Ireland Awakening - Edward Rutherfurd

• Engelsk
• 23.-30. marts
• 941 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Da jeg var færdig med første bind i sagaen om den irske historie, ville jeg jo kaste mig glubende over den næste - og jeg havde påskeferie og alverdens tid til min rådighed. Men så kom attentaterne i Bruxelles - min hjemby i mere end 14 år ... og så sad jeg lammet foran fjernsynet en hel dag, og skulle samtidig opdatere mig på venners sikkerhed.

Men da jeg kom i gang, var jeg igen helt opslugt - og måske især fordi jeg hér virkelig lærte noget om et land, som jeg ikke kender meget til.

Man må dog sige, at der er visse personer i verdenshistorien, der virkelig formår at ændre den for evigt - helt uden at ville det; og især uden at kende til de vidtrækkende konsekvenser.

Hvis Katherine af Aragon havde født Henry VIII en søn, så havde verden absolut set anderledes ud. Ikke blot i årene efter - men selv her snart femhundrede år senere! Det er da imponerende.

For så ville Henry VIII ikke havde brudt med den katolske kirke, og udråbt sig selv til overhovede for den anglikanske protestantiske kirke. Det ville igen have medført, at irerne i fred og ro kunne have fortsat deres katolske tro uden indblanding fra Cromwell og hans kumpaner - og uden at landet blev splittet i en religionskrig, som vel egentlig ikke sluttede før udgangen af det 20. århundrede - og da var mange menneskelig gået tabt. Der står virkelig altid en kvinde bag! Og så selvfølgelig religion ...

Anden del af historien starter nemlig lige efter reformationen, hvor vi stadig følger de samme familier - de rige, de fattige, de kriminelle - og alle deres historier. Men det drejer sig hele tiden om forholdet til overmagten - englænderne.

Rutherfurd gav mig et helt utroligt indblik i landets opbygning, og årsagerne til disse stridigheder - men også baggrunden for den store kartoffelpest i midten af det 19. århundrede, som kostede en million menneskeliv; mens en anden million udvandrede til USA og grundlagde den store irske befolkningsgruppe der. At tænke sig, at de spiste så mange kartofler, at der ikke var andet, da de var væk. 

Historien følges op til Irlands uafhængighed efter Påskeopstanden i 1916 og afslutningen af 2. Verdenskrig; en krig, som ikke omhandles specielt, da det faktisk mere handler om deres egne interne krige. Men igen er man naglet til sine sider, og har meget svært ved at slippe den .... og så fik jeg en afsindig lyst til at tage til Dublin og se byen. Og det må virkelig siges at være en succes for en forfatter så, da det ellers er ret fjernt fra mine præferencer.

Rutherfurd kan sin historie uden at læseren slipper eller fortaber sig i de mange personer. Jeg må tvinge mig selv til en lille pause inden jeg kaster mig over den næste Rutherfurd - udelukkende for at få personerne på afstand.

Dublin - Edward Rutherfurd

• Engelsk
• 15.-21. marts
• 816 sider
• Originaltitel: Dublin: The Foundation

Endnu en mesterlig saga fra Rutherfurd - denne gang om Irland og Dublins oprindelse. Irland er netop et land med en kultur, der er så speciel, og som jeg ved forfærdeligt lidt om. Det er druider og gamle traditioner, og en historie, der selvfølgelig er tæt knyttet til Englands historie.

Historien starter i 430 og følger byens udvikling i tæt symbiose med landets historie frem til 1533 - mere end tusind års familiefejder, krige indbyrdes og mod England, som styrer landet via udsendte repræsentanter for kongen, som holder sig hjemme i London.

Vi følger, som i alle hans bøger, en række familier fra forskellige sociale lag - og som i løbet af historien bevæger sig op og ned i disse lag, mens de også gifter sig på kryds og tværs og gør handlingen flydende og interessant. Nogle følger man mere intenst end andre - men fælles for dem alle er, at de tager form i læserens indre. Det hele understøttes fremragende af Rutherfurds informationer om den historie, der omgav dem.

En stor del af romanen omhandler tiden inden det første årtusindskifte, og det er jo en sindsoprivende interessant periode med netop Irlands traditioner og den store indblanding fra Skandinavien med vikingernes togter til landet. 

