Historien om et nyt navn - Elena Ferrante

• Engelsk
• 23.-29. november
• 473 sider
• Engelsk titel: The Story of a New Name

Anden del af den mystiske forfatter Ferrantes fortælling om de to veninder, startede en anelse tungt måske. Første bind stoppede med lidt af en cliff-hanger ved Linas bryllup med den voldelige og dæmoniske Stefano, som dog også elsker hende højt - men ikke kan tøjle sin sydlandske jalousi. Lina/Lila er heller ikke nem - hun vil spille fin dame, men hun vil ikke røre sin mand efter bryllupsnatten.

Elena fortsætter i skolen, og er det tavse vidne til venindens op- og nedture i ægteskabet - men også i deres venskab. Til tider behandler Lina veninden så grumt, at man har lyst til at smide bogen hen i et hjørne. Og så er det, jeg begynder at overveje, hvor meget selvbiografi der er i denne historie?

Elena Ferrante er jo et pseudonym - men jeg er sikker på, at hun beskriver en reel historie om hendes eget liv. Muligvis er veninden nu ikke længere, for uanset hvad kunne man måske genkende sig selv i fortællingerne? 

De kæmper en indbyrdes kamp om, hvem der er den mest intelligente - Lina har droppet skolen, men hver gang hun kommer i nærheden af noget, der skal tillæres, så går det som en leg - hvorimod Elena må arbejde intenst for at holde karaktererne oppe i skolen. En nødvendighed for at kunne fortsætte på trods af familiens modstand.

Det gør ikke tingene bedre, da Lina uden problemer render med Nino, som Elena har være håbløst forelsket i gennem flere år. For Elena virker det jo som om, at alt kommer let til Lina - og denne har jo ingen skrupler. Man kan undres over, hvor langt Elena vil gå i sin ydmygelse - hun afbryder kontakten og holder afstand. Men hver gang det brænder på i Linas liv, så vender hun enten selv tilbage eller bliver hidkaldt af bekymrede familiemedlemmer, der ser Elena som den eneste, der kan tale hende til fornuft. 

Man får jo sympati med Elena i denne ulige kamp; men så vender billedet pludselig og hendes små hævnakter virker smålige set i lyset af Lilas problemer. Det er en ulige kamp mellem to personer, der er i et konstant had-kærlighedsforhold og forestiller man sig, at det er virkeligt, så må det have været opslidende at have et sådant menneske i sit liv. Gensidigt! De burde jo have holdt sig langt væk fra hinanden.

Men Lila bliver Elenas målestok for alt - skolen, succes, kærlighed ....

Selv da hun i slutningen af andet bind opnår en form for succes, så piller Lila hende effektivt ned af piedestalen uden overhovedet at sige noget konkret. Der er uden tvivl en stærk ubalance i forholdet. De er nu i midten af tyverne - tiden er lige inden ungdomsoprøret i 1968; og deres historie skal fortsætte fyrre år endnu. 

Og så er der jo endnu en cliff-hanger i denne slutning, så man straks kan kaste sig over tredje bind. Jeg er da glad for, at jeg forleden købte de to sidste bind - de skal læses i fortsættelse af hinanden tror jeg. Ellers ville jeg bestemt miste tråden. 

Min geniale veninde - Elena Ferrante

• Engelsk
• 20.-22. november
• 333 sider
• Engelsk titel: My Brilliant Friend

Jeg har længe kigget lidt tilfældigt på Elena Ferrantes bøger, når jeg så dem hos boghandleren - der var noget, der skulle undersøges; men det blev ved det. Og så pludselig endte jeg med at købe de to første bind i hendes napolitanske venindesaga på engelsk. Hvorfor så ikke på dansk - når jeg nu alligevel ikke kan læse den på originalsproget italiensk? Ganske enkelt på grund af prisen! I de danske udgaver koster de de sædvanlige par hundrede kroner, mens de på engelsk kan fås noget billigere - og der er jo hele fire i serien.

Da jeg så kaster mig over første bind, opdager jeg, at forfatteren ikke eksisterer - ikke som Elena Ferrante i hvert fald. Godt nok har hun givet sin hovedperson samme navn; som læser får man derved fornemmelsen af en meget selvbiografisk historie om de to veninder Lina og Elena. Men i virkelighedens verden er Elena Ferrante et pseudonym - og et velbevaret af slagsen. Hun har kun givet skriftlige interviews, og nægter at modtage nogle bogpriser. Men at hun er en kvinde skulle dog være temmelig sikkert; og hendes omdrejningspunkt er da også den feminine verden.

