liste - et même devant le fameux Guerre et Paix, qui pourtant est redouté. Je pense après tout que Seth est légèrement plus facile à lire - c'est uniquement la longueur qui peut effrayer au début!

Le roman se passe dans une ville fictive en Inde nommée Brahmpur, mais très semblable sans doute à plusieurs villes existantes. Il commence en 1951 peu de temps après l'indépendance de l'Inde dans un milieu politique tendu à cause des lois qui vont enlever les droits féodaux des riches Nawabs. Ajouté à ça il y les blessures de la partition du pays avec le Pakistan, et les tensions religieuses entre les populations hindouistes et musulmanes.

On suit quatre familles - la famille Mehra avec la mère veuve qui essaie de gérer son tribu de deux filles et de deux fils. Elle tente de trouver un mari - un garçon convenable - pour sa plus jeune fille Lata, qui pourtant ne semble pas vouloir se marier. Son fils ainé est marié à une femme de la famille Chatterji - une riche famille de juges de Calcutta - et dont la mère n'approuve pas de la vie moderne et ouverte. Encore ne sait-elle pas que sa belle-fille trompe son fils, et qu'elle mène une vie peu convenable pour leur statut et pour le statut de femme de l'époque dans ce pays.

Sa fille ainée, Savita, se marie au début du roman avec Pran Kapoor - le fils du ministre qui est responsable de la loi qui va enlever les terres à tous les Nawabs. Le meilleur ami du ministre est justement un tel Nawab richissime, et le frère de Pran, Maan, est meilleur ami avec le fils du Nawab, Firoz... et peut-être même un peu plus que juste ami! Pour compliquer les choses les Kappor sont hindous et les Khan (les Nawabs) musulmans.

Pendant que la mère de Lata lui cherche un mari, celle-ci rencontre le beau et jeune Kabir; qui malheureusement est musulman et donc pas du tout convenable comme mari. Ce conflit devient symbolique des autres conflits de l'histoire où la vote de la loi sur les terres et plus tard les élections divisent le pays et surtout les deux camps réligieux.

On suit leur vie aisée dans les villes, mais aussi aussi dans les petits villages à la campagne où Maan est envoyé comme punition après avoir entamé une liaison avec une courtisane chanteuse qui de surcroît est musulmane. Elle chante dans les villas des riches - mais de là à la connaitre plus intimement il y a des barrières impossibles.

Il y a des nombreux détails et explications sur la vie indienne - les rites importantes ainsi que le système des castes. Le récit du bain annuel dans le Gange qui termine en massacre dû au nombre trop important des visiteurs, mais aussi la rencontre dans le calendrier d'une importante fête hindouiste avec une fête musulmane qui déclenche des tueries expliquent magnifiquement la complexitié de ce pays où plusieurs populations essaient de cohabiter et de revendiquer chacun leur croyances.

C'est un roman un peu à l'ancienne aussi - avec tous les ingrédients d'un drame classique: La jalousie, la tromperie, la passion, la haine, la déception, l'amour... tout y est! Donc il est difficile de raconter l'histoire de tant de pages lues qui pourtant ne résume que 1 an de vie pour ces quatre familles. Mais un an qui devient déterminant dans leurs vies tout comme c'est une année historique pour l'Inde avec les premières élections depuis l'indépendance.

Seth va en profondeur pour parler des dieux hindouistes et toutes les fêtes et rites du quotidien indien - il faut savoir suivre par moments. De même les arbres généalogiques du début du livre sont d'une grande aide pour placer tout le monde - car ils sont tous liés de plusieurs manières en tant que famille par sang ou par mariage.

Mais l'impression finale est celle d'un livre vraiment immense; il raconte une partie de l'histoire de l'Inde qui se passe avant l'action dans L'équilibre du monde, et ils se complètent aisni parfaitement. Dans celui-ci il s'agit de la période Nehru, et dans le livre de Mistry c'est la période Indira Gandhi des années 1970 et racontée du point de vue de la classe des intouchables et de la classe moyenne. Les deux livres méritent donc amplement d'être LES livres à lire sur l'Inde. Seth a justement commencé la suite de ce livre, qui sortira en 2013 et se nommera Une fille convenable""apparemment. Il se passera dans les temps modernes et suivra entre autres les jeunes du premier livre maintenant devenus vieux. Qu'il soit aussi long ou pas il aura sans doute un grand succès car il écrit magnifiquement bien.

