Frygt ikke elsk kun - Mette Bording Nybo

 

• Dansk
• 27. april
• 223 sider

Opfølgeren til denne stærke historie om en families kræfthistorie er centreret omkring tiden efter; en periode på knap halvandet år efter Thomas er død i maj 2019. Thomas havde selv opfordret Mette til at finde sig en ny mand efter hans død - og blot nogle uger efter begravelsen er hun på sin første date.

Det kan virke voldsomt på nogle; jeg ved faktisk ikke selv, hvordan jeg ville reagere - og tror det er umådeligt svært at forestille sig, hvis man ikke har været i situationen. Der er jo gået en lang sygdomsperode forud, hvor man vidste, hvor det bar hen. Det der populært kaldes ventesorgen.

Men det er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at det er nemt at møde en ny mens man stadig er i dyb sorg, og nok temmelig forvirret. Netop den proces tager forfatteren os med på og man kommer tæt på må man sige. Man kan kun beundre hende for den åbenhed overfor børn - men også os som læsere.

Det virker til tider overrumplende, og det er det da også for hende selv - hun er bevidst om sin egen hyperaktivitet alt imens hun navigerer i et nyt menneskes historie og personlighed uden at skulle sammenligne for meget med det, der var.

Der er op- og nedture, og vi får også indsigt i, hvordan hendes tre sønner vokser videre i tiden efter og med moderens nye liv. En absolut meget modig bog - og så kan man være enig eller ej; hvert menneske håndterer sorg på deres måde - og heldigvis ser det ud til, at denne historie ender godt for alle parter. Begge bøger var meget stærke fortællinger, som varmt kan anbefales.

Lev stærkt dø smukt - Mette Bording Nybo

 

• Dansk
• 25. april
• 225 sider

Det er måske ikke den bedste type bog at læse som tidligere kræftpatient - eller det er jo man nok altid på en måde; men man har til gengæld en helt anden forståelse for emnet. Men man har også en helt anden sårbarhed, som krævede en del Kleenex undervejs.

Mettes mand får i efteråret 2015 pludselig konstateret knoglemarvskræft efter i en periode at have haft ondt i ryggen. Han er knap 41 år gammel, ivrig sportsudøver og på alle måder et sundt menneske skulle man mene. Mette og Thomas har da været gift i 15 år, og har tre sønner på 15, 12 og 7 år. De er lykkelige og livet er godt. Indtil den dag deres verden falder sammen.

Mettes bog er skrevet til dels mens Thomas levede og kæmpede sig igennem behandling og sygdom; og til dels efter han døde en tidlig maj-morgen i 2019 efter tre et halvt år med flere tilbagefald.

Kapitlerne er alfabetiske - vi starter med A som Ametystbryllup; en fest de trods sygdom holdt for at fejre deres 17-års bryllupsdag og slutter med Å for åbenhed. Det er meget kendetegnende for historien - at leve og leve godt på trods af betingelserne, og samtidig være åbne omkring sygdommen. De beslutter fra starten at være ærlige overfor børnene, og tager endda ned i deres forskellige skoler for at informere.

Men de er også meget ærlige omkring det potentielt fatale udfald, som jo desværre bliver en realitet.

Derimellem er der selvfølgelig en masse meget svære stunder; der er tunge beslutninger og der er barske behandlinger. Men alligevel sidder man tilbage med en dyb respekt for at kunne leve så stærkt igennem det som familie.

Jeg synes selv jeg var helt i knæ psykisk under hele mit forløb og hvert nyt besøg på hospitalet, som der jo stadig er nogle af, flår bare det sår op igen og igen. Ville jeg kunne klare det så modigt, hvis jeg havde fået en terminal dom? Det er jeg slet ikke sikker på! Selvfølgelig betyder familiesituation og netværk også en del her, og den familie var ikke stærke alene men omgivet af mennesker, som elskede Thomas (og dem alle), og gjorde deres til, at alt gik, som Thomas ville det.