Rutherfurd formår virkelig at levendegøre historie, og selvom der til tider springes et par århundreder frem i tiden, så mister man aldrig overblikket. Det er bøger, som tvinger én dybt ned i sofaen og langt væk fra alt andet. Og mens jeg læste den, opdagede jeg, at der er en efterfølger, som fortsætter frem til moderne tid - så den måtte jeg fluks have fat i, så jeg kan fortsætte med at følge alle de irske familier. 

A House Divided - Catherine Cookson

• Engelsk
• 13.-14. marts
• 478 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg fik jo købt to romaner af den for mig ukendte Cookson, som åbenbart sprøjtede dem ud på samlebånd - næsten 100 bøger på 50 år, hvoraf en del udkom efter hendes død i 1998.

Alt det anede jeg jo intet om; og selvom jeg ikke brød om den moralske lærdom i den sidste bog, så havde jeg jo den anden stående.

Det er jo lidt engelsk socialrealisme indhyldet i lyserødt tyl - eller noget.

En klassisk historie om soldaten, der bliver blind under 2. verdenskrig, men forelsker sig i sin sygeplejerske, som redder ham fra selvmord, vanvid og sikkert alt muligt andet.

Sygeplejersken er dog halvt forlovet med en ung mand hjemme fra landsbyen, som tager hendes nej temmelig tungt; så meget, at han banker hende og hendes bror, og hun flygter skræmt tilbage til byen og genforenes med sin elskede. Men tyrannen følger efter, og hun må nu rykke ind i den nye forlovedes hus. Det er et mindre herresæde med tyende - med en bestemt bedstemor, som minder om Maggie Smith i Downton Abbey samt en syg far og en mor, der lider under et kærlighedsløst ægteskab. Og så er der broderen, der altid har været jaloux på sin bror, og nu mener, at han er et bedre parti for den unge smækre kvinde eftersom han er seende. Derudover er der den nye chauffør, som er fra en anden social klasse, hvilket han til tider glemmer - og fungerer som hofnarren i hele opsætningen.

Der er jo alle de klassiske ingredienser, som har fungeret siden ... altid! Rig og fattig; heldig og uheldig; kærlighed, had - sex, drugs & rock'n'roll  i en eller anden form har fungeret siden Biblen og op gennem tiderne med Molière, Holberg men også Danielle Steel og Barbara Cartland. Ingredienserne er universelle og når de koges sammen af nogle - som Molière eller Holberg - er det stor kunst; og når det er af andre, så er det jo ikke helt fint nok.

Og det er da bestemt heller ikke litteratur, der vil gå over i verdenshistorien - men mennesket har jo brug for den slags historier indimellem.

Det er hurtigt læst; det er beroligende fordi man ved, hvordan det ender. I går fik jeg en meget trist besked om en tidligere kollega og vens død; og jeg var selvsagt lidt rystet. Jeg gik i seng og læste de sidste sider - ukompliceret comfort reading på en dag, hvor jeg bestemt ikke havde kunnet klare andet. Og det skal der jo også være plads til - til hendes forsvar må man sige, at de slet ikke er dårligt skrevne; plottet er blot ufatteligt klassisk.

The Tudor Age - Jasper Ridley

• Engelsk
• 9.-12 marts
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Endnu en udsalgsbog til den fine sum af 40 kroner; og som samtidig var lige inden for mit interessefelt i historiske perioder. Måske endda en anelse for meget, da der begynder at blive en anelse for mange gentagelser i livet omkring disse konger og dronningers liv, når man efterhånden har læst så mange bøger om den periode.

Men det er en rigtig fint opbygget bog til folk, der er 'nybegyndere' indenfor engelsk historie fra denne periode. Det er nemlig rimelig let tilgængeligt - og derfor for nogle måske en anelse for overfladisk. Jeg synes, at den manglede lidt fokus, og ikke forholdt sig stringent nok til den opdeling, forfatteren nu engang har valgt at foretage. Men det er nok min tilgang til lærdom, der egner sig fint til at store fordybelser.