We are all made of glue - Marina Lewycka

• English
• March 3-4
• 419 pages
• Dansk titel: Ikke oversat
• Titre français: Pas traduit

Jeg var rimeligt godt underholdt af Lewycka's første bog, hvilket som regel kan være en god indikator... men ikke altid! Uden tvivl er det også kontrasten efter at have læst en så bemærkelsesværdig bog som Catch-22 - nogle gange forsøger jeg at læse noget mere letfordøjeligt umiddelbart efter; men så er det netop endnu mere iøjnefaldende, hvor stor forskel der er på fantastisk og middelmådig litteratur.

I denne roman møder vi Georgie netop som hendes mand forlader hende. Hun bor i en London-forstad med sin teenagesøn, Ben, som hurtigt udvikler en dommedagsreligiøsitet, og er overbevist om, at verdens ende er nært forestående. Georgie møder Naomi Shapiro - en excentrisk gammel dame, som bor i et faldefærdigt stort hus med en masse katte - og endnu mere skidt og snavs. Da Naomi kommer på hospitalet efter et fald på gaden, opgiver hun Georgie som eneste bekendte, og Georgie er pludselig blevet kattepasser, huspasser - og forsvarer for Naomis sag, da sundhedssystemet allierer sig med byens ejendomsmæglere for at få hende anbragt på et plejehjem og få fingrene i huset.

Georgie graver dybere og dybere ned i Naomis fortid for at forstå, hvem den gamle dame er. En jøde, som efter eget udsagn har levet i 60 år i huset med sin elskede mand. Men hun finder billeder med en anden dame - og breve som modsiger den historie. Samtidig roder hun sig ud i en affære med en af de skumle ejendomsmæglere, skriver en sødsupperoman, som er en parodi på hendes ægteskab - og forsøger at hjælpe sønnen med hans dommedagsfilosofi.

Problemet er nok, at der foregår for meget. Hun jonglerer med så mange forskellige temaer, at det hele forbliver overfladisk. Der er de tilkaldte palæstinenske arbejdere - og den deraf følgende jødiske historie, som hun opdager og skal forholde sig til. Der er kollegaen, som hun opdager er bøsse - og til sidst får splejset sammen med Naomis falske israelske søn; der er historien om det korrupte sundhedssystem og de finurlige ejendomsmæglere - og hendes eget ægteskab, som hun også skal redde.

Den er ikke decideret dårlig - men der er elementer, som sagtens kunne have været udeladt - som den elendige roman, man læser uddrag af - og som intet gør for den overordnede historie. Samtidig er den meget let læst, men det skal jo ikke være på bekostning af den litterære interesse? Absolut ikke på højde med den første bog desværre; der var endog ikke til et lillebitte grin!

-------------------------------------------------------------------------

J'étais plutôt contente de son premier livre, et je pensais retrouver le même genre humoristique. Mais un premier succès ne garantit pas toujours un deuxième. Surtout avec le livre précédent frais dans la mêmoire, il est difficile parfois de digérer un truc aussi léger. En changeant ainsi de style on s'aperçoit d'autant plus qu'il y a une réelle différence entre la très grande littérature et la littérature juste médiocre.

Georgie est une femme d'une quarantaine d'années, et son mari vient de la quitter. Elle habite dans la banlieue de Londres avec son fils ado qui s'éprend pour une réligiosité effrayante et teinte par tous signes de la fin du monde qui approche à grands pas. Georgie rencontre Naomi Shapiro, une vieille dame qui habite dans le quartier dans une maison immense avec pleins de chats - et encore plus de saletés et puanteurs. Quand Naomi tombe dans la rue et finit à l'hopitâl elle nomme Georgie son plpus proche, et celle-ci se retrouve donc gardienne de maison et des chats mais aussi défense contre les aides sociales qui s'allient avec les agences immobilières pour la placer dans un home et recupérer la maison.

