Mit navn er Lucy Barton - Elizabeth Strout

 

• Engelsk
• 18.-19. juni
• 208 sider
• Originaltitel: My Name is Lucy Barton

Indrømmet har jeg set denne lille roman mange gange - i boghandlere, i anmeldelser online og på bestsellerlister; men titlen virkede lidt naiv på mig - og jeg var i tvivl om det var en "voksenbog".

Det er det absolut!

Lucy Barton er en ung kvinde, gift og med to små piger, da hun pludselig tilbringer ni uger på hospitalet efter en blindtarmsbetændelse, som går lidt galt. Hendes mand tager si g af børnene, og er ikke meget for at besøge hende - han har dårlige minder med hospitaler. I stedet får han Lucys mor til at flyve til New York for at besøge hende; selvom de ikke har set hinanden i årevis.

Lucys mor er hos hende i fem dage, hvor hun sidder i en stol stort set uden at sove; og de taler endelig sammen. Men Lucy bringer minderne frem, som de kommer til hende i små bidder. Minderne om en barndom i fattigdom - og muligvis noget andet og mørkere, som hun ikke vil i detaljer med. 

Men i små allusioner lærer vi om barndommens traumer, som har gjort hende til en lidt skræmt voksen, som ikke tør favne sin karriere som forfatter. En barndom med en mor, der ikke holdt om hende eller fortalte hende, at hun elskede hende. Det gør hun heller ikke på hospitalet; men igennem deres samtaler forstår Lucy, at moderen elsker hende.

Det er skrøbelig fint og underspillet; og alligevel bygges personerne op som helstøbte uperfekte mennesker, man kommer til at holde af. En fin lille roman om alle de usagte ting i forholdet mellem mennesker.