Natteskov - Djuna Barnes

 

• Engelsk
• 29.-30. november
• 192 sider
• Originaltitel: Nightwood

Djuna Barnes er kunstnernavnet for den danske forfatter Maria Gerhardt, som hun brugte når hun arbejdede som dj. Men hun var inspireret af virkelighedens Djuna Barnes (1892-1982), som var en amerikansk forfatter og journalist, og mest kendt for sit hovedværk Nightwood, der blev et af de første og største lesbiske litterære værker. 

Jeg læste en del om hende i bogen om udenlandske kunstnere i Paris i august, og den stod på ventelisten. 

Hvordan skal man så beskrive den roman? Med så massive forventninger er det svært ikke at blive skuffet desværre. Der er ingen tvivl om, at den var banebrydende, da den udkom i 1936. Samtidig er den stilistisk ret kompliceret, inspireret som den var af moderne abstrakt kunst, surrealisme og de andre -ismer, der florerede på den tid.

Historien samler en lang række personer, og det er svært at holde blot nogle af dem rigtigt centreret i romanen. Men en af hovedpersonerne er Robin Vote, som bliver gift med Felix - en østrigsk dandy, som påstår at være aristokrat. Robin møder Nora Flood - en amerikansk kvinde - og de to indleder en hed affære, som fører til, at Robin forlader Felix og deres søn Guido.

Nora er baseret på Djuna Barnes selv, mens Robin er Barnes' elskerinde Thelma Wood. Titlen skulle være et ordspil på Nigh T. Wood - altså "tæt på T. Wood". Deres forhold, som varede fra 1921-29 var ikke uden konflikter - jalousi, utroskab, druk - og det samme går igen i romanen mellem Robin og Nora.

Rundt om de to kvinder følger vi Felix og en mystisk doktor, som filosoferer over livet - meget af tiden udklædt som kvinde. Han fører lange monologer med råd til de to kvinder om deres forhold og konflikter. Det ender fuldstændig surrealistisk med en scene, hvor Robin i en kirke møder Noras hund og selv antager en dyrisk form. Det er så absolut i tråd med tidens kunstneriske bevægelser. Det er også en fortælling om Barnes' eget kærlighedsliv og det bristede forhold til Wood - som i øvrigt ikke var særlig imponeret over bogen.

Jeg forsøger at læse"klassikere" - de bøger, der af udefinerlige årsag transcenderer tid og sted - et par gange om året. Det betyder jo så, at visse er af ældre dato og det kan have sine udfordringer. Jeg har læst flere meget begejstrede anmeldelser af denne bog - en del af dem noget ældre - og gennemgående siges det, at man skal læse den en del gange for at komme til bunds i den. Det tror jeg nu ikke jeg har tålmodighed eller overskud til. Det er lidt rodet; det stikker i alle retninger - og jeg er nok ikke modtagelig overfor denne surrealistiske skriveform. Men historien omkring historien er absolut interessant set i et større kunstnerisk perspektiv.

Le nom sur le mur - Hervé Le Tellier

 

• Fransk
• 28. november
• 176 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg fik en ny stak bøger leveret torsdag aften - og den første læste jeg så på en dag. Det er godt, jeg mere end når mit mål om, at halvdelen af de læste bøger skal være fra biblioteket! Det ska dog siges, at det var en meget lille bog - jeg læste knap halvdelen om morgenen inden arbejde og så var der lige til aftenlæsning.

Den fransk forfatter, der vandt Goncourt-prisen i 2020, købte lige inden pandemien et hus i en lille landsby nord for Avignon. Da han begynder at rydde op i hus og have, finder han et navn ridset ind i en sten i husets murværk - André Chaix. Det samme navn finder han på byens monument over døde for fædrelandet - et sørgeligt monument som stort set alle franske (og belgiske) byer har for såvel 1. som 2. Verdenskrig. Han kan se, at André kun blev tyve år gammel.

Le Tellier begynder at grave i, hvem denne unge mand var og hvorfor hans navn står på hans mursten. Det sidste finder han ikke svaret på, men han finder ud af, at André døde i modstandsbevægelsen.

