The Good Children - Roopa Farooki

• Engelsk
• 6.-10. december
• 484 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Forsiden pralede af, at dette var en 'life-changing novel'! Det er jo noget af en påstand - og som regel er jeg ret skeptisk over for den slags reklame. Men hvis jeg skal summere nogle af de bedste bøger, jeg fik læst i 2014 så er det uden tvivl Gadefejeren og denne, som jeg især vil huske.

Roopa Farooki er et nyt bekendtskab selvom dette er hendes sjette roman; hun er født i Pakistan men opvokset i England, som så mange andre fra den del af verden. 

Bogen spænder over 7 årtier i historien om en muslimsk familie i Lahore; der er faderen, som er læge, de to sønner Sulaman og Jamal; de to døtre Mae og Lana - og ikke mindst moderen, som er omdrejningspunktet for familien og for de liv, der venter børnene som voksne.

Moderen styrer dem alle med hård hånd - de skal være de gode børn, som titlen indebærer. Drengene er hun ikke specielt knyttet til; de er der kun for at svine huset til og opføre sig for drenget og voldsomt. Pigerne bliver en slags små dukker, hun kan sminke og forme i sit eget billede. Men fremfor alt handler det om ikke at overskygge moderen eller skuffe hende. 

Drengene bliver sendt til USA og England for at studere, da de er store teenagere - og de kan faktisk ikke komme hurtigt nok væk, og bliver da også væk i mange år. Til dels for at slikke sårene efter barndommen, men også på grund af de valg, de træffer som voksne. Sulaman/Sully gifter sig med en hindu, og Jamal/Jakie er homoseksuel. Meget bedre er det ikke for pigerne, som begge bliver skilt og på ingen måder lever op til moderens forventninger om gode børn. En rolle, de selvfølgelig er låst fast i selv som voksne.  

Bogen fortælles ud fra hvert af børnenes synspunkt - dog mest drengenes - og med flashbacks tilbage til barndommen, og andre tidligere episoder af deres liv, De bliver så levende, og man lever sig oprigtigt ind i deres tragedier; til tider måtte jeg ganske enkelt lægge den fra mig, da det blev for tyngende og knugende at være tilskuer til. Så opslugt af personerne var jeg.

Da faderen dør må de tilbage og selv denne rejse viser sig at være så psykisk voldsom for dem, at de endnu en gang falder ned i barndommens traumer. Og endelig er moderen syg, og de må tilbage for at træffe en stor beslutning om den person, der på ingen måde har gjort dem noget godt - og selv som midaldrende bedsteforældre er de paranoide grænsende til det neurotiske. Det eneste lyspunkt er uden tvivl det sammenhold, som de som søskende formår at bibevare. De ved alle, hvorfor de er blevet som de er, og deres roller er forskellige - nogle er rejst mens andre er blevet. Nogle slap væk, og andre måtte opfylde pligterne. Men de kommer over det og finder en samhørighed, som som voksne er smuk og rørende.

Skrivestilen er så intens, at jeg måtte genlæse flere passager - ganske enkelt for at forstå styrken i ordene, som ramte de fire personer så perfekt. Moderen får man absolut ikke et positivt indtryk af - selvom man forstår hendes karakter, og hvad, der driver hende. 

Og så bruger hun et vers fra Koranen, som jeg fandt ganske uimodståeligt:

'Remember me,

I will remember you'

En af årets helt store læseoplevelser, som jeg kun kan anbefale - når den bliver oversat - eller på originalsproget.

En afrikaner i Grønland - Tété-Michel Kpomassie

• Engelsk
• 2.-5. december
• 300 sider
• Engelsk titel: An African in Greenland

Der er nogle historier, der er så utrolige, at de lyder usandfærdige. Og sådan må historien om togolesiske Tété-Michel sandelig havde lydt for de første grønlændere, der mødte ham i starten af 1960'erne, da de endnu var temmelig aflukket for omverdenen, Den er ikke desto mindre sand og utrolig livsbekræftende.

Tété er teenager i Togo, da han bliver bidt af en slange og er ved at dø. Han bringes ud i bushen til en sekf af slangegudedyrkere, som helbreder ham og til gengæld lover hans far at give ham til sekten, hvor han skal opdrages som en form for præst. Men inden han når så langt, og mens han stadig kommer sig over sin sygdom, finder han en bog i missionærernes hus i Lomé. Der hører han for første gang om Grønland; hvor der er koldt og hvor mændene lever af at være fangere - og beslutter sig for, at der vil han hen.

