Lorsque j'étais une oeuvre d'art - Eric-Emmanuel Schmitt

• French
• June 29
• 253 pages
• Dansk titel: Ikke oversat

Lige så hurtige hans romaner er at læse, lige så stort indtryk gør de trods alt altid på mig. Man bliver fanget ind i hans helt specielle skrivestil - og efter at have læst seks engelske bøger i træk, er det en fryd for mit hovede at lade tankerne flyde med rytmen i hans smukke måde at håndtere det franske sprog på.

Schmitt's bøger bruger en forholdsvis enkel dagligdags historie til at belyse et mere filosofisk emne. Hans bøger er ofte snarere fabler end egentlige romaner; og denne er ingen undtagelse. Historien foregår på en imaginær ø et sted i verden, hvor den unge Tazio Firelli i indledningen befinder sig på en klippetop i gang med at forberede sit fjerde selvmordsforsøg. Han er dybt deprimeret og føler sig som et uendeligt nederlag - især set i forhold til sine to ældre brødre, som lever i mediernes rampelys og er kendte for at være de to smukkeste mænd på jorden. Tazio er bare helt almindelig og ingen har nogensinde beundret ham for noget som helst.

Lige da han vil springe, bliver han tiltalt af den kontroversielle kunstner Zeus-Peter Lama, som tilbyder ham berømmelse, hvis han til gengæld skriver under på, at han totalt overgiver sin krop til dennes bizarre forsøg med moderne kunst. De simulerer hans selvmord; og Tazio bliver opereret og bliver til Adam bis... det ultimative nye moderne menneske. Vi får aldrig detaljerne af hans udseende at vide - men, at det er revolutionerende og chokerende ses af de shows, han bliver udstillet på rundt om i verden.

Tazio/Adam opdager dog hurtigt, at forfængelighed er overfladisk - han keder sig, da de fleste kun er interesseret i hans udseende og ikke i hans tanker. En dag stikker han af og flygter ned til stranden, hvor han møder maleren Carlos Hannibal og hans datter, Fiona. Han beundrer Hannibal's kunst og hver dag snakker han i timevis med den gamle mand; indtil en dag denne hidser sig op over hans rivals Lama's seneste værk - som har hørt om i radioen. At gøre et menneske til et kunstværk! Hannibal er blind og ved ikke, at det er den mand, han har snakket med i timevis - og da det går op for ham, maler han et maleri af Adam, som han forestillede sig ham ud fra hans stemme... som en forsoningsgave. Maleriet forestiller Adam som han så ud som Tazio!

Historien fortæller Adam's liv som kunstværk - menneskets forfængelighed, der gør, at vi tit vil anerkendes for vores ydre, som er forgængeligt og ikke for vores indre. Tazio møder sine brødre, som ikke genkender ham - og opdager, hvor ligegyldige de er... og hvor meget de lider under viden om, at deres tid er talt og andre vil overtage deres plads. Han ender med at indlede en retssag, hvor det absurde spørgsmål stilles: Er han stadig et menneske - og hvad definerer et menneske? Han har stadig sine egne tanker - ergo sin sjæl! Men en sjæl er ikke videnskabeligt beviselig, ikke håndterbar...

Det er en lille kort roman, som mange steder er ganske underholdende - og det er netop kendetegnet ved Schmitt's bøger. Han forestiller ikke at gå i store filosofiske selvhøjtidelige dybder - men hans små finurlige fortællinger formår alligevel at få budskabet frem.

----------------------------------------------------------------------

Ils sont toujours courts, précis et faciles à lire - tout en traitant des sujets pas decidément faciles. Puis ça m'a fait du bien de lire en français de nouveau après plusieurs romans en anglais. Comme souvent avec ses romanes c'est plus une fable qu'un vrai roman; et celui-ci n'est pas une exception.

L'histoire se passe sur une île imaginaire, où le jeune Tazio tente poour une quatrième fois de se suicider - les autres fois il a raté. Il est très deprimé et veut se jeter d'une falaise. Il se sent nul et inutile - surtout comparé à ses deux frères, qui sont mondialement connus comme étant les hommes les plus beaux. Tazio est juste très ordinaire et personne ne l'admire pour rien.

Au moment de sauter il est interpellé par l'artiste controversiel, Zeus-Peter Lama, qui lui offre la gloire si il accepte de se donner entièrement à lui et accepte ses conditions. Ils simulent son suicide; Tazio subit une opération et devient l'homme nouveau... Adam bis. On n'apprend jamais rien sur sa nouvelle apparence - sauf que c'est différent, choquant et crée l'émotion partout où il est exposé.

Tazio/Adam se rend néanmoins compte que la vanité est superficiel - il s'ennuie, puisqu'il ne doit pas parler... de préférence même pas penser. Un jour il s'en va se promener sur la plage où il rencontre le peintre Carlos Hannibal et sa fille Fiona. Il revient tous les jours admirer les oeuvres du vieux peintre et discute avec lui; jusqu'au jour où celui-ci s'énerve en lui parlant de l'oeuvre de Lama dont il a entendu parler à la radio. De changer un humain en oeuvre d'art!!! Hannibal est aveugle et ne sait pas que c'est l'homme qu'il a en face de lui - pour se faire pardonner il peint un tableau d'Adam comme il l'imaginait après ses mots et sa voix. Le tableau est identique à celui qu'il était quand il était Tazio.

L'histoire suit la vie d'Adam en tant qu'oeuvre d'art - la vanité de l'homme, qui fait que nous cherchons la reconnaissance pour notre extérieur et non notre personnalité. Tazio rencontre ses frères qui ne le reconnaissent pas - et il se rend compte comme eux ils souffrent de n'être qu'apparence - avec le savoir que d'autres plus jeunes et plus beaux les remplaceront.

Il finit par commencer un procès pour regagner son statut d'être humain - mais alors il est une oeuvre d'art au musée et comment définir qu'il soit humain? La question devient absurde - il pense, il a donc une âme... mais ce n'est pas une preuve scientifique! Ce n'est pas tangible et le côté tangible ne ressemble plus à un être humain habituel.

C'est un petit roman court - pas prétentieux; c'est fait en légèreté mais en allant tout de même en profondeur. Sans tout rendre évident, Schmitt arrive à nous ouvrir les yeux sur certaines absurdités de ce monde.