Det bliver til en rejse rundt i nazismens greb om Frankrig - men også, hvordan ideologien kunne påtvinges en hel tysk befolkning med eksempler på psykiske forsøg på demagogi, der senere er blevet udført.

Han finder navnet på Andrés ungdoms kærlighed, og både fotos og andre ejendomme, som André efterlod og i dag er på et lokalt museum.

Men det er som sagt en lille bog, og da der ikke er nogen overlevende, der kendte André personligt, er det begrænset, hvor tæt vi kommer på André som menneske. Det er snarere et lille portræt som kunne være af André eller en af de mange andre unge mænd, som satte deres liv på spil for friheden - og mistede det. 

Det er jo selvfølgelig også endnu en Covid-roman; hvad gør man som forfatter, når man er ude af stand til at rejse eller forlade sit hus? Det er ikke en dårlig bog - absolut ikke. Det er blot en meget hurtig lille ting.

The River Is Waiting - Wally Lamb

 

• Engelsk
• 24.-27. november
• 480 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg forstår virkelig ikke, hvorfor Wally Lambs romaner aldrig er blevet oversat til dansk. Ikke én eneste af de syv romaner, han har udgivet over en årrække på 33 år. Han er ikke meget produktiv, og foretager sig en masse andet ved siden af - som fx at undervise i skrivning i et kvindefængsel. Men det er nogle af de bedste samtidskritiske amerikanske romaner indenfor de seneste årtier synes jeg.

Denne roman har været seks år undervejs - som med hans andre romaner tager det tid. 

Da jeg læste nogle anmeldelser af bogen inden jeg gik i gang, var jeg lige ved at droppe den. De lød meget på en stigende politisk bevidsthed, som åbenlyst var et problme for en del af hans fanskare. Efter læsningen kan jeg kun konkludere, at Lamb er demokrat og hans protagonisters holdninger er Trump-kritiske - hvilket er nok til at hidse masserne op i disse tider. Det var nu ikke nyt for mig; når man kender hans romaner, er det et samfundskritisk syn på fx våbenlovgivningen, som han skrev om i The Hour I First Believed. Det passer heldigvis fint til mine holdninger - og nok de fleste europæeres - og han er og bliver en fantastisk historiefortæller.

Romanen starter i april 2017, da Corby er hjemmegående far med to-årige tvillinger. Han har mistet sit arbejde, og da depressionen over det griber om sig, begynder han at tage piller og drikke. Ikke voldsomme drukture, men et skvæt rom i morgenkaffen og et par piller til at starte dagen på. Han mener selv han har styr på det - og konen, Emily, bemærker intet.

En morgen går det galt, da han skal have børnene ind i bilen. Han bliver distraheret af naboerne, og glemmer, at den ene tvilling - drengen - ikke er i bilen. I stedet er han bag den, og Corby kører ham over, og drengen dør. Det minder lidt om en sidehandling i The Hour I First Believed. Måske har idéen luret i ham og nu er den så blevet til en selvstændig historie.

Den slags ulykker sker jo en gang imellem. Oftest bliver kategoriseret som en tragisk hændelse, hvor den skyldige forælder har straf nok i skyldfølelsen. Men Corbys misbrug sender ham i fængsel i tre år, hvor han pludselig skal omgås hårde kriminelle.

Historien følger de tre år i fængslet, hvor han kæmper for at overleve, komme ud af sit misbrug, bevise sine gode intentioner, kæmpe for ægteskabet og for at se sin datter. Han ved, at han gør klogest i at holde lav profil, men han stritter imod fængselsbetjentene, der misbruger deres magt. Det får fatale konsekvenser for hans ophold i fængslet og langt derudover. 

Det er så dybt tragisk som de fleste af Lambs romaner er; man ved, at det vil ende galt men håber og håber, at Corby kommer ud og videre i livet. Jeg måtte have en Kleenex til hjælp til de sidste tyve siders epilog, hvor nogle af de andre protagonister overtager fortællingen - Emily, hans psykiater og hans cellekammerat.

Udover indsigten i fængselsforholdene kommer vi også omkring den originale amerikanske befolkning, den evindelige amerikanske racekrig med det hvide patriarkat og Covid-pandemien. Nok af kontroversielle emner, som han formår at formidle i en hjerteskærende fortælling.

