- Engelsk
- 2.-6. september
- 706 sider
- Dansk titel: Frihed
- Bogudfordringen 2011
De fleste af septembers bøger vil for mig nok indgå i Bogudfordringen - til gengæld er det måske ikke den største udfordring, da jeg i forvejen læser mere på fransk og engelsk end dansk; sådan er det nu engang, når man ikke bor i Danmark!
Franzens Freedom er af mange blevet udråbt til årets roman - selve Obama har erklæret, at han havde den liggende på natbordet (og givetvis også har læst den!). I de franske medier er hypen også meget stor, da den netop er præsenteret i den franske oversættelse som én af perlerne i årets litterære rentrée, som tæller knap 650 romaner. Men er den så det?
Jeg vil ikke sige, at det for mig er årets bog - året er endnu ikke ovre; og der har været mange andre fantastiske læseoplevelser. Men det er uden tvivl den bedste amerikanske roman, jeg har læst i år. Det er en så kompakt og intens læsning, at det var lidt enten-eller om jeg skulle sætte mig ned og læse. Kapitlerne er lange, og der er ingen afbrydelser - det kræver sin læser; og nogle vil måske mene, at det foregår for langsomt. Det synes jeg ikke - men skrivestilen er anderledes end mange af de romaner, der i dag udgives med læserens nemme fornøjelse for øje.
Franzen vil fortælle sin historie uden at gå på kompromis, og det lykkes til fulde. Det er en amerikansk episk fortælling om fire årtier af en families liv - med tråde trukket tilbage til deres forfædre for at forklare deres sociale og intellektuelle rødder. Historien drejer rundt om Berglund-familien - Patty, husmoder og hustru; Walter, manden og de to børn, Jessica og Joey. Den fortælles på skift af forskellige personer, og det første store hug er Pattys 'erindringer', som beskriver hendes liv fra ung teenager til starten af årtusindet, hvor hun desillusioneret vender tilbage til et ægteskab, hvori hun ikke længere er lykkelig, men heller ikke magter at forlade.
I Patty og Walters ungdom er der også Richard, en punk-rock-musiker med hang til alt det useriøse i livet; Den unge Patty er tiltrukket af ham, men ender med den seriøse og stabile Walter; men de to mænds venskab forbliver livet igennem en konkurrence imellem dem. Det er historien om de valg, vi træffer som unge - af fornuft eller passion - og de tvivl eller fortrydelser, de senere kan føre til. Eller den effekt disse valg har på fx vores børn - hvordan de udvikler sig.
Bogen er ikke alene en fortælling om kærlighed, parforhold og det at være forældre. Det er også en satirefyldt men bitter beskrivelse af den amerikanske middelklasse; det er historien om årtierne med Reagan og Bush-administrationer, om 9/11 og Irak-krigen og den korruption de to sidstnævnte medfører i amerikansk politik og erhvervsliv. Sønnen, Joey, udvikler sig til den helt store kapitalist - men omvendes i sidste sekund, mens Walter ender i et tvivlsomt forretningseventyr, hvor store kapitalinteresser dækkes ind under miljøvenlige tiltag. Derfor er det heller ikke læsning, der måske vil appellere til alle - der er en del 'teknisk' i den del af romanen; men personligt generede det mig ikke.
Man kan dog sagtens forstå Obamas begejstring - at omtale den offentligt er nærmest en byggesten i hans næste præsidentkampagne... 'Læs den, og I vil se, hvad jeg ikke vil gøre!' Smart træk!
Måske er det også derfor jeg var vild med den - han nedgør alt, hvad der for mig repræsenterer det værste i amerikansk kultur; et land, hvis værdier jeg generelt overhovedet ikke deler.
Jeg var ikke generet af de skiftende vinkler af fortællere - der var ingen gentagelser; det var den samme historie, der udviklede sig mens tråden blot blev taget op af de forskellige protagonister på skift. Dog synes jeg, som i Bogbrokkens anmeldelse, at datteren Jessicas vinkel manglede.
Den var heller ikke for lang - ikke en side for lidt; en roman af denne art ville lide under at skulle tilpasses læsere, som ikke magter mere end 3-400 sider; dog irriterede lige præcis den sidste sætning mig. Men det er min sædvanlige afsky for sødsuppe...
Men ellers er der kun at sige - læs den!
2 comments:
Tak for god læsning. Det er interessant at se hvordan læsere kan tilgå den samme roman fra tusind forskellige vinkler. Jeg læste også Frihed med hele dens populistiske huha i baghovedet - til trods for at jeg nærmest forsøger at undgå bøger som har fået så meget omtale før jeg når at læse den, fordi jeg ender altid med at have lidt for mange stemmer i hovedet før jeg selv kan komme til mine egne konklusioner. Jeg er helt enig med dig hvad angår Jessica, og det lidt kuriøse i at hun er den eneste af familiemedlemmerne hvis stemme bliver fuldstændig udeladt. Og er syngende enig med irritationsmoment numero uno: den sidste sætning (og vil gerne udvide det til hele det sidste kapitel). Og der er virkelig nogle gode pointer og fortællinger i romanen. Men jeg synes alligevel at den er nogle sider for lang i spyttet. For mig virker det som om Franzen vil det hele, og han vil det med en så ren skær-ud-i-pap-ideologi som man kan komme til i disse dage, og det fornærmer mig lidt som læser. Jeg elsker at læse lange bøger og forsvinde i narrativet, men kan ikke lide at få forfatterens overbevisninger så godt og grundig tværet ud på siderne uden den mindste snert af selvironi eller -kritik.
Jenny,
Tak for din kommentar og velkommen til!
Der HAR været meget hype om Franzens bog og med rette vil jeg sige! Den er jo ikke mainstream overhovedet.
Måske går han for meget over i den anden grøft ved at ville udpensle som modtræk til de mange mere overfladiske romaner - men det har Irving også gjort i de fleste af sine romaner.
Du har ret - det var ikke blot den sidste sætning; men hele det sidste kapitel, der var for meget - jeg kan bare ikke de der happy ends.
Man er heller ikke i tvivl om hans politiske ståsted - og dér mangler uden tvivl noget selvkritik; men alt i alt var det ikke en bog, jeg fortryder - absolut ikke!
Den er dog lang og kompakt, og kan sikkert skræmme mange læsere.
Post a Comment