Den sorte linje - Jean-Christophe Grangé

• Fransk
• 20.-23. april
• 606 sider
• Originaltitel: La ligne noire

For nogle uger siden havde en kollega lånt mig en Grangé-krimi - en mindre at købe, da de jo sluges med rekordfart. Men jeg kom aldrig længere end første side, og troede, at det var enden på mit bekendtskab med Grangé. Jeg forsøgte virkelig, men er der noget jeg virkelig ikke bryder mig om er det sjusk - og her var det sjusk i første linje, da han omtalte svenskeren Éric Svendsen!!! En svensker, hvis fornavn staves på fransk med accent og det hele ... og hvor efternavnet staves på dansk. Det er sjusk! Så den blev returneret desværre.

Men jeg havde faktisk selv stadig nogle stykker stående ulæste, og så kastede jeg mig over en af de tidligere i hans forfatterskab; og nu er vi vist gode venner igen - selvom jeg stadig aldrig har hørt om et dansk efternavn, der staves Mosensen.

For det er nemlig en af personerne i denne krimi - en ung dansk pige, Pernille Mosensen, der findes myrdet i umiddelbar nærhed af den tidligere franske mesterdykker, Jacques Reverdi, som nu er 'pensioneret' og lever af at undervise og nyde livet i Sydøstasien. Men der er et par kadavre i den linje, han trækker efter sig efterhånden som han flytter fra land til land.

Den lidt afpillede franske journalist Marc beslutter sig for at kaste sig over sagen; men Jacques er en kompleks mand, der helst undgår pressen. Så Marc må iføre sig en forklædning for at komme i kontakt med ham. Det er helt uskyldigt så længe Jacques sidder godt fast i malaysisk fængsel med udsigt til galgen og ikke friheden; og så længe det udelukkende foregår via breve men senere emails.

Marc - i sin anden form - følger dykkermesterens anvisninger for at finde frem til hans hemmelighed; og det lykkes næsten. Alene den del er en fascinerende rejse ind i menneskets sind, som det tit er i Grangés romaner - men der er mere detektivarbejde og mindre vold end i nogle af de senere romaner, synes jeg - og det gør mig ikke spor.

Marc erkender på et tidspunkt, at legen er nået for vidt - men da er det for sent! Og selvfølgelig slutter bogen med en hæsblæsende jagt; men igen mindre voldsom og faktisk også mindre langtrukken end i visse af de andre romaner. Men jeg nød faktisk historien, og plottet er glimrende fundet på. Det er nok Grangés virkelig styrke, at han altid får skabt en tråd mellem noget esoterisk og det voldsomme, og så er hans personer levende og godt skruet sammen.