Hans pointe er, at vi er komplekse mennesker - ikke kun gode, ikke kun dårlige. Vi er mennesker, og et enkelt øjeblik kan ændre resten af vores liv.

Audition - Katie Kitamura

 

• Engelsk
• 22.-23. november
• 208 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg venter altid spændt på Barack Obamas Reading list. Der er tit en del non-fiction, men han læser ivrigt romaner, og jeg har flere fra hans 2025-liste på min egen nu.

Dette var den første jeg nåede til - og den var mildest talt udfordrende. Ikke sprogligt, hvor det flyder godt, og beskrivelserne er intense og smukke. Men historien skal man fordøje - eller i hvert fald forsøge at finde op og ned på.

Bogen er opdelt i to dele. I første del møder vi en unavngiven fortæller, men opdager, at hun er en midaldrende kvindelig skuespiller. Hun er gift med Tomas, som er forfatter, og de bor i en pæn lejlighed i New York. Nu mødes hun på en restaurant med en langt yngre mand, Xavier. Han har opsøgt hende, fordi han mener, han er hendes søn. Mens de sidder der, træder Tomas ind - og hun tænker han spionerer, og mistænker hende for utroskab. Xavier får arbejde på det stykke, hun arbeder på - som er en kompliceret fortælling, hvor en central scene skal forandre karakteren halvvejs inde i stykket.

I anden del af bogen er Xavier hendes søn - og han vil nu flytte tilbage til forældrenes lejlighed. De har vænnet sig til deres tosomhed, men det går fint indtil Xaviers kæreste også flytter ind.

Hvad er virkelighed i denne historie? Er Xavier hendes søn - eller ej? Der kommer intet entydigt svar. I stedet cirkler vi rundt om temaer som vores liv som en form for skuespil, hvor vi alle har en rolle. Tomas indtager flere roller i de to dele, og deres ægteskab anskues også forskelligt - har hun en affære eller ham?

Det er udelukkende op til læseren at vurdere hvilken del er den sande. Eller måske anskue det som den samme historie men skrevet med to forskellige udfald. De samme personer - fortælleren, Xavier og Tomas - men i to vidt forskellige virkeligheder og dynamikker. Det er temmelig udfordrende, hvis man godt kan lide en klar linje fra start til slut og en klar fortælling. Jeg kan kun konkludere, at Obama nok har mere sofistikeret læsesmag end jeg har.

Shosha - Isaac Bashevis Singer

 

• Fransk
• 18.-21. november
• 408 sider
• Originaltitel: Shosha

Jeg fik en fornyet lyst til at læse Isaac Bashevis Singer efter min rejse til Warszawa i sommer; det er altid en anden oplevelse, når man kan sætte indre billeder på de steder, der beskrives. I tilfældet med Warszawa er det selvfølgelig ikke helt så enkelt, da stort set intet af byen, som den så ud i mellemkrigstiden står tilbage i dag. Men alligevel fornemmer man stemningen, som den har været da en af byens største befolkningsgrupper var jøder. Det var her Singer voksede op, og mange gadenavne findes endnu.

Denne roman er fiktion, men virker til at have trukket en del inspiration fra Singers eget liv.

Hovedpersonen, Aaron Greidinger, er en ung mand, som forsøger at finde sin vej i livet som forfatter. Han møder i 1930'erne det amerikansk-jødiske par Betty og Sam - de er velhavende, og Betty er skuespiller. Så Aaron skriver et teaterstykke til hende, og de to indleder en affære med mandens fulde opbakning.

Men Aaron møder også sin barndomsveninde, Shosha, igen. De to legede sammen som børn, men flytninger og tiden kom i vejen, og de er nu voksne. Men Shosha er ikke som de andre; hun er mentalt handicappet og er forblevet lidt naiv og uskyldig. I denne brydningstid mellem de to verdenskrige bliver hun symbolet på renheden og uskylden, som verden endnu engang er ved at miste - og i særdeleshed jøderne i Polen. Aaron svinger mellem Shosha og de fornemme verdensdamer, der kurtiserer ham - men han kan ikke give slip på Shosha.

