Louis XI - Paul Murray Kendall

• Fransk
• 6.-12. september
• 612 sider

I serien af biografier af franske konger og personligheder fandt jeg langt om længe i maj 2014 denne monumentale biografi af Ludvig XI, som var Frankrigs konge fra 1461 til 1483. I den fiktive historie om Fiora er det netop denne konge og hans krige, det handler om. Men Kendalls biografi fra 1971 er anerkendt som det absolutte non-fiktive mesterværk om denne enestående konge.

Han havde en skrækkelig barndom - som så mange andre i hans position på den tid - men især hans far brød sig ikke om ham, og forsøgte at holde ham væk fra magten, hvorfor han ikke tidligt lært det kronprinsehverv, som jo var hans. Som fransk kronprins er man Dauphin, og dermed har man rettighederne over området Dauphiné, som ligger i den sydøstlige ende af landet. Da Louis som kronprins trodsede sin far og tog herned, fandt han endelig en form for mening med tingene.

Her kunne han styre sin stat - så lille den endog var - i fred og ro, og han vandt nogle vigtige kampe og sørgede samtidig for, at hans befolkning ingen nød led, men derimod udviklede sig.

Faderen fører til gengæld krig fra hans del af Frankrig, og forlanger sønnen hjem. Da denne nægter sender han hæren til Dauphiné, og Louis flygter til Bruxelles, hvor hans onkel Filip den Gode, regerer over Nederlandene og Burgund, men ligeledes havde rødder ind i den franske Valois-familie, der jo sad på kongemagten.

Louis bliver konge, da faderen dør - men årene hos Filip den Gode indhenter ham senere, da dennes søn Karl den Dristige ikke vil lade sig tage til takke med den rolle, livet har tildelt ham. De to unge mænd levede ved samme hof, da Louis var i eksil - men i årevis derefter er de i krig mod hinanden.

Der er derfor en uendelig masse krig, strategi og lange beskrivelser af de politiske forviklinger fra den tid - så er man med England på grund af et ægteskab - eller man er imod på grund af et tredje ægteskab muligvis i et helt tredje land, men som rykker brikkerne på det europæiske bræt af alliancer i sengen og i slagmarken. Det er lidt tungt til tider - lange krigsbeskrivelser har aldrig været min stærke side. Men historien om kongen er interessant.

Han er måske ikke Frankrigs mest gloriøse konge, hvad angår pomp og pragt - han levede så asketisk, at det nærmest var pinligt for hoffet. Til gengæld kæmpede han stort set hele sit liv for at holde det Frankrig sammen, som han overtog fra sin far. Hans trone blev direkte nedarvet indtil 1589, hvor Henri III døde barnløs, og tronen overgik til den noget mere flamboyante Henri IV fra Bourbon-dynastiet.

De l'horrible danger de la lecture - Voltaire

• Fransk
• 5. september
• 78 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Titlen lokkede jo uendeligt - 'Om den skrækkelige fare ved læsning'! Interessant og provokerende, når det så oven i købet kom fra selveste Voltaire.

Det viste sig dog at være fem mindre tekster, hvoraf denne blot var den ene, og faktisk ikke den mest interessante i mine øjne. 

Voltaire var en samfundskritiker; i flere omgange blev han bandlyst fra hoffet eller landsforvist. Han var også arrogant og havde intet til overs for pøblen, Han snobbede opad og ville have en plads i solen ved hoffet; mens han samtidig kritiserede konger, paver og lignende. 

Netop dette er der en yderst skarp tekst om i bogen, hvor Lukian - den grækse filosof - møder Erasmus i Champs-Elysées, som jo er de evige jagtmarker. Altså en form for paradis et sted. Erasmus skal forklare Lukian sin profession, da denne jo har været død i århundreder. Han siger, at han er munk - hvilket den anden jo ikke ved, hvad er: "Det er en profession, hvor man ikke laver noget; hvor man sværger at være til ingen nytte, at være en slave og absurd - og leve på andres bekostning".

Og således eskalerer det med forklaringen af kardinaler og paver; en uhørt kritik af kirken på den tid i midten af det 18. århundrede. Og det gav ham da også problemer. Alligevel vendte han gang på gang tilbage, og døde i Paris som 83-årig, og endte i Pantheon.