Rejsen fra Togo til Grønland tager ham otte år; han må arbejde undervejs for at skrabe sammen til næste etape - men endelig kommer han på en båd fra København. Han når aldrig helt til Thule, som det var hans plan - men når at tilbringe knap halvandet år i disse usædvanlige omgivelser, inden han beslutter at han må hjem for at fortælle sine historier. Og de blev senere nedskrevet i hans beretning, som udkom på fransk i 1981.

Det er nærliggende at forestille sig, at der er visse paralleller mellem de to typer af stammefolk - og Tété observerer da også mønstre i jagten; men måske er hans største gevinst, at han selv kommer fra, hvad vi kalde et primitivt folk og ikke chokeres af levevisen. Selvom det betyder, at toilettet er en spand i stuen og seksuelt samvær foregår uden meget intimitet - da alle lever sammen på lidt plads. Han undrer sig en smule over deres åbenlyse promiskuitet - men forklarer den igen med kulden; og mellem linjerne forstår man også, at han selv deltog livligt i den lokale levevis.

Han undres over børnenes magt over forældrene; i Afrika er børn anderledes strengt opdraget - men chokeres ikke synderligt over det enorme drikkeri, der finder sted.

Han møder alle de indfødte fra forskellige samfundsklasser; men de møder jo også ham. Den første sorte mand, de har set - og det afføder skrig og rædsel og oprigtig nysgerrighed og fascination. Det er en livsbekræftende skildring af, hvad man kan opnå når man sætter sig for at opdage verden og sine medmennesker uden fordømmelse. Og som altid er rejsebeskrivelser jo bare fantastiske.

Attentatet - Yasmina Khadra

• Fransk
• 30. november - 1. december
• 246 sider
• Originaltitel: L'attentat

Anden del af Khadras trilogi om .... hvad? Om religionens absurditet, om den stigende terrorisme i og udenfor Mellemøsten. Hans trilogi udkom på samme tid som Hosseinis bøger om Afghanistan, og bragte vel nok et helt nyt kendskab til arabiske forfattere og de emner, som optager dem og som i sagens natur også optog Vesten mere og mere. De havde givet ikke haft samme succes blot et årti inden.

Første del foregik i Afghanistan; men nu er vi i Israel - et lige så komplekst udgangspunkt for religiøse stridigheder. Amine er palæstinenser, men har taget israelsk statsborgerskab og bor og arbejder som kirurg i Tel Aviv. Han er velhavende, og omgås jødiske venner uden at tænke meget over sin religiøse baggrund, da han ikke er praktiserende muslim.

En dag eksploderer en bombe i en nærliggende café, og han kæmper for at redde ofrenes liv. Indtil han opdager, at hans egen kone er den formodede kamikaze-terrorist. Han bliver anholdt af israelsk politi, og pludselig er han ikke længere velset i det jødiske kvarter af byen eller på sit arbejde. 

For Amine bliver det en lang spiral ned i et helvede af Dante-proportioner; han skal forholde sig til, at hans kone ikke var lykkelig og endte med at ofre sit liv for en hellig krig. Han skal forholde sig til sin rolle i samfundet, hvor hans palæstinensiske familie, som han ikke har set i årevis, er betydeligt mere indblandet i konflikten end han anede. Han skal kæmpe mod overgreb og angreb af psykisk og fysisk karakter. Han skal pludselig indse, at det ikke er muligt at leve i Israel uden en markant stillingtagen til de to sider af sagen. Han hører ikke oprigtigt til på nogle af siderne - men den luksus kan man ikke tillade sig; hans familie forsvarer konens selvmord med, at man ikke kan vinde en krig uden ofre - og det kan ikke kun være de andres koner og børn, der skal sprænge sig selv i luften.

Det er en utrolig intens roman; Khadra formår med ganske få sider at skabe en stor historie - men også en historie, som er svær at forholde sig til. Fordi man som læser igen bliver stillet overfor det store dilemma om en evig Israel-Palæstina-konflikt, som vi også bombarderes med i medierne som reelle nyheder om reelle selvmordsbombere.