Da han får muligheden for at flygte til Amerika, da tingene begynder at spidse til, siger han da også nej - han kan og vil ikke forlade hende. Men det er også en form for apati eller tro på, at det ikke kan udvikle sig så galt som det gør. En følelse mange havde - og så ventede de til det var for sent.

Aarons historie er også historien om det jødiske Warszawas endeligt. Krigen, der rykker nærmere med flyene, der symboliserer destruktion og Aarons skriverier, der er en flugt ind i en anden verden.

Som med andre af Singers bøger beskriver han ikke Holocaust direkte. Han var i øvrigt selv flygtet til USA i 1935, og måske ville han ikke skrive om det, han ikke var vidne til. Måske var det en form for ydmyghed eller respekt over for dem, der døde? Han skrev mangt og meget om jødisk historie, kultur og identitet - men springer altid over de år. Ligeledes her, hvor epilogen foregår femten år efter krigen, hvor Aaron bor i USA. Han er en succesfuld forfatter, men har mistet Shosha under flugten ud af Warszawa.

Han rejser til Tel Aviv og møder andre overlevende, og de mindes det, der ikke længere er - uskylden, skyldfølelsen over at have overlevet, og minderne, der varer ved. Det er ikke hans bedste roman, synes jeg. Den er for langsom og detaljeret og alligevel mangler flere af personerne den dybde, han ellers er så god til at bygge op. Især Shosha, som jo er både titlen og centrum for Aarons moralske dilemma om at rejse eller blive, kommer ikke til at stå tydeligt nok. Men man er absolut sat tilbage til Warszawa - som det var engang og aldrig blev igen.

27 timer (Pigen, der overlevede) - Christina Ehrenskjöld

 

• Dansk
• 17. november
• 236 sider

Det kan virke som voyeurisme at læse en bog om noget så skrækkeligt som bortførelsen af den unge pige, som i 2023 blev et af ofrene for den person, der senere blev kendt som Korsørmanden. Men vi læser jo nyhederne, og vi fulgte med i retssagen. Vi har en retfærdighedssans, som tilfredsstilles, når en forbryder fanges og dømmes.

Ligesom så mange mennesker fulgte med og valgte aktivt at hjælpe med at finde den så unge pige, da det stod klart, at hun ikke var "forsvundet" på naturlig vis. Det var ikke en teenager, der havde behov for lidt fred og ro eller et eventyr. Det var en pige, der var taget, mens hendes cykel, taske og mobiltelefon lå tilbage i en grøftekant. En pige, der blot delte aviser ud, mens hendes familie sad til en familiefødselsdag og ikke anede, hvad der skete.

Men denne skildring virker ikke som voyeurisme, da den sobert udelader de detaljer, som pigen og hendes familie selv skal bearbejde og bære med sig livet igennem. Der blev heldigvis gjort et godt stykke arbejde i medierne for hurtigt at fjerne hendes præcise navn, og i bogen kaldes hun blot Karla.

Historien om de 27 timer hendes prøvelse varede, fokuserer derimod mere på forældrenes oplevelse og politiets fremskridt. Man kan ikke forestille sig, hvordan det må være - men man kan beundre den unge veninde, som så hurtigt reagerede, da veninden ikke svarede. Forældrene, som hurtigt tog afsted og politiet, som tog det meget alvorligt, da cykel, taske og telefon blev fundet uden pigen.

Vi følger primært en kronologisk beskrivelse af de 27 timer, men også den efterfølgende tid samt retssagen, der nu er sat et punktum for, da den anklagede har valgt ikke at anke dommen. Klogt valg!

Det giver også et indblik i, hvordan politiet arbejder - eller gjorde i denne sag - som desværre nok mindede dem om, at en anden sag ikke havde fået passende opmærksomhed tidligt nok, og endte med andet og langt mere tragisk udfald. Hele det apparat, der sættes i gang og hvordan politiet skal balancere informationer til familien uden at skræmme dem - men også forberede sig på et ulykkeligt resultat. Det havde forældrene dog rigelig tid til selv at forestille sig selvfølgelig.