Bogen indledes med en hurtig historisk gennemgang af Tudor-perioden, som varede fra 1485 til 1603 - tre konger og tre dronninger; men heraf regerede nogle ikke i lang tid. Henry VII og Henry VIII sad i perioden 1485 til 1547; og så kom der lige tre hurtige med seks år, en lille uges tid og så fem år inden Elizabeth I kom til tronen. Alligevel er det en markant og markerende periode i engelsk historie, ikke mindst på grund af Henry VIII, Mary I og Elizabeth I - men også de statsmænd, der prægede tiden - Wolsey, More, Cromwell.

Derefter er den opdelt i kapitler omhandlende boligen, maden, fritid/underholdning, landmændenes forhold, strafferet osv. Der er underholdende fakta, som bindes sammen med de forskellige regenters personlige overbevisninger - ikke mindst i kampen mellem protestantisme og katolicisme, som England skiftede frem og tilbage imellem i den periode. Men også informationer om helt almindelige hverdagsting; måske ikke de helt store revolutionerende informationer - men det skyldes uden tvivl min baggrundsviden, og ikke forfatteren.

Harry Augusts første femten liv - Claire North

• Engelsk
• 3.-7. marts
• 405 sider
• Originaltitel: The First Fifteen Lives of Harry August

Jeg blev hurtigt tiltrukket af ideen om denne roman - titlen fanger nemt nysgerrigheden, og historien om Harry, der efter hver død fødes samme tid og sted var tankevækkende. Der er jo noget ved tidsrejser, udødelighed og alt andet, hvor mennesket sætter sig over naturen - eller Gud, hvis man er mere filosofisk anlagt - som pirrer til noget i os! Sådan har det alle tider været, tror jeg.

For hvad er det med udødeligheden for eksempel? Det absolut bedste stykke litteratur skrevet om det er Simone de Beauvoirs "Alle mennesker er dødelige", hvor hun forsøger at vise os, at man intet opnår ved den eftertragtede udødelighed fordi alle de mennesker, vi holder af, vil forsvinde. I hendes fortolkning er udødeligheden den ensomste eksistens - og den er skrevet som en sensitiv eksistentiel roman.

Men Harry August lever og dør. Og lever og dør. 

Han fødes første gang i 1919, og dør som en ældre herre - og genfødes så nøjagtig samme tid og sted. Der begynder han så at fornemme, at noget er anderledes ved ham. Han kan selvfølgelig udnytte dette til at gamble og vinde penge. Til at undslippe krige og katastrofer - eller dræbe Hitler? Men for det meste lever han ret normalt - i nogle liv gifter han sig, i andre ikke. I nogle liv er han læge mens han i andre liv uddanner sig til forsker eller jurist. Undervejs får han kontakt til en klub af ligesindede; Cronus Club kan hjælpe medlemmerne til hurtigere at komme videre til deres venner - for når de fødes, skal de jo stadig igennem en barndom og begynder som regel først i 4-5 års alderen at erindre de tidligere liv.

Så hvert enkelt liv kan udvikle sig forskelligt, og Harry dør ikke i samme alder og samme sted hver gang - det er her, det bliver en anelse kompliceret i bogen; og forfatteren gør da også et stort nummer ud af at referere til hvilket nummer liv, vi nu er i. Især fordi der konstant springes frem og tilbage i livene; der er ikke en lineær kronologi.

I det store og hele går det jo så ret begivenhedsløst - indtil han i sit ellevte liv ligger på sit dødsleje, og en lille pige kommer for at fortælle ham, at verden er ved at gå under. I kraft af deres egenskaber kan disse personer kommunikere langt ud i tiden, da de ældre fortæller de yngre, hvad der er sket og de fortæller det til de tidligere generationer, når de er børn igen. Harry lever i et liv helt til 2002 - og kan som barn i 1920'erne fortælle de gamle fra det 19. århundrede, hvad der sker i det 21. århundrede - og det gælder selvfølgelig også opfindelser og anden vital information. Problemet med dem er, at de per definition ikke vil blande sig i verdens gang - der er fx ingen, der må blande sig konkret for at afværge en katastrofe - Holocaust fx - men heller ikke skabe dem. Det gør dem til lidt passive uinteressante personnager i bogen.

Den slags er det selvfølgelig ikke alle, der kan håndtere at have til rådighed, og i et af sine liv møder Harry den lidt yngre Vincent; han vil bruge al sin akkumulerede viden til at styre verden - og agere som en slags Gud. Her begynder bogen at tage form af en science-fiction-roman og der er så meget fysik, at jeg følte mig hensat til klasselokalet i 9. - hvor fysik for mig personligt bestemt også føltes som science-fiction.