Han vælger ikke selv klart side. Som menneske har han jo uden tvivl en holdning; som forfatter lader han læseren sidde med spørgsmålene og tankerne. Så nu er jeg spændt på, hvor den sidste del af trilogien skal foregå - men efter en lille pause med andre emner.

Paganinikontrakten - Lars Kepler

• Dansk
• 25.-28. november
• 583 sider

Jeg havde jo desværre købt begge bøger samtidig, så selv efter den sidste Kepler-krimi, som efterlod mig lidt demotiveret, så gik jeg alligevel i gang med den.

Man må sige, at det sætter helt nye standarder for, hvad dårligt er. Det skyldes uden tvivl til dels oversætteren - som blandt andet formår at skrive hændelsesbeløb et sted!!! Kommasætning virker til at være helt og aldeles glemt, og der er utroligt mange fejl i den måske for oplagte oversættelse fra svensk til dansk?

Selve historien er ikke meget bedre; international våbenhandel og masser af bad guys - og så skal det kobles sammen til violinspil (en øvelse, der slet slet ikke lykkes her). Og en form fo morale eller løftet pegefinger på sidste side, som muligvis skal vidne om forfatternes politiske ståsted. Men det klinger lid hult efter knap 600 siders mangel på talent.

Jeg forstår endnu engang slet ikke, hvordan de kan sælge så meget - men de får da ikke solgt flere til mig. 

Adèle et moi - Julie Wolkenstein

• Fransk
• 19.-24. november
• 590 sider
• Dansk titel; Ikke oversat

Nogle franske forfattere kan sagtens drive én til en lille smule vanvid med deres prætentiøse intellektuelle skriverier. Julie Wolkenstein - som var et helt nyt bekendtskab for mig, tenderer lidt i den retning. Der, hvor man skriver for at skrive - og så må det forfærdeligt gerne handle om familiens aner og alle de skandaler, der tales om (og især ikke tales om) ved franske spiseborde.

Julie Wolkenstein har skrevet en mammutbog på næsten sekshundrede sider baseret på spekulationer. Men det finder læseren først ud af i den sidste tiendedel af romanen; og så følte jeg mig faktisk en anelse ført bag lyset!

Det hele starter, da hendes far dør i 2011. og hun blandt hans gemmer finder tolv sider tekst, som handler om hendes oldemor på fædrene side. En dame, som var årsag til, at familien i årtier har holdt ved et sommerhus på kysten i Normandiet. En dame, som tilsyneladende var stækrt religiøs, temmelig kolerisk - og havde fået fire børn (deriblandt Julies farfar). Denne skrivelse er skrevet af en gammel tante, som lever i den anden ende af Frankrig - og som Julie møder. Tanten har selv en fantastisk livshistorie, som hun malende fortæller Julie - som dog affærdiger den som en mulig løgnehistorie.

Men hun kommer hjem med oldemoderens dagbøger, og derudfra fortæller hun om dennes liv fra 1870 til hun dør i 1941. Om hendes barndom, hvor moderen dør ung. Om opdagelsen af, at moderen måske havde haft en blakket fortid. Om hendes ægteskab og dens ret så fysiske aspekt i en senvictoriansk tid. Om børnene og dem, hun mistede. Om en alderdom tilbragt ved det elskede hus ved havet.

Al dette ublandet forfatterens egne historier om ferierne i huset ved havet med hendes - elsker? Kæreste? Mand? I hvert fald en person, der ikke er der konstant og som pludselig ophører med at være en del af hendes liv.

Pludselig opdager man så, at der aldrig har været et besøg hos den gamle tante. Dermed heller ingen dagbog - og sandsynligvis heller ingen elsker/kæreste/mand. At det hele er pure opspind, og at melomanen ikke er den gamle tante, men hende selv.

Det er vel en forfatters frihed; men hvorfor så ikke ganske enkelt opdigte en historie? Her får det lidt karakter af en midaldrende neurotisk fraskilt kvinde, der opfinder en familiefortid, der kan skabe lidt røre i andedammen? Og så mistede jeg pludselig energien til reelt at koncentrere mig om slutningen - og om formålet med hele denne historie. Det var ellers til tider en fin historie - omend langtrukken ... måske som et udløb af forfatterens flyvske tanker for at få skabt denne oldemor, som hun måske har haft og som måske var som hun beskriver det. Men snarere slet slet ikke ... 

