Stillidsen - Donna Tartt

• Engelsk
• 1.-10. marts
• 864 sider
• Originaltitel: The Goldfinch

Jeg kan med ret stor sikkerhed sige allerede her i marts måned, at Stillidsen nok vil ende med at blive en af de helt store læseoplevelser i 2015. Jeg tog mig tid til at nyde den - og med en forlænget weekend i Bruxelles måtte den også hvile lidt undervejs. Den egner sig nemlig ikke til hurtig metrolæsning i mine øjne.

Stillidsen er en dannelsesroman i den helt store Dickenske genre; og samtidig er der et element af krimiroman i den - men mest af alt er det jo faktisk en uendelig trist historie om tab, ensomhed, sorg og svigt. Om hvordan en enkelt, men grusom, oplevelse i et barns liv, former hele hans fremtid og hans relationer til andre mennesker.

Theo er tretten år gammel, og bor alene med sin mor efter, at hans alkoholiske far en dag forlod hjemmet og aldrig mere gav lyd fra sig. Den skæbnesvangre dag er han ikke i skole, men skal ind til et møde med rektor senere på dagen. Theo og hans mor ender i regnen i New Yorks gader og søger tilflugt på Metropolitan, der blandt andet udstiller det hollandske renæssancemaleri af den lille fugl, stillidsen. Theo deler moderens passion for malerier - men ikke mere end, at han som teenager også kigger efter piger .... og der på museet fanges hans blik af den pudsige rødhårede pige, der er sammen med en ældre mand.

Det bliver hans sidste syn inden en bombe sprænger, og museets vægge falder sammen om ham - netop som moderen er gået tilbage for en sidste gang at beundre et andet maleri. Theo ligger i et kaos af lemlæstede og døde mennesker sammen med den ældre mand, som er hårdt såret. Denne dør nærmest i hans arme; men inden har han givet Theo en ring, et navn og maleriet af stillidsen. Theo kommer ud af museet - men hans mor er død, og han kommer til at bo hos sin kammerat Andy og dennes hovedrige familie. Han fortæller ingen om maleriet - men efter et stykke tid opsøger han den gamle antikvarbutik, hvor ringen leder ham hen og hvor han genfinder den rødhårede pige, Pippa, som bor der sammen med Hobie, som restaurerer møbler.

I livet mellem Barbour-familien, som har taget ham til sig og den ældre Hobie, som lærer ham om møbelkunst begynder han at falde til ro ... men så dukker den forsvundne far op og hiver ham med til Las Vegas og et liv uden nogen form for stabilitet.

Det bliver en barsk historie om det svigt, der kommer til at forme Theo. Om hans misbrug af sprut og stoffer - men også midt i det hele venskabet med den usandsynlige Boris, som måske ikke er pænt selskab, men den eneste konstant i et kaotisk liv. Det er et billede på nutidens USA, med kontrasten mellem overklasselivet i New York og hustlerlivet i Vegas, som faderen og hans kæreste også er et symbol på. Og hele tiden hans angst for at blive fanget for kunsttyveri men også et ønske om at restituere det til museet i Haag, hvor det hører hjemme.

Theo er ikke en tyv; men han ender med at vove sig for langt ud i kriminaliteten for at redde sit maleri. Han sætter alt andet over styr for maleriets skyld. Han har forsøgt at hjælpe Hobie og at vinde Pippas kærlighed. Men alligevel ender det hele temmelig depressivt med en lang nihilistisk monolog, som ikke giver meget håb for menneskeheden.

Slutningen var måske ikke min favorit; ikke fordi jeg forventede en rosenrød amerikansk happy ending. men fordi der var et par uafsluttede tråde, som man måske kunne forvente skulle falde på plads efter mere end 800 sider. Men stadig er det et pragteksemplar af litteratur, hvor man ikke nogle steder begynder at kede sig.