Harry bruger nu sine liv på hurtigt at vokse op for at finde Vincent, og finde ud af, hvor langt han er kommet. Hans plan er jo at stoppe Vincent - den ultimative måde er at finde ud af, hvor og hvornår han er født - da Harry er ældre end ham gælder det om at undgå, at han fødes.

Bogen forsøger at beskæftige sig med ideen om What If? - hvad nu hvis han rent faktisk dræbte Hitler - hvordan ville verdenshistorien have udviklet sig? Eller helt banalt - at hvert enkelt sekund kan være afgørende i alle menneskers liv; en trafikulykke kan undgås - eller ej. Et barn kan undfanges - eller ej. Men her bliver alle disse filosofiske betragtninger druknet i protoner og elektroner og alt muligt andet, der ikke siger mig noget.

Der var ingen steder, hvor forfatteren beskæftiger sig med Harrys følelser omkring dette uendelige liv. Problemet med at elske og binde sig til en person. Problemet med venner, man ikke kan fortælle om sin tilstand. 

Derfor bliver Harry for upersonlig for mig, og historien bliver alt for meget science-fiction; jeg havde håbet på en udvikling til sidst - men da den kom, var det en temmelig flad fornemmelse. Jeg havde periode, hvor jeg virkelig ikke kunne se, hvordan jeg skulle nå enden; og da jeg nåede den, var det så stor en skuffelse. Jeg forstår ikke al virakken omkring denne bog - læs meget hellere Beauvoirs meget smukke historie. Den er selvfølgelig anderledes - udødelighed er et andet koncept; men der er personer i hendes roman.

Afrikas grønne bjerge - Ernest Hemingway

• Engelsk
• 1.-2. marts
• 200 sider
• Originaltitel: Green hills of Africa

Hemingway har jeg et lidt særpræget forhold til; jeg er vild med manden - det han stod for; hans fandenivoldskhed og levevis på godt og ondt. Han kunne være dybt usympatisk med sine antisemitiske meninger og hans manglende respekt for mangt og meget. Men samtidig var han jo så autentisk som det overhovedet er muligt. Der var ingen forstillelse eller hykleri omkring noget - og han levede sit liv præcis som han ville det; og døde jo på samme måde.

Alligevel har jeg aldrig læst nogle af hans romaner; jeg startede for mange år siden på For Whom the Bells Toll - men på fransk; og jeg var nok ikke gammel nok til at forstå Hemingway. Til gengæld er hans bog om ungdomsårene i Paris jo helt eventyrlig, og faktisk steg den helt til tops i bestsellerlisterne efter attentaterne i Paris i november 2015. 

Hans rejsebeskrivelse fra 1935 er således heller ikke fiktion; men en beskrivelse af rejsens oplevelser - fokuseret på jagten, som var en af hans store passioner. Han er af sted med sin anden kone, Pauline, og nogle andre personer, som har skiftende 'kælenavne' bogen igennem. 

Når man læser bogen skal man jo nok især huske den tid, hvor den er skrevet og hvor så mange ting anskuedes med et noget mere liberalt syn end i dag. Det gælder jagten selvfølgelig - en rejseform, hvor de lidt mere velstillede tog ud for at bekræfte sig selv som 'rigtige mænd', mens konerne sad hjemme i lejren under myggenettet og læste bøger. Der er intet odiøst i at dræbe selv truede dyrearter, fordi de endnu ikke var truede. 

Men Hemingway har alligevel et gentleman-agtigt syn på drabet. Han vil kun skyde, hvis han er sikker på at ramme dødeligt, og det betyder en del for ham under bogens jagter, at han ikke lader et dyr lide. Under den sidste jagt i bogen rammer han et smukt dyr, men det slipper væk - og han bruger timer på at lede efter det ved tanken om den langsomme død, det sikkert lider. Selv da de indfødte har givet op, fortsætter han stædigt til mørket falder på, og de må give op.

Han siger også et sted, at han kun vil skyde så længe han kan ramme med et dræbende skud. Når det er slut, så vil han aldrig skyde længere. Det virker nærmest lidt profetisk, når man tænker på hans død - hvor han måske indså, at alternativet til selvmord ville være psykiatriske hospitaler og ikke meget fest og farver. Han ville styre sin egen skæbne!