Catch A Fire - Timothy White

• Engelsk
• 13.-18. november
• 574 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

For lidt mere end en måned siden stod jeg foran Bob Marleys grav i landsbyen Nine Miles langt inde i bjergene i Jamaica. Rundt om mig stod en del personer, som var kommet langvejs fra og var dybt bevægede - for hvem, det var en ægte pilgrimsrejse, hvor de endelig stod foran deres store idols grav ... og gerne med en kæmpe joint i munden. Reglerne for besøg på dette museum er bestemt ikke som man er vant til andre steder fra!

Som alle andre kendte jeg selvfølgelig Marleys musik ganske indgående; som den smukke rytmiske reggae jo er. Men jeg kendte langt mindre til personen bag og historien bag hans tragiske død som blot 36-årig. Et par uger i Jamaica var jeg derimod konstant omgivet af tonerne af hans musik; man går ikke to skridt uden at høre sangene - visse af dem mere end andre. Og man møder ganske mange rigtige rastafari-men med deres dreads og deres vandrestokke - og deres kæmpe ganja-spliff i munden. 

Så da jeg kom hjem måtte jeg have fat i det, der betegnes som den ultimative biografi af manden. Timothy White mødte Marley allerede i midten 1970'erne, da han begyndte at blive alvorligt international kendt, og skrev videre på sin biografi selv flere år efter Marleys død i 1981. Han var tidligere musikanmelder på bladet Rolling Stones, men i denne biografi går han langt dybere ned i livet og religionen, der formede Marley.

Jamaica i sig selv er et finurligt sted; der er religion i overflod og hver lille landsby har mindst tyve kirker af forskellige gradbøjninger af religion. De har et helt specielt forhold til deres religion - men også til deres døde, som de tit og ofte begraver i baghaven. Ligesom animisterne i Afrika har de også et specielt forhold til ånder - gode som onde; og er overbevist om, at disse er med til at styre deres liv og den retning, det vil tage.

Allerede som barn var mange i familie og omgangskreds overbevist om, at Marley besad særlige synske kræfter. De var lidt bange for hans rolige men skarpe blik - senere var illusionen om Zions løve nærliggende. Han kom fra en relativt betragtet velstående familie - men de var fra bjergene, hvor velstand er lettere opnåelig. Da han flyttede til Kingston var mødet med ghettoen først et chok, indtil han begyndte at hænge ud med rastaerne og fik indblik i Haile Selassies historie og religion. I tiden op mod hans død var han endda så vidt som til at opfatte sig selv som en reinkarnation af Jesus. Måske en anelse for meget ganja i længden? Hele landet svæver vitterligt under en stor sky ...

Biografien fortæller detaljeret om netop Haile Selassies liv og religion; men også i detaljer om Jamaicas politik som tit førte til politivold og korruption; og Marley var tit involveret ud fra, hvor hans sympati lå. Disse dele fylder enormt meget - blandt andet er der mere end hundrede sider om tiden efter hans død, og hvordan retssager og familiestridigheder om hans arv forløb. En anelse for meget udenomssnak og for lidt reel Marley i mine øjne.

Jeg ville have foretrukket et mere dybdegående studie af netop rastafari-troen; jeg opdagede blandt andet i Jamaica, at det er det mest homofobe land i verden - og at denne modvilje i høj grad stammer fra rastaernes fordømmelse ud fra religiøse synspunkter. Marley mødte muligvis ikke mange homoseksuelle inden sin død på en tid, hvor det var mindre fremme, og AIDS endnu ukendt. Men teksterne til sangene er så dybt politiske og religiøse, at det strækker langt ud over den berømmelse, de opnåede. Næste trin må være at fordybe sig lidt i netop disse tekster og ikke kun lade sig rive med af musikken. 

Store dele af bogen er desuden skrevet på 'jamaicansk engelsk'- det skal man vænne sig til; men det har jo sin charme, når man læser om en brothers (breddahs) rhytm (riddim)! Og man skal vænne sig til rastaernes ord for en verden, hvor Jah er Jesus/Gud. Som der står over døren ind til Marleys grav ...