Georgie profite de son accès à la maison pour creuser dans le passé de Naomi; elle-même dit qu'elle est juive et qu'elle habite la maison depuis soixante ans avec son mari maintenant decédé. Georgie trouve néanmoins des photos et des lettres qui contredisent cette version des faits. En même temps elle se lance dans une affaire avec un homme de l'agence immobilière; elle écrit un roman à l'eau de rose qui tourne en parodie de son mariage raté - et essaie d'aider son fils tourmenté.

Justement il y a trop d'éléments. Elle essaie de tout mélanger... les ouvriers paléstiniens qui ouvre alors le débat sur le conflit israélo-paléstinien; le collègue qui s'avère être homo et qu'elle colle avec le faux fils juif de Naomi; les problèmes moraux du système social - et son propre mariage qu'elle doit sauver.

Le livre n'est vraiment mauvais - mais elle aurait pu enlever une bonne partie de tous ces éléments pourt aller davantage en profondeur avec d'autres. Le roman qu'elle écrit et dont on lit des extraits ne fait strictement rien pour l'histoire par exemple. Il n'est donc pas à la hauteur du premier, et je ne me suis même pas vraiment amusé. Il est vite lu - mais ce n'est pas un but en soi. Donc déception!

Catch-22 - Joseph Heller

• English
• February 19 - March 2
• 570 pages
• Dansk titel: Punkt 22
• Titre français: Catch 22

"There was only one catch and that was Catch-22, which specified that a concern for one's safety in the face of dangers that were real and immediate was the process of a rational mind. 'Orr' was crazy and could be grounded. All he had to do was ask; and as soon as he did, he would no longer be crazy and would have to fly more missions.

Orr would be crazy to fly more missions and sane if he didn't, but if he was sane he had to fly them. If he flew them he was crazy and didn't have to; but if he didn't want to he was sane and had to.

Yossarian was moved very deeply by the absolute simplicity of this clause of Catch-22 and let out a respectful whistle."That's some catch, that Catch-22," Yossarian observed."It's the best there is," Doc Daneeka agreed."

Kultbøger kan nogle gange virke så skræmmende i al deres berømmelse, at man næsten ikke tør gå igang med dem. Sådan havde jeg det vist lidt med Catch-22; og det var heller ikke en nem start. Jeg har været noget tid om den; men det var enten med dage, hvor jeg læste - eller overhovedet ikke åbnede den; også afbrudt af en weekendrejse selvfølgelig. Efter de første 60-70 sider overvejede jeg seriøst om jeg skulle opgive; men jeg er glad for, at jeg var stædig.

Ovenstående citat er vel hele essensen i denne absurde roman. Det er det afsnit, som giver definitionen på den lov, som er afgørende for bogens hovedpersoners skæbne - alle amerikanske soldater, der under 2. Verdenskrig er udstationeret på en flyvebase i Italien. Stort set hvert kapitel bærer navnet på en af bogens personer - og man kan med usvigelig sikkerhed være ret sikker på, at det ikke er den person, der kommer til at præge det kapitel mest.

Der er så mange personer i bogen, at jeg efter de 60-70 sider besluttede mig for at udskrive listen fra Wikipedia - seks sider! Men det hjalp mig til at få tingene lidt i perspektiv; for tidslinien er heller ikke nem at følge. Den første del af bogen er grotesk surrealistisk og absurd med dialoger, der ingen mening giver og med referencer til episoder, hvor man ikke får noget svar på udfaldet. Mange af dialogerne er lige så absurde som ovenstående eksempel; så man tit må genlæse for at sikre sig selv om, at man virkelig har læst rigtigt. Det er samtidig en fantastisk måde at mestre sprogets nuancer på - Heller kan få én til at følge konversationen i den tro, at det er fuldt ud normalt; for så pludselig at se, at verden igen står helt på hovedet.

Bogens hovedperson er Yossarian - soldaten, der er bange for at dø; og igennem hvem vi i løbet af bogen får serveret den sande historie. Alle de absurde handlinger i bogens første kapitler belyst flere gange og fra flere sider; først i det næstsidste kapitel får man Yossarians egen og fuldstændige forklaring, og dermed forståelsen for, hvorfor han pludselig ikke vil flyve bombeflyene længere. Ikke, at der ikke var grund nok til at udvikle dødsangst ellers - især ikke med de overordnedes syn på tingene.