Forholdet til de lokale er selvfølgelig også anderledes; det er ikke racistisk - men dette er i kolonitiden, og det er naturligt for Hemingway, at de skal ordne hans tø, hans våben og åbne hans ølflasker for ham under hele turen. Han knytter venskaber med nogle, men gør også åbenlyst grin med andre - fordi han gennemskuer det spil de stiller an for den hvide mand og hans penge.

Indimellem jagterne sidder de jo så i lejren, og spiser og drikker. Drikker mest. Og diskuterer filosofiske spørgsmål ofte omkring litteratur. Det er i denne bog, at man finder den nu berømte udtalelse om amerikanske forfattere: 

The good writers are Henry James, Stephen Crane, and Mark Twain. That's not the order they're good in. There is no order for good writers.... All modern American literature comes from one book by Mark Twain called Huckleberry Finn. If you read it you must stop where the Nigger Jim is stolen from the boys. That is the real end. The rest is just cheating. But it's the best book we've had. All American writing comes from that. There was nothing before. There has been nothing as good since.

Hemingway er jo ikke specielt ydmyg i forhold til sine egne præstationer - hverken i forhold til jagt, kvinder, fiskeri, krige eller litteratur. Han har tit og ofte udtalt sig barsk om de mennesker, der ikke beundrede ham næsegrus - men det gør ham jo netop så elskværdig. Jeg er mere og mere moden til noget seriøs Hemingway, tror jeg.

Don't tell the groom - Anna Bell

• Engelsk
• 29. februar
• 392 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg går virkelig sjældent i biografen, og jeg ser meget sjældent film i fjernsynet derhjemme. Men en sjælden gang, når man er småsløj eller bare ekstremt doven, kan jeg finde på at se en rigtig no-brainer af en komedie. Jeg aner ikke, hvad det havde kostet i biografen i det 21. århundrede - men nu klarede jeg det tilsvarende for de 40 kroner, jeg gav for denne bog. Det svarede stort set til en komedie, da jeg læste den på en dag. Jeg startede om morgenen på vej på arbejde, og det gik meget hurtigt - og så fortsatte jeg bare til jeg var færdig om aftenen.

Penelope - Penny - er en ung engelsk kvinde, hvis eneste og største drøm er et overdådigt bryllup. De rigtige sko, den rigtige kjole og ikke mindst det store orkester, hvide duer og alt det andet fjollede gejl, der er alle pigers prinsessedrøm. Alt det har hun sammen med kæresten, Mark, sparet sammen til på en særlig opsparing - og de har aldrig åbnet deres kontoudtog derfra. Det skulle gemmes til den store dag.

Da Mark endelig frier, åbner Penny kuverten, og får sit livs chok. For i stedet for de ca. 20.000 pund hun havde regnet med, står der lige lidt mere end 5.000 pund. Resten er forsvundet ud i cyberspace hver gang hun har spillet online bingo i troen på, at hun vandt mere end hun tabte. Hun får overtalt Mark til, at hun skal arrangere hele brylluppet uden hans indblanding, og hendes udfordring bliver selvfølgelig at få alt det nødvendige til de få penge.

Det er skrevet fuldstændig efter en filmskabelon. Hemmelighederne; hendes terapi i en gruppe af anonyme ludomaner; hendes totale omvending til at lave frivilligt arbejde (for at få et billigt sted at holde festen) og forviklingerne, da en nævenyttig bedstemor ser hende sammen med mentoren fra ludomangruppen, og antager det for en elsker.

Det er direkte til at overføre til det store lærred, og man kunne da have forfatteren mistænkt for at have dette i baghovedet - og det er der vel principielt intet odiøst i. Hun skriver den genre, som egner sig til komedier og jeg kunne sagtens se en underholdende uforpligtende film komme ud af det. Det er selvfølgelig ikke stor litteratur - der er morsomme elementer, og jeg var så godt underholdt, som hvis det havde været i biografen - og endda til billigere penge.

Det er lidt ligesom med flødeskumskager - det skal virkelig ikke ske for tit!