En anden helt imponerende gestus er Thomas' ønske om, at Mette ikke skal forblive alene - faktisk italesætter han dette overfor familie og venner, så hun ikke skal møde kritik eller sladder, hvis hun møder en ny mand efter hans død. Det gør hun tilsyneladende selvom det blot omtales perifært i slutningen af bogen; men der er en opfølgning på historien om livet "efter" - og den er straks blevet bestilt til afhentning på biblioteket.

Det er barsk læsning - men også inspirerende og livsbekræftende midt i al sorgen. Det giver stof til eftertanke om, hvordan man selv håndterer livskriser og hvordan man ville håndtere en af denne kaliber.

Sidste udkald for rejsende - Jakob Kvist

 

• Dansk
• 24. april
• 208 sider

I weekenden var jeg en tur i en boghandel; og ærgrede mig så lidt over priserne på danske nyudgivelser, som jeg ved, jeg kommer til at læse meget hurtigt. I stedet tjekkede jeg med det samme om de mon fandtes på mit bibliotek, og reserverede dem. Nogle må jeg så vente på i kortere eller længere tid - men to reservationer var klare til afhentning allerede tirsdag. Så ærgrede jeg mig ikke længere over at have været standhaftig i weekenden - slet ikke efter at have læst den ene på ud- og hjemtur til arbejde og så en time i sofaen om aftenen.

Dermed ikke være sagt, at den var dårlig! 

Jeg er stor fan mennesket Jørgen Leth; og da jeg læste Det uperfekte menneske i 2016 var jeg tydeligt allerede lidt nostalgisk over, jeg fornemmede en form for forberedelse på enden. Men det er otte år siden, og et svigtende helbred til trods er Leth stadig iblandt os.

Det er ikke uden udfordringer desværre, som man til tider kan læe om i dagspressen med også i denne samtalebog med hans ven Jakob Kvist, som står bag bogen.

Jakob Kvist kommer også med sine egne observationer over tingenes tilstand, og det giver et virkeligt sårbart indblik i Leths liv med faldulykker og fysiske begrænsninger. De diskuterer netop dette forfald en hel del i bogen, og det skaber jo en virkelig interessant kontrast til Leths udtalelser om at han ikke ville bryde sig om en ældre kvinde - "hvor det hele hænger"!

Det er måske det, jeg virkelig godt kan lide ved ham - ligesom i Det uperfekte menneske er han bramfri ærlig omkring sine synspunkter, hvoraf visse vel nok kan siges at være lidt utraditionelle. Han står ved sine meninger, og han erkender at have betalt for sex.

Derudover er det måske en lidt navlepillende omgang at servere som en hel bog. Der er lyspunkter - som da de sidder og vælger begravelsessalmer. Men det er måske mere form end indhold. Leth er også en vanvittig primadonna; og det indrømmer han også! Men det er da charmerende at være så konsekvet - og så længe man ikke gør nogle andre mennesker noget ondt, er det vel i orden? 

Der er altid nogle billige points vundet ved at være Jørgen Leth; men jeg håber også, at han - eller andre - forstår, hvornår det er tid at stoppe. Det er lige ved at kamme over i noget ynkelighed og værdighedstab når man skal høre om hans små "uheld" - og det eftermæle fortjener han ikke.

The Ornament of the World - Maria Rosa Menocal

 

• Engelsk
• 21.-23. april
• 352 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Da jeg lige efter påske var i Madrid, tog vi en dagsudflugt til Toledo - og så er man pludselig i et helt andet Spanien end i den moderne hovedstad. Toledo er sammen med andre byer som Granada, Cordoba og Sevilla ganske enkelt arnestedet og vuggen for en helt særlig kultur - nemlig den mauriske kultur, der prægedes Andalusien i middelalderen. 

I det 8. århundrede blev den arabiske prins Abd al-Rahman fordrevet fra Damascus, da hele hans familie blev udryddet - men han overlevede, og søgte tilflugt i Cordoba. Men han fik også hurtigt overtaget magten, og hans families dynasti, Umayyaderne, beholdt magten i området i næsten trehundrede år. De gik endda så vidt som til at udråbe Cordoba til det nye hovedsæde for det muslimske kalifat.

