La femme aux pieds nus - Scholastique Mukasonga

• Fransk
• 15. september
• 171 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Historien om massemordene i Rwanda i 1994 er ikke nær så mediatiseret i Danmark som hernede. Det har selvfølgelig sine naturlige årsager - fransktalende lande havde afrikanske kolonier, og dermed et vist ansvar i deres politiske og humanistiske udvikling efter uafhængighederne i 1960. Derudover er Belgien på sørgelig vis involveret i Rwanda,da FN beslutter at trække tropper ud af landet efter mordene på ti belgiske soldater. Verdenssamfundets økokolonialisme havde ikke behov for et land uden olie, og de efterlod dem til en massakre nærmest uden sidestykke i historien, som kostede næsten en million mennesker livet over sølle tre måneder. Noget lignende er ikke set i verdenshistorien,

Der er lavet film det - nogle af de mest sete er nok Hotel Rwanda og Shooting Dogs; men der er andre mindst lige så gribende - omend mindre kommercielle end de sædvanlige amerikanske. Jeg vil personligt hellere anbefale at se Sometimes in April eller A Sunday in Kigali, som begge er franske film og langt mindre sensationshungrende end de store blockbusters.

Uanset, hvordan man griber det an, er det umuligt at forholde sig til. Jeg har selv en bekendt, som kom ud derfra som ganske ungt barn - med ar fra granater, skud og macheter; at se den martrede krop er en grusom historie i sig selv.

Scholastique Mukasonga er fra Rwanda; hun er født i starten af 1950'erne - med den uvished, som passer sig for arkaiske samfund. Hun var ikke længere i Rwanda i 1994, men mistede 37 familiemedlemmer i udryddelsen af tutsierne. Jeg har tidligere læst hendes roman om 'kakerlakkerne'- hendes erindringer om familien, om kakerlakkerne, som hutuerne kaldte den anden stamme ... med de små fine næser, som blev deres dødsmærke.

Denne roman er en hyldest til såvel hendes mor og dennes mod, og hendes opdragelse og kultur fra barndommen. Det er på nogen områder at sammenligne med Camara Layes klassiker om livet som barn i Afrika før eller omkring uafhængigheden. Men der er en anden underliggende bitterhed i hendes historie - naturligt nok. Hun vil fortælle om en kultur, der for evigt er ødelagt. Af de hvide - eller af hutuerne.

Hun beskriver moderen, som den bærende figur i familien. Hun fortæller om kulturen - som for os til tider kan virke absurd, som når hun beskriver det kvindelige ideal:

"Vrikkede hun sine hofter på en majestætisk måde?
Kunne man høre den blide berøring af hendes lår mod hinanden?"

Eller som hun senere beskriver én af landsbyens smukkeste kvinder med de store tykke lår, og de behårede underben - en særhed hos afrikanske kvinder, og dermed et skønhedsideal.

Hun lærer os så meget om et land i det kontinent, vi absolut vil destruere i fremgangens navn. Vi er der, når det handler om at installere toiletter, omvende religiøse synspunkter - tvinge folk til at opgive deres kultur og leve som os. Men vi var der IKKE, da det virkelig gjaldt - fordi der ingen olie var, fordi det bare var Afrika. 

En dybt bevægende roman, som var meget mere markant end den latterlige prisbelønnede engelske roman, jeg netop havde læst. Desværre er det tit de forkerte bøger, der oversættes.