Man ser også, hvor vidtrækkende blot 27 timer kan have. På deres liv i familien - men måske også på de naboer, der pludselig var under mistanke, og senere flyttede væk. Jeg undrede mig også over, at hele familien ikke kan få plads i retssalen, men må stå i kø med de almindelige nysgerrige. Det virker forkert! Ligesom det virker så ufattelig ubehageligt, at familien oveni alle traumerne skulle døje med skjulte telefonopkald både under og efter forløbet. Det ryster én.

Det er en hurtig læst bog, men også fordi den er intens og kondenseret i tidsrummet. Den respekterer alt det, den skal men forklarer også, hvad der reelt sker bag kulisserne. Man kan kun håbe den lille pige kommer videre.

Navnene - Florence Knapp

 

• Engelsk
• 16. november
• 352 sider
• Originaltitel: The Names

Er vi vores navn? Mange har nok hørt nybagte forældre sige, at de lige skal finde ud af navnet til deres barn - ligner det en Sofus eller en Jørgen? Er det mere en Emma end en Grethe? Udstråler navnet de egenskaber vi ønsker for vores barn eller kan det blive en hæmsko?

Jeg ved, at mine forældre - nok mest min mor - havde et andet navn i spil til mig. I dag ville jeg slet ikke kunne forestille mig, at hedde det. Det "passer" ikke til mig synes jeg. Men det er jo nemt at være bagklog.

Cora er også nybagt mor - for anden gang. Hun er gift med Gordon, som er en succesrig læge afholdt og respekteret af alle. De har den ni-årige datter Maia og nu en lille søn. Der er tradition for, at sønner skal hedde Gordon. Som faderen. Som bedstefaderen. Og det forventer Gordon også, at Cora vil melde til myndighederne, når han nu har overladt det til hende at gå derned alene. For han har ikke meget tiltro til, at Cora kan klare ret meget. Cora er undertrykt og udsat for hustruvold, og den lille Maia ved godt, at faderen er én, man skal passe på med.

Så da mor og datter går med barnevognen ned for at registrere navnet, taler de om det navn, der er valgt. Cora selv kan godt lide Julian, men Maia synes Bear er et rigtig fint navn. 

Indledningen i 1987 har således tre versioner. Den version, hvor Maia vinder og barnet får navnet Bear - det mest uortodokse valg for den dominerende Gordon. Den version, hvor Coras valg af Julian måske er mindre kontroversielt men stadig imod hans ordrer. Og endelig den version, som ville være det naturlige skridt i historien, og barnet bliver Gordon.

Over 35 år følger vi de tre versioner i spring på syv år - 1994, 2001, 2008, 2015 og 2022. Man kan jo regne ud, at med en så voldelig og dominerende mand som Gordon vil det uvægerligt skabe problemer med de to første versioner af navnet. Der er desværre ingen mulige lykkelige udfald på historien for dem alle. Men der er meget forskellige baner i livet for Cora og børnene afhængigt af om de bliver i livet med far Gordon eller ej.

Det er disse livsbaner vi følger og nok er det måske ikke deres navn i sig selv, der er afgørende men det valg Cora tog eller ej den dag. Et liv med eller uden en far eller en mor.

Jeg kunne godt lide, at livsbanerne ikke var kopier i tid og sted. Således at man i en version hører om faderen senere i livet men ikke i alle. Den ene beslutning får nemlig vidtrækkende konsekvenser, men der er stadig små hilsener til de andre livshistorier i form af personer, der krydses. Det er finurligt lavet.

Det er sent at debutere som forfatter som 48-årig, men Florence Knapp gør det med en fængende roman. Den udgave jeg havde, var med temmelig stor skrift, og med tre kapitler per syv-årig periode går det hurtigt. Jeg læste den på en hyggelig søndag morgen og aften - spændt på at se, hvor det hele endte for dem alle. Lad mig sige, at det ikke nødvendigvis er navnet, der i sidste ende bestemmer om vores liv er lykkeligt! Der var en god del spænding undervejs nemlig.

Hvor ilden brænder - Jesper Bugge Kold

 

• Dansk
• 13.-15. november
• 366 sider

Det er nogenlunde et år siden jeg læste første bind af Jesper Bugge Kolds fortælling om de danskere, der rejste til Amerika i det 19. århundrede. Det er vist tænkt at skulle være en trilogi - og som altid ville jeg ønske, at jeg havde tålmodighed til at vente til hele serien var der. Visse detaljer fra første bind var nemlig ikke helt knivskarpe i erindringen længere.

