Madame de Pompadour - Jacques Levron

• Fransk
• 16.-18. januar
• 308 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Ikke alene er dette en gammel sag fra 1961 - den har også stået i lidt mere end 10 år i mine reoler ... ulæst. Jeg har efterhånden en næsten komplet samling af biografier af de franske konger, men deres elskerinder kan man ikke sige det samme om. Selvfølgelig har de ikke alle været lige så kendte - men et par stykker af dem, er dog gået over i historien ... Madame de Maintenon, Montespan - og Pompadour!

Navnet og udtrykket er jo kendt; hun lagde navn til en hel stilretning indenfor møbelkunst, ligesom der også er en frisure og en rose opkaldt efter hende. Frisuren er stadig yderst moderne, selvom de færreste måske ville vide, at den er opkaldt efter Ludvig den 15.'s elskerinde.

Madame de Pompadour er født i 1721 med det borgerlige - og lidt uheldige - efternavn Poisson (fisk). Hun bliver gift som 19-årig og kommer til Paris, og derfra bevæger hun sig stille og roligt tættere på hoffets cirkler, indtil kongen lægger mærke til hende i 1745. Han sørger med det samme for, at den irriterende mand indser sit tab og installerer hende på Versailles. Hele hoffet - inklusive hans egen hustru - regner med, at det hurtigt går over. Nok er elskerinder i en vis grad tolereret, men så skal de være adelige - de andre besøger man i dertil indrettede etablissementer.

Men kongen vil have hende. Hun får en markise-titel og navnet Pompadour. Dronningen er principielt lidt lettet - ti børn på tolv år har udmattet hende i mere end en forstand. Så de lærer at acceptere hinanden; og forholdet varer da heller ikke for evigt. Knap seks år efter den lidenskabelige forelskelse, glider det nemlig ud omkring 1751. Men højst usædvanligt får Pompadour lov til at blive på Versailles og i kongens nærhed.

Hun udfylder om muligt nu endnu mere dronningens rolle - som hans ven, rådgiver og "kollega" i politiske spørgsmål. Kongen nøjes nemlig nu med de ydmyge piger han ser ude i byen, og Pompadour er med til at styre landets rolle i Syvårskrigen.

Hun var selvsagt forhadt af sin tid; beskyldt for et voldsomt pengeforbrug og skyld i Frankrigs tab af kolonier som følge af krigsfreden. Levrom tegner dog et smukt portræt af hende, og bakker det op med samtidige dokumenter og breve, som giver et mere nuanceret billede. Men man skal jo huske på, at dette var i de sidste årtier inden revolutionen, hvor sindene allerede simrede.

En revolution hun principielt kunne have oplevet - men hun døde som blot 43-årig i 1764; og først da turde kongen installere en ny frille mere officielt på Versailles. En del magt havde hun altså!