Wednesday, June 15, 2016

Det litterære apotek - Nina George



























  • Engelsk
  • 13.-15. juni
  • 359 sider
  • Originaltitel: The Little Paris Bookshop

En fantastisk smuk bog om litteratur, sorg og kærlighed -og hvordan litteraturen kan kurere de to andre problemer. 

Jean Perdu (efternavnet betyder passende fortabt) er en midaldrende mand, der bor i en løjerlig ejendom i Paris - det er lidt Amélie Poulain med portnerkone og diversen andre excentriske personligheder. Han lever et tilbagetrukket og stille liv, hvor han hver dag går med til sin husbåd på Seinen, som er hans boghandler .... det litterære apotek.

Her sælger han bøger; hvis han vel at mære synes, at det er den rette bog til køberen. Er det ikke det, så må de gå med uforrettet sag. De kan komme tilbage en anden gang, hvor han måske mener, at de så er klar til netop den bog.

Hans tilbagetrukne liv skyldes en 21 år gammel kærlighedshistorie han havde med Manon fra Provence. De havde en affære i 5 år, indtil hun en dag forlader ham og kun efterlader et brev. Det brev har Perdu aldrig åbnet men blot gemt det af vejen i bunden af en skuffe i et bord. Og bordet giver han nu til en ny tilflytter i huset, som selv er blevet forladt af sin mand. Da han endelig med 21 års forsinkelse åbner det, begiver han sig ud på en rejse gennem Frankrig med husbåd og en forvirret ung forfatter på slæb,

Deres rejse bliver en sjælelig og lindrende rejse; en dannelsesrejse af en slags, hvor de begge - samt de mennesker, de møder undervejs - skal tage deres liv op til revision.

Og igennem det hele flyder denne kærlighed til litteraturen som sjælesørger og medicin.

Det er en dejlig livsbekræftende og genial bog, som jeg varmt kan anbefale.


No comments: