Canada - Richard Ford

 
 



• Engelsk
• 10.-18. december
• 515 sider
• Dansk titel: Canada

 

Jeg har vist sjældent været så lang tid om at læse sølle knap 500 sider; og der var virkelig øjeblikke, hvor jeg troede, at det ville være umuligt. Og alligevel er Fords store dannelsesroman udråbt til at være en af de senere års helt store mesterværker.

 

Den 15-årige Dell starter sin jeg-fortælling med at lægge hårdt ud; den indledende paragraf forklarer kort og kontant, hvorfor hans liv på en enkelt dag blev ændret, da hans forældre besluttede at røve en bank. Det er selvsagt lidt af en omvæltning i teenagerens og hans tvillingesøsters liv - og Dell forklarer med 50 års afstand, hvordan familien nåede til det voldsomme skillested i deres liv. Det hele foregår i et temmelig langsomt tempo, og måske var det det, der gjorde det svært for mig at holde godt fast. Hvis jeg kun læste 30-40 sider var der jo knap sket noget, og så følte jeg ikke, at det jeg kom godt ind i historien og personerne.

 

Samtidig må jeg indrømme, at jeg aldrig helt kom nok ind under huden på Dell til at kunne forestill mig ham. Han virkede som en lidt vag person, som lå under for søsteren. Som ikke gjorde oprør, da han vidste, at hele hans verden snart ville styrte sammen. Som accepterede at blive rykket rundt med, manipuleret og misbrugt. Selv som voksen virker det ikke som om, at han udvikler sig til en stærk karakter - muligvis fordi alle barndommens hændelser har ødelagt den mulighed.

 

Bogen er delt op i to vigtige dele - tiden omkring bankrøveriet i sommeren 1960 og tiden efter, indtil søsteren forsvinder og lader ham alene tilbage. Den anden del handler om de få måneder han tilbringer i en gudsforladt lille by i Canada i efteråret, hvor han er sendt hen for at undslippe ungdomsinstitutioner eller børnehjem i USA. Den periode af hans liv ender med, at han bliver vidne og medsammensvoren til et drab og igen bliver sat på en bus og sendt videre. Af andre - og uden selv at tage ansvar for sit liv. Måske er det hans apati i forhold til de utroligt voldsomme hændelser, der irriterer mig?

 

Selvfølgelig handler det meget om grænser. Der er den åbenlyse i bogens titel, hvor han flytter sig fysisk fra USA til Canada for at gemme sig. Der er grænserne, der overskrides af hans forældre og de konsekvenser det får for hans liv. Der er grænserne, han opdager hos den mystiske Arthur Remlinger i Canada - og den grænse, han selv er med til at overskride ved at være vidne til mordene på Remlingers fjender. Han må til stadighed forholde sig til disse ændringer, og han analyserer som aldrende, hvad det betød for ham som individ. Men igen med en vis fatalisme, som ikke overbeviser mig fuldstændigt.

 

Sproget er dog ganske underholdende og overraskende til tider. En af mine yndlingssætninger, er da, han fortæller om dagene lige inden bankrøveriet - og hvorfor moderen dog ikke strittede imod og sagde nej. Men som han siger:  "There was not access to common sense." Det er jo en fantastisk sætning - og set i det lys var det en god læseoplevelse. Blot ikke på højde med mine forventninger.

 

Le Piège de Dante - Arnaud Delalande

 



• Fransk
• 7.-9. december
• 538 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

 

Jeg havde jo faktisk forsvoret at læse flere af Delalandes historiske krimier - men så trængte jeg til lidt let underholdning; og den lå lige og grinede op til mig med sin makabre venitianske maske.

 

Dantes fælde, som den danske titel ville være, er faktisk forløberen til den senere krimi - men de kan læses absolut uafhængigt. Det er tyve år tidligere og den noget yngre Pietro Viravolta sidder i fængsel i Venedig, dømt for sin lidet kristne opførsel med eventyr med både gifte kvinder og nonner. Hans cellekammerat er da heller ingen mindre end Casanova. Året er 1756.