Hele middelalderen gik med krige på kryds og tværs; men ironisk nok var det oftest territoriale krige og ikke religiøse krige. Muslimske og kristne herskere holdt gerne sammen, hvis det kunne sikre, at de begge beholdt deres territorier. De levede faktisk i fin samhørighed, og muslimer og kristne levede og boede i samme byer, og arabisk var det foretrukne sprog. Arabisk blev også toneangivende for videnskaben og kunsten - for latin var liturgiens sprog, og castillansk var langt fra at eksistere.

Menocals bog tager os med på den rejse fra 755, da Abn al-Rahman lander i Cordoba til både muslimer og jøder smides endegyldigt ud af landet i 1492 af de katolske regenter Isabella og Ferdinand, som af paven selv fik den fornemme titel Katolske monarker. 

Det er en relativ kronologisk gennemgang; der er en del krige, en del navne og steder at holde rede på - men der er også masser af interessante indblik i, hvor multikulturelt dette samfund var - og ikke mindst hvor tolerant! Noget, der syntes en umulighed i senere århundreder og især i moderne tid.

Arabisk kultur er grundstammen i castillansk; Andalusien var oprindelsstedet for mange oversættelser af de gamle grækere, som vi stadig benytter i dag. Videnskaber som lægekunst, astrologi og astronomi er jo i bund og grund arabiske "opfindelser" - og disse spanske byer spillede en stor rolle i denne kultur.

I dag er man ikke i tvivl, hvis man besøger fx Alhambra - allevegne ser man spor af arabisk udsmykning og arabiske tegn indhugget i stenene. Andalusien var enten styret af muslimer eller kristne; men det blev til en blandet kultur og jøderne levede i en flydende overgang midt i det hele. Synagoger havde også arabisk inspireret arkitektur, som man tydeligt ser det i Toledo - og da Columbus drog til Amerika tog han inspirationen med dertil. I dag ser man denne inspiration i Caribien og Sydamerika.

Det var en utrolig lærerig bog, og jeg kan kun anbefale en tur til Toledo, hvis man er i Madrid - det er en halv times rejse og man er i en helt anden verden med hele denne kultur, der præger gadebilledet. Næste projekt - ikke mindst efter at have læst denne bog - må være Sevilla!

Alle navnene - José Saramago

 

• Engelsk
• 18.-20. april
• 256 sider
• Originaltitel: All the Names

I mit forsøg på at læse flere klassikere køber jeg til tider disse Vintage-udgaver på bogudsalg, hvor de oftest fås til en god pris. Så er der jo heller ikke sket den store skade, hvis jeg ikke er helt fan. Det var jeg nemlig ikke denne gang.

Jeg forsøgte mig med Saramago i 2011, og der var det heller ikke en succes - vi er ikke skabt for hinanden. Men der var bestemt mange forudsætninger for en god historie - det er bare måden, historien bliver præsenteret på, der ikke passer til mit temperament.

Senhor José er offentligt ansat i et arkiv, der indeholder kartotekskort over alle levende og døde personer et sted i Portugal. Han er kontorets grå mus - ham ingen rigtig taler med eller overhovedet bemærker; heller ikke når han sin højdeskræk til trods balancerer oppe på er stige for at nå de øverste reoler i dette kafkaske arkiv. Han bor tilmed i et lille hus, der er bygget ind i selve arkivet og selvom han burde bruge hovedindgangen, fristes han en aften til at bruge adgangen fra huset ind til arkivet.

José har ikke rigtigt noget liv; ingen familie eller venner. Så han bruger sin fritid på at samle oplysninger om kendte personer. Indtil han en dag ved et uheld får fat i kortet på en helt almindelig ukendt kvinde.

Nu starter en regulær besættelse af denne kvinde, som han vil finde. Det påvirker selvsagt hans arbejde i arkivet, men først da begynder hasn chef at se ham og pludselig anerkende hans talenter. Det bryder kollegerne sig jo ikke om! Det fører til en del uheldige episoder men essensen er snarere den håbløse eftersøgning - han kunne finde hende i telefonbogen, men han har i bund og grund ikke lyst til at finde hende. Undervejs bliver han dog nødt til både stjæle og lyve, og kommer langt ud over sin comfort zone.

