Africa - Richard Dowden

• Engelsk
• 18.-27. juli
• 576 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Dowden starter sin bog med en åbenlys sandhed, som ikke desto mindre er en af de største misforståelser i den vestlige verden, når det handler om det afrikanske kontinent: At vi ikke forstår kontinentet og, at vi generaliserer og betragter de treoghalvtreds lande som et og samme. Han kunne ikke have mere ret!

Hans bog er ikke hyggelæsning; det er journalistik i den tunge statskundskablige ende, som kræver koncentration og tålmodighed. Men som belønner læseren med en guldgrube af viden om, hvorfor Afrika som kontinent er der, hvor det er i dag... hvilket ikke er langt fra, hvor det var i går og milevidt fra, hvor det burde være al nødhjælp og vestlig politisk indblanding taget i betragtning.

Dowden tog til Uganda i 1971 som lærer, men måtte flygte ud af landet, da Idi Amins styre så ondere og ondere på de hvide. Siden har han rejst kontinentet tyndt i årtier, og er desuden direktør for Royal African Society - en britisk avis, som omhandler afro-britiske relationer, og hvor han skriver en fænomenal blog. Det er dermed en ekspert i den tunge ende i modsætning til de mere rejserelaterede journalister som Kapuscinski og Theroux. De to sidstnævnte er dog fabelagtig læsning om Afrika - men absolut mere tilgængelig, hyggelig og eksotisk på globetrotterfaconen.

Dowdens udgangspunkt er hverken at forsvare vestlig imperialisme eller manglende afrikansk evne til selv at hive sig ud af miseren; han ser bredt på hændelser, som har formet landene forskelligt efter de dog alle blev selvstændige i samme periode efter i årevis at have været styret af europæiske lande, der som bekendt havde optegnet grænser på må og få uden hensyntagen til lokale religioner, stammer og sprog. En konklusion på udgangspunktet efter disse mange års herredømme koges ned i dette:

"In the end, the greatest impact of European imperialism in Africa
may have been neither political nor economic.
It may have been psychological: the destruction of African self-belief."

Bogen gennemgår i atten kapitler såvel specifikke landesituationer som kontinentale fænomener som AIDS eller den nylige kinesiske kommercielle investering i kontinentet. Han bruger (heldigvis) ikke mange sider på at gå i dybden med Amins eller Mobutus rædselsregimer, den belgiske kong Leopolds private guldmine Congo eller massemordene i Rwanda - dertil er hans indfaldsvinkel for fremskreden. Det er for læseren, der allerede har et godt kendskab til afrikansk politik - eller i hvert fald den mediatiserede del af den. For netop disse isolerede hændelser kender vi alle - men vi kender måske mindre til, hvorfor et fænomen som nigerianske spammails opstår fordi, de er en del af landets kultur udsprunget af politisk korruption? Eller hvorfor der i dag er de mange power cuts (strømafbrydelser), som jeg selv bandede over i mine to måneder i Senegal sidste år? Hvordan de er udsprunget af den samme manglende indsigt i og tiltro til afrikansk økonomi, som gjorde, at mobiltelefonmarkedet eksploderede på trods af alle skeptiske analyser inden netværket blev bygget!

Det er en absolut øjenåbnende bog om fejlslagne intentioner, om dårlig kommunikation og forståelse imellem Vesten og Afrika. Som Theroux påpeger Dowden også den dårlige forvaltning af nødhjælpen, og hvordan den måske ikke fremmer Afrikas evne til at komme videre - men igen kommer han med eklatante eksempler på lande som Botswana, som er praktisk talt vestlig i sin struktur og politiske styre, og modsætninger som Zimbabwe, Somalia og Nigeria med korruption og mistro, som gennemsyrer samfundene, og ødelægger alle muligheder for fremgang.

Dowdens force er så absolut, at han har et imponerende kendskab til de mange forskelligheder, der findes i afrikansk kultur samt hans evne til at se tingene fra begge sider. Det er typisk den største fejl i mange bøger om det pikante emne, som Afrika er!

