Knud, den store - Hanne-Vibeke Holst

• Dansk
• 8.-15. januar
• 577 sider

Læseåret 2015 er ikke ligefrem kommet fra en flyvende start. Alle de forfærdelige hændelser i Paris satte jo lidt en stopper for i hvert min fritid, da jeg brugte et par dage klinet til den franske fjernsynskanal - og egentlig slet ikke kunne få tankerne på noget andet.

Muligvis var det også fordi bogen her ikke havde kræfter til at hive mig fra det andet. Jeg har aldrig tidligere læst noget af Hanne-Vibeke Holst, og for at være helt ærlig, så irriteret hun mig en anelse. Men da dette ikke var en af hendes romaner med politisk parodi af virkeligheden, hvor vi er ude i noget lige så letkøbt som Jussi Adler-Olsen, så gav jeg det en chance.

Første del om Knuds barndom kom jeg nemt igennem; men anden del om hans gymnasietid og psykiske kvaler var lang og evindelig at komme igennem, synes jeg. Det gik da bedre efterhånden som bogen skred frem; men i rigtig mange passager vævede hun rundt i det samme, og der kunne snildt være skåret et par hundrede sider af dette familiære navlepilleri.

For jeg undrer mig over, hvordan hun har skabt sin karakter af faderen? Ganske vister der venner og familie, der har kunnet "vidne" om de senere år - og hun har selv kunnet bidrage med sit indtryk fra hun var bevidst om faderens sammensatte personlighed. Men hvad med de indre tanker - de mange ungdomsår? Og kan man egentlig tillade sig at udstille et menneske, der ikke er så langt væk i fortiden? Jeg svinger lidt mellem den positive og negative holdning til projektet.

Faderen Knud var uden tvivl et martret menneske, som led af præstationsangst og alkoholisme - om det ene fremmede det andet eller omvendt, er jo svært at vide. Biografien beskriver hans indre kampe ganske fint - men virkelig med for meget trampen rundt i de samme ting.

Alt i alt en blandet fornøjelse, som jeg endnu ikke rigtig kan kategorisere i mit hoved.