 

Men Venedig er i fare; et bestialsk mord er foregået på et lille teater i byen - og samtidig forbereder man endnu en sæson af det berømte venetianske karneval, som skal åbne på Kristi Himmelfartsdag med den årlige bryllupsceremoni, hvor dogen kaster en guldring i Adriaterhavet som symbol på byens afhængighed af havet. Et symbosk bryllup mellem by og natur.

 

Nogle mener dog, at byens borgere efterhånden går mere op i tant og fjas, og ikke længere er interesserede i at udbygge byen som handelscentrum - og byens status er for hastigt nedadgående. De vil derfor have væltet dogen, og indføre et mindre demokratisk styre end det eksisterende, hvor dogen netop er begrænset af sine mange rådgivere.

 

Viravolta bliver frigivet under visse betingelser; og han skal arbejde som hemmelig agent for dogen for at opklare de mystiske mord, som hurtigt tager til. Hvert mord ledsages af en lille tekst, som illustrerer og fortolker måden, hvorpå mordet er foregået. Det tager ikke lang tid for Viravolta at finde oprindelsen i Dantes Guddommelige komedie. Jeg har aldrig selv læst den - men den optræder jo hyppigt i andre litterære værker på grund af sin symbolik og særprægede opbygning med de ni cirkler.

 

Murakamis Kafka på stranden er bestemt inspireret af Dantes helvedesforestillinger - men også den smukke bog af franske Gaudé, som beskriver en fars symbolske nedstigning til Helvede i helelsesprocessen ovenpå sin søns død. Jeg tror nu aldrig jeg får læst Dante selv, men det er fint at kende grundbegreberne så man forstår allegorierne, når man møder dem i andre værker.

 

Det er måske min eneste åbenbare interesse i Delalandes krimi; historien er ligesom i den næste lidt tynd, hvad angår spænding og overraskelse. Jeg fandt den faktisk udelukkende interessant ud fra netop de historiske aspekter med historien om det venetianske karneval og ritualerne deromkring - altid godt med en lille reminder af sin almenviden. Og så for uddragene og fortolkningen af Dante. Men min overordnede mening om Delalande har desværre ikke ændret sig. Jeg forstår dog bedre og bedre, at det må være ham selv - den desillusionerede forfatter i hans enestående nutidige roman. Forhåbentlig fortsætter han i den retning i stedet!

Caravaggio

• Fransk
• 6. december
• 96 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Forberedende studier! Jeg har en romaniseret udgave af Caravaggios liv liggende fra en museumsbutik i Paris i august; og så var det en passende anledning til at læse Taschens kunstbog om den kontroversielle italienske maler.

Jeg har en del af Taschens bøger i dette format, som i forbindelse med deres 25-års jubilæum b lev solgt til den fantastiske sum af 10 EUR. De har alle samme sidetal og samme lækre papirkvalitet - og et format, som ikke egner sig til sporvognslæsning. Men jeg bruger dem som opslagsværker, og når jeg læser uddybende bøger om malerkunst, som fx om Van Eyck.

Caravaggio er intrigerende; han levede på en tid (1571-1610), hvor begrebet homoseksualitet ikke var åbenlyst, men afsløredes af detaljer som hans valg af unge smækre fyre i malerierne - og stort set ingen kvinder før han sent i sit liv var tvunget til at male religiøse motiver. At han har malet en del udgaver af Sankt Sebastian er ikke bevis nok - det er der heldigvis mange, der her; for det er netop et af mine yndlingsmotiver men allerhelst i El Grecos udgave, som hæner på Prado i Madrid.

Han var en udpræget ballademager, der nægtede at indordne sig og gang på gang chokerede med sine obscene fortolkninger af bibelske motiver. Han levede lige så godt i Roms luderkvarterer som i kardinalpaladserne - måske foretrak han ligefrem den katolske kirkes mandlige selskab fremfor de kvindelige ludere?

