Når mor dør - Lene Skriver Bak

 

• Dansk
• 22. februar
• 250 sider

Jeg mistede min far, da jeg var 31 år gammel og netop flyttet til udlandet. Det var en barsk oplevelse at få opkaldet fra hospitalet om, at det var nu. Hjemrejsen husker jeg tydeligt - jeg havde ingen mobiltelefon endnu grundet belgisk bureaukrati med ID-papirer, og anede i mange timer derfor ikke, om jeg ville nå det eller ej. Jeg var absolut en fars pige, og chokket var enormt - han var syg, men jeg havde nok forsøgt at fortrænge, at det kunne blive fatalt. Mange livsbeslutninger - kan jeg se i dag - bunder i de omstændigheder. Både mens han levede, men også umiddelbart efter. En søgen efter tryghed det forkerte sted, og min flytning til udlandet, som jeg dog elskede.

Min mor lever endnu; men nu er hun en gammel dame. Hvert nyt år siger jeg til mig selv, at det kan blive det sidste år - uden at hun dog er syg eller umiddelbart viser nogle tegn. Men der er jo en logik i, at vi ikke er udødelige. Måske prøver jeg at forberede mig? Alligevel er jeg sikker på, at intet kan forberede mig på at blive forældreløs - selvom jeg jo er en absolut voksen person nu.

Bogen præsenterer os for otte kvinder fra teenagere til pensionister, der alle har mistet deres mor. Fra den dag moderen døde til tilbageblik til barndommen og deres forhold. Der er en del sygdom - ingen pludselige trafikuheld eller andet uventet - alligevel er følelsen af tab og chok intakt hos dem alle. For de unge piger er det selvfølgelig voldsomt at miste en mor inden man selv har startet sit liv; der kommer til at mangle en enorm del af en relation og kendskab til hvem moderen var som menneske og ikke blot mor. Men selv for de ældre kvinder er det et stort tab; måske tror man netop mindre på dødeligheden, når moderen stadig og altid er der. Til rådighed for en snak, et kram eller et godt råd i livets kriser.

De otte stærke historier er flettet sammen med interviews med henholdsvis en psykolog, en bedemand og en præst - og disse interviews er nok de svage led i bogen. Forfatteren forsøger at forstå om der er en anden form for sorg eller chok, når en pige eller kvinde mister en mor (fremfor en far). Det benægter de alle, og det bliver lidt insisterende, at disse interviews fastholder den tanke og presser for meget på i min optik. I stedet bliver det lidt indholdsløse banale samtaler, der mangler absolut dybde. Det handler om sorgbearbejdelse generelt, men selv her skratter det kun lige overfladen. Jeg synes disse interviews er overflødige og fjerner fokus fra essensen i bogen - nemlig at miste netop en mor.

Historierne fra kvinderne efterlader mig dog med det indlysende gode råd, at man skal værdsætte tiden nu og her. At man skal huske at sige tingene i tid - men også spørge. Når jeg en dag bliver forældreløs er der ikke længere nogen, der ved, hvordan jeg var som barn. Der er ingen, der altid vil være der ubetinget - selvom man som tiden går synes, at man er ved at overtage forældrerollen. Den fornemmelse er jeg ret sikker på vil forsvinde det sekund man for alvor stor som den næste generation - taget over hovedet er væk og man skal varetage sing egen livshistorie.