En bas, les nuages - Marc Dugain

• Fransk
• 11.-15. juli
• 423 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har kun tidligere læst en enkelt roman af Marc Dugain - siden har jeg været lidt forvirret over hans stil. Dugain har skrevet en fantastisk roman om de soldater, der under 1. Verdenskrig fik sprængt kropsdele - og især deres ansigter - væk af skyttegravsgranaterne, den blev senere filmatiseret i en meget poetisk og smuk film.

Hans senere romaner er lidt mere forvirrende for mig - blandt andet en roman om Edgar Hoover og en tydelig forkærlighed for at skrive om og i amerikanske omgivelser. Jeg har haft svært ved at finde tiltrækningen, som jeg altid har det når franske forfattere flytter deres univers til amerikanske tilstande. Jeg har svært ved at gennemskue hans stil og hans litterære identitet... og jeg er ikke blevet mere afklaret efter denne bog, som oven i købet er en novellesamling, hvilket heller ikke er min naturlige læsestil.

Der er syv historier i den bogen - men det er bestemt ikke syv fantastiske fortællinger. Der skulle være en ledetråd mellem de syv historier af meget varierende længde, men jeg synes hverken, at den var tydelig eller når den var, var den ikke nødvendig. Nogle historier foregår i Frankrig og andre i USA - blandt andet en af de muligvis bedste, som er om drengen, der vokser op som forældreløs og møder den rige jødiske dreng på universitetet. De beslutter sig for at udvikle et højteknologisk koncept, hvor overvægtige mennesker, som er USA's moderne plage, skal leve som vanddyr i specielle centre. Desværre dør de to andre, da WTC styrter sammen - og lige den forbindelse eller nødvendighed af at skrive om 11. september er for søgt og poppet i mine øjne. Jeg fandt heller ikke rigtigt moralen med historien, som man burde forvente med noveller, der burde være forbundet.

Andre historier omhandler midaldrende pars kriser i kærlighedsforholdet - eller alenemænds forhold til kvinder i det hele taget. Der er en pudsig drejning i en novelle, hvor der indgår en del af et teaterstykke, hvor de ved oplæsningen bytter rundt på rollerne i stykket. Derved oplæser de det modsatte køns roller - men først senere opdager man, hvor grotesk det er i forhold til den overordnede handling, derved skaber Dugain muligvis det eneste overraskelsesmoment, der for mig var i hele bogen.

Jeg var ikke imponeret - og ved de sidste noveller gled koncentrationen markant. Det vil heller ikke give mig lyst til hans amerikaniserede romaner desværre.

L'homme qui m'aimait tout bas - Eric Fottorino

• Fransk
• 9.-11. juli
• 163 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Eric Fottorino opdagede jeg i romanen om Afrika, og blev ret interesseret i hans skrivestil, som i kraft af hans levevej er mere politisk og journalistisk orienteret; så det var et let valg i lufthavnen forleden dag til ferielæsningen. Dog er denne temmelig anderledes!

Franske intellektuelle har det jo med at kunne lide at pille i navlen på sig selv, og grave i deres fortid, deres personlighed; hvad, der har formet den og så videre. Denne roman er en selvbiografisk historie i denne stil, da den omhandler forfatterens stedfaders død.

Eric Fottorino blev født udenfor ægteskab af en meget ung mor i starten af 1960'erne - en skandale i sig selv. Moderen møder senere den marokkansk-franske mand, som bliver hans stedfar, og for den tiårige Eric er det en stor dag, da denne beder ham kalde sig for papa, da han adopterer ham. Han beundrer ham grænseløst og elsker ham uforbeholdent - selv da moderen og stedfaderen går fra hinanden mange år senere. Han er stadig en del af hans liv; han er børnebørnenes bedstefader og hans eget holdepunkt. Indtil han en dag kort efter sine halvfjerds år tager ud til vandet, og skyder sig selv en kugle for panden. Totalt uventet af denne energiske og sunde mand.