Men det primære problem for mig er de uendelige sætninger, og kompakte sider, der fortsætter uden pauser. Jeg begyndte at kede mig lidt og kigge fremad for at komme tilbage til historien - og det jo præcis de samme ting, der irriterede mig i Elefantens rejse, Jeg tror bare ikke, at selvom Saramago har vundet en Nobel-pris, at jeg skal læse flere af hans bøger.

Feber i blodet - Irène Némirovsky

 

• Fransk
• 17. april
• 208 sider
• Originaltitel: Chaleur du sang

Jeg er meget begejstret for Némirovskys romaner, og troede faktisk, at jeg havde læst dem alle, da hun jo desværre døde i Auschwitz i 1942. Men i Madrid faldt jeg over denne i en dejlig museumsbutik.

Den er udkommet posthumt, da hendes døtre mange år senere overlod manuskriptet til et forlag, der kunne færddigøre arbejdet ud fra de mange noter og allerede maskinskrevne sider. Oplægget er skrevet i 1937, da alt endnu var rimelig fredeligt for Némirovsky.

Handlingen foregår i en lille landsby i Frankrig - ikke ulig den hvor hun selv opholdt sig inden hun blev taget til fange. Den aldrende Sylvestre, også kaldet Silvio, observerer livet omkring ham i det lille samfund. Ikke mindst kusinen Hélène og hendes mand François, som udadtil fremstår som det perfekte ægtepar. De er rollemodellerne for datteren Colette, da hun ganske ung gifter sig med Jean. Hélène havde en halvsøster, hvis datter er gift med en meget ældre mand - og hun har en ung elsker.

Colette forelsker sig i samme unge mand, og dramaet begynder, da hendes mand Jean pludselig drukner en aften i landsbyens flod. For hvad vidste han? Og var det en ulykke eller et mord?

Det er ikke en krimi men en historie om familiehemmeligheder; Hélène var selv som ung gift med en meget ældre mand - og nu begynder det idylliske familiebillede at krakelere, da Silvio erindrer deres fælles historie som indtil nu har været deres hemmelighed.

Colette forsøger at få hjælp fra Silvio for at undgå forældrenes moralske fordømmelse; men Silvio mener, at sandheden måske nu skal frem. Det er en kort og hurtigt læst lille roman - ikke desto mindre utrolig skarp og helt i tråd med hendes andre mesterværker, hvor mange af de samme temaer går igen - hemmeligheder, utroskab, passion og svigt.

Le Bureau d'Eclaircissement des Destins - Gaëlle Nohant

 

• Fransk
• 13.-16. april
• 432 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg kan ikke helt forstå det allerede er fem år siden jeg læste Nohants roman om den franske digter Robert Desnos, som døde i Theresienstadt blot nogle uger efter befrielsen.

Den var fantastisk og sørgelig; og emnet i denne roman er præcis det samme - og vedrører igen krigen og dets ofre.

Irène er franskmand, men har i mange år boet og arbejdet i Tyskland på det internationale opsøgningscenter - også kendt som Arolsen-arkivet. Jeg kendte dog ikke til dette center, og det er jo både rørende, fantastisk og tragisk, at de stadig så mange år efter modtager så mange breve hele tiden med forespørgsler om personer.

Men Irène i bogen er jo en fiktiv person, der er havnet her fordi hun giftede sig med en tysker. De er siden skilt, og hun lægger al sin energi i arbejdet med at opspore slægtninge til de mange, der døde i kz-lejrene. Hun får nu en ny opgave, hvor hun skal opspore personer baseret på objekter, de har liggende. Det bliver blandt andet et lille tøjdyr og en medaljon med et navn og fødselsdato indgraveret, der bringer hende ud på en "opdagelsesrejse" over Paris, Warszava, Thessaloniki og andre steder for at finde spor efter ejerne.

