- Engelsk
- 23.-24. maj
- 305 sider
- Dansk titel: Ikke oversat
Jeg var for optimistisk med min ferielæsning til en lang weekend i Tallinn, så jeg gik på jagt i reolerne i min lille lejede lejlighed. Jeg læste Elizabeth Gilberts succesroman i 2010, og har aldrig læst noget af hende senere. Jeg havde nok lidt svært ved at se hende som fiktionsforfatter, da hun havde skrevet en opfølgning til Spis, bed, elsk, som også handlede om hendes eget liv. Denne er da heller ikke fiktion - men handler om hendes livsvision om kreativitet kan man måske sige.
Det er igen skrevet med en humoristisk sans, som jeg virkelig værdsatte i Spis, bed, elsk og så med de små gode råd som vi alle kender indtil nogen skriver dem ned.
Her handler det primært om at kaste sig ud i sine drømme - mest de kunstneriske, og der er nok lidt mere fokus på at blive forfatter end kunstmaler. Men ifølge Gilbert er principperne de samme.
Bogen er opdelt i seks dele - mod, fortryllelse, tilladelse, vedholdenhed, tillid og guddommelighed. Det lyder lidt højtravende for nogle afsnit måske, men igen er det med humor i ordene.
Det er som med mange andre af den slags bøger - inklusive hendes egne - altid nemt at genkende, når først man ser det på skrift. Det er måske sværere at hive den slags peptalk til én selv op af hatten, hvis man sidder foran et blankt stykke papir og drømmer om at blive Hemingway eller Dickens. Ikke at det er i mine aspirationer overhovedet, men visse idéer gælder jo i mange af livets emner. Tag mod til dig, og gør det - hvis det er din største drøm.
Det er hurtigt og let læst og man får sig også et godt grin til tider. Endnu en perfekt læseoplevelse midt i en citytrip med nogle pauser i solen i en park.
No comments:
Post a Comment