Uanset hvad så lærte jeg en masse, og det forlængede ferien med nogle dage!

Svalerne i Kabul - Yasmina Khadra

• Fransk
• 11.-12. november
• 148 sider
• Originaltitel: Les hirondelles de Kaboul
  

Khadras trilogi om terrorisme har stået i uendelige tider i min reol; måske magtede jeg det ikke, når vi samtidig dagligt bombarderes i nyhederne om taliban, Al Qaida og anden form for terrorisme? Samtidig har jeg med fornøjelse læst andre romaner af ham, og jeg var vild med hans finurlige melankoli og empati i begge romaner.

At skrive en trilogi om dette emne er selvfølgelig farligt; som forfatter risikerer man at stemple sig selv i integristernes øjne. Dermed sætter han sig selv nogle grænser - for som forfatter vil han udtrykke sig om dette sprængfarlige emne, men ordene skal vælges med omhu. Khadra er tidligere officer i den algierske hær, og selvom han optræder med foto på bogens omslag, så skriver han under pseudonym.

Historien - og sikkert også de to efterfølgende i trilogien, som jeg har til gode - er derfor et universelt blik på et Afghanistan i opløsning. Der er individer, men de repræsenterer de arketyper, som i dag findes i denne form for samfund.

Der er Atiq - fangevogteren, som samtidig er en umådelig svag mand; krigen mod russerne har knækket ham fysisk og til dels psykisk.
Hans hustru, Mussarat, er syg og hans mandlige bekendtskaber forstår ikke hans modvilje mod at smide hende ud og i bogstaveligste forstand erstatte hende med en yngre model.

Der er Mohsen, som er gift med den gudeskønne Zunaira. De er uddannede mennesker fra den lavere overklasse, som nu har mistet alt og sidder i et usselt hus, som de ikke vil forlade - Zunaira fordi hun ikke vil ydmyge sig ved at iklæde sig en tchadri - eller burqa. Deres ægteskab har været reelt og baseret på kærlighed; usædvanligt på disse breddegradder.

Rundt om disse fire personer drejer en ubarmhjertig verden, hvor man tvinges til at sidde i timevis og høre mollahens bønner og taler; hvor kvinderne ydmyges og hvor ingen har den mindste rest af selvrespekt og værdighed tilbage. Den mest klarsynede er måske landsbytossen, der i årevis har drømt om at gå .... gå til han når havet. Og som pludselig en dag forlader byen. Næppe når han havet - men han besluttede sig for at handle, hvor de andre er apatiske.

Kun en af de fire overlever den korte periode, som denne historie omhandler og hvor læseren ser, hvor langt ud et menneske kan presses, når omstændighederne er som de er under taliban. Det er både en langsom historie om manglende menneskeligt overskud og mod; og en hurtig og tragisk historie om, hvor lidt, der skal til før det går galt. En brillant lille roman.

Ikke at ville se - Jan Guillou

• Dansk
• 9.-10. november
• 352 sider

Og straks fortsatte jeg med fjerde bind af Guillous serie om det tyvende århundrede, da jeg i lørdags fandt den nyeste udgivelse til en fordelagtig pris. Og så alligevel ikke, når den er læst på to dage, vel?

I det hele taget var jeg irriteret over indtil flere elementer, og har lidt på fornemmelsen, at Herr Guillou er ved at tabe pusten og ikke når til vejs ende med sine ambitioner.

Det irriterede mig ved første øjekast, at formatet ikke er det samme som tredje bind, som jeg også havde købt indbundet - og som faktisk var samme format som paperback-versionerne af første og andet bind. Det ser bare ikke pænt ud, når de står sammen i reolen.

I første bind var kapitlerne opdelt efter personen, der "fortalte" det samt tid og sted. I andet bind var det udelukkende Sverre, og der var tid og sted som kapitelangivelse samt en titel. I tredje bind var vi nede på kun årstal og sted - og i fjerde bind er der seks afsnit; et per år. Som sagt virker det som om, at entusiasmen er ved at forsvinde en anelse.