Tyvenes by - David Benioff

• Dansk
• 26.-28. februar
• 283 sider
• Originaltitel: City of Thieves

Sædvanligvis er det meget mod mine principper at læse en oversættelse, når originalen er engelsk. For det første fordi noget som regel går tabt i en oversættelse; men også fordi den uvægerligt kommer til at lide under syndromet af danske forlags manglende korrekturlæsning - og denne var da heller ingen undtagelse. Endelig så er engelske bøger jo så meget billigere - men nu fandt jeg denne til en god pris på bogudsalget.

David Benioff nedstammer fra russiske jøder, og i bogens indledning fortæller han, hvordan han en dag konfronterer bedsteforældrene med deres minder fra 2. verdenskrig, da de levede i Leningrad; det er en tid, de aldrig snakker meget om. Men David vil gerne have historien, og så indtaler bedstefaderen den til ham, inden han nedskriver den. Om dette er et trick fra forfatterens side er lidt svært at gennemskue. Det kan være yderst sandfærdigt; det kan være en opdigtet indledning - eller måske er det snarere en blanding af de to. At historien, som den fortælles er en eventyrlig version af nogle unges liv i en ødelagt og sønderbombet by under krigen i de 900 dage, hvor tyskerne var tættest på i vinteren 1942.

Lev er 17 år gammel, og hans mor og søster er for længst rejst ud af byen. Han er tilbage sammen med andre unge, der fungerer som brandvagter i det, der er tilbage af byen. En aften falder en tysk faldskærmssoldat død ned fra himlen, og Lev og vennerne drikker hans flaske spiritus, og Lev formår at stjæle en kniv fra ham. Men han bliver fanget og sendt i fængsel, hvor han møder Kolya, som er mistænkt for at have deserteret den Røde Hær. 

De tilbringer en nat i fængsel, men obersten giver dem muligheden for at overleve mod en tjeneste de skal gøre ham. Hans datter skal snart giftes, og hendes største ønske er en fin kage - men der skal æg til, og byen er for længst støvsuget for høns og stort set alt andet spiseligt.

De får et papir med sig, og nogle dage til at fremskaffe de tolv æg, hvorefter de giver sig ud i byen. Kolya er en friskfyragtig pralende type, der driller den lille jøde med hans manglende erfaring med livert og kvinder i særdeleshed. De bliver ikke umiddelbart bedste venner, men at løse opgaven er deres eneste hå - og så giver dem vel en form for formål i et trøstesløst liv.

Deres oplevelser er ikke for sarte sjæle; det er en tur ned i den underverden, som krigen skabte - de møder kannibaler, tyve, mordere eller folk, der ganske enkelt er blevet sindssyge af kulde. De møder bare ikke nogle høns. Endelig beslutter de sig for at tage ud af byen og ind bag tyskernes linier - de må ud på landet for at finde æg.

Dette bringer dem lige ind i et opgør med tyskerne og det hemmelige russiske politi; og der er en del døde i deres kølvand. Men også snu tricks og venskab. Og sult. For sulten er på en måde omdrejningspunktet i det hele - de vurderer alle de møder ud fra, hvor udsultede de ser ud. Har man sul på kroppen, må man nødvendigvis samarbejde med tyskerne, som de fire unge ludere, de møder i øde hus ude på stepperne.

Det bliver måske også lidt for ensidigt; jeg følte aldrig, at jeg helt fik fornemmelse af den gru, der udspillede sig - det blev lidt for meget komedie, og jeg er overbevist om, at det ikke var forfatterens hensigt. Muligvis er det æggene, der gør det? For de får dem, og skal nu bringe dem sikkert tilbage til Leningrad og obersten - og her bliver strukturen i historien lidt som et Grimms-eventyr blandet med Gøg og Gokke på udflugt. Den har bestemt sine øjeblikke, men jeg er overbevist om, at skrevet i den rette russiske ånd med den tradition, de har for dramaer, så kunne det have været helt fantastisk.

Før vi siger farvel - Jens Christian Grøndahl

• Dansk
• 22.-23. februar
• 280 sider

I 2007 forsøgte jeg mig med en roman af Jens Christian Grøndahl, og måtte give op. Så faldt jeg over et kup af en bog til 40 kroner, og havde vist glemt, at vi ikke er venner. Heldigvis var denne roman så lille, at jeg tænkte, at jeg uanset hvad måtte kunne komme igennem den. Det gjorde jeg da også - og uden de store dramatiske lidelser. Men desværre også uden stor dramatisk begejstring.