Det kører til tider lidt i alle retninger; vi følger hendes forskellige sager blandet sammen og paralellt er der historien om krigen og så lige hendes nutidige private historie. Der er også tilbageblik på hendes tid i Tyskland; samarbejdet med en kollega, som havde et nummer tatoveret og døde afkræft inden hun turde spørge ind til historien. Der er historien om eksmandens forældre, som jo var voksne under krigen og har måttet tage en position i forhold til nazismen.

Det bliver lidt rodet nogle steder, og man fornemmer, at hun forsøger at presse en del faktuel viden om nazismen ind i romanen. Det forstyrrer rytmen synes jeg - men informationerne er jo i sig selv vigtige og grufulde. Jeg har faktisk sværere ved at læse denne slags romaner efter jeg sidste år besøgte Auschwitz og Schindler-museet i Krakow. Billederne i min hjerne er så skarpe nu, hvor jeg tidligere kun havde indtryk fra film. Nu er det en helhed af indtryk, som er virkelig overvældende selv i den fortonede udgave vi får dem i som tilskuere årtier senere.

Det vil aldrig ophøre at være forfærdeligt; der vil altid være mennesker, der undrer sig over deres forfædre. Både dem, der mistænker dem for forbrydelser og dem, der leder efter svar på hvor de døde og hvordan. Dette emne formår bogen at dække, så vi får begge vinkler. Men det bliver lidt rodet!

Rouge - Michel Pastoureau

 

• Fransk
• 11.-12. april
• 256 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Som sædvanlig lader jeg mig lokke af museumsbutikkernes udvalg; og på Reina Sofia-museet i Madrid var det et skønt plaster på såret - for jeg havde det lidt stramt med al den moderne kunst. Det er flere århundreder ud over min foretrukne periode!

Pastoureau er en fransk historiker, der har specialiseret sig i farvers historie - et meget snævert felt; han har skrevet flere bøger om sort, hvid, gul, grøn, blå - og altså også rød.

Det er meget teknisk - og faktisk lidt tørt. Der er virkelig interessante informationer; men han forstår ikke rigtigt at overbringe dem på en levende facon. En anelse humor skader jo heller aldrig.

Det er tætpakkede sider, der starter med forhistoriens hulemalerier og slutter i moderne tid; hvor han demonstrerer, hvor vigtig farven rød var allerede fra da man begyndte at benytte sig af farver. Rød var nem at udtrække fra diverse planter; og allerede for årtusinder siden kunne den både symbolisere det onde (helvedes flammer) som det gode - kærligheden men også kirkens farve i kardinalernes kåber.

Han analyserer Bibelen såvel som andre gamle skrifter; og det er iøjnefaldende, hvor lille betydning farver havde i de skrifter. Det på trods af, at middelalderen jo havde stramme regler for, hvem der måtte bære visse farver.

Jeg havde måske håbet der havde været lidt mere fortolkning med referencer. Det bliver som sagt lidt tørt og jeg tror ikke jeg vil forfalde til at bestille resten af serien. Det troede jeg jo bestemt ville ske; men der mangler altså lidt "spænding" desværre. Jeg kan også nu se, at jeg tidligere har læst en af hans bøger - og havde præcis samme indtryk. Ergo er det bare ikke en forfatter for mig.

vemod undercover - Jan Gradvall

 

• Dansk
• 8.-10. april
• 386 sider

Da jeg var barn var ABBA stadig på toppen af deres karriere - det sluttede jo selvfølgelig hurtigt; men jeg var fan, som så mange andre. Jeg skrev endda til dem - eller fik nok snarere hjælp fra mine forældre - og fik et billede med autografer retur. Min far grinte af det; for som han sagde så "er der ingen, der kan huske dem om 20 år". Det fik han jo absolut ikke ret i; i 50-året for deres Eurovision-sejr, er deres musik stadig populær.

Bogen om ABBA kommer på et strategisk godt tidspunkt kan man så sige; men det er ikke en traditionel biografi om de fire medlemmer, deres indbyrdes private historie og successen som pop-band. Det er langt mere komplekst, og jeg var meget overrasket over bredden af historien.