Teksterne er som sagt korte og satiriske; der skal læses bag om og imellem linierne. som i historien om bådmanden, der samler en barbarisk mand op som kunde, De udveksler en samtale, hvor bådmanden forsøger at bevise, at den anden virkelig er en vildmand uden manerer endsige en hjerne. Dette eksperiment mislykkes selvfølgelig og de to skilles uden. at bådmanden forstår sin egen ignorance. 

De er dog næsten for korte, for man ønsker at fordybe sig mere i hans syn på verden. Hans teaterstykker er jo også fyldt med denne slags morale; men nu er jeg ikke god til at læse teaterstykker; det irriterer mig. Men der er uden tvivl andre tekster at få fat i. 

En plus en - Jojo Moyes

• Engelsk
• 1.-4. september
• 526 sider
• Originaltitel: The One Plus One

Jeg var faktisk langt fra begejstret for den første roman jeg læste af Jojo Moyes - alligevel hoppede jeg på den, fordi jeg syntes, at jeg trængte til noget meget let og underholdende til en ellers barsk arbejdsuge. Noget, der egnede sig perfekt til metrorejser og koncentrationsevne, der ikke var i top.

Og det fik jeg! Det er lidt som at læse et kulørt sladderblad; det kan være ret underholdende, mens det står på. Når man har bladet til næste side, har man stort set allerede glemt det - så uintelligent er det, og ugen efter kan man ikke huske, hvem der var blevet skilt, havde fået barn eller forelsket sig. Fordi det netop er så uafvendelig ligegyldigt.

Det lyder måske barsk; men jeg er altså ikke bare ikke til den der chick-lit-genre, hvor det så åbenbart også er nødvendigt at skrive med mindst punktstørrelse 14 - og det mener jeg i ramme alvor. Jeg kan huske bøger til svagtseende på biblioteket, da jeg var barn - de var skrevet i samme størrelse.

Derfor flyder man lige igennem dens ligegyldigheder; vittighederne er dårlige - og for de flestes tilfælde rent genbrug fra andre bøger, film eller lignende. Desuden er den skrevet, så man aner ambitioner om en film - det er stort set et færdigt manuskript, som vil egne sig til den klassiske Hollywood-komedie, om de to umage skæbner, der mødes. I starten kan de ikke døje hinanden. Pludselig elsker de hinanden, og alverdens fortrædeligheder løser de uden problemer. Men så opdager den rige (altid manden), at der måske var skjulte hensigter, og kan han nu stole på hende osv.

Men de får selvfølgelig hinanden til sidst.

Denne bog får dog en plads i skraldespanden hos mig,

Da krigen var forbi - Sofie Lene Bak

• Dansk
• 30.-31. august 
• 251 sider

En lille perle af en bog, som lærte mig noget nyt om dansk historie - og om et muligvis mere glemt kapitel af historien; nemlig håndteringen af eksileringen af jøder under 2. Verdenskrig og ikke mindst deres retur til landet og hverdagen.

Det kan virke lidt absurd at gøre et så stort nummer ud af det virkelig lille antal mennesker, det reelt handlede om i Danmark, når man tænker på de hundreder af tusinder af forfulgte og dræbte jøder i andre europæiske lande. Dog er det stadig en solstrålehistorie på mange måder, da den danske stat formåede at beskytte sine jødiske borgere langt bedre end i fx Frankrig, hvor regeringen udleverede lange lister med navne og adresser, og gjorde det meget let for nazisterne at hente dem i deres hjem.

I Danmark trådte Socialforsorgen ind og forseglede hjem for at beskytte indbo - eller de opmagasinerede det eller betalte husleje under fraværet, som jo for de danske jøders vedkommende primært varede fra efteråret 1943 til befrielsen, hvor de enten vendte hjem fra Sverige eller kom med de hvide busser fra primært Theresienstadt, som ikke var en koncentrationslejr med gaskamre. Selvfølgelig var det en lejr og forholdene må have været grumme - men overlevelseschancerne var langt bedre. Kun 51 danske jøder omkom i Theresienstadt - set mod franske, belgiske, hollandske, polske, russiske etc. er det jo uendelige små tal i det store puslespil.

Efter hjemkomsten varetog de erstatningssager men også genhusning eller iværksætterhjælp, så man igen kunne komme på fode og arbejde. Selvfølgelig er det ikke udelukkende rosenrødt - der var mange jøder, som var i Danmark uden at være danske statsborgere, og som havde en svær position efter krigen. Der var luende antisemitisme - for hvis man vendte hjem i fine klæder efter opholdet i Sverige, så havde man vel ikke lidt under krigen? På trods af, at ens ejendele var væk eller det firma, man havde overladt til en nabo, kollega eller ven, nu var blevet solgt og pengene borte.