I andet bind starter vi i 1883, hvor Johanne og Jens trives på deres gård i Nebraska sammen med den gamle enarmede soldat Valdemar, og de mange børn. Men ulykken rammer, og Jens dør en dag ude på marken. Nu er Johanne alene om at sørge for afgrøder og pasning af familie og dyr - nok klarer de sig, men det kræver, at hver sæson går godt. Der skal lægges forråd til side til vinteren, og høsten skal ikke ødelægges af storme, hede, tørke og alle de andre lunefuldheder naturen har at byde på. 

Samtidig er Johanne nu et oplagt mål for egnens ugifte eller enkemænd. Det ses nok helst, at hun gifter sig igen og det er jo smartest med en mand i huset. Hun bliver hurtigt ombejlet på både den gode men især den mindre gode måde, men hun står fast.

Deres liv på prærien præges også af de gennemrejsende; således forsøger hun at hjælpe en norsk familie og kommer selv ud på flere rejser på tværs af landet. Der er endda en tur hjem til Danmark, som viser sig at blive et bittersødt møde med fortiden. 

Det er i bund og grund ikke mange generationer siden. Det er vel på mine oldeforældres tid - og alligevel er det nok svært for os i dag at forstå den fattigdom, der var grundvilkåret for mange danskere. Da Johanne rejser hjem ser hun den fattigdom, som er afhængig af ens arbejde for herremanden. I det mindste har hun fod under eget bord! 

Der sker en del for Johanne som enke - der er virkelig både cowboys og indianere i dette bind. Hvis man som barn har set eller læst Det lille hus på prærien kan man levende sætte billeder på beskrivelserne. Jeg glæder mig til sidste bind - selvom der nok går et år igen. 

Det kunne måske også give forlaget tid til at nærlæse korrekturen inden den går i tryk. Det hedder stadig ikke, at "man har reddet en hest" og hvis man taler om en hests muskler er det ikke scener muskulaturen. Det lugter af en computerkorrektur, da ordene eksisterer - blot ikke i den kontekst.

The Taming of the Queen - Philippa Gregory

 

• Engelsk
• 10.-12. november
• 464 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Der er flere forfattere specialiseret i Tudor-England - én af dem er Alison Weir, hvis portrætter af Henry VIII's seks hustruer er virkelig fantastisk historielæsning. Philippa Gregory er en anden, hvis bøger, jeg aldrig har læst. Hun har dog skrevet en virkelig lang serie om hele den engelske historie, men det er langt mere romantiseret end Alison Weirs.

Denne bog er en af de senere i serien, og handler om kongens sidste hustru, Katharine Parr, og foregår udelukkende i de fire år fra kongen besluttede sig for at hun var den næste i rækken og frem til hans død i 1547. Dermed får man et langt mindre nuanceret billede af hende end i Weirs biografi.

Det handler meget om religion - England var i en brydningstid mellem katolicismen og protestantismen. Kongen var gammel, syg og kolerisk. Han var let at indflyde, forvirre og manipulere med sit berømte temperament, og der var ikke langt fra mistro til mishandling. Men det kommer til at fylde lidt for meget synes jeg, og bliver for ensidigt en skildring som den her er fortalt i første person af Katharine selv.

Gregory kører den romantiske stil med sukken og hjertebæven, hver gang Parr møder Thomas Seymour - den mand, hun i virkeligheden er forelsket i, og gifter sig med efter kongens død. Jeg foretrækker så absolut den mere historisk korrekte version - ikke, at der faktuelt er noget galt, men det bliver for meget opspind, og kun at dække de fire år over så mange sider, betyder, at der dvæles alt for meget ved tingene.

Jeg tror ikke Gregorys bøger vil bringe nyt lys til disse personer - og vil langt hellere anbefale Weir, hvis man interesserer sig for denne periode. 

Død - Anders Agger / Mingo

 

• Dansk
• 9. november
• 283 sider

Død er vel nærmest en opfølger til Aggers bog om kærlighed - det er i hvert fald uløseligt forbundet. For når vi elsker, gør tabet ondt. Vi skal alle dø - og forhåbentlig har vi alle nogen, der kommer til at mangle os. Savne os.