Hver karakter i bogen er så kompleks, absurd og selvmodsigende, at det er umuligt at beskrive hele handlingen her. Der er majoren, med det borgerlige Major Major Major, som kun kan konsulteres, når han ikke er på sit kontor. Der er Milo, som opbygger et imperie af illegale fødevaretransaktioner ved at bruge militærets fly (såvel de allierede som fjendens) og erstatter nødhjælpskasserne med reklamer for sit firma.

Der er den døde mand i Yossarians telt, som døde inden han blev indskrevet i lejren - og derfor kan man ikke fjerne hans ting. Der er Doc Daneeka, som "dør" på et bombetogt, selvom han i sidste øjeblik ikke kom med ombord; men hans navn stod i papirerne, så om han vil eller ej - så er han død nu! Til tider kunne jeg nærmest se, hvor forfatterne til M.A.S.H. har fundet inspiration til visse karakterer - selvom det var i en anden krig!

Under al den absurditet og groteske humor, er det selvfølgelig alvorlige temaer Heller berører -grænsen mellem at være sund og rask eller vanvittig; for hvorfor går man ellers i krig for at dræbe andre mennesker. Bureakrati er et andet stort tema, som især i krigens kulisser bliver endnu mere absurd.

Hen mod slutningen erstattes den temmeligt grovkornede humor af den mere seriøse diskussion om menneskets overlevelsesvilje; og især det sidste kapitel virker påfaldende 'normalt' efter mere end 500 siders vanvid... men det sammenfatter på bedste vis essensen i hele det ragnarok, som en krigssituation er.

Pudsigt nok er begrebet Catch-22 slet ikke kendt på fransk - ligesom bogen aldrig har haft stor succes på fransk. Til dels tror jeg, at den er for grusom på nogle meget håndgribelige måder, hvor franskmænd har tendens til at intellektualisere tingene. Det er sidestykket til en kafkask situation men uden det kødelige, blodige modbydelige, som Heller ikke er bange for at beskrive.

Der findes enorme mængder af tolkninger og beskrivelser af denne bog; alene Wikipedia har utallige sider om handling, tidslinier og hver personnage. Mit råd er ikke at læse dem inden man går igang med bogen - til gengæld kan visse sider være en hjælp, hvis det virker uoverskueligt. Men efter de første knap 100 sider var jeg solgt... en genlæsning vil absolut kun gøre nydelsen endnu større!

Dræb ikke en sangfugl - Harper Lee

• English
• February 15-17
• 309 pages
• Originaltitel: To Kill A Mockingbird

Der er en alenlang analyse og beskrivelse af denne roman på Wikipedia - jeg har valgt ikke at læse den til bunds, og forsøge at fordøje mine egne indtryk af denne bog. Muligvis vil jeg ikke have mine illusioner eller forståelse af slutningen ødelagt af, hvordan andre fortolker det? Det er en meget gribende roman; én af dem, som jeg umiddelbart ikke troede, at jeg ville blive opslugt af - for at ende med at aflyse alt for at komme hjem og læse den færdig!

Harper Lee's roman er til dels selvbiografisk; den fortæller om det stille og rolige, lidt søvnige liv i 1930'ernes sydstats-Alabama, hvor raceadskillelse og ikke mindst menneskeopfattelse ikke var nået synderligt langt flere generationer efter den amerikanske borgerkrig. Der var stadig et klart skel mellem sorte og hvide; en fysisk adskillelse mellem deres bopæle, en mental adskillelse i opfattelse af deres intellekt - og der var ikke nogen, der overskred den usynlige grænse.

Historien fortælles af den 8-årige Scout - en temmelig drenget lille pige, som vokser op med sin fire år ældre bror, Jem, og faderen, Atticus Finch, som er advokat. Deres moder er død, og de passes af den sorte tjenestepige, Calpurnia.

Deres største fornøjelse for at få tiden til at gå i et temmeligt monotont liv, er at forestille sig, hvordan de kan lokke byens særling, Boo Radley, ud af sit hus. Boo bor lidt længere nede af gaden, og er en voksen mand, som ingen i byen har set i årtier. Det pirrer børnenes nysgerrighed, og han bliver symbolet på det ukendte, det farlige, det onde... selvom læseren hurtigt gætter, at det er Boo, der efterlader små gaver til dem i et hulrum i et træ på vejen.