Bogen tager en meget pragmatisk tilgang til tingene; med tabeller, statistikker og deraf kan man jo se, at tallene var ganske små - men reelt set betød det jo også, at en uendelig lille andel af de danske jøder omkom under krigen. Næsten 7.000 jøder blev hjulpet ud af landet og undslap tyskerne; og samtidig havde den danske stat samarbejdet med tyskerne, så definitionen var mindre barsk end i andre lande, hvor 3 ud af 4 jødiske bedsteforældre afgjorde ens skæbne. I Danmark var man tilsyneladende interesseret i at bevare et bedre forhold mellem nazisterne og den danske regering, som stadig var der.

Jeg synes, at det var en fascinerende læsning. Jeg har selv ret god grund til at tro, at jeg har mindst en jødiske bedsteforælder; men som af gode grunde ikke talte om det. Men navnevalget af mange familiemedlemmer er nærmest utænkeligt, hvis man ikke havde jødiske aner. Desværre er det i dag umuligt at få verificeret den historie; men det giver mening for mig, da en del familiehistorier falder fint på plads.

Samtidig skjulte mine bedsteforældre på mødrene side selv jøder i deres lille lejlighed i nordvestkvarteret inden de kunne sejles til Sverige i nattens mulm og mørke. På samme måde som mange danskere må have aner, der var aktive i modstandsbevægelsen, så har mange måske også rødder tilbage til nogle, som skjulte eller hjalp jøder - eller som nedstammede fra jøder uden, at det er kendt i familien. Og så er der selvfølgelig dem, hvis familiers handlinger var mindre glorværdige - og der er vel næppe nogle lande, der kan se sig helt fri for at have begået ugerninger under den krig.

Men den danske indsats som man læser om den i denne bog, giver et positivt billede af Danmarks indsats - ikke mindst i at få dem tilbage og integreret i samfundet. Det er jo lidt tankevækkende med den voldsomme flygtningedebat, der florerer p.t. Vi har på et tidspunkt udvist langt mere næstekærlighed!

Mr Gwyn - Alessandro Baricco

• Fransk
• 27.-29. august
• 215 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Nogle gange kan jeg godt tænke ved mig selv, at nu skal jeg ikke læse en bog mere. Blot fordøje de bøger, der har været eller holde en så lang pause, at man er nærmest hungrende for at få en bog i hænderne igen. Men så ved jeg jo, at det ikke kan lade sig gøre. Det er så meget i mit blod, at det ville være umuligt ikke altid at prioritere læsning fremfor fjernsyn eller andet.

Mr Gwyn i den fantastiske Bariccos roman er forfatter; men det har han ikke altid været. Men de sidste tolv år har han været forfatter med ret stor succes; så en dag publicerer han i avisen en liste af 52 ting, han ikke længere vil. Deriblandt nok den vigtigste - ikke at ville skrive bøger længere.

Han rejser til Spanien og holder en lang ferie, alt imens hans agent i London kimer ham ned i troen på, at det hele er en joke eller et mediestunt. Men hjemvendt holder Mr Gwyn fast i sit valg; indtil han en dag ser en udstilling i et galleri. Derefter beslutter han sig for, at han vil lave portrætter - de skal ikke males selvfølgelig; men skrives. Men fremgangsmåden skal være den samme, som hvis en kunstmaler stod foran sit lærred med modellen foran sig.

Det kræver en del forberedelse, og alene finurligheden i disse er Bariccos genistreg; der hvor man genkender hans poetiske tilgang til hverdagsting. Det skal ikke afsløres her.

Processen går i gang og den første model er agentens lidt overvægtige sekretær; det er en intens beskrivelse af den måned, de samarbejder og resultatet er et portræt på nogle siders tekst, som læseren her ikke får indblik i. Mr Gwyn fortsætter så med sine portrætter; men det skal jo gå galt på et tidspunkt.

Længe efter, at Mr Gwyn er forsvundet ud af historien fortsætter sekretæren Rebecca med at finde hoved og hale i mysteriet om Mr Gwyn. For kunne han virkelig holde sit løfte om ikke at skrive? Selvfølgelig ikke! Og jeg håber virkelig heller ikke, at Baricco en dag stopper.