Historien starter omkring 2010, hvor den midaldrende Elena får et opkald fra Linas søn; den jævnaldrende kvinde er forsvundet fra sit hjem og har samtidig slettet alle spor efter sig. Det undrer ikke Elena, som har kendt Lina i tres år, og kender hendes særheder. Denne hurtige prolog bliver starten på et tilbageblik, som sandsynligvis ender i fjerde og sidste bind.

De to små piger mødes i starten af 1950'erne i et fattigt Napoli. Deres familier er nabolagets håndværkere og småhandlende; et mikrokosmos, hvor alle kender alle. Men hvor der selvfølgelig også er et hierarki i form af den lidt mere velstående Solara-familie, som vist har forbindelser til den napolitanske mafiafamille Camorra. Det er en brutal verden, hvor det ikke er usædvanligt, at fædre slår deres børn eller hustruer.

Midt i dette virvar finder de to piger hinanden. Lina er den skarpe af de to og Elena er hovedkuls af beundring. Over Linas færdigheder i skolen, hvor Elena kun kan følge med ved at imitere sin veninde. Det bliver hendes chance, da Linas forældre ikke vil betale skolepenge, så hun kan komme videre end grundskolen. og hun derved får noget for sig selv, hvor hun kan hævde sig over for veninden.

Historien følger dem til de er seksten år gamle; historierne om intrigerne i nabolaget mellem både børn og voksne. Om mord og kærlighed. Utroskab og venskaber. Om de mange uskrevne regler, der er for piger i den tids religiøse og traditionelle Italien.

Til tider fandt jeg den lidt langtrukken - men historien skal uden tvivl ses som en helhed over de fire bind, hvor man som læser virkelig forsvinder ind i de to veninders fælles historie. Og det kræver nok en lidt langsom opstart. I hvert fald ikke en skuffelse, og for en gangs skyld er det dejligt at have næste bind klar, så man kan fortsætte direkte.

Fra Angelico - Georges Didi-Huberman

• Fransk
• 16.-19. november
• 446 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg er jo smittet af en italiensk renæssancevirus; så denne købte jeg på nettet uden at tænke mere over det. Hvis den handlede om Fra Angelico måtte det jo være godt!

Da den så ankom, overvejede jeg at tage den med i bagagen til Sri Lanka, men besluttede, at den nok krævede opslagsværker i nærheden. Den krævede faktisk langt mere end det næsten.

Det er nemlig ikke blot en fortælling om maleren og hans værker, men snarere en doktorafhandling i semiotik og stort set udelukkende omhandlende en enkelt religiøs scene - nemlig Marias Bebudelse, som Fra Angelico malede i mange udgaver - ikke mindst i sit eget kloster San Marco i Firenze.

Afhandlingens hovedtemaer er, hvordan renæssancens malere kunne male en historie - eller det vi i dag i kunsthistorie kalder 'figurer', som folket skulle kunne genkende uden at kunne læse eller skrive. Hvordan man fik elementerne ind i billedet og hvorledes de var forskellige i klostre og i kirker; i klostrene var det jo munke, der kendte Bibelens historier til hudløshed.

Derfor skulle malerne benytte særlige teknikker og symboler for at illustrere det 'usynlige' i hele denne Bebudelse. Dette gjorde de - og især Fra Angelico - ved hjælp af farver, små røde blomster i engen, som er dråberne fra Jesu korsfæstelse. For Bebudelsens malerier skulle ofte indeholde hele tre allegorier - Bebudelsen, som skete den 25. marts - Adam og Evas uddrivelse af Paradis og Jesu Genopstandelse, som ligeledes skete den 25. marts.

Der er interessante ting at lære, når man interesserer sig abnormt for denne kunstepoke; men det er ikke for nybegyndere måtte jeg sande. Men det skal det jo heller ikke være for, at jeg kunne lære noget nyt - som fx betydningen af bogstaverne i Ave Maria eller repræsentation af Jesu i form af kolonner i malerierne. 