Historien havde ellers potentiale til at røre ved noget i en læser; den unge Barbara er adoptivbarn, og kommer fra en rendesten i Calcutta inden hun vokser op i et trygt dansk hjem i Jylland. Indtil faderen forlader moderen, der er blevet alkoholiker. Hun har haft det svært med kærligheden - er det et udløb af barndommens svigt? Indtil hun møder den tredive år ældre Marcus, som er krigsfotograf.

De er sammen i syv år - og så rammer den berømte krise. I denne form er det Marcus, der lader hende gå på grund af aldersforskellen. Hun skal sættes fri, og finde en yngre mand og få børn.

Anden del af bogen springer nogle år frem, hvor Barbara stadig er alene og arbejder på en bog om en kendt dansker - Suzanne Molton - som har gjort sig som let påklædt stjerne i sengekantsfilm, og senere i diverse underholdningsprogrammer - minder det ikke læseren lidt for meget om en reel person? Hun har mistet kontakten til sin søn, som er narkoman, men har et tæt forhold til dennes kammerat .... som hedder Asger! Lige der blev jeg uendeligt skuffet over Grøndahls manglende fantasi. Han falder lidt i samme fælde som Jussi Adler-Olsen gjorde i Fasandræberne ved at lægge sig alt for tæt op ad eksisterende personer. 

Historien skulle og burde handle om de to personers kærlighed - for de mødes igen, da Marcus bliver syg af kræft og ikke længere magter at skubbe hende væk. Men indimellem deres historie er der et utal af sidehistorier om Marcus' ekskones revolutionære italienske fortid; om den berømte Suzannes Moltons barndom - og en hel lang række af totalt irrelevante uddybelser, som hverken bliver hele eller halve.

Jeg har ligeledes også stadig et problem med det sprogbrug danske forfattere har. Det virker opstyltet og konstrueret på mig; muligvis er det mit problem. Muligvis er det fordi jeg primært læser på andre sprog - men det giver mig bestemt ikke lyst til at læse mere på dansk. Og Grøndahl er bestemt ikke mig, må jeg konstatere.

Der var så rigeligt med emner og følelser at koncentrere sig om i Barbaras og Marcus' historie. Deres fortid har en lille relevans - men ikke alle birollernes. Det essentielle var, hvordan man lever sammen med en mand, der er så meget ældre, og som bliver og skal passes. Eller en kvinde, der burde have børn men fravælger det til fordel for kærligheden.

I stedet blev det til et stort ufærdigt billede af alt for mange mennesker, der aldrig trådte i karakter eller blev levende for mig.

Den kongelige egyptiske automobilklub - Alaa El Aswany

• Fransk
• 15.-21. februar
• 638 sider
• Fransk titel: Automobile Club d'Egypte

Efter historien om Gerda/Greta Wegener var jeg faktisk gået i gang med en roman, der havde stået et stykke tid i min reol - nemlig Vi er ikke os selv af Matthew Thomas. For nogle måneder siden kiggede jeg på den i en boghandel - på dansk - og overhørte en kunde, der spurgte en medarbejder til råds om den. Medarbejderen var alt andet end begejstret, og alligevel købte jeg den så på engelsk.

Jeg gav den fulde tre dage af mit læseliv, og havde kæmpet mig igennem vel ca. hundrede sider. Det gik trægt, og jeg kunne slet ikke se, hvor forfatteren ville hen; og da slet ikke hvordan vi skulle kunne sameksistere yderligere 550 sider. Det er sjældent jeg gør det - men denne opgav jeg, og den røg i skraldespanden.

I stedet kastede jeg mig over en længe ventet perle, som jeg ved det er med El Aswany (jeg har valgt at bruge den franske stavemåde som på den franske forside). De to tidligere bøger, som jeg læste i 2008 og 2009 står stadig friske i min erindring, og han er en forfatter, som jeg er sikker på ikke vil skuffe mig. Det gjorde han bestemt heller ikke denne gang.