Derudover fortælles det stort set kun fra Lauritz' perspektiv, og han er hårdnakket i sin overbevisning om, at tyskerne vil vinde krigen og desuden bliver uskyldigt beskyldt for diverse uhyrligheder - som fx koncentrationslejrene. Vi følger Ingeborgs langsomme kræft mod kampen - heller ikke her vil Lauritz se det indlysende; og bogens titel er glimrende ramt. Men man bliver jo lidt irriteret på ham Lauritz - og så savner jeg virkeligt, at der er mere diversitet i synsvinklerne.

Jeg er nervøs for om dette kan holde århundredet ud, når det bliver for ensporet - selvom anden generation praktisk nok har sørget for, at der er en tredje generation på vej - og praktisk nok født på samme tid, så man kan arrangere dem med og mod hinanden i kommende afsnit.

Krigen beskrives igen med til tider penslende detaljer - og troen på den tyske sejr - men så ignorerer man fuldstændig D-day, som ellers om noget blev beviset for Tysklands endeligt. Måske skyldes dette, at Lauritz foretrækker sine nyheder fra en tysksindet avis, der ikke er synderligt nuanceret i sine holdninger. Men historien overordnet set bliver for ensformig og kedelig.

Som sagt er to dage ikke en god læseoplevelse for mig, når jeg havde glædet mig til at se hans familiekrønike folde sig ud. 

Mellem rødt og sort - Jan Guillou

• Dansk
• 6.-8. november
• 377 sider

Fortsættelsen til Guillous episke historie om det tyvende århundrede starter i 1919; de tre norske brødre blev genforenet i Berlin ved afslutningen af 1. Verdenskrig, og kan videreføre familiens forretninger.

Den homoseksuelle Sverre, som man fulgte i Dandy, bliver i Berlin sammen med Oscar, hvis afrikanske penge jo blev grundlaget til familiens formue. Lauritz er nu i Sverige sammen med sin tyske hustru og deres fire børn.

Historien handler nu om at få sat børnene i karakter - med ti planlagte bind er det jo i sagens natur dem, der skal løfte historien videre. Det lykkes til dels med Harald - Lauritz og Ingeborgs ældste søn, som hurtigt udviser særdeles kærlige følelser for tyskernes naturlige overlegenhed, og krig og magtbrug som en naturlig del af tilværelsen. Han bliver jo familiens sorte får senere hen - men også bindeleddet i historien om Stockholm og Berlin, da han sendes til Tyskland for at fortsætte sin skolegang.

Oscar og hans tyske hustru Christa lever lykkeligt med Oscar i en total politisk uvidenhed på en tid, hvor Europa samler sig efter sårene fra Verdun - og inden længe kan ane, at nye skyer trækker sig sammen. Deres børn er endnu for små til reelt at kunne indtage en rolle i historien; og generelt er det svagheden i denne tredje del af historien, at børnene ikke formår at udfylde en personlighed. Det samme gælder til dels de to tyske hustruer - og den homoseksuelle Sverre tvinges tilbage til en rolle som den stilfærdige onkel, som absolut ikke længere har et liv efter hans egen overbevisning.

Der er ligeledes en irriterende tendens til at ville forklare de politiske og samfundsmæssige forhold, som nok kan gavne en yngre moderne læser uden viden om de reelle årstal og forhold. Men det gør desværre historien lidt for langsommelig til tider; og man savner virkelig at komme ordentligt ind i deres personer. Det var nemmere i de to første bind, hvor der var færre personer at forholde sig til. Men som forfatter skal man jo inddrage hele familien, hvis man vil skrive en sags af disse dimensioner.

Lauritz' søn Harald bliver selvfølgelig en tro tjener af Hitler; men hjælper også brødrene til at sikre deres formue, som nu står i bygninger i Berlin og Dresden ... i parentes bemærket de to byer, der om muligt blev hårdest ramt af bombardementer - man kan ane en økonomisk krise nogle bind senere!

Der er stadig en del namedropping, som jeg også var irriteret over i andet bind - Guillou anfører selv Erik Larsons fremragende biografi om den amerikanske ambassadør Dodd, som kilde - men hvorfor indføre ham og datteren Martha i en enkelt ligegyldig sætning for derefter at lade dem forsvinde?

Nå, jeg er jo alt i alt glimrende underholdt på trods af disse småfejl - og købte straks fjerde bind; der er trods alt nemmere end at skulle vente et år på at komme videre med familien Lauritzen.