Baricco er i min absolutte top fem af forfattere, der aldrig slår fejl; jeg køber deres bøger i blinde og ved, at det bliver en uforglemmelig oplevelse - og det var det endnu en gang. En genistreg ganske enkelt!

At reparere de levende - Maylis de Kerangal

• Fransk
• 23.-25. august
• 299 sider
• Originaltitel: Réparer les vivants

Med en lang stribe priser i bagagen, var det et oplagt, indlysende og nemt valg at smide denne franske roman i indkøbskurven, da jeg sidst skulle forsynes med franske bøger. Jeg gik efter nogle lidt ukendte forfattere og nyheder med god omtale i franske medier. Jeg gik måske ikke nok efter min egen mavefornemmelse, og det er mit primære problem med internethandel!

Jeg har det bedst med at stå og bladre i bogen; der får jeg pudsigt nok lynhurtigt en fornemmelse af, om den er noget for mig. Det har noget at gøre med skrifttype, kapitelinddeling, teksttæthed (hvis man kan bruge det udtryk?) - en subjektiv fornemmelse, som selvfølgelig nogle gange viser sig at være forkert. Men når jeg handler på nettet, er det virkelig i blinde - men desværre er der jo ikke mange andre muligheder, når det gælder franske bøger i Danmark.

I dette tilfælde gik det så helt galt, og jeg var flere gange ved at smide den i frustration.

Historien starter med de tre unge mænd, der en morgen skal ud at surfe. Forfatteren forsøger fra første side med den påtrængende stil, hvor sætningerne er uendelige og en følelse skal beskrives med utallige metaforer. De unge mænd kører galt, og den ene af de tre ender i koma og er hjernedød.

Som titlen antyder det handler det om organer; Simons familie står nu i den situation, at de skal beslutte om de vil donere organerne, eftersom Simon som 19-årig ikke selv har taget stilling til dette. Man møder lægen på akutafdelingen, forskellige sygeplejersker, den særlige sygeplejer, der er ansvarlig for at fjerne organerne og selvfølgelig modtageren af hjertet samt dennes omgivelser.

Det hele er skrevet i den samme barske stil. Det er kontant men uden at have empati; det er arrogant, og man fornemmer ingen interesse for protagonisterne i forfatterens ord. Der er mange, der har rost den til skyerne - på grund af det kontroversielle emne muligvis?

Men skrivestilen var ganske enkelt slet ikke i min smag; jeg var stresset af læsningen, og så ikke meget harmoni i det, der skulle forestille at være en sorgproces, der ender med en form for erkendelse og ro i sjælen. 

Så denne forfatter skal ikke regne med flere chancer hos mig; dette er tilsyneladende hendes varemærke efter. hvad jeg kan læse mig til.

Le paradis du Kilimandjaro - Joseph Kessel

• Fransk
• 21.-22. august
• 134 sider
• Dansk titel: Muligvis udgivet i en anden samling historier

Joseph Kessel er meget kendt for sin forargende roman fra slutningen af 1920'erne om en overklassekvinde, der prostituerer sig i dagtimerne. Men han var også en stor reporter, der rejste verden rundt i lande, hvor man på den tid stadig kunne opleve relativt uopdagede pletter.

Han var aktiv i den spanske borgerkrig, og flygtede til London under 2. Verdenskrig for at støtte de Gaulle, og kæmpe i modstandsbevægelsen. Han rejste en del i Afrika, men også i Mellemøsten.

Denne relativt lille bog indeholder fire noveller/rejsebeskrivelser fra hans rejser i Congo, Kenya og Rhodesia, som det jo hed dengang, i starten af 1950'erne. 

Historierne er hans førstehåndsbeskrivelser af møderne med masaierne - en drøm, jeg håber engang at få opfyldt, selvom de i dag jo nærmest iscenesættes for turisternes skyld. Der er en fin historie om hans tur ned ad floden, og en tur ind i Amboseli-naturparken; hvor bestyreren fortæller om deres tiltag for at lade dyrene leve i fred, og beskytte dem mod krybskytter. Det er jo i sig selv ret interessant, at det allerede var så relevant for tres år siden. 

