Afrikas grønne bjerge - Ernest Hemingway

• Engelsk
• 1.-2. marts
• 200 sider
• Originaltitel: Green hills of Africa

Hemingway har jeg et lidt særpræget forhold til; jeg er vild med manden - det han stod for; hans fandenivoldskhed og levevis på godt og ondt. Han kunne være dybt usympatisk med sine antisemitiske meninger og hans manglende respekt for mangt og meget. Men samtidig var han jo så autentisk som det overhovedet er muligt. Der var ingen forstillelse eller hykleri omkring noget - og han levede sit liv præcis som han ville det; og døde jo på samme måde.

Alligevel har jeg aldrig læst nogle af hans romaner; jeg startede for mange år siden på For Whom the Bells Toll - men på fransk; og jeg var nok ikke gammel nok til at forstå Hemingway. Til gengæld er hans bog om ungdomsårene i Paris jo helt eventyrlig, og faktisk steg den helt til tops i bestsellerlisterne efter attentaterne i Paris i november 2015. 

Hans rejsebeskrivelse fra 1935 er således heller ikke fiktion; men en beskrivelse af rejsens oplevelser - fokuseret på jagten, som var en af hans store passioner. Han er af sted med sin anden kone, Pauline, og nogle andre personer, som har skiftende 'kælenavne' bogen igennem. 

Når man læser bogen skal man jo nok især huske den tid, hvor den er skrevet og hvor så mange ting anskuedes med et noget mere liberalt syn end i dag. Det gælder jagten selvfølgelig - en rejseform, hvor de lidt mere velstillede tog ud for at bekræfte sig selv som 'rigtige mænd', mens konerne sad hjemme i lejren under myggenettet og læste bøger. Der er intet odiøst i at dræbe selv truede dyrearter, fordi de endnu ikke var truede. 

Men Hemingway har alligevel et gentleman-agtigt syn på drabet. Han vil kun skyde, hvis han er sikker på at ramme dødeligt, og det betyder en del for ham under bogens jagter, at han ikke lader et dyr lide. Under den sidste jagt i bogen rammer han et smukt dyr, men det slipper væk - og han bruger timer på at lede efter det ved tanken om den langsomme død, det sikkert lider. Selv da de indfødte har givet op, fortsætter han stædigt til mørket falder på, og de må give op.

Han siger også et sted, at han kun vil skyde så længe han kan ramme med et dræbende skud. Når det er slut, så vil han aldrig skyde længere. Det virker nærmest lidt profetisk, når man tænker på hans død - hvor han måske indså, at alternativet til selvmord ville være psykiatriske hospitaler og ikke meget fest og farver. Han ville styre sin egen skæbne!

Forholdet til de lokale er selvfølgelig også anderledes; det er ikke racistisk - men dette er i kolonitiden, og det er naturligt for Hemingway, at de skal ordne hans tø, hans våben og åbne hans ølflasker for ham under hele turen. Han knytter venskaber med nogle, men gør også åbenlyst grin med andre - fordi han gennemskuer det spil de stiller an for den hvide mand og hans penge.

Indimellem jagterne sidder de jo så i lejren, og spiser og drikker. Drikker mest. Og diskuterer filosofiske spørgsmål ofte omkring litteratur. Det er i denne bog, at man finder den nu berømte udtalelse om amerikanske forfattere: 

The good writers are Henry James, Stephen Crane, and Mark Twain. That's not the order they're good in. There is no order for good writers.... All modern American literature comes from one book by Mark Twain called Huckleberry Finn. If you read it you must stop where the Nigger Jim is stolen from the boys. That is the real end. The rest is just cheating. But it's the best book we've had. All American writing comes from that. There was nothing before. There has been nothing as good since.

Hemingway er jo ikke specielt ydmyg i forhold til sine egne præstationer - hverken i forhold til jagt, kvinder, fiskeri, krige eller litteratur. Han har tit og ofte udtalt sig barsk om de mennesker, der ikke beundrede ham næsegrus - men det gør ham jo netop så elskværdig. Jeg er mere og mere moden til noget seriøs Hemingway, tror jeg.