Men mest af alt er han jo kendt for sin chiarascuro-teknik, som mange andre har efterlignet siden - se blot Rembrandt! Men han kom altså efter Caravaggio, som måtte vente i århundreder på anerkendelse.

Når jeg læser kunstbøger med alle de smukke illustrationer har jeg altid min lup i nærheden; der studeres i detaljer - og selvom dette ikke er den komplette samling, så er det en fin gennemgang af hans vigtigste værker. De figurerer nemlig meget i romanen, så jeg er godt forberedt til en efter sigende fantastisk læseoplevelse.

Self Portrait - Man Ray

• Engelsk
• 398 sider
• 2.-5. december
• Dansk titel: Ikke oversat

I starten af november var jeg på Gl. Holtegaard og se den fantastiske udstilling med Man Ray. Den kan i øvrigt nås endnu, og kan varmt anbefales. Der købte jeg hans selvbiografi - eller selvportræt, som det jo passende må hedde, når det er en fotograf.

Det er ikke tit, jeg læser selvbiografier - principielt er det vel selvhøjtideligt at sætte sig ned og dele hele sit liv med verden. Derfor ender det jo oftest med at være biografier - som regel posthume. Men visse mennesker har et liv, der er så spændende og anderledes, at det kan være underholdende og værd at læse om. Man Ray har altid haft en stor stjerne hos mig - et af hans fotografier fra hans afrikanske serie fra 1926 står indrammet på mit natbord - ikke en original, nej! Jeg så en anden del af den afrikanske serie på Quai Branly-museet i Paris i august - så en selvbiografi blev fluks revet med hjem.

Man Ray startede som en almindelig ung mand i en ganske almindelig amerikansk familie, som så lidt ilde til drengens kunstneriske tilbøjeligheder. I starten af det 20. århundrede var det næppe vejen frem; men han holdt fast og forsøgte sig ved diverse kunstskoler og kurser. Men det var tilsyneladende heller ikke vejen frem at følge den klassiske stil, som dominerede på den periode, og hans malerier har da heller aldrig kategoriseret sig som klassiske.

I stedet tog han i 1920'erne til Paris; og kom ind i kredsen af dadaister og surrealister. Det var også her, at han først stiftede bekendtskab med fotografien, som ligeledes var klassisk i den forstand, at det var portrættering og tilmed en besværlig og dyr hobby.

Hemingway har skrevet en fantastisk bog om sine år i Paris; og når man læser Man Ray fortælle om sine kliker, kan man kun misunde dem lidt. Det virker som om, at de blot hoppede af båden og satte sig hen på Café Flore eller lignende med slænget - Dali, Giacometti, Picasso, Gertrude Stein, Paul Eluard, André Breton og man kunne blive ved. Absolut ikke kedelige venner at have - og Man Ray fortæller da også indlevende om alle de narrestreger de foretog sig såvel kunstnerisk som i private sammenhænge.

Men han fortæller også om sine turbulente parforhold; om kvinder, der blev slået - fordi de begge var oppe at slås. Han var ikke voldelig, men der var meget god vin og mange fyrige kvinder, som bestemt forstod at slå igen. Det viser dog den ærlige og oprigtige side af selvbiografien - der er ingen sminke her.

Han fortæller om sin kunst, om sin opfattelse af kunsten - og hvordan en dadaist samtidig kan være beundrer af Uccello og da Vinci. Det er virkelig de kunstretninger, jeg i malerkunsten, aldrig har været mest glad for - jeg er jo dyb tilhænger af Quattrocento og flamsk renæssance - men jeg kan forholde mig til det, når man samtidig snakker da Vinci!

Jeg kender som mange andre sikkert mest til Man Ray fra hans fotografier; et af hans mest berømte er Violon d'Ingres fra 1924, som er ryggen på hans mest turbulente elskerinde, danserinden Kiki. Det er inspireret af den klassiske maler Ingres, som var fascineret af violiner, og har dermed lagt navn til udtrykket un violon d'Ingres, som på fransk betyder, at man dyrker en hobby, som er milevidt fra ens oprindelige felt. Med Man Ray kan man spørge sig selv, om det er fotografiet, der er hans violin eller hans malerier og surrealistiske skulpturer?