Som sagt - det var ikke så underholdende, som jeg havde regnet med - i lethedens forstand. Men det var udmattende lærerigt og et godt opslagsværk at have fremover.

Vivre à Versailles - William Ritchey Newton

• Fransk
• 11.-15. november
• 279 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg var i fuld gang med en fantastisk fortælling om, hvordan det var at bo i Paris - for så længe siden og helt specifik ude på Versailles-slottet. Men så ramte en anden virkelighed om de forfærdelige hændelser i Paris den 13. november 2015; og læsningen blev afbrudt og kun fuldført søndag fordi min hjerne ganske enkelt trængte til andet end uhyggelige billeder fra fjernsynet overført til nethinden. Men jeg må nok indrømme, at koncentrationen ikke var der til fulde i de sidste sider af bogen.

Men idéen og konceptet var glimrende. Forfatteren tager os igennem historiske dokumenter og anekdoter fra det 18. århundredes Versailles - opdelt på emner som Vand, Ild, Rengøring, etc.

Hvert af disse enkeltstående emner virker jo banalt i dag - men på den tid og med den enorme mængde mennesker, der boede på slottet, var det et logistisk kunststykke at få det hele til at gå op. Desuden skulle diverse rangordener tilgodeses og ikke overses; man havde ret til stearinlys af varierende kvalitet; man havde ret til en pejs - eller ej ....

Det slot, som vi i dag beundrer som et arkitektonisk og kunstnerisk mesterværk var faktisk lidt af en rotterede til tider. Folk boede oven på hinanden i små lejligheder, hvor man byggede mezzaniner for at få mere plads. Murene var nogle gange ved at falde fra hinanden lige så snart man kom lidt væk fra de store flotte sale - og med knap tusind mennesker boende inde på slottet, var der faktisk ikke meget plads. Der var ikke toiletter nok; der var diverse problemer med hygiejne og en indædt indbyrdes kamp om at få de bedste lejligheder - med de størst vinduer eller den bedste placering tæt på kongefamilien.

Det hele er dokumenteret med alverdens optegnelser fra de franske nationalarkiver, hvor regnskaber og anekdoter opbevares. Det giver et absolut mere nuanceret og knap så yndigt billede af en tid, hvor det sikkert ikke altid var idel lykke at bo på verdens prægtigste slot.

La saison de l'ombre - Léonora Miano

• Fransk
• 9.-10. november
• 247 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Nu er det efterhånden snart seks år siden, jeg sidst læste noget af Léonora Miano - og desværre er hun ikke i mellemtiden blevet mere kendt i Danmark. Det er virkelig en skam!

En nat vågner beboerne i en lille landsby ved, at deres stråhytter står i brand. De flygter fortvivlede uden at ænse, hvad der foregår. Da roen sænker sig opdager man, at tolv mænd mangler. Ti af dem er unge mænd, som var sammen med to ældre for at fuldføre deres manddomsprøver - for vi er jo dybt inde i den afrikanske jungle. Men tiden er underlig udefinerbar, og som læser var jeg destabiliseret i begyndelsen. Ydermere har alle kvinderne navne, der starter med "Eb" og alle mændenes navne starter med "Mu" - der var lige noget at holde styr på.

Bogens fokus er for det første den animistiske tro, som jeg er temmelig fascineret af. Hvordan mødrene til disse ti unge mænd lukkes inde i et fælleshus i ugevis til man er sikker på, at de ikke har noget med forsvindelserne at gøre. Men ved at afskære dem fra lokalsamfundet, fratager man dem retten til at smykke ansigterne med ar for at fortælle Døden, at den skalholde sig væk - de har givet! Det giver andenkonerne mulighed for at vinde magt i de små familier - det hele er et spørgsmål om en verdensorden, der bulrer sammen. Fordi de er så vant til at gøre tingene efter gudernes tegn og traditionerne. Men denne situation er så nu og skræmmende for dem.

En af mødrene tager afsted - hun har hørt sit barns stemme, som fortæller hende, at han er ved vandets land - men hvordan skal man forstå det. når det eneste vand man kender er regnen og et lille vandløb til at vaske tøj i? Men afsted tager hun, og samtidig drager en gruppe mænd afsted for ligeledes at lede efter landsbyens unge.

Og det bringer os videre til det andet store tema - slaveriet og ikke mindst afrikanernes egen medskyldighed i det, der foregik.