Den sommer Scout er 9 år ændres familiens liv væsentligt, da faderen bliver udpeget som offentlig forsvarer i en kontroversiel retssag. En af byens sorte unge mænd, Tom Robinson, er anklaget for at have voldtaget Mayella, som er datter af en af byens drukkenbolte. De bor i et skur uden for byen, tæt på de sortes ghetto; og selvom de er uhæderlige på alle punkter, så rangerer de over de sorte i den tids hierarki.

Retssagen er derfor dødsdømt på forhånd. Atticus forsvarer Tom, og retssagen ender med at dele byen for og imod hans synspunkter. Børnene konfronteres med en ny virkelighed, og forsøger at forstå, hvorfor der er forskelle mellem folk. Byen drives til en nærmest lynchagtig stemning; og selvom Atticus næsten formår at redde Tom, så kan en sort mand på den tid aldrig være uskyldig, hvis hans ord står overfor en hvid mand.

Det slutter ikke med retssagen! Mayellas far har forstået, at han vandt - men i byens bevidsthed var han den skyldige; og han vil have hævn. Det fører til en sidste konfrontation, hvor Atticus samtidig må gøre op med sig selv, hvor hans egne værdier ligger - og har han også en hævntørst?

Romanen er fra 1960; den er til dels baseret på Lee's egen barndom og på en lignende hændelse i 1936, da hun selv var 10 år. Selv skrevet så mange år efter den tid, den beskriver, blev bogen forbudt i USA helt op igennem 1980'erne. Et utroligt skræmmende perspektiv for en bog, der i allerhøjeste grad handler om tolerance, racediskrimination, skyld og uskyld... en absolut uforglemmelig og anbefalelsesværdig klassiker. Den er desværre ikke uaktuel.

La lamentation du prépuce - Shalom Auslander

• French
• February 9-14
• 306 pages
• Dansk titel: Ikke oversat
• Originaltitel: Foreskin's Lament

Det første jeg tænkte, da jeg så bogen, var: 1/ Man kan ikke lave en titel, der hedder 'Forhudens beklagelse' uden at ville chokere bevidst.. og 2/ man kan ikke seriøst have sådan et navn; det må være et pseudonym! Det første var rigtigt - det andet ikke (desværre?)

En anden ting man skal overveje, hvis man som jeg læser i morgentrafikken, er medpassagerernes reaktioner på ens bog. Folk - mig selv inklusive - er nysgerrige og har det med at se efter, hvad andre læser. Hvis du læser denne bog, vil folk først kigge på titlen, så lynhurtigt dreje blikket op og ned af dig - og så tilbage til titlen for at tjekke om de har set rigtigt. Det affødte et par forargede blikke fra især tilslørede muslimske kvinder, og i lørdags fra én, som muligvis var jødisk. I så fald tog hun sporvognen på sabbat - og kan ikke være så ortodoks, at det kan chokere!

Men når du har haft alle de overvejelser, så er det bare at gå i gang og lade latteren brøle frit! For der er mange morsomme episoder i denne selvbiografi - som muligvis/muligvis ikke er pyntet på; men sådan er det jo med alle selvbiografier - ved man, hvor meget, der er fup og fakta?

Forfatteren fortæller om sin barndom og ungdom, hvor han voksede op i en yderst ortodoks jødisk familie - af den slags med slangekrøller og høje sorte hatte; hvor sabbatten holdes i hævd med samtlige forbud - og Shalom spiser hot-dogs, læser Playboy og ryger i smug... han opfører sig stort set som enhver anden amerikansk teenager i oprør. Men samtidig lever han - selv som voksen - i en permanent psykotisk tilstand af angst for hvilken guddommelig hævn, der vil overgå ham for alle hans synder.