I hvert fald en passioneret bog om et utroligt spændende menneske. som kun gør det mere interessant at se hans værker i fremtiden.

Je vous écris du Vel'd'Hiv - Karen Taieb

• Fransk
• 1. december
• 214 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Skandalen i Vel d'Hiv - le vélodrôme d'Hiver - en cykelløbsbane i centrum af Paris er hovedtemaet i Tatiana de Rosnays roman fra 2008, Sarahs nøgle, som jeg omtalte her og som forfatteren selv kommenterede. Det er en rørende og barsk bog - men det er en roman. Historien om Vel d'Hiv er også en reel tragedie med reelle personer.

I juli 1942 tilfangetager politiet tusindvis af jøder i det indre Paris - oftest angivet af emsige portnerkoner, som efterfølgende tjente lidt håndører ved at fremleje de knapt efterladte lejligheder til franskmænd. Mændene havde i lang tid levet i skjul, og selvom der blev arresteret 3.000 mænd, var de ikke de hårdest ramte. Det var til gengæld kvinder og børn i den største massearrestation og massakre under 2. verdenskrig i Frankrig. Næsten 6.000 kvinder og mere end 4.000 børn under 12 år blev samlet op og ført til en indendørs cykelløbsbane, hvor de blev indespærret i et par dage. De blev overført til lejre udenfor Paris for at camouflere akten; her blev børn skilt fra deres mødre - de blev separat sendt til Auschwitz og direkte i gaskamrene.

Hele operationen var nøje planlagt gennem måneder, og blev udført af 4.500 franske politifolk. Det var ikke Gestapo, det var ikke tyskerne... det var franskmændene selv; det var Vichy-regeringens ønske om at 'hjælpe' tyskerne, der var baggrunden for det. En akt, som det tog den franske stat årtier at erkende og undskylde.

Begivenheden er siden de Rosnays roman også filmatiseret i den meget smukke franske film La Rafle fra 2010, som varmt kan anbefales.

Men her er det de berørtes ord, der rammer én. De jødiske kvinder, mænd og børn - langt flest kvinder og børn, der endte indespærrede. De anede ikke, hvilken skæbne, der ventede dem, men de bekymrede sig for deres lejligheder og for, hvordan de skulle skaffe mad. De skrev breve, og en stor del af dem blev smuglet ud af franske brandmænd, der efterfølgende fik fri fra arbejde for at styrte Paris rundt og fordele de mange hundrede breve i forskellige postkasser for at undgå, at de blev opsnappet.

Ikke mange af de breve findes i dag - eller også er de gemt steder, hvor man ikke tænker over det mere. Men måske er de ganske enkelt forsvundet, fordi brevene i sig selv ikke havde meget værdi for 70 år siden? De indespærrede holdt sig nemlig oftest til 'banaliteter', såsom at bede om pakker med sukker, brød, sæbe og tøj - de anede ikke, at næste etape var en fransk lejr i Drancy eller Pithiviers og derefter direkte med toget til Auschwitz og gaskamrene. Havde de vidst det, hvad ville de så havde skrevet? Og til hvem?

Det er historier om familier, der håbede, at de ville komme ud igen - eller komme igennem en arbejdslejr og vende tilbage til Paris. Det er historier om familier, der blev skilt ad og hvor de små børn helt ned til 2-3 års aldermen ofte var alene i en lejr inden de blev sendt med en børnetransport til Auschwitz uden et kendt ansigt omkring dem. Det er personer, der slet ikke kan forstå, at de som franske statsborgere kan ende det sted. Det er vidner om en uretfærdighed så stor, at man aldrig magter at forstå den.

Som bilag til bogen er der en afskrivning af den komplette ordre, som blev sendt af politichefen til alle politidistrikter i forberedelse af aktionen. Mange af kriterierne for anholdelse blev ikke overholdt - men uanset om de var polakker eller franskmænd på papiret, så blev de solgt til den sikre død uden hjælp fra det land, de havde valgt at bosætte sig i.