Efterhånden som de rejser fremad mod kysten, går det op for dem, at deres naboer Bwele-stammen måske ikke er så venligtsindede, somde altid har troet. Men alle disse ændringer skyldes 'hønsefodsmændene", som er kommet i en stor båd. Det er den hvide mand, somde kalder sådan på grund af deres bukser og sko. De har tilbudt beboerne ved kysten geværer, smykker, spejle, alkohol og alle verdens lokkende gaver imod at få slaver. Først tager kystfolket deres egne slaver - for selv hos dem var der hierarki og slavearbejde - men senere må de søge indad ilandet.

Her møder de Bwele-folket, somfor at redde sig selv, overfalder og bringer dem Mulongo-folket fra bogens lille landsby.

På sin vis er det jo grænseoverskridende for en afrikansk forfatter således at sætte ord på dette. Selv i Alex Haleys "Rødder" er det udelukkende den hvide mand, der lægges for had. Men realiteten er jo en ganske anden, selvom det selvfølgelig i århundreder ikke har passet til den dialog, man i Afrika har søgt at skabe. Jeg mener absolut ikke, at det retfærdiggør slaveriet - men det giver et mere nuanceret billede end konstant at sætte Afrika i martyrrollen - et problem, som Richard Dowden så glimrende beskriver konsekvenser af i sin bog om kontinentet.

Men tilbage til Mianos historie - som hele tiden foregår i denne udefinerbare tid og med de afrikanske ånder allestedsnærværende. Hendes sprog og skrivestil er poetisk og gennemsyret afrikansk; hun har heldigvis formået at bevare dette på trods af hendes nu mange år i Frankrig.

Jeg var dybt grebet af historien og stemningen; den var så trist og samtidig så barsk og realistisk. Det er en universel historie, som også fortæller os, hvad begær og magt fører til. Et glimrende eksempel på styrken i afrikansk litteratur.

Lamentation - C. J. Sansom

• Engelsk
• 1.-8. november
• 737 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Historiske krimier er lige mig - når jeg endelig skal læse en krimi; og så skal det jo under ingen omstændigheder være svenske elendige femi-krimier. Så denne appellerede til mig, da jeg så den i lufthavnen på vej på ferie.

Da jeg så kiggede nærmere på den, opdagede jeg, at det faktisk var sjette bind i en hel serie om detektiven Shardlake fra det 16. århundredes England. Så blev jeg lidt i tvivl om jeg skulle starte fra begyndelsen, men endte alligevel med at kaste mig over denne - krimier kan jo som regel læses uafhængigt.

Året er 1546, og England kommer sig over krigen mod franskmændene, som der refereres en del til i forhold til den krumryggede advokat Shardlake - og som var omdrejningspunktet for femte bind må man formode. Kongen. Henry VIII, er ikke længere ung og begynder at lide under årtiers udskejelser med mad og vin i alt for store mængder. Måske ved han selv, at tiden er ved at rinde ud og vil have styr på fremtiden. Den lille prins Edward er kun ni år gammel, og landet plages af de religiøse heksejagter, der er resultatet af kongens brud med Rom.

Nogle vil tilbage til den katolske kirkes praksis og med Paven som overhoved; men andre hælder mere til en protestantisk inspireret tro. Kongen selv er fint tilfreds med at være Guds stedfortræder og holder fast i transsubstantionanen - eller nadveren, hvor brød og vin symboliserer Jesu legeme og blod. At benægte denne tro er en overtrædelse af loven, der straffes med døden - som regel ved at blive brændt på bålet.

Catherine Parr, som er kongens sjette og sidste hustru, er absolut liberal i sin tro, og i 1546 har hun skrevet en lille pamflet, som hedder Lamentation of a Sinner. Den skulle senere udkomme (dog først efter kongens død) - men i krimien her bliver den stjålet fra dronningens værelser.

Jagten på bogen bliver samtidig et indblik i de forskellige fraktioner omkring kongen - katolikkerne og protestanterne, som man groft sagt kan stille det op, selvom det er lidt mere nuanceret end som så.

Shardlake arbejder på at finde bogen, men hurtigt begynder mordene at følge i kølvandet på alle implicerede. Der er højere kræfter indblandet - og det viser sig da også. at kongens nærmeste rådgivere har ansat spioner til at fremme hver deres lejr.

