Vers la beauté - David Foenkinos

• Fransk
• 9.-10. september
• 256 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Foenkinos er et stort navn i Frankrig; men svært sælgbar i Norden. Hans verden passer ganske enkelt ikke til vores litterære stil - det er dejlig fransk let intellektualitet, når det er bedst.

Antoine Duris er professor i kunsthistorie ved kunstmuseet i Lyon; men pludselig forlader han sin stilling og søger en stilling som kustode ved Musée d'Orsay i Paris. Et underligt karrierevalg og Antoine har dog også kappet alle broer for kun at sidde og kigge på smuk kunst.

Personalechefen på museet, Mathilde, beslutter sig for at finde årsagen til dette underlige jobskifte, og da han er så ensom i Paris beslutter han sig en dag for at indvie hende i baggrunden. 

Sammen tager de bilen og kører retur til Lyon (lidt af en køretur må man sige!), hvor han tager hende med hen foran en gravsten.

Der ligger en ung 18-årig kvinde begravet. Og nu starter vi forfra i en ny historie - historien om Camille, som studerede kunst og elskede at tegne. Indtil den dag hun blev voldtaget af sin tegnelærer. Det bliver for meget for hende, og hun begår selvmord.

Dog ved Antoine ikke, hvad årsagen er. Samme dag har han nemlig givet hende en dårlig karakter i kunsthistorie. Hans flugt til Paris er resultatet af hans skyldfølelse.

Som læser ved vi alt dette; men Antoine skal tilbage til Lyon og finde ud af det. Så romanen kører i to tidslinjer og med to fortællere; i et smukt og flydende poetisk fransk, og det hele går op i enhed mod skønhed til allersidst... så jeg måtte knibe en tåre.