Postkort til Annie - Ida Jessen

• Dansk
• 14. april
• 221 sider

Min eneste danske kollega hernede lånte mig i går en lille dansk novellesamling, og hun kiggede mindst lige så forundret, da jeg i morges kom tilbage med den. Den var selvfølgelig ganske lille og skrevet med relativ stor skrift; men samtidig blev jeg fanget af de seks små historier.

Det er helt bestemt kvindehistorier. Det er historier om kvinder i forhold, hvor de står i stampe og er ulykkelige uden at kunne trænge ind til manden. Det er mødres dilemma, som moderen, der altid har vidst, at hendes søn var en ballademager, og muligvis står bag en grum ulykke. Hun vægrer sig, men i lige netop denne novelle får hun sin mand på sin side - i alle de andre historier er parrene som delt i to lejre.

I de fleste tilfælde er kvinderne nemlig ret alene med deres sorger og problemer, og man føler virkelig med dem og føler deres smerte. Som moderen, hvis søn muligvis lider af en mild form for syndrom af en slags, der gør ude af stand til at indordne sig i samfundet. Hun presser på - for meget; og støder ham derved konstant fra sig. Men som mor må hun kæmpe - det er hendes eneste valg selvom hun vedvarende siger til sig selv, at det giver bagslag.

Der er også historierne om de ekstremt følsomme kvinder, hvor det bliver deres skæbne. Dem, der følger efter en skæv skikkelse i gaden, og ìkke kan slippe fornemmelsen af andres tristhed.

Ida Jessen var et helt nyt bekendtskab for mig - men jeg blev virkelig grebet af de kvinders skæbner, selvom noveller ikke ellers er min favoritlæsning. Tit føler jeg, at der mangler dybde i historierne og personerne, men Jessens historier slutter en cirkel, selvom man ikke kan undgå at undre sig over, hvad det ville give, hvis der blev udbygget på en af dem. Men i sig selv er mere end nok til ramme dig og selv sætte din fantasi i gang om deres skæbner.