Thursday, June 11, 2009

The Hour I First Believed - Wally Lamb


  • English
  • May 31 - June 10
  • 617 pages
  • Dansk titel: Ikke oversat
  • Titre français: Pas encore traduit

Wally Lamb er tilsyneladende aldrig blevet oversat til dansk - og endnu mere overraskende ikke særlig kendt. Han skriver heller ikke tit - faktisk er det kun blevet til 3 bøger fra hans hånd på 16 år. Hans anden roman I know this much is true købte jeg ved et tilfælde i Haag for nogle år siden; men den gjorde et dybt indtryk på mig... pudsigt nok omtaler Lamb i denne nye roman tvillingerne fra den tidligere.

Hans seneste roman udkom for ca. 2 måneder siden, og jeg var ikke i tvivl, da jeg så den i den engelske boghandel. Den er blevet nydt i en intens læserus, som ikke har været hurtig - men til gengæld forsvandt jeg så langt ind i ordene, at jeg til sidst trak og trak tiden for ikke at nå til sidste side.

Handlingen er en blanding af fiktion og fakta; Lamb blander reelle hændelser med reelle personer ind i sin historie, og binder dem til sine protagonister. Historien starter i april 1999 - med læreren Caelum Quirk's besøg i det lokale pizzeria, hvor han ser Eric Harris og Dylan Klebold; nogle dage senere er de bagmændene bag drabene på Columbine High School, hvor Caelum underviser og hans kone arbejder som sygeplejerske. Men dagen inden er Caelum fløjet tilbage til Connecticut, hvor hans tante netop er død. Han tager flyveren tilbage uden at have fået kontakt til sin kone, Mo (Maureen), som han ved, er inde på skolen. I flyet møder han en videnskabsmand, som fortæller ham om kaosteori... et tema, som har en central plads i romanen.

Mo overlever - men intet er som før; de flytter til sidst tilbage til tantens gård, hvor Caelum voksede op og hvor hans familie har levet i generationer. Mo og Caelum forlod i sin tid stedet efter at Mo havde været ham utro - men nu forsøger de at genfinde en hverdag der; og Mo kæmper for at komme sig over sin PTSD. Hun kommer ud i et pillemisbrug, og en dag kører hun en ung dreng ned mens hun er kraftigt påvirket af medicin. Drengen dør og Mo kommer i fængsel.

Caelum er alene tilbage på gården, indtil han en dag lejer overetagen ud til Moses og Janis - et ungt par, der er flygtet fra Katrina-orkanen i New Orleans. Janis finder en masse gamle papirer på gården - breve og dagbøger, som tilhørte Caelum's tip-tip-oldemor, og fortæller den familiehistorie, han aldrig helt har kunnet få til at passe sammen. Hans oldemor åbnede et kvindefængsel, hvor Mo nu sidder - og denne opdagelse bliver en rejse tilbage til den amerikanske borgerkrig, faderens tid som soldat i Korea og en masse skjulte familiehemmeligheder.

Parallelt i deres liv er der Velvet - en ung pige, som var studerende på Columbine og var lidt af en outcast. En slags gothic punk uden familie, som knytter sig mest til Mo - og opsøger dem igen, da Mo kommer i fængsel. Caelum er ikke-troende - den overbeviste pragmatiker... men de oplevelser han gennemgår i de år bogen spænder over, rækker også over nogle af de mest dramatiske hændelser i nyere amerikansk historie - Columbine, 9/11, Katrina... og han ændrer sig samtidig med, at verden skifter ansigt omkring ham.

Lamb har en helt utrolig fortælleevne, så man er dybt inde i Caelum's personlighed, tankegang og følelser. Han når vidt omkring uden, at det virker rodet eller planløst. Det er absolut ikke nogen lykkelig historie - men det er hans romaner aldrig. Det er til gengæld en gribende historie om hændelser og følelser, som er utroligt universelle.

Jeg var heldig forleden dag i OXFAM at falde over hans første roman - den er pakket i kufferten; og jeg glæder mig allerede!

4 comments:

Søren said...

"at jeg til sidst trak og trak tiden for ikke at nå til sidste side."

Sjovt, man plejer at sige det omvendt, ikk'?

God anmeldelse :-)

Nille said...

Søren,

Jeg har ikke været god til at komme rundt på min bogblogliste på det sidste; der har været lidt for meget rejseri osv. og imorgen er det igen afsted i 2 uger!

Men tak for din kommentar... jeg er meget begejstret for hans bøger og håber at få læst den første under ferien.

Louise said...

Jeg har ikke læst din anmeldelse, da jeg har tænkt mig at læse bogen selv :-)

Hvis det er She's Come Undone, du har fundet, kan du godt glæde dig. Den er god! en af mine yndlingsbøger! Virkelig, virkelig god!!! Glæd dig.

OG GOD FERIE.

Nille said...

Louise,

Det er nemlig She's Come Undone... og den er helt igennem fantastisk! Skønt at du også kender ham - han er ellers ret ukendt... men jeg er vild med hans skrivestil!

PS! Ferien var GOD!!! ;-)