Jeg tror bestemt, at Kessel skal udforskes mere - han tilhørte jo tiden omkring de store spændende rejsende - Hemingway, Capa - og må have inspireret Kapuscinski og Theroux. Dette var smuk rejselæsning - men alt alt for kort! Og så var det desuden min boganmeldelse nummer 700.

Øen - Victoria Hislop

• Engelsk
• 17.-20. august
• 474 sider
• Originaltitel: The Island

Denne roman har jeg haft i hænderne en del gange - på fransk; den havde åbenbart stor succes i Belgien og Frankrig, men jeg ville jo ikke læse den oversat; og så fandt jeg den i Danmark ved et tilfælde. 

I starten var jeg lidt bekymret over den rosenrøde angivende tone; det er en rigtig tøse-roman! 

Men da jeg var kommet over det indledende afsnit om den unge kvinde, der er i tvivl om sin kæreste og vil ud for at lede efter sine rødder; så nåede vi til den interessante del. Den unge kvinde tager nemlig til Kreta, og moderen har efter 25 års tavshed om familien endelig givet hende navnet på en kvinde, der kan løfte sløret for familiesagaen.

Det starter med den unge kvindes oldemor, som lige inden 2. verdenskrig bliver diagnosticeret med spedalskhed. De bor i en lille fiskerby på Kreta; og lige ud for kysten ligger øen for de spedalske - Spinalonga. Øen har en fantastisk historie; et venetiansk fort og århundreders kampe frem og tilbage mellem forskellige herredømmer inden den endelig blev græsk igen i 1903 - og omdannet til koloni for spedalske.

Her blev alle sendt ud lige så snart de viste det mindste tegn på sygdommen; og pigens oldemor dør derude efter nogle år. Faderen er efterladt derhjemme med de to piger - den rebelske Anna, og den blide Maria. Efter krigen gifter Anna sig med den lokale 'mogul' - sønnen af den rige olivenolieplantageejer. Det er næppe ægte kærlighed; men hun er ambitiøs og afskærer hurtigt forbindelsen til den langt fattigere familie. Især da der går rygter om, at hun har en affære med mandens fætter.

Maria bliver hentet ind for at dulme disse rygter, og forelsker sig i fætteren og de skal giftes, indtil Maria nogle uger inden brylluppet finder tegn på spedalskhed og må sendes ud til øen.

Hun tager den lange vej gennem tunnellen, hvor hendes mor gik femten år tidligere; men heldigvis er tilstandene bedre. Under hendes tid på øen begynder man at arbejde med medicinsk helbreldese af spedalskhed og øen kan endelig nedlægges som koloni for de udstødte i 1957.

Det er selvfølgelig lidt sødsuppekærlighed; men det var en yderst interessant beskrivelse af kolonien, og hvordan de kæmpede for at få vand, elektricitet og blev behandlede som udskud. Jeg fandt et ret sigende klip, hvor man kan se hvordan omgivelserne var - i dag står det hele øde hen som en spøgelsesby, og man fragter turister derover på dagture. Men dengang har det jo været skrækkkeligt at leve afsondret derude og tilmed ikke længere end, at de stadig kunne høre kirkeklokkerne og se festlysene inde fra byen, hvor deres familier blev tilbage.

Og den unge pige fik selvfølgelig sin forklaring og forløsning og det hele ... det er den mindre interessante side af bogen.

Fanden er løs - Hamann & Jørgensen

• Dansk
• 14.-16. august
• 384 sider

Man kan jo more sig lidt over, at det allerede på forsiden er gået galt for forlaget med en 'renæssance krimi' i to ord! Det var dog rettet i den udgave jeg har; men desværre er der stadig rigtigt mange fejl inde i bogen. Banale fejl - men det er så irriterende for læseoplevelsen.

Jeg havde ellers læst positive anmeldelser af denne renæssancekrimi, som foregår i 1642 netop som Christian IV skal til at indvi sit runde tårn - officielt kaldet Stjerneborgen på grund af dens astronomiske laboratorium.  

Plottet er en trolddomssag, som byens foged, bryggeren Korbach skal opklare; og som involverer sømænd hjemvendt fra de store have og intriger i byen. Jeg må desværre indrømme, at jeg ikke faldt for den tekniske side af krimien - den var lige så løs som Fanden i titlen, og der kunne mageligt være skåret hundrede sider af bogen.

Til gengæld gav den et fænomenalt syn på byen, som den tog sig ud dengang, hvor gaderne ikke altid hed det, de gør i dag - og hvor bymurene var noget mindre end vi kender det. Det historiske perspektiv var absolut underholdende og man kunne som københavner mageligt se det hele for sig.