Historien foregår lige efter 2. verdenskrig men inden englænderne gav dem deres fulde selvstændighed til bage i 1953. Kongen er Farouk, som kom på tronen i den unge alder af 16 år. Han er nærmest enevældig - men bortset fra det er der ikke mange forskelle til den måde Mubarak mange år senere styrede landet på som en republik. Kongen var en levemand, og et af hans udskejelsessteder er automobilklubben, som El Aswany morsomt guider hen til ved at indlede bogen med en forhistorie om den første bil, som Benz producerede. Romanen har nemlig denne klub som omdrejningspunkt som det mikrokosmos det er for store og små i samfundet.

Tjenerne i automobilklubben er alle egyptere, og de styres med hård hånd af El-Kwo (som vist har et andet navn i den danske oversættelse), som er en slags inspektør med direkte linje til kongen. Dog hører denne under den engelske Mr. Wright, som er direktør for klubben. Og El Kwo kan være nok så barsk og voldelig overfor de ansatte; overfor den udenlandske Wright er også han underdanig og i den koloniseredes rolle.

Abdelaziz Hamam arbejder i klubben indtil han en dag modsætter sig den hakkeorden, der regerer - og dør efter straffen fra El-Kwo. Bogen følger derefter hans fire børn - Saïd, Kalim, Mahmoud og Saliha. 

Saïd er en egoistisk og grisk person, der har et forhold til naboens datter og tynges af mindreværdskomplekser overfor især søsteren, som går på universitetet i modsætning til ham; en skøn upoleret mandschauvinist! Da faderen dør ser han sit snit til at gifte sig med Faiqa - naboens datter - og inden længe forsøger han at gifte søsteren væk til en potentiel forretningspartner, som viser sig at være impotent (eller skabsbøsse) og narkoman. Han er absolut bogens mest antipatiske person - måske med undtagelse af El-Kwo.

Mahmoud er familiens dovne og mindrebegavede medlem. Han skulker skolen og ryger hash med sin ven. Men da faderen dør, får han et job i klubben og pludselig er han gigolo for nogle ældre udenlandske damer, som giver ham den levestil, han stræber efter - uden at skulle yde andet end spille med musklerne og nå ja ... smide bukserne. Det giver ham til tider nogle moralske skrupler i forhold til islam - men ikke mere end, at det kan skylles ned med lidt whisky.

Kalim er familiens kloge hovede, som læser jura på universitetet men også roder sig ud i noget undergrundsarbejde for at befri Egypten for kolonimagten England. Han må også arbejde i klubben efter faderens død; men han bruger muligheden til at infiltrere klubben med sit netværk og i øvrigt forelske sig i direktørens unge (engelske) datter. Han er samtidig den mest vestligsindede af romanens protagonister på trods af sin kamp for selvstændigheden; måske fordi han er intelligent nok til ikke at tro på kvindens - eller nogen andens - undertrykkelse.

Og endelig er der Saliha, som må flygte ud af sit ægteskab og hjem til familien med sine bristede drømme. 

Rundt om de fire er der selvfølgelig hele staben af egyptere i klubben samt direktøren, der vil gøre alt for at hans unge datter bliver kongens elskerinde. Tjenernes kamp går ud på at vinde en form for værdighed; de vil ikke længere finde sig i korporlige afstrafninger - men så ryger drikkepengene, som er deres levebrød. Det er en kamp om at smigre og frasige sig solidaritet for at overleve.

Det er et glimrende samfundsportræt af et samfund, hvor alle er underlagt en eller noget andet. Alle er de afhængige og må bøje sig i støvet og tage mod skraldet - tjenere, døtre, kvinder, unge ugifte kvinder, indfødte oppe ad rangstigen og selv kongens familie. Systemet i samfundet er bygget op omkring den frygt alle har overfor trinet over dem hvad enten det er englænderne, et familieoverhovede, religionen eller en chef. Kun kongen gør som det passer ham og er dermed med til at styrte sig selv fra tronen.

Jeg var dybt fanget af Aswanys måde at skabe sine personer på; han gør dem altid så multidimensionelle, at man indfanges. Samtidig er romanens opbygning en blanding af forfatterens historie afbrudt af Kalims og Salihas versioner - de to protagonister indleder nemlig bogen med at aflægge forfatteren et besøg for at få deres ord med. Disse spring i vinkler og tid giver historien en fantastisk dynamik krydret med en god gang samfundssatire og humor.