Det er som sagt meget grov, barsk og sort humor - som nogle muligvis vil have svært ved at tåle; der er også til tider perioder, hvor der er lidt for mange gentagelser - men i det store og hele er det yderst underholdende. Men der er absolut også en tragisk undertone af, hvad fanatisk religiøsitet kan føre til - Auslander selv mister al forbindelse til sin familie, da han ikke følger de benhårde love, som religionen befaler. Selvom han forsøger at skrive sig ud af sin faktisk tragiske barndom, så er det en meget vred ung mand... men som kan få sine læsere til at grine med ham.

------------------------------------------------------------------------

En tombant sur cette couverture la première fois je me disais que c'était décidément une blague. D'une part le titre du livre mais tout autant le nom de l'auteur; on ne peut s'appeler comme ça - ça doit être un pseudo pour éviter de prendre la responsabilité d'un titre pareil. Mais non! C'est bel et bien un auteur juif qui a écrit ses mémoires d'enfance et jeunesse.

Donc si vous le lisez il faut aussi d'avance mésurer l'impact que cela aura dans le train ou le tram le matin. L'être humain est curieux; donc on a tendance à vouloir voir ce que les autres lisent. Si tu te trouves avec ce livre entre les mains, les gens regarderont d'abord le titre - ils feront un rapide tour de ta personne pour revenir sur le titre pour voir si ils ont bien vu.

Si il s'agit des femmes voilées vous risquerez en plus des regards pour vous condamner à quelque chose de pas terrible. J'ai eu la même sensation samedi avec une fille qui pourrait être juive, mais si elle se trouvait dans un tram samedi après-midi pendant le shabbat, elle n'était guère pas très orthodoxe!

Mais une fois toutes ces considérations passées on ne peut que rigoler des histoires de sa jeunesse. Eduquée dans la plus pure tradition orthodoxe - papillottes, chapeau de feutre etc. - Shalom va aussi au McDo, il lit Playboy en fume en cachette - en gros il a le comportement normal d'un ado américain. Seulement sa famille est très croyante et sa vie entière - même adulte - il ne pense qu'aux vengeances divines pour le punir de... vivre tout simplement?

Il y a des parties un peu moins drôles, des répétitions - mais il y a aussi malgré l'humour vraiment noir et ironique, un soupçon de tristesse. Car le livre nous montre aussi les conséquences d'une enfance rigide dans l'excès réligieux - Shalom finira par couper les liens avec sa famille. On sent que même adulte il y a beaucoup de haine; mais il essaie de l'évacuer en rigolant - et il réussit à faire rire ses lecteurs; mais il faut apprécier l'humour bizarre... je pense qu'il pourrait choquer certains!

Sept pierres pour la femme adultère - Vénus Khoury-Ghata

• French
• February 8
• 236 pages
• Dansk titel: Kun oversat til svensk

'Hun' - hvis navn vi aldrig får at vide - er en fransk kvinde; sandsynligvis i starten af trediverne. Hun har en elsker, som vil have hende til at fornægte deres affære overfor hans kone - så de går fra hinanden. Hun har en kat, som dør - og som hun selv begraver under et træ i haven. Det er hendes livs indhold, som nu er borte. Derfor rejser hun langt væk for at arbejde med humanitært arbejde og hjælpe andre.

Hun ender i en lille landsby i den fjerneste aførken af Afghanistan. Den hedder Khouf og består af knap fyrre lerklinede huse og et mikrosamfund, som ikke er vant til indblanding udefra. Her møder hun Noor, som er dømt til døden ved stening efter, at hun er blevet voldtaget af en franskmand, som arbejder med at bygge den dæmning, der med tiden vil give dem det vand, de så frygteligt savner - men som samtidig vil udslette deres landsby.

Noor's voldtægt har gjort hende gravid; så hendes mand og tre sønner har forladt hende. Noor selv tager dødsdommen med stoisk ro - for sådan hænger hendes verden sammen... desuden mener hun vel næsten, at det er fortjent, fordi hun rent faktisk nød det seksuelle samvær. En helt ny oplevelse for hende!

Den franske kvinde sætter sig for at redde Noor; hun allierer sig med Amina, som er landsbyens spåkone, og samtidig laver mad og gør rent for de franske nødhjælpsarbejdere. Om lørdagen lægger hun krop til den unge franske læges lyster; det hører også med til at hjælpe de fremmede til at overleve i denne udørken, synes hun.