Der er ikke mange solstrålehistorier iblandt. Det kan der ikke være. Vel d'Hiv omfattede 4.115 børn, 5.919 kvinder og 3.118 mænd. Under hundrede personer vendte hjem og deraf var der ingen børn.

Ce qu'il advint du sauvage blanc - François Garde

• Fransk
• 27.-29. november
• 381 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

En imponerende dejlig bog - måske også fordi min seneste læseoplevelse var så rædsom! Og så var der oven i købet lidt rejseri i den ...

Narcisse Pelletier var en ung fransk sømand, som i midten af det 19. århundrede stod ud på sin første store rejse. Narcisse eksisterede og levede fra 1844-1894, men Garde gør ham lidt ældre ligesom han ellers laver lidt om på historien; men det gør den jo ikke dårlig, når man ikke kender den oprindelige historie.

Narcisse strander på en øde ø - tror han - og venter naivt på, at hans skib vender tilbage for at samle ham op på hjemturen. Det sker aldrig - men han bevarer håbet i temmelig lang tid. Faktisk bliver han der i 17 år, indtil et engelsk skib samler ham op. Han bliver i Sydney overdraget til en franskmand, da det tilsyneladende er det eneste sprog han forstår en smule af. Men i det hele taget er han totalt uforstående overfor alt, der omgiver ham. Han skal vænne sig til klæder igen; han vil ikke spise det mad, han får serveret - og opfører sig som om, ingen følelser eksisterer.

Historien beskrives i skift - hvert andet kapitel fortæller hans historie om tiden på øen; i starten, da han kæmper for at forstå, hvordan han skal skabe sig en plads i den stamme, der lader til at have adopteret ham. Hvert andet kapitel er fortællingen fra den franske greve, som bliver hans formynder. Han skriver breve til præsidenten for Geografiselskabet for at fortælle om Narcisses fremskridt. Om turen hjem over Atlanten og mødet med familien i Frankrig, som selvfølgelig har opgivet ham for længst.

Det er en rørende fortælling, selvom den ikke kan verificeres fra start til slut. Men mange elementer er overensstemmende med det, man i dag ved om ham. Han endte sine dage som fyrtårnsbevogter - og det var måske en smuk gestus. Han kunne kigge ud over havet, og se imod den australske ø, som han uden tvivl savnede.

Jeg var i hvert fald godt underholdt, og levede mig fint i Narcisses historie og følelser.

Jeg vil give dig verden - Chufo Llorens

• Dansk
• 23.-25. november
• 861 sider

Puuuhhaaa! Den bliver altså lidt svær!

Jeg trængte til et totalt sceneskift efter de fire bøger i rap af eller om Anne Frank; og jeg trængte til lidt fiktion. For noget tid siden købte jeg denne spanske roman i lufthavnen i Kastrup. Jeg var begejstret for Folletts middelalderromaner, men også især for Falcones roman om katedralbygningen i Barcelona i det 14. århundrede. Så det kunne jo ikke være helt skævt, tænkte jeg.

Det var det muligvis heller ikke; men jeg må indrømme, at der er en årsag til, at jeg foretrækker at læse på originalsproget - der er alt for mange for dårlige oversættelser ganske enkelt.

Jeg kender ikke forlaget Jentas, men et hurtigt blik på deres hjemmeside, og jeg kan se, at de ikke er repræsentanter for de tunge drenge. Det hænger så igen måske sammen med, at deres ressourcer er begrænsede, og det går ud over kvaliteten. Der var så mange fejl, at det i stor udstrækning ødelagde min læseglæde. Blot et par eksempler:

- En højttravende mand giver nogle helt andre associationer med et t for meget
- Til gengæld er det bedre med et ekstra r i årene, når man er ude at ro
- Hvis man i starten af bogen er 10-12 år gammel, bør man ældes hurtigere end at være 13 år gammel 6 år senere!
- Facinerende har det også bedre med et s et sted
- En af hovedpersonerne har et sted 2 børn, et andet sted 3 børn - og da vedkommende samtidig er en reel historisk person, burde det være muligt at få styr på
- .....

Jeg giver op! Der var trykfejl, oversættelsesfejl, forfatterfejl (sådan forklarer jeg de mange årstalsproblemer), sjuskefejl - det er ganske enkelt alt for ringe; man burde få sine penge retur for en bog i den kvalitet til 169 DKK! Det undrer mig såre, at ingen af de anmeldelser jeg kan finde på nettet, påpeger den ringe kvalitet?

Men historien så? Jooo, det var vel OK. Det var kraftigt inspireret af diverse modefænomener indenfor litteraturen, og personerne manglede dybde. Der var passager med floskler om solnedgange, kærlighed og sol og måne og stjerner, så det ikke var Kleenex, men en pille mod kvalme man skulle bruge. Der var underholdning til et par dage - men det var absolut ikke en nydelse i hverken teknisk eller kunstnerisk udførelse. Men så er jeg advaret, hvis jeg møder forlaget Jentas igen.

Tales from the Secret Annexe - Anne Frank

• Engelsk
• 21.-22. november
• 207 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Som aflsutning på en nu temmelig komplet tur rundt om Anne Frank læste jeg hendes fiktive udgivelser. Det er en ukomplet samling af hendes skriverier, som hun arbejdede på parallelt med skrivningen af dagbogen under deres tid i skjul fra 1942-44.

Den første del indeholder en række små historier, som er optimerede udgaver af hendes dagbogsskriverier. De fleste af dem finde i små sætninger i dagbogen, men her bruger hun dem til at arbejde på sin skrivestil og arbejde med vinkler og personligheder.

Der er ligeledes et par små filosofiske betragtninger over livet - hvordan man skal være som menneske; opføre sig mod andre osv . - i bestræbelserne på at blive et godt menneske. Det var emner, som man også i dagbogen ser optage Anne Frank ikke mindst i hendes modvilje og konflikter med moderen,.

Den anden halvdel er små historier og noveller med fiktivt indhold; den sidste af dem om pigen Cady er langt mere gennemarbejdet, og i slutningen af dagbogen løfter hun selv sløret for sine videre planer med den historie. Anne Frank lagde i dagbogen ikke skjul på, at hun gerne ville være forfatter efter krigen - men hun var jo frygtelig ung, da hun begyndte at skrive, og det bærer det selvfølgelig præg af.

Nogle gange er det temmelig melodramatisk og naivt, som man kan forvente det af en teenager; men man ser også tydeligt, at hun arbejder med stilen i sine fortællinger. Og der er en del gennemgående temaer, som tydeligt afspejler hendes egne indre kriser.

Det er tit rollemodelsøde små piger eller det er elfe - hun lægger vægt på at tillægge dem nærmest helgenagtige karakterer. Er der forældre i historierne er det altid den perfekte far, og en mor, der ikke forstå sin datter. Igen lærer man næsten mere om pigen Anne Franks indre tanker ved at læse disse historier end selve dagbogen. En psykolog ville nyde det - og der er givetvis også flere af slagsen, der har fordybet sig i disse afslørende historier om hendes eget indre.

Derudover er de som regel meget ariske - altid blå øjne; som indespærret jøde er det en åbenlys måde at ønske sig ud i friheden. Ligesom historierne ofte handler om eksklusion eller aflukkethed. Historien om pigen Cady foregår på et hospital - men der er ikke langt til at forestille sig Annekset. Det er historier om personer, der vil ud i verden. Der vil sidde og nyde naturen. Der vil fjerne alt det onde i verden. Og selv være perfekte.

Det er måske naivt; men jeg synes, at det er flot skrevet af en så ung pige og selvfølgelig influeret af tidens mode indenfor litteratur til kvinder - og måske ville hun virkelig være blevet forfatter. Hun havde jo få referencerammer inden eksilet, og dermed er det hele udsprunget af hendes hånd, selvom historierne ligger tæt op ad de personer, hun lever med i Annekset.