Fottorino tager os med på en meget intim rejse igennem det følelseskaos han gennemlever i tiden efter selvmordet. Der er selvfølgelig de sædvanlige spørgsmål om hvorfor, hvordan... kunne jeg have forhindret det? Det er meget tæt på - og det er meget følelsesladet. Når man selv har mistet en forælder kan man forene sig med mange af hans tanker - men det er trods alt noget andet på grund af sygdom end på grund af selvmord.

Det er måske næsten grænseoverskridende personligt, som kun franskmænd kan udkrænge deres sjæl - men det er samtidig universelt at miste en forælder og sidde som det sidste led. Men mest af alt er det en historie om den overvældende kærlighed den lille dreng uden far har næret til denne mand, som galoperede ind i farrollen. En meget smuk hyldest til en mand, han har elsket - meget smukkere kan det næppe gøres uden at forfalde til trivialiteter og følelsesporno.

Gentlemen & Players - Joanne Harris

• Engelsk
• 6.-9. juli
• 508 sider
• Dansk titel: Dobbeltspil

Jeg har læst et par stykker af Harris' tidligere romaner, som alle havde et element af gastronomi og forkærlighed for Frankrig i sig. Så det var næsten helt befriende at læse noget så anderledes fra hendes hånd - selvom jeg syntes glimrende om de andre også.

Men her er vi mere over i en ondhed og hemmeligheder, som holder læseren godt fanget. Historien starter, da den unge skoleeelev fra den fattige kommunalskole, som en dag tager skridtet og overskrider grænsen ind til den fine tidligere kostskole i byen. Det er en trodsighed og et ønske om at slippe væk fra den fattigdom, der præger barndomshjemmet, hvor eleven bor med sin far - moderen er rejst fra dem nogle år tidligere. Faren ved at overskride grænserne skal skubbes længere og længere, så det ender med, at eleven går rundt på skolen ved højlys dag i en stjålen uniform. Og en dag opstår mødet mellem de to - den rigtige elev Leon og den falske. De to hidser hinanden op til narrestreger, driller byens børn og laver hærværk - indtil Leon bliver forelsket i Francesca, og jalousien opstår.

Det ender ret tragisk - og bliver en plet på den ellers fine skoles rygte. En plet, som de fleste har glemt - men der skaL ikke meget til at ribbe op i gamle sår, opdager den aldrende lærer Straitley, da det nye skoleår starter med nye lærere. Der er blandt andet den unge Keane, som har en lille notesbog, hvor han noterer informationer om de andre lærere og tegner karikaturtegninger. Der er den unge fornuftige fransklærerinde, Dare, og en del andre, som falder til med mere eller mindre held.

Ret hurtigt går tingene dog galt, og som læser følger vi den machiavelske plan for at vælte hele skolen. Eleven er vendt tilbage for at hævne det, som endte med at blive Leons død, men også elevns far, som var pedel på skolen. Der er gået femten år - og ganske langsomt begynder de gamle skandaler at vende tilbage til overfladen, uden at alle dog med det samme ser sammenhængen. Jeg faldt selv i fælden, og var overbevist om, at morderen var det oplagte valg - først til sidst falder alle brikkerne sammen.

En aldeles vellykket krimi om sociale fordomme og baggrunde, som kan forme mennesker på godt og ondt.

I andre bøger har Harris benyttet, at nævne kapitler efter mad - i denne er det skakbrikker; et særdeles velvalgt spil til denne intrige, som udspilles over en menneskealder.

The Book of Negroes - Lawrence Hill

• Engelsk
• 1.-4. juli
• 504 sider
• Dansk titel: Ikke oversat?

Forleden faldt jeg tilfældigt over denne bog, da jeg alligevel var nede at aflevere en brugt stak bøger hos OXFAM. Titlen intrigerede mig selvfølgelig i kraft af dens temmeligt liden politisk korrekte titel - senere opdagede jeg så, at den også (tidligere?) er udgivet under titlen Someone knows my name - og begge titler er meget rammende for historien. Den interesserede mig også efter at have læst Rødder, som jeg jo var lidt skuffet over at opdage var baseret på en gang fup.

Historien er i mange henseender meget lig med den i Rødder; det er den nødvendigvis fordi den rejse mange slaver kom ud på var den samme. En historie om et stille og normalt liv i en lille landsby langt inde i den afrikanske jungle - og så en dag bliver man taget til fange af den hvide mand, og ført til havet for at blive sejlet til Amerika og en kummerlig tilværelse som slave.

Bogens hovedperson, Aminata Diallo, kommer fra en lille landsby i det, der i dag er Mali. Det kunne jeg søge mig frem til ved hjælp af Google Earth - og navnet er meget lig de wolof-navne, man bruger i Senegal, som jo er lige ved siden af. Hun er kun 11 år, da hun bliver taget til fange, mister begge sine forældre, og bliver ført til Amerika, hvor hun er mere død end levende ved ankomsten.

Hendes historie er én om voldtægt af sin hvide ejer; en lille søn, der bliver bortsolgt som hævn for hendes opsætsighed - men muligvis også for at fjerne beviset for utroskabet i nærheden af familien. Dernæst kommer hun til en jødisk mand, som tidligere har beundret hendes intellekt, og lærer hende at læse og skrive og komme langt længere i livet end mange andre slaver. Men selvom hun tror, at denne hvide mand er anderledes, bliver hun alligevel skuffet - og ender med at stikke af fra ham under en rejse til New York.

Det bliver starten på en tilværelse i en sort ghetto i udkanten af byen i anden halvdel af det 18. århundrede, da britere og amerikanere kæmpede om magten i det, der endnu ikke var De Forenede Stater. Aminata - eller Meena som hun kaldes - bliver hurtigt kendt for sine evner som jordemoder, Hun underviser de sorte i at læse og skrive; og klarer sig efter omstændighederne udmærket - mens hun i stilhed venter på og længes efter den unge dreng, hun mødte på skibsoverfarten, og som dukker op med år imellem. Omstændighederne gør det umuligt for dem at leve sammen på normal vis.

Da situationen tilspidses ender Meena med at acceptere englændernes tilbud om at forlade Amerika, og bosætte sig som nybyggere i Nova Scotia. Aftalen gik ud på, at slaver, der havde hjulpet englænderne under uafhængighedskrigen kunne rejse frit - og ville få land at dyrke. Dette var for mig en helt ny historisk information, som er veldokumenteret og romanens titel er direkte taget fra navnet på de optegnelser, som nedskrev navnene på de knap tretusinde sorte, der således forlod landet.

Meena's historie ender ironisk nok med, at hun vender tilbage til Afrika. Da eventyret i Nova Scotia mislykkes, sender englænderne efterfølgende en del af dem til Afrika, og deres nybyggelser blev grundlaget for Freetown i Sierra Leone og senere landet Liberia. Ser man de to navne - Freetown og Liberia - virker det jo indlysende; igen var det helt nyt for mig og spændende, da jeg selv var igennem Freetown for et par måneder siden.

Umiddelbart ville jeg aldrig have forestillet mig, at nogle formåede at vende tilbage. Meena kommer heller aldrig helt tilbage - i år har hun levet i drømmen om at genfinde landsbyen; men endelig må hun indse, at den del af hendes historie ikke kan genfindes - men, at hun kan gøre mere gavn for de sortes sag ved ar rejse til London og arbejde sammen med abolitionisterne.

Hendes historie er selvfølgelig opdigtet af forfatteren; men der var tidligere slaver, som kom tilbage. Blev de så lykkeligere af det? At komme til Afrika, men ikke til deres hjem?

Det er nok umuligt at svare på, men jeg fandt personerne langt mere troværdige end i Rødder; og Hills syn på det mest ydmygende aspekt af slaveriet kan muligvis summeres i dette citat fra bogen:

"To gaze into another person's face is to do two things:
to recognize their humanity, and to assert your own."

Døderummet - Susanne Staun

• Dansk
• 28.-30. juni
• 329 sider

Middelmådig. Ikke HELT så dårlig som det sædvanlige junk, man smider i nakken på sagesløse købere af danske ugeblade. Jeg fik den af min søster, da jeg sidst var i Danmark - og selvom jeg jo var totalt forudindtaget, så savner jeg til tider at læse på dansk. Da jeg jo ikke læser oversættelser til dansk, ender det dog desværre alt alt for tit med noget værre makværk.

Plottet i krimien er stadig så forudsigeligt, at det ryster mig, at man seriøst kan sælge dem for penge. Sprogligt er det heller ikke på et særligt avanceret niveau - på et tidspunkt benytter forfatteren Sidney Lee som eksempel; hendes egen sproglige intelligens ligger desværre ikke meget over det jeg formoder er hans!

Krimien handler om den mildest lidt mentalt forstyrrede retsmediciner Maria Krause, der sammen med sin nigerianske veninde, Nkem, får job i Odense. Her irriterer det mig allerede, hvordan Maria refererer til veninden som negeren - det er politisk ukorrekt, og derfor ville man som veninde vel ikke gøre det om det eneste menneske, man reelt har omkring sig? For Maria har haft et ulykkeligt parforhold, og efter en voldtægt i Ørstedsparken mange år tidligere, lever hun i en fantasitilværelse, hvor hun tror, at hun har et barn. Dog fik hun foretaget en abort efter voldtægten - men blev fanget af spændingsmomentet, og bruger voldtægtslege som ventil, når hun er for stresset på arbejde.

Det lyder allerede elendigt ovenfor - og hvordan kan man så ustabil opretholde et så psykisk krævende job? Det kammer da også for hende, da en ung pige bliver dræbt - som bærer samme navn som hendes fiktive datter. Det mystiske ved drabet er dog de mærker på liget, som stammer fra indtagelsen af medicin mod spedalskhed. Det er en lidt søgt originalitet for at finde et anderledes plot, tror jeg - men i og med, at der samtidig er en parallel dagbog skrevet af morderen er hele overraskelsen jo væk.

Så absolut middelmådig - men det var forventet. Absolut ikke noget jeg selv ville have givet mere end en 25-øre for!

The Night Circus - Erin Morgenstern

• Engelsk
• 24.-27. juni
• 502 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat
• WWW

Der er muligvis en lille trend med cirkusromaner - som mange andre ting, er der jo også modebølger indenfor litteraturen. Sara Gruens roman om cirkuselefanten blev en stor succes, og ligeledes en meget smuk film. Denne roman er tilsyneladende også solgt og er planlagt i en filmudgave, hvilket unægteligt bliver enten meget vellykket eller umuligt at gøre.

Jeg købte den fordi jeg faldt for forsiden, for cirkustemaet og uden at have læst anmeldelser. Efterfølgende har jeg læst et par anmeldelser, og lejrene er som regel delt i to - to ekstremer, som enten hader eller elsker den. Mystisk nok så jeg en del sammenligninger med Harry Potter, som jeg dog aldrig selv har læst - men efter at have læst bogen og med det lidt, jeg kender til Potter-universet, må jeg konkludere, at jeg ikke forstår sammenligningen.

Morgensterns roman om Cirque des rêves (drømmenes cirkus) er nemlig noget ud over det sædvanlige. Man skal være indstillet på en helt speciel rytme og hastighed i fortællingen - og ellers vænner man sig hurtigt til den. For mig var det noget af en omvæltning ovenpå de hæsblæsende eventyr omn Bourbon Kid, hvor der næppe var en sætning uden, at nogen blev dræbt.

Allerede ved de første ord blev jeg grebet af den særlige stemning, og forventningen om at blive draget ind i en helt speciel verden:

"The circus arrives without warning. No announcements precede it. It is simply there, when yesterday it was not. Within the black-and-white striped canvas tents is an utterly unique experience full of breathtaking amazements. It is called Le Cirque des Rêves, and it is only open at night."

Historien skifter mellem steder og tider, startende i slutningen af det 19. århundrede og med indskudte historier fra 1902 især, hvor man møder den amerikanske dreng Bailey. Han er ikke en del af cirkus, men bliver fanget i drømmenes arme første gang han oplever den. Cirkus er i sort og hvidt - opdelt i en masse små telte, hver med et helt specielt formål og fuld af farver og magi indeni.

Det viser sig, at det er en slags eksperiment - en duel mellem to særprægede herrer, som er uden alder og uden skygge. De har igennem årtier - muligvis århundreder - udkæmpet deres trang for det overnaturlige ved at oplære elever og sætte dem op mod hinanden. Reglen er dog, at de to modstandere ikke kender hinanden og den sejrende er den, der overlever.

I dette tilfælde er det Marco, som er en forældreløs dreng, oplært af den mystiske A. H. - og Celia, som er oplært af sin fader Prospero som illusionist. De to vokser op parallelt uden at mødes, indtil den excentriske Chandresh sammen med en række venner åbner det mystiske cirkus. Marco bliver Chandresh' assistent, mens Celia arbejder som artist - men i virkeligheden styrer hun alle trådene, og er blandt ansvarlig for at flytte cirkus rundt om natten i et mørkt tog forklædt som et godstog til kultransport. Ingen ved, hvor det dukker op næste gang - og Marco og Chandresh ved ikke i starten, hvem der bestemmer det hele. De opdager heller ikke med det samme, at alle involveret i cirkus på mystisk vis ikke ældes.

Hele fortællingen er så fantasifuld, magisk og drømmende, at man både kan og ikke kan forestille sig, at sådanne ting kan opfindes - og det er jo hele ideen. Det er opfyldelsen af alle barnedrømme - men også voksnes - af de mest eventyrlige oplevelser. Det er ikke elefanter og akrobater - men telte med flasker, der indeholder forskellige personers erindringer som dufte; eller et træ med lys på, som man kan bruge til at tænde sit eget lys med et ønske. Ganske enkelt magisk!

Der er også historien om Celia og Marco, der bliver forelskede men er konkurrenter - om deres stigende viden om magten, de har over sirkus og de personer, der er involverede. Denne historie skal ikke afsløres her! Nogle mener, at rytmen er for langsommelig, at der er for mange beskrivelser - personligt lod jeg mig virkelig opsluge af det fantastiske univers og kunne se og dufte cirkus for mig.

Muligvis kunne det blive en fantastisk film, hvis man formår at overføre den stemning - eller det kunne blive et gigantisk flop. Lidt som anmeldelserne - det er en bog, som ikke appellerer bredt - men sort-hvidt som cirkus!

Le cimetière du Diable - Ukendt forfatter

• Fransk
• 18.-23. juni
• 499 sider
• Originaltitel: The Devil's Graveyard
• Dansk titel: Ikke oversat
• WWW

Det går lidt sløjt med læsningen her i juni måned; kun tre bøger indtil videre - som skyldes en del rejseri, en god sommerforkølelse, der har underdrejet mig - og general anden travlhed. Det er som om, at jeg ikke rigtigt kunne komme ordentlig i læsehumøret på trods af al den tid i lufthavne i sidste uge.

Djævelens kirkegård er den tredje i serien om den mystiske morder, The Bourbon Kid, og af den stadig ukendte forfatter. Umiddelbart var jeg i tvivl om jeg havde fået læst dem i forkert rækkefølge, for denne udspiller sig 10 år efter, at Bourbon Kid har dræbt sin mor - som omtales i Månens øje. Men det er korrekt - jeg forestiller mig, at forfatteren (hvem det end der) har anet potentialet for succes, og derfor proppet en bog ind midt imellem de to andre tidsmæssigt.

Det betyder så. at man genfinder personer, som senere er døde - men også, at man ved, hvem der ikke dør! Det ødelægger nu ikke noget - formålet er stadig at undres over, hvordan man kan skrive noget så langt ude som denne forfatter kan.

Handlingen er hensat til et hotel i ørkenen - en slags parodi på Las Vegas - hvor der hvert år til Halloween afholdes en stor sangkonkurrence i stil med X-factor og alle de andre, vi kender fra TV i dag. De deltagende må dog kun optræde som deres foretrukne afdøde sanger - og Tapiocas barejer Sanchez har vundet en rejse dertil. Ærligt talt er han lidt glad for at være væk fra Santa Mondega denne aften, som plejer at udvikle sig til et blodbad derhjemme.

Men det viser sig, at indtil flere lejemordere er hyret til at udslette fire af de fem finalister, som i øvrigt er forudvalgt i en konkurrence fyldt med snyd. En af finalisterne påstår at være den trettende apostel, sendt på en mission for at undgå, at hotellet forsvunder i jordens gab og bliver opslugt i Helvede, da hoteldirektøren har solgt sin sjæl til Djævelen og hvert år skal levere ham en ny sjæl.

Den er mere komisk end de to andre - men ikke mindre blodig; og jeg indrømmer, at de sidste halvtreds sider var lidt langsommelige, da der var overvældende mange zombier og andet godtfolk - og man muligvis kører en anelse træt i det, hvis man læser alle tre i træk, som jeg har gjort. Men de er stadig ret opfindsomme og originale.

L'oeil de la lune - Ukendt forfatter

• Fransk
• 9.-13. juni
• 548 sider
• Originaltitel: The Eye of the Moon
• Dansk titel: Ikke oversat?
• www

Det er som tidligere nævnt ikke min yndlingslitteratur - krimier; men denne stil er ganske enkelt så vanvittig, at jeg bliver fanget. Indrømmet var denne muligvis en anelse tungere at komme igennem end den første, fordi nyhedens værdi er væk. Men det er stadig underholdende - og jeg er stadig glad for, at den rigtige forfatter ikke er fundet.

Andet bind om den utrolige by Santa Mondega og dens ikke mindre farverige indbyggere tager os i starten af bogen atten år tilbage til en anden Halloween-aften. En aften, hvor den unge JD er til skolefest møder han den generte Beth, som lever sammen med sin onde stedmoder - igen er der masser af skjulte referencer til generelle eventyr/historier. De to unge skolebørn bliver betagede af hinanden - men det onde tager som altid overhånd i Santa Mondega, da Beth dræber sin stedmoder, som vil ofre hende som jomfru til en sekt af vanvittige - og JD's mor er blevet bidt af en vampyr, så hun selv er blevet til en. Hun trygler JD om at dræbe hende, da hun ellers vil spise ham, da hendes blodtørst allerede er vakt.

JD tømmer en flaske whisky - og så kan han faktisk ikke stoppe med at dræbe; og dermed starter hans tilnavn som the Bourbon Kid. Tiden skrues frem til nutiden - et år efter, at massakrene i første bind har fundet sted - og det hele starter forfra.

Tempoet er igen helt vanvittigt, og der dræbes så mange personer på så grusomme måder, at svage sjæle nok vil finde det lidt frastødende. Men da det hele er så grotesk overdrevet, så tager man det med et gran salt. Slutningen er både romantisk, morsom og ironisk - igen lidt som en parodi på klassikere. Absolut læseværdige!

Roots - Alex Haley

• Engelsk
• 27. maj - 7. juni
• 729 sider
• Dansk titel: Rødder

Jeg havde i gemmerne en meget gammel udgave af Roots, som jeg kan se er købt for 15 kroner på et loppemarked sandsynligvis for mange år siden. Men den var aldrig blevet læst, og TV-serien baseret på romanen har jeg heller aldrig set... det er jeg lige lidt for ung til. Efter rejsen til Gambia for et par uger siden, og besøget til den landsby, som Haley påstår at stamme fra, mente jeg dog, at tiden var inde. Det blev en meget lang og sej læsning med uendelige irritationsmomenter fra såvel bog som fra den research, jeg undervejs fandt på nettet.

Bogen starter for det første med præsentationen af landsbyen, som hedder Juffureh, beliggende fire dagrsrejser op fra floden Gambias udmunding i Atlanterhavet - en rejse som vi i en båd foretog på to timer, og skulle være 27 km. Selv i 1750 kan det næppe have taget så lang tid! Senere følger en beskrivelse af den efterhånden legendariske Kunta Kintes bedstefar, som var kommet dertil fra Mauritanien med sin beholdning af bøger. Igen for mig et historisk ukorrekt billede - bøger hos fattige afrikanere i begyndelsen af det 18. århundrede??? Jeg blev mere og mere kritisk indstillet, men fortsatte min læsning.

Historien er uden tvivl god set som en ren fiktiv historie - på trods af disse små fejl. Den er uden tvivl også et muligt scenarie for de mange slaver, som blevet fanget og sendt over havet til en ussel eksistens som slaver. Problemet opstår jo mest i kraft af Haleys påstand om, at dette er hans familie.

Det er officielt bekræftet, at Haley stjal en stor del af romanen fra en anden forfatters roman - Harald Courlander udgav sin roman The African allerede i 1967, og lange passager fra hans roman er direkte kopieret ind i Haleys. Til sit forsvar sagde Haley, at dette kom fra hans researchere, der havde leveret disse passager - men som forfatter står han jo endeligt inde for indholdet. Den pudsige historie bliver det blot yderligere eftersom hans ghost writer (på fransk kaldet en nègre) viste sig at være en hvid mand! Ironien driver nærmest...

Haley havde tilsyneladende hele sit liv hørt familiens historie genfortalt fra de ældre medlemmer, indtil han en dag besluttede sig for at genfinde sine rødder. Han havde hørt om den unge dreng Kunta Kinte, som efter en nattevagt over landsbyen havde besluttet sig for at gå dybere ind i skoven for at fælde træ til at lave sig en tromme - og her blev overrumplet af de hvide og sendt til Amerika.

Haley anede end ikke fra hvilken del af Afrika de få ord han kendte, kunne stamme fra. Men han fandt frem til Gambia, og som ved et mirakel, da han ankom - pudsigt nok til samme hotel jeg boede på så mange år senere - fandt han hurtigt personer, der kunne angive ham den præcise landsby uden problemer efter mere end tohundrede år.

Ankommet til landsbyen møder han en gammel griot - de gamle vise mænd, hvis opgave det er at erindre og genfortælle generationers historie. Da denne griot fortæller Kinte-familiens historie fortæller han samtidig historien om trommen og træet. Men det kunne ingen i landsbyen vide, da Kinte jo aldrig vendte tilbage fra den udflugt - og mange mener, at han havde fået informationerne inden, og passende bryggede en historie sammen, der ville røre Haley sentimentalt og give ham det belæg for sin historie, som romanen blev bygget på.

Han begynder at undersøge, hvilket slaveskib det kunne have været - ifølge grioten var det året, hvor "Kongens soldater kom", og Haley starter sine undersøgelser direkte i årtiet omkring 1760. Men hvorfor lige der - når han ingen anelse havde om tidspunktet ud fra griotens fortællinger, som udelukkende var baseret på hændelser uden årstal? Konstrueret så det igen passede med hans roman?

Der er mange informationer på nettet om fejlene i Haleys historie - en af de mere interessante og komplette er denne artikel. Men når man så selv har været i landsbyen, bliver det endnu mere grotesk. De lokale har opbygget en større forretning omkring hele historien, og lever af de turister, der nu kommer for at se deres rødder. En stor del af dem er afro-americans, der med tårer i øjnene kigger på en gammel dame, som præsenteres som nedstammende fra Kunta Kinte - principielt kan de tage hvem som helst og gør det måske også? Ydermere er landsbyen på UNESCO's liste af verdensarv, og alt det grundende i bedrag.

Det ærgrer mig måske mest, at jeg ikke kendte til hele denne side af historien inden mit besøg - så havde jeg virkelig haft nogle spørgsmål til de lokale guider, der presser penge ud af turister for at bøde for vores kriminelle handlinger for nogle hundrede år siden.