Le grand feu - Léonor de Récondo

 

• Fransk
• 25.-26. februar
• 216 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er snart ti år siden jeg læste min første - og hidtil eneste - roman af den franske forfatter Léonor de Récondo, som handlede om Michelangelo. Hun kan godt lide korte romaner - og det er faktisk ikke et problem, når de er så kompakte i ord og stemning som både denne og den første var.

Forfatteren er klassisk violinist, og det fornægter sig absolut ikke her.

Vi er i Venedig i 1699, hvor en lille pige fødes ind i en familie af tekstilhandlere. De har allerede to piger og da Ilaria er tre måneder gammel efterlades hun på Pietà-børnehjemmet. Det er et børnehjem, der har eksisteret siden 1400-tallet, men som var tiltænkt forældreløse børn. Alligevel efterlades Ilaria der for at få en musikalsk uddannelse, som var deres speciale og selveste Vivaldi underviste her blandt andet - og der trækkes tråden jo til forfatterens profession.

De små piger lever på børnehjemmet, men ser dog andre piger udefra - det bedre borgerskab sendes deres døtre hertil for musikundervisning, og således møder Ilaria den jævnaldrende Prudenzia og de to piger bliver veninder. Ilaria drømmer om at komme ud - hun vil opleve byen udenfor murene, der jo nærmest er som et kloster. Det lykkes Prudenzia at få tilladelse til, at de skal give en konsert sammen i hendes families palæ langs kanalen. Her møder hun Prudenzias storebror, Paolo, og denne forelsker sig ved første blik.

De to unge mødes kun ganske få gange - men det er den helt store kærlighed. Paolo vil ud at rejse og være kriger - blot for at vende hjem som helten, der kan gifte sig med Ilaria. I mellemtiden længes hun blot efter en vej ud i friheden. Det ender tragisk! Paolo dør hurtigt på sin rejse - men af feber, og ikke den heltedåd han forestillede sig. På hans døde krop finder man alle de breve, han har skrevet til Ilaria gennem måneder uden at turde give dem til hende, og da hun læser dem går det op for hende, at hun aldrig vil slippe ud. Hun sætter ild til brevene - og sig selv. Deraf titlen - den store ild; i reference til kærligheden og til slutningen.

Det er ligesom med Michelangelo poetisk og strammet ind til de allermest nødvendige ord. Det kan jeg godt lide nogle gange. Her fungerer det virkeligt og man har fornemmelsen af at have læst hundreder af sider, fordi der er så mange billeder, der vokser sig ud over ordene.