Det er et perfekt supplement til dagbogen - og en glimrende afslutning på en uge, hvor jeg til sidst drømte om nazister efter at have læst fire bøger om den betømte pige!

Journal d'Anne Frank - Anne Frank

• Fransk
• 18.-20. november
• 350 sider
• Dansk titel: Anne Franks dagbog

Jeg troede helt bestemt, at jeg havde læst Anne Fransk dagbog - jeg havde en fransk kopi i biblioteket; men den er indkøbt langt senere. Jeg tror faktisk, at jeg vist kun har læst uddrag af den i gymnasiet muligvis. Men nu var - er - jeg jo i gang med min Anne Frank-cyklus, så jeg fandt den franske udgave frem fra bogreolen.

"Jeg vil ikke som de fleste mennesker have levet for ingenting. [....] 

jeg vil fortsætte med at leve, selv efter min død."

Ovenstående er frit oversat af undertegnede fra den franske udgave; men det forklarer måske faderens valg at offentliggøre hendes dagbog efter hendes død. Det var ikke en åbenlys beslutning, da han stadig betragtede det som hendes private tanker - og flere steder tydeliggør hun endda, at den ikke skal læses af andre. Men nu er den her - og trods mange kontroverser om dens ægthed, er det et stykke historie. Og Anne Frank lever efter sin død - ja.

Dagbogen starter ret naivt - hun var kun 13 år gammel, da hun fik den foræret, og begyndte sine skriblerier. Men en lille måned senere, starter deres liv i Annekset, som hun kalder det. Og dagbogen fortsætter indtil den 1. august 1944 - et par dage inden de otte skjulte personer bliver hentet af tyskerne. 

I de mere end to år beskriver hun de store og små problemer, der er ved at leve så tæt op ad hinanden og med mennesker, der ikke er vant til at være spærret inde. Hun beskriver sine egne tanker - og man følger jo en tydelig udvikling i hendes forvandling fra barn til teenager - og en mere moden en af slagsen som følge af omstændighederne. Men også hendes spydige og til tider onde iagttagelser af de voksne i Annekset - hendes forældre, det andet voksne par samt den enlige herre. Især moderen får ikke en kærlig behandling - og det kan chokere læseren, at hun er så direkte i sin kritik af moderen.

Men man skal nok hele tiden have for øje, at enhver teenagepige identificerer sig med sin mor på godt og ondt. Anne gør meget ud af at forklare, at hun ikke vil ende som sin mor - hjemmegående husmor. Og moderen er jo hendes kvindelige spejling i de år; hvorimod en far for en teenagedatter er noget anderledes ophøjet. 

Samtidig lever de under et enormt pres, og jeg tror absolut ikke, at en teenagepige overhovedet kan forestille sig, hvad det må gøre ved et voksent ægtepar at måtte opgive enhver form for intimitet. Anne ser kun de negative sider - og bebrejder moderen, at der er en dårlilg stemning. Hun er for ung til at vide, at det for forældrene betyder afkald på enhver form for privatliv - end ikke at kunne snakke sammen i fred og ro; så småt og trangt var der i Annekset.

Der er passager, hvor hun bruger meget tid på at reflektere over sin egen personlighed - og man kan måske godt finde hende en anelse selvhøjtidelig; men igen er det jo et barns tanker; og med tiden en ung piges, der finder en første spæd kærlighed i den unge Peter. Den eneste dreng i huset - ellers var det næppe blevet ham, som hun også selv skriver. Hendes pompøse stil skyldes uden tvivl hendes drøm om at blive forfatter senere - og hun når efter D-day til at drømme mange drømme om at komme tilbage til skolen i efteråret. 

Men det nåede hun ikke. Da sad hun i Auschwitz. Det er måske  med til at gøre hendes berømmelse. Der fandtes mange skjulte jøder - men der findes ikke lige så mange dagbøger.