I am Pilgrim - Terry Hayes

• Engelsk
• 1.-5. november
• 895 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Årets krimi - intet mindre! Det er postulatet, der har ledsaget denne bogs lancering med massiv opbakning af sociale medier og anden brug af marketing til at skabe en vis hype. Lykkes det så?

Det er en meget omfattende bog, som til tider kan lede sin læser lidt på sidespor og det kan man så enten lide eller ej. Med så mange sider er det også vigtigt for en forfatter, at researchen er i orden og der ikke kommer uoverensstemmelser undervejs. Det klarer Hayes egentligt fint - men der er visse basale fejl, som virkelig skyldes elendig research - men som jeg havde særlige forudsætninger for at kunne 'gennemskue'. 

Historien er som sagt vidtrækkende - det starter med et mord i et usselt hotel i New York; en kvinde er myrdet, og alle hendes kendetegn er væk - tænder, fingeraftryk etc. Dermed er hun fuldstændig umulig at identificere. Mordet skal opklares af betjenten Ben Bradley, men med i hotelrummet er også den mystiske mand uden navn. Det er pilgrimmen, som han dog først bliver til langt senere i historien.

Pilgrimmen er en agent i USA's hemmelige tjeneste, som har været med i adskillige af verdens brændpunkter inden 11. september. Da tårnene i New York faldt sammen, besluttede han, at tiden for den slags agenter måtte være ovre - da de jo netop havde fejlet deres fornemste opgave.

Han går på en form for tidlig pension efter at have skrevet en bog om, hvordan man udfører det perfekte mord - og det er netop den bog, der har været brugt ved mordet i hotelværelset - og Ben Bradley har gjort det umulige .... fundet manden, der i årevis har levet under falske identiteter og burde være beskyttet af regeringen. Og hvis en 'simpel' betjent kan finde ham, så kan andre også - deriblandt nogle, som Pilgrimmen oprigtigt ikke vil findes af!

På den anden side - den onde side selvfølgelig - er der Saraceneren; hele opsætningen bliver lidt bibelsk og linjerne er skarpt trukket op allerede i deres navngivelse. Saraceneren er saudiaraber og oplevede som barn sin far blive offentligt halshugget. Det blev kimen til en hard core islamisk terrorist, som vil styrte landets kongedømme og tage hævn over faderen. Men med tiden beslutter han sig for, at de lande, der er med til at støtte landets styre og andre lande (som Israel) er dem, der skal ødelægges - og USA er selvfølgelig den største fjende af dem alle.

Det er en roman, som nemt kan kamme over i generaliseringer og dermed en lidt farlig vej at tage for en forfatter, da det er en hårfin grænse at balancere på. Han får da også trukket tråde tilbage til 2. verdenskrig og nazisterne, og en hel del til nutidens kamp mod terrorisme med saracenerens idé med at inficere landet med kopper - en sygdom, der for længst er udryddet.

Historien følger hver deres livshistorie separat indtil det øjeblik, hvor Pilgrimmen trækkes tilbage til tjeneste af ingen mindre end den amerikanske præsident, og man kan allerede se filmudgaven for sig. Derefter kæmper de to 'usynlige' mænd mod hinanden og mod tiden, for virusen er produceret og skal nu dræbe den amerikanske befolkning.

Dermed kommer man vidt omkring - stort set samtlige mellemøstlige taliban-styrede lande men også Tyrkiet, Balkan, Italien, London, Paris .... der en meget fart, og med de relativt korte kapitler og skiftet mellem de to personers historie skaber det konstante cliffhangere, som får læseren til at holde ved.

Og så er der de virkelige graverende fejl! Jeg kunne selvfølgelig være stolt af, at det firma, jeg arbejder for nævnes så mange gange, at det virker suspekt - men desværre er han gået temmelig forkert med præcis, hvad firmaet kan og ikke kan. Det er ganske enkelt elendig research - og enormt irriterende, da det jo rent faktisk kan give et forkert indtryk af et brand.

Men alt i alt er det jo en hæsblæsende underholdende actionkrimi - hvor man også fra starten ved, at de gode vinder over de onde! Den må være dejlig læsning for en amerikansk præsident, da den er temmelig selvforherligende i fremstillingen af USA, som verdenshersker.