Den franske kvinde bevæger sig længere og længere ind på farligt område ved at blande sig i landsbyens traditioner og mønstre; da de andre franskmænd rejser, bliver hun og vil stædigt oprette en skole. Men hvad skal de lære et europæisk alfabet for i en landsby, hvor kun imamen ejer en bog - Koranen? Hun bliver omdrejningspunktet i det trekantsdrama, der udspiller sig omkring Noor og Amina og hende selv; hun gør alt det forkerte - af de forkerte årsager.

Det er historien om den misforståede hjælpsomhed, som sikkert er typisk for mange humanitære udstationerede. Hjælp de uuddannede, fattige, ignorante - og du får øjeblikkelig mening med dit mislykkede europæiske liv, hvor en kats død får din verden til at vælte. Men hun glemmer at tage hensyn til lokal tro, lokal autoritet (officiel eller ej) - og ender med at sætte sig selv i fare.

Bogen er af flere årsager en ren perle: Der er passager, som er ustyrligt morsomme på den måde, som jeg forestiller mig muslimske kvinders frie snak er når de er blandt kvinder. Der bliver ikke lagt fingre imellem - og det er en noget anden opfattelse af de burkaklædte kvinder man får. Bogen veksler mellem den franske kvindes opfattelse af hændelserne, og Amina's - her fremgår det tydeligt, at forfatteren mestrer at se begge verdener, som libanesisk kvinde, der har boet en menneskealder i Paris.

Hvis den bliver oversat til dansk, kan jeg varmt anbefale den. Der er mere humor end i 'Under en strålende sol' - men den er alligevel grusom; for der skal stenes en kvinde... før stiller landsbyen sig ikke tilfreds.

La formule préférée du professeur - Yoko Ogawa

• French
• February 6-7
• 245 pages
• Dansk titel: Ikke oversat

En egentlig meget rørende fortælling, som dog alligevel ikke formår at komme helt i dybden. Uden tvivl også begrænset af, at mit kendskab til japansk baseball er yderst begrænset.

Det er historien om den 30-årige enlige mor, der er rengøringsdame, og arbejder for et større firma, der sender hende ud til kunder. Hun begynder at arbejde for den ældre matematikprofessor, som 17 år tidligere har været ude for en trafikulykke; siden den ulykke er hans hukommelse begrænset til firs minutter. Hun starter således hver eneste dag med at svare på hans spørgsmål om, hvad hendes skonummer er eller hendes telefonnummer.

Professoren finder en mystisk forbindelse imellem alle tal - en viden, som den ringe uddannede rengøringshjælp ikke har. Hun lytter dog interesseret og pludselig bliver hendes lærelyst vakt; man kan ikke selv lade være med at blive lidt grebet af det - og tage sig i at regne eksemplerne efter!

Den gamle professor er en mildest talt besynderlig personlighed på grund af sin manglende hukommelse; hver dag ifører han sig det samme jakkesæt, hvorpå sidder alle hans små huskesedler om de personer, der krydser hans vej eller, hvor han kan finde sine ting. Således får rengøringshjælpen også sin lille seddel - sammen med hendes søn, som professoren døber Root, fordi hans hovede er fladt som en kvadratrod.

De tre usandsynlige personnager udvikler et venskab, hvor professoren pludselig viser en menneskelighed og glæde, som han muligvis havde glemt. En yderligere person i historien er hans svigerinde, som bor i det store hus oppe på grunden - huset som de ikke må nærme sig.

Rengøringshjælpen finder på et tidspunkt en æske med baseball-kort, og opdager, at professoren var en stor baseball-fan - ligesom hendes søn. De tager ham med til en kamp; de reparerer radioen, så de hver dag kan følge med i mesterskabet. Deres liv får en parallel i mesterskabet efterhånden som det udvikler sig - og der mister bogen lidt af dens force, hvis man ikke er specielt interesseret i denne sport.

Da deres yndlingshold taber og mesterskabet ser ud til at gå tabt, er det samtidig et varsel om, at deres tid sammen lakker mod enden. Der er intet drama - en stille og rolig slutning; muligvis en anelse for tam. Det er en bog, som starter meget hurtigt og voldsomt, men taber i intensitet mod slutningen. Men absolut godt skrevet på den særlige japanske måde.