Døden kan komme på mange måder. Uventet og brutalt eller med en varsel, som giver os tid til at forberede os og planlægge vores afsked. Eller den kan strejfe os og beslutte sig for at vente lidt endnu - som den unge pige, der var i Fields under skyderierne eller den frivillige ved fronten i Ukraine. Den kan også være selvvalgt - og der er chokket og skyldfølelsen nok den største hos de efterladte, som ikke forstår, at de ikke så det.

Ligesom i Kærlighed er historierne fyldigt illustreret. Det er måske ikke halvt-halvt men ikke langt fra og de meget smukke fotos ledsager historien på den smukkeste vis. Sammenholdt med Aggers ord, der altid rammer én dybt. Nogle historier fortælles udelukkende af den pågældende person, andre er dialoger med Agger og endelig er der hans egen historie om forholdet til forældrene, der er oppe i årene og hvor døden nu er et vilkår, der skal tages alvorligt.

Det er stadig en bog, der ligesom Kærlighed kan læses på en dag - og det er også fint. Man synker nemlig helt ned i ordene og billederne. Den styrke og skrøbelighed Agger besidder er helt unik, og man synes der kunne være mange flere historier. Tit er de ægte og virkelige historier mere rammende end de bedste fiktive fortællinger. Sådan er det her!

Grænsen - Erika Fatland

 

• Dansk
• 6.-8. november
• 638 sider

Jeg måtte have fat i andre af antropologen Erika Fatlands bøger efter at have læst den mageløse fortælling om de tidligere portugisiske kolonier. Det bar måske lidt hurtigt - men emnet var et helt andet, selvom bogen var mindst lige så fantastisk.

Grænsen er en tidligere bog fra 2017, og handler om hendes rejse langs den russiske grænse. Hun har stort set ikke inde i Rusland - bortset fra for at kunne krydse grænser - men tager turen fra øst i Nordkorea til vest i det nordligste Norge. Det bringer hende til 14 lande og territorier - som fx Donetsk i Ukraine, som jo nu har en helt anden betydning end for blot otte år siden.

Hendes mission er at undersøge historien og forholdet til den kæmpe og skræmmende nabo. Mange af de lande, der grænser op til Rusland i dag har jo på et eller flere tidspunkter været en del af det enorme land, Under zartiden eller under kommunisnem - indtil mange begyndte at løsrive sig i starten af 1990'erne.

Fatland formår at fortælle disse historier, så man føler man læser en spændingsroman - og mange steder er indholdet da også tæt på at være således. Der er spioner og krige i fuld flor! Jeg har ikke besøgt mage af de lande, hun besøger - faktisk kun Norge, Finland, Letland, Litauen og Polen. Så en beskrivelse indefra Nordkorea men også den komplekse historie, der binder Kaukasus til Rusland var dybt fascinerende.

Fatland kombinerer gode historier med geopolitik, historie, socialantropologi og humor ikke mindst! Hun rejser alene og frygtløst rundt på steder og med metoder de fleste af os ville være meget bange for, tror jeg. Det er det, der gør rejseskildringer så fascinerende, når de er gode.

Det er en lang bog, men man er så opslugt, at man ikke kan slippe den. Men måske har den også været lidt for lang at korrekturlæse. Der er i hvert fald betydeligt flere fejl her, end i Søfareren. Jeg kan måske godt klare en stavefejl eller to - men i mindst to tilfælde var historien ændret med 100 år. En gang var der trukket 100 år fra - 1845 og 2. Verdenskrig - og en anden gang var de lagt til et forkert sted. Det er virkelig sjusk fra forlagets side.

Men derudover er det interessant. Ikke mindst set i lyset af den nuværende politiske situation. Man forstår måske krigen i Ukraine bedre set i det historiske perspektiv, men man forstår især også russernes behov for ekspansion - det har til alle tider været deres drivkraft! Det retfærdiggør intet - men det forklarer hvorfor et land, der er så stort åbenbart altid vil være større. Det forklarer deres politik med kontrol af ydergrænserne - de tidligere sovjetrepublikker - og modstanden mod NATO.