Selvfølgelig er alt dette blot fiktion og spekulation; faktum er dog, at historisk foregik der en del heksejagter i året 1546 - og ikke mindst var der mange, der forsøgte at vælte dronningen, da det havde afgørende betydning for den tro den lille arveprins ville blive opdraget i. Som historien skulle vise, så døde han ung og hans søster Mary bragte kortvarigt England tilbage til paven inden hendes død. Dernæst fulgte Elizabeth I, som var udpræget protestant - ikke mindst influeret af hendes stedmor, Catherine Parr.

Det historiske aspekt var fascinerende og spændende læsning; men jeg synes, at der var for mange gentagelser. De andre bind er alle omkring de 500 sider, og det ville have været glimrende til denne også. Tit blev hele intrigen opsummeret igen og igen - og det trætter læseren. Men jeg levede mig ind i personerne, og jeg er jo vild med netop Tudor-tiden - så det er ikke utænkeligt, at jeg anskaffer mig de fem første bind ... i den rigtige rækkefølge!

Les Brumes de l'Apparence - Frédérique Deghelt

• Fransk
• 27.-30. oktober
• 370 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Denne bog blev jeg rigtig rigtig gal på - men ferien var ved at være slut, og den skulle under ingen omstændigheder med hjem i biblioteket men endte derimod i en skraldespand på strande - men jeg læste den dog færdig.

En jetset-agtig 40-årig parisisk kvinde arver en dag et hus i en øde del af Frankrig. Hvor det præcist er, forbliver lidt uklart men det må være i den østlige del. Huset viser sig at være en total ruin, men de lokale er voldsomt bange for det, da de mener, at hele familien nedstammer fra troldmænd og kvinderne er alle hekse.

Hun tager dertil for at bese det - og for hurtigst muligt at sælge. Men det viser sig jo at være lidt svært med det rygte hængende over huset. Hurtigt begynder hun også at opleve mystiske ting - paranormale hændelser; og så møder hun en ukendt tante, der fortæller hende, at hun kan komme i kontakt med de døde.

Derfra udvikler det sig til en rodet gang pladder!!! På den ene side er hun rationel og afviser alt det vrøvl - med en form for mislykket humor og ironi i skrivestilen. På den anden side bliver hun vanvittig spirituel og ser pludselig verdens overfladiskhed som et tegn på menneskehedens forfald.

Det er desværre så dårligt skruet sammen, at intet virker troværdigt. Det skifter fra side til side imellem hendes lommepsykologi, som mildest talt er skrækkelig at læse - til hendes kamp med manden, der er en kapitalistisk nar (men det ser hun ført nu) og hendes nyfundne kærlighed til en natur, hun som pariser altid har foragtet. 

Jeg kæmpede mig igennem det hele - og så røg den i skraldespanden. Desværre har jeg endnu en af hendes bøger stående - men den får ikke lige så mange chancer helt bestemt!

The Taxidermist's Daughter - Kate Mosse

• Engelsk
• 24.-26. oktober
• 445 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Kate Mosses bøger er som regel en 'good-read'- men også 'easy-read'-oplevelse; så denne virkede som oplagt ferielæsning, da jeg købte den i lufthavnen på vej til Sri Lanka. Den sidste læste jeg på Kap Verde og den forrige i et fly hjem fra Costa Rica - så de er definitivt kategoriseret som ferielæsning.

Efter trilogien om katarerne i Sydvestfrankrig er vi nu tilbage i England - i Sussex, hvor forfatteren selv kommer fra. Det er en lidt mørkere historie om en sen aften, hvor de lokale mødes på kirkegården. Den lokale legende siger, at man der vil kunne se, hvem der skal dø i det følgende år - og den unge Connie er mødt op for at holde øje med sin lidt fordrukne far, som lever af at udstoppe dyr. Men efterhånden er det mere Connie selv, der holder gang i forretningen selvom deres hus lidt uden for byen er berygtet i landsbyen.

En uge efter den dystre aften på kirkegården skyller et lig op ved flodbredden ved deres hus - og det er bestemt ikke selvmord. Det er tværtimod en ung lidt enfoldig kvinde, der har været forsvundet i noget tid. Men hendes tøj passer ikke med hendes sociale stand og hurtigt udvikler det sig til en mordhistorie, som involverer hendes far - men også andre højerestående mænd fra de omkringliggende byer.