------------------------------------------------------------------------

Un livre très touchant et bizarre en même temps. Tout comme il démarre tout en force - il perd un peu de son haleine vers la fin; mais ce fût un beau petit livre tout de même.

L'histoire tourne autour de la femme de ménage trentenaire, qui est aussi mère seule d'un garçon de dix ans. Elle travaille via une société qui la place à tour chez des particuliers ou elle passe ses journées. Elle atterrit donc chez le vieil professeur de mathématiques qui a eu un accident de voiture dix-sept ans plus tôt. Lors de l'accident il a perdu sa mémoire - qui ne dépasse jamais les 80 minutes. Tous les matins elle recommence en répondant à ses questions - sur sa pointure, son numéro de téléphone etc.

Le professeur y trouve à chaque fois des liens magiques qui commencent aussi à émerveiller cette femme peu éduquée. Elle se prend à épier les chiffres; à se laisser interpeller par ce que le professeur lui apprend - et comme elle n'a pas l'habitude d'étuider sa perte de mémoire s'avère un avantage - il oublie qu'elle a posé les questions déjà maintes fois.

Le professeur est une personne étrange; vêtu de son costume où sont accrochés des petits papiers avec épingles pour lui rappeller qu'il est malade; qui est qui et où trouver ses affaires. Il fait venir aussi le fils de la femme de ménage qu'il nomme Root (Carré) puisque sa tête est aussi plate qu'une racine carrée.

Les deux ont alors leur petite image sur son costume. Ils deviennent amis - un drôle de trio; qui n'est pas toujours apprécié par la belle-soeur du professeur qui habite dans la grande maison qu'ils ont interdiction d'approcher.

Leur amitié évolue en même temps que le championnat japonais de baseball - une passion du professeur dans le temps. Seulement il ne sait pas que ses joueurs favoris sont partis à la retraite, et les deux autres font tout pour lui le cacher. C'est assez touchant mais cela prend à un moment un peu trop de place je trouve. Je n'y connais rien - mais dans leur histoire les hauts et les bas de leur équipe favorie devient symbolique de la fin de leur 'ménage'. Le professeur est placé dans une institution mais ils continuent à le visiter.

Donc je trouve que la fin est un peu fade; il y a des secrets non élucidés... et une perte en vitesse même si le tout est très bien écrit et qu'il aurait pu être très bien.

The Forgotten Garden - Kate Morton

• English
• 645 pages
• February 1-4
• Dansk titel: Den glemte have
• Titre français: Le jardin des secrets

Denne historie er det, jeg vil betegne som perfekt ferielæsning. Ikke, at jeg har haft den luksus i denne uge - men den var også perfekt til sporvognslæsning indimellem nogle meget hektiske arbejdsdage. Ydermere var den meget hurtigt læst - men glimrende underholdning.

Historien starter i 1913, da et skib anløber Australien og en lille 4-årig pige står alene på kajen med en lille kuffert som eneste bagage. Noget er gået galt. Hun bliver 'adopteret' af en barnløs familie, og først som 21-årig får hun sandheden at vide. Bogen springer mellem perioden 1909-1913 i England, hvor man følger de to unge kusiner Rose og Eliza - én af dem er muligvis den lille piges mor. Den går tilbage til 1900 for at følge Eliza's barndom - og frem til 2005, da den lille pige er blevet en gammel dame; med spring til perioden 1975-76, hvor hun som aldrende tager til England for at forsøge at opklare mysteriet om sin barndom.

Der er selvsagt mange spring - men så indviklet er det heller ikke! Man når at udtænke forskellige udfald af historien; den tager en ny drejning - men ikke mere end, at man alligevel når at tænke slutningen næsten til ende.

Som en lille 'sidegevinst' er Eliza eventyrfortæller, og der er et par eventyr i bogen, som selvfølgelig giver en del af nøglerne til mysteriet.

Jeg havde flere gange overvejet at købe den i lufthavnen til flylæsning - men syntes alligevel, at det var for dyrt. Til de 3 EUR, som jeg gav for den hos OXFAM var det glimrende underholdning. En af den slags lette bøger, man har brug for indimellem!