Rusland er i bund og grund stadig imperialistisk i opførsel - alle kommunistiske doktriner til trods.

Fatland er eminent i at formidle disse historier, og der er lagt flere års rejse og arbejde i hver bog. Så desværre er der heller ikke mange af dem - men til gengæld er kvaliteten af fortællingen i orden. 

Bella Ciao - Raffaella Romagnolo

 

• Fransk
• 3.-5. november
• 504 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I marts 1946 ankommer Giulia Masca til den lille by Borgo di Dentro i Norditalien. Hun var der sidst i 1901 lige inden hun flygtede til Amerika. 

Giulia kom af en fattig familie. En far, der drak sig ihjel. En mor, der knoklede sig ihjel på en fabrik, hvor Giulia også arbejder allerede fra teenageårene sammen med sin bedste veninde Anita Leone.

Anitas familie bor på en gård uden for byen, og de er mere familie for Giulia end hendes egen mor. Men en dag ser Giulia sin forlovede, Pietro, i armene på Anita - og hun samler hurtigt sine få opsparinger og tager båden til Amerika. Da hun ankommer opdager hun, at hun er gravid.

Nu vender hun tilbage som en velhavende midaldrende kvinde - sammen med sin søn, som ikke aner, at hans far ikke er den mand, Giulia hurtigt giftede sig med i New York. Hvad får hende til at rejse tilbage nu? Efter så mange år og to verdenskrige. 

I tilbageblik følger vi både Giulias skæbne og livet som det udfoldede sig for dem, der gennemlevede begyndelsen af det 20. århundrede i det fattige Italien. Anita gifter sig med Pietro, og de får en søn. Men der kommer først én verdenskrig, så Mussolinis fascister og senere endnu en verdenskrig. Anitas familie betaler en høj pris, og der er hverken mange eller meget tilbage, da Giulia ankommer.

Bogen veksler mellem disse fortællinger men ikke i en rammefortælling - snarere i tilbageblik kastet lidt hulter til bulter ind i nutiden, så der springes i tid. De to skæbner kører ikke parallelt, og der er mere fokus på Italien. Men det fungerer glimrende, og er en skildring af en svær tid i italiensk historie. Den fattigdom, de mange udvandrere forsøgte at flygte fra endnu inden de anede, at krigene ville komme. 

Vi kommer vidt omkring fascismen og dens høje pris for befolkningen, og vi kommer til at føle med og kende forfatterens protagonister.

Jeg strøg igennem den præcis som med Elena Ferrantes historie om de to veninder, som starter i Napoli omtrent, hvor vi tidsmæssigt slipper Norditalien her.

Malta Hanina - Daniel Rondeau

 

• Fransk
• 1.-2. november
• 272 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg skulle være rejst til Malta søndag - men en mindre intervention i knæet satte stopper for rejseplanerne. Når jeg rejser kan jeg godt lide at læse om stedet - fiktivt eller ej. Det giver mig en fornemmelse for kulturen i landet, og denne bog var planlagt til flyturen og opholdet i Valletta. I stedet måtte jeg rejse hjemme fra sofaen med benet hvilende oppe.

Daniel Rondeau er en fransk forfatter og journalist, og så var han ambassadør i Malta fra 2008 til 2011 inden han blev UNESCO-ambassadør for Frankrig.

Hans lille bog er ikke en rejseguide - den havde jeg også - men en stemningsbog om øen med dens vanvittig rige historie. Malta har været befolket og belejret af stort set alle magter i Middelhavet. Kulturen er en smeltedigel af øst og vest med samtlige monoteistiske religioner inde over, og der er virkelig mange spor af denne kulturarv.

Rondeau tager os med rundt på øen, som han besøgeri kraft af sit job men også som privatperson. Han fortæller i bidder om historien gennem de levn, han ser i dag. Der er også en del fokus på fransk tilstedeværelse på øen selvfølgelig - tempelridderne havde stærke bånd til Frankrig.

Men vi får også en fornemmelse af stemningen, lugtene, farverne, musikken... en smuk lille bog, der blot gav mig endnu mere blod på tanden til at komme dertil - en anden gang!