Connie møder den unge Harry Woolston, hvis far er forsvundet, og sammen forsøger de at opklare det store mysterie.

Det hele foregår over blot tre intense dage - med masser af udstoppede dyr og dysterhed indblandet ... og selve plottet er rent faktisk godt skruet sammen; en overraskelse næsten til det sidste. Og dermed rigtig glimrende ferielæsning - men dog noget let i det.

On ne voyait que le bonheur - Grégoire Delacourt

• Fransk
• 22.-23. oktober
• 307 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Grégoire Delacourts 'Ønskelisten' blev oversat til dansk, og det er jeg overbevist om, at denne også vil. Jeg var ellers ikke så himmelrykt begejstret for supermarkeds-lottoseddel-historien som så mange andre; men en god fransk ven anbefalede mig denne - og blot det, at netop han anbefalede den undrede mig nok til, at jeg vidste, at det måtte være godt.

Det er en yderst barsk hverdagshistorie. Om alle de små ting - barndommens små nederlag, studietidens venner og drillerier, den første kærlighed og hvordan man endelig tror, at nu er det hele lykke, Især når det første barn kommer - men også den første krise i ægteskabet ... det første utroskab. Vores fortæller giver i den første del denne historie videre til sin søn som en undskyldning eller en forklaring - man aner blot ikke, hvor det ender.

Men han er blevet forladt af konen - det var ikke ham, der var utro; han var blot lykkelig i hverdagen. 

Denne første del ender barsk med, at han forsøger at dræbe dem alle - først datteren, som er det ældste barn, men i stedet for at nå til sønnen og sig selv så går det galt. Han ender med en ulykke på samvittigheden; en af den slags skilsmisseulykker, som man jævnligt læser om i medierne i dag. Hvor skilsmisser, nye ægteskaber, deling af børn og karrierepres pludselig får det hele til at vælte.

I den anden del er han nogle år senere ude af hospitalet efter at have udstået sin psykiatriske straf. Han rejser langt væk for at leve af ingenting ... med ingenting. Men langstom begynder han at rekonstruere sig selv og finde venner og følelser igen. Eller måske faktisk endnu ærligere end de nogensinde har været.

Den sidste del er fortalt af den lemlæstede datter, da hun langsomt begynder at slippe hadet til faderen. Og så er der trods alt en slutning fuld af forhåbning.

Men det er en trist historie med et højt niveau af aktualitet - desværre.

Og lang langt bedre end de tidligere romaner fra hans side - så kan kun anbefale den danske udgave, når den kommer.

La piste fauve - Joseph Kessel

• Fransk
• 16.-22. oktober
• 490 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Rejsebøger er vist voldsomt i fremgang i disse år, som vi bevæger os væk fra komfortable charterrejser og vil ud at opleve verden på en anderledes måde. Problemet er bare, at resten af verden også forandrer sig - men ved at gå tilbage til de gamle rejsebøger finder man den spænding og gejst, der var ved at rejse i de 'gode gamle dage'!

Kessel gjorde det i stor stil, og efter opdagelsen af hans minibog kastede jeg mig over en lidt større for at se, om det kunne bide fast - og i den grad!

Denne bog er faktisk den større beskrivelse af hans store Afrika-rejse i 1953, hvorfra et par kapitler blev taget ud og udgivet separat - så dem havde jeg jo så læst. Men at have det hele samlet er bedre selvfølgelig.

Hans beskrivelser går lige så meget på hans opdagelser af naturen og landene, han rejser igennem inden Afrika blev selvstændigt - men også hans samtaler med den hvide mand, som jo herskede over alt dette. Det kunne være interessant at finde historier fra hans hånd fra et årti senere - da kolonitiden var i sin opløsning!

Der er grumme historier om afrikansk trolddom, om den hvide mands fordærv på grund af for meget magt, for meget angst og for meget druk. Der er smukke beskrivelser af rejser igennem fantastiske landskaber, som slet ikke findes så uberørt i dag. 

Det er ganske enkelt fænomenal rejselitteratur og nu ender det jo nok med, at jeg indkøber hans samlede værker på én gang. Det er virkelig en pendant til Kapuscinski!