Le rêve du jaguar - Miguel Bonnefoy

 

• Fransk
• 29.-30. maj
• 320 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er næsten ti år siden jeg sidst læste noget af Bonnefoy, og den er stadig ikke oversat til dansk ser det ud til. Jeg kan forstå det, da hans stil og univers er temmelig langt fra dansk - eller skandinavisk - litterær kultur. Denne roman fra 2024 har dog modtaget indtil flere franske priser, og jeg havde ventet i spænding på dens udgivelse i paperback-version.

Bonnefoys forældre er fra henholdsvis Chile og Venezuela; han er opvokset i blandt andet Portugal, men altid gået på franske skoler. Han bor i dag i Paris og skriver på fransk fremfor spansk eller portugisisk.

Men hans arv fornægter sig ikke! Som jeg skrev for ti år siden, er vi i det finurlige grænseland mellem virkelighed og poesi, som kendetegner meget sydamerikansk litteratur fra Allende til Marquez. 

Jaguarens drøm har ikke nogen fysisk jaguar i handlingen. En overtro siger dog, at hvert kuld kattekillinger har en jaguar iblandt sig. Denne unge vokser op udskudt fra flokken, men vokser op til at blive til noget helt særligt. Således sker det for den lille Antonio, der som spæd efterlades på kirketrappen og tages ind af den stumme Teresa, der ser ham som en mulighed for at tjene flere penge.

Antonio vokser op, og tjener penge som altmuligmand på et bordel, cigaretsælger og i havnen inden han finder frem til sin biologiske familie og kommer i skole i en sen alder. Her møder han Ana Maria, og de bliver begge læger - hun som den første kvindelige læge i Maracaibo, hvor de kommer fra.

De bliver gift, og starter deres virke som læger - og får datteren Venezuela, som de også udser til at blive læge. Men Venezuela vil til Paris, og her færdes hun i kredsene af andre eksilerede og får sønnen Cristobal.

Bogen er opdelt i de fire dele, som fokuserer på hver af disse personer - Antonio, Ana Maria, Venezuela og Cristobal - men vi følger hele slægtens gang undervejs. Der er referencer til historiske begivenheder som militærkup eller flystyrt - men de passer aldrig rigtigt sammen med protagonisternes alder. De ældes hurtig, langsomt - eller slet ikke. De tilbringer årevis i deres senge eller beslutter sig en dag for at dø for så at gøre det. Det er det magiske univers, Bonnefoy også brugte i sin tidligere roman og flere navne går da også igen. Ikke mindst Venezuela som symbolet på hans andet hjemland.

Det er svært at udpege en egentlig intrige for der er så mange enkeltstående pudsige historier og mindst lige så mange personnager. Der er uden tvivl noget af forfatteren selv i Cristobal, der er født i 1986 som han selv, og som ung mand kommer til Venezuela med en idé om, hvad Sydamerika er. Indtil han møder sin familie der, og rejser rundt i landet. Først der begynder han at forstå sjælen i kulturen, og kan begynde at skrive om sin kærlighed til dette land - præcis som Bonnefoy selv har gjort det.

Man ved ikke rigtigt, hvad man skal vente sig af næste side for alt kan ske i dette univers. Man får lyst til at genlæse Marquez - eller flere af Bonnefoys romaner, der cirkler rundt om den dualitet han bærer i sig og formidler på smukkeste vis.