Selvfølgelig får vi noget baggrundshistorie om de fire personer; deres opvækst - men her tjener det mere til at understrege, hvor deres musikrødder kom fra. Vi springer lidt rundt, så det er en tematisk snarere end en kronologisk fortælling. Det virker forbløffende godt, da det samtidig strækker sig over svensk historie både musikalsk men også generelt om det svenske samfund.

Det giver et baggrundstæppe til at forklare, hvorfor deres musik blev som den gjorde. Hvorfor teksterne er som de er; hvordan de blev modtaget i et stærkt socialdemokratisk og venstreorienteret samfund - men også hvordan Sverige senere udviklede sig til at blive absolut verdensførende indenfor produktion af popmusik stik mod alle odds.

Vi kommer vidt omkring på så mange fronter, og samtidig er der referencer til musikkens tekster, lyde, titler - så jeg også måtte have fat i Youtube for at se og genhøre ikke mindst nogle af de mindre kendte.

Så det er ikke blot en bog til ABBA-fans - det hjælper selvfølgelig - men også en historie om en epoke.

Børnene er konger - Delphine de Vigan

 

• Fransk
• 31. marts - 7. april
• 368 sider
• Originaltitel: Les enfants sont rois

Med en uges ferie i Madrid havde jeg optimistisk pakket bøger, der slet ikke var tid til at læse - det blev kun til læsning frem og tilbage i flyet.

Titlen er faktisk temmelig bittersød - for børnene er ofrene i denne historie! De børn, der fra spæde udstilles på de sociale medier og i mange tilfælde ender med at blive en levevej for forældrene som influencere. Det er en absolut tidssvarende debat, og faktisk et fænomen jeg selv undrer mig over, når man ser forældres visning af børn - for de kan jo umuligt selv vide, hvad de tilsyneladende gladeligt deltager i? Det er i hvert fald moralen i denne historie.

Mélanie er selv barn af reality-tv-tiden; men hendes karriere i et show endte brat, da hun ikke var den ekstroverte og ekstravagante karakter, som fjernsynskanalen eftersøgte. Da hun ti år senere er mor, opdager hun pludselig, at der er et marked for at lave videoer med hendes to børn, Sammy og Kimmy.

Det er sjove lege, oppakning af gaver - men alt er jo i virkeligheden camoufleret produktpromovering og der er et nøje planlagt manuskript til hver video. Så da den 6-årige Kimmy kidnappes, er det ikke blot en ridse i lakken i hendes perfekte liv men også en midlertidig stopklods for hendes indtjening. Man kommer næsten til at tænke, at det menneskelige - at miste et barn - bliver sekundært. Spørgsmålet melder sig jo også om det er jalouis, pengeafpresning eller andre motiver? Kunne hun selv finde på at gøre det for at skabe lidt ny trafik til hendes medier?

Men Kimmy vender hjem igen, og vi får opklaringen af sagen. Denne del, som til tider minder om en krimi med andre protagonister som politidetektiverne, fylder knap to tredjedele af bogen. Så springer vi tolv år frem i tiden til 2031; hvor Sammy er 20 og Kimmy 18 år gamle. Begge børn har kappet forbindelsen til forældrene, men Mélanie har genopfundet sig selv og lever i en form for vanvittigt univers, hvor hendes dag filmes fra hun slår øjnene op. Det er skræmmende at forestille sig.

Personligt tror jeg mere på, at lige som med mange andre ting, er der en tid for alt - og influencere skal nok ikke regne med at basere en livsindtægt på sig selv. De kan i hvert fald slet ikke gøre det på børn, der jo vokser op. Men for Sammy og Kimmy er skaden sket - selvom Mélanie slet ikke forstår omfanget af de psykiske skader hun har påført dem.

Dog er der også en del forklaringer, der skal tjene til at forklare os, hvordan verden ser ud i 2031 - det bliver forstyrrende i dens dystopi, som er oget halvhjertet. Denne del kunne sagtens have været undladt eller i hvert fald lavet på en anden og bedre måde. Men det er skræmmende og tankevækkende læsning for alle - for vi ved reelt set ikke, hvilke konsekvenser de sociale medier har på længere sigt.