Der var mange toge til lejrene - men Anne var på den absolut sidste jødetransport ud af Holland.

Der var alt for mange døde - men Annes far kom mirakuløst tilbage for at kunne give hendes lille liv en stemme. Og den stemme forklarer os blandt alle hendes andre tanker også om det helt dagligdags liv i Annekset.

Jeg var mindre rørt end ved læsningen af Miep Gies' udgave af historien - eller ved at læse de skes kvinders udlægning af deres møder med Anne og efterkrigstiden. Det skyldes uden tvivl den gru, de fortæller om med erfaringens bagklogskab. Anne nåede at se den gru, men aldrig at skrive om den. Så på visse punkter - og hun er selv klar over det - er dagbogen en fortælling om et relativt beskyttet liv, mens mange andre var ved at dø. Hun gør sig forbløffende få tanker om selve døden - det var ikke en option for hende, mens de var skjult. Igen en ung piges opfattelse af tingene, hvor de voksne, som hun kritiserede, må have haft nogle meget tungere tanker at kæmpe med.

Men det er et værdifuldt stykke historie, som absolut har en fortjent plads i litteraturen. Det er endnu mere trykkende at læse, når man netop har gået i de små værelser - i bogen lyder det meget større end det i virkeligheden er!

Anne Frank Remembered - Miep Gies

• Engelsk
• 16.-17. november
• 326 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

En anden af de tre bøger, jeg købte i sidste uge i Anne Franks hus i Amsterdam fortæller historien fortalt af den kvinde, der nok var tættest på Frank-familien - Miep Gies. Hun var østriger, men blev sendt til Holland som barn for at få god mad og blive fedet op, da hendes egen fattige familie ikke kunne sørge ordentligt for hende. Hun kom aldrig tilbage til dem - men måske var det med til at udvikle hendes omsorg for de svage. Hun var selv blevet frataget en mor og far i en ung alder, selvom hun endte med at blive lykkelig i sit nye hollandske liv.

Hun kom til at arbejde for Annes far i hans firma i starten af 1930'erne, og begyndte hurtigt at se familien privat, og lærte dermed Anne at kende, da Anne blot var fire år gammel. Miep var ikke jøde, men forstod hurtigt den fascistiske fare, og kæmpede imod den. Så da Otto Frank, Annes far, spørger om hun kan magte at bære hemmeligheden af deres skjulested lige midt på hendes arbejdsplads, siger hun ja. Og hun accepterer også at være budbringer for dem - sørge for mad, livsnødvendigheder, men også ganske enkelt en livline til verden udenfor.

Hendes beskrivelse er voldsom. Den er om livet i Amsterdam under krigen, og især den fare hun gennemgik ved at hjælpe de efterhånden otte personer i annekset, som Anne kaldte det. Problemerne ved at skaffe mad; angsten for sygdom og behovet for en læge - og selvfølgelig gruen den dag, de bliver arresteret i august 1944. Det var Miep, der sørgede for at fjerne Annes dagbog fra skjulestedet, da nazisterne var kørt med dem. Hun læste den aldrig, men gemte den i en skuffe til Anne kom tilbage.

Det gjorde hun ikke - men Miep gav den til Annes far, som jo som bekendt udgav den. Miep selv læste den faktisk først mange mange år senere, da hun følte sig klar til det.

Jeg græd en del tårer undervejs, må jeg indrømme. Det er en meget stærk historie, og Miep Gies levede til hun var 100 år gammel. Hun havde måske alt for mange år til at tænke tilbage og savne, da alle andre jo var døde før hende. I denne udgave er der et smukt interview med hende i forbindelse med hendes 100-års fødselsdag; et fint punktum for et utroligt liv og årsagen til Annes berømthed.

Efter at have læst beskrivelserne fra de andre piger og kvinder, der mødte Anne i lejrene, og nu denne, er det vist tid til at genlæse dagbogen, og få cirklen sluttet derefter med den sidste bog fra Annekset - Anne Franks fiktive historier, som jeg ikke anede også var udgivede.