Men det er desværre ikke nok, hvis man vil skrive en krimi. Desværre har jeg allerede andet bind stående - det bliver vist til et dobbelt fejlkøb.

Profeterne i Evighedsfjorden - Kim Leine

• Dansk
• 9.-13. august
• 527 sider

Det er jo meget sjældent, at jeg læser danske bøger af danske forfattere - men denne havde jo fået behørig opmærksomhed, og tillige vundet en masse fine priser. Den er nogle år gammel nu; men så er jeg måske indviet til nogle af hans nyere romaner, når de ikke koster 300 kroner vel at mærke.

Der er noget med moderne danske forfattere - når vi altså ser bort fra alle krimierne - men de andre skriver monumenter. Både i fysisk og overført betydning. Ejersbo gjorde det med sine Afrika-bøger. Carsten Jensen med sin sømandsbog. Det skal være stort for at kunne rumme de store fortællinger, de vil af med. Og det er bestemt ikke skidt.

Profeterne er en barsk historie om en splittet mands liv fra den unge norske Morten Falck ankommer til København i 1782 for at studere teologi; egentlig ville han hellere læse til læge - men det er faderen hjemme i Norge, der bestemmer. Selvom han skulle hellige sig sine rene kristne tanker, så får den unge Morten også tiden til at gå med at opsøge byens bund, og han eksperimenterer en anelse med en hermafrodit; hans sjælesorg har det ikke helt godt. Han forlover sig, men hæver forlovelsen igen og ender med at rejse til Grønland, hvor han sikkert mener, at farerne er mindre, og der er mange sjæle at omvende.

Da han ankommer til Sukkertoppen i 1787 er det en temmelig lille bygd med nogle danskere, der skal håndhæve dens status som koloni - og så er der alle 'de vilde'! De grønlændere, som ikke er døbt i den kristne tro, og lever i troen på deres egne traditioner. Men der er også den lille koloni inde i bunden af Evighedsfjorden, hvor præsten Habakuks kone Maria Magdalene (symbolsk navn!!) får visioner fra Gud i sine drømme. De lever langt bedre end mange af de andre; de er selvforsynende med mad og der bliver ikke drukket. Der bliver til gengæld horet en del - konebytning er et ganske almindeligt fænomen.

Morten vil i al sin begynderoptimisme omvende dem inde i fjorden; men hurtigt opdager han, hvor destruktivt livet i en koloni er. Hvordan de enkelte danskere modarbejder hinanden eller kives i deres mikrokosmos - for de kan jo ikke omgås de indfødte andet end som håndlangere i arbejdet. Alle deres sammenkomster holdes inden for deres egen lille kreds. Der er kolonibestyreren - i praksis ham, der styrer beholdningerne af varer (ikke mindst alkohol) - og hans ulykkelige kone, som forelsker sig i præsten, og bliver voldtaget af smeden. Det er grumme historier om hver deres nederlag i det fremmede, og deres overlevelsesstrategi - sprut, ignorance, ...

Morten tager en ung kvinde til sig, som man kalder for enken. De bliver gift, men han ved aldrig hvor han har hende - de kan knap tale sammen, og hun foragter ham sikkert ligesom de foragter alle danskere. Men hun passer ham alligevel, da han går helt i hundene og som tak lover han at slå hende ihjel.

Det lyder barsk - og det er det jo også. Det er grusomt psykisk og fysisk, men Leine fortæller det på en nærmest rolig resigneret måde. Hans præst som hovedperson er så karaktersvag, at man ikke forventer af ham, at han formår mere end at gå i hundene. Selv da han vender tilbage til København i 1795 er han ude af stand til skaffe sig respekt, Han lever sit liv på en løgn, og kun et stort uheld sørger for, at hans løgne forsvinder - så han kan fortsætte.

Jeg må indrømme, at jeg fandt den første del en anelse lang og for detaljeret - den første tredjedel af bogen handler om årene inden Grønland, og der går det lidt langsommeligt. Den store del er katalogiseret som de ti bud, og her er fortællevinklen mere vekslende, og persongalleriet bredere. Det hjalp betydeligt på romanen. Ikke desto mindre er det jo en fantastisk enorm mundfuld, som sidder i en noget tid efter at man har lukket den.