- Dansk
- 28. september
- 250 sider
Mit bibliotek har en udstilling af biografier / personlige fortællinger lige ved indgangen, og der stopper jeg tit op for at blive inspireret til at læse bøger jeg nok ikke ellers ville have fundet. Det er her, jeg fandt historien om den lille William og de to bøger af Mette Bording Nybo om hendes mands sygdom og død. Det kan man hurtigt se er lidt barske historier, der har et fællestræk - nemlig døden. Men den er der jo - altid; som et grundvilkår i vore liv.
For Preben blev det pludselig en form for levende død, da han en julidag i 2019 blev ramt af en palle i hovedet og blev lam fra nakken og ned. Nogle har måske set udsendelsen På tirsdag skal jeg dø, som er den visuelle version af denne historie. Udsendelsen var lavet sammen med Anders Lund Madsen, som er eminent til at formidle den slags, synes jeg.
Bogen er skrevet af en af Prebens nære venner, som også bliver én af hans plejere og som er med til det sidste åndedræt bogstaveligt talt.
Preben valgte efter et års genoptræning og med den kontante besked, at der aldrig ville være mulig for bedring, at han ville dø. Men det kan man jo ikke bare i Danmark. Slet ikke hvis man er lammet, og end ikke kan bruge sine arme. Man kan ikke selv gøre noget for at afslutte livet - det som jo ville være selvmord. Man skal uvilkårligt have hjælp til at foretage handlingen, og så er det eutanasi eller aktiv dødshjælp.
Jeg synes etisk det er et virkelig svært dilemma, og muligvis noget, man slet ikke kan forholde sig til, hvis man ikke selv er i situationen. Jeg har som mange andre haft terminalt syge i familien, men det kom ikke på tale - måske fordi man der ved, at der er en desværre overskuelig tidshorisont? I Prebens tilfælde kunne han potentielt leve i årtier på denne måde - totalt afhængig af andre døgnet rundt. Det kan man nok heller ikke forestille sig? Er det så nok at have sit hoved og intellektuelle evner?
Det spørgsmål stiller Freja ham flere gange - kan han bruge det til noget, der kan give mening? Men det er stadig med præmissen om konstante smerter og mest af alt afhængigheden.
Det bliver så en rejse i at finde mulighederne for at dø; det kan man blandt andet i Schweiz og Belgien og valget falder her på Belgien. Man så den rejse i dokumentaren, og det var hårdt at se synes jeg. Der var så meget unødvendig fysisk smerte og uværdighed i at skulle transporteres på den måde i de sidste timer af sit liv. Jeg kunne næsten ikke bære at se det, og der ønskede man jo virkelig, at Preben kunne have fået lov til at afslutte det hjemme i sommerhuset med familien omkring sig.
I bogen kommer man også rundt om de etiske dilemmaer i møderne med præsten, folk fra det Etiske Råd eller andre handicappede. Men det bliver aldrig en nem diskussion, og jeg kan også sagtens se de faldgruber, der er ved at acceptere det som en mulig afslutning på livet før tid.
For Preben var det dog den helt rigtige beslutning; det er jeg ikke i tvivl om. Man kan kun ønske og håbe at hans efterladte stadig har den overbevisning.
