Saturday, December 27, 2014

Venice - Jan Morris


























  • Engelsk
  • 21.-27. december
  • 320 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

En af de berømmede rejseskildringer og 'biografier' af byen Venedig - det var prædikatet, der lokkede mig i fælden. Venedig ER en smuk by; en utrolig by med en utrolig historie og der er skrevet meget om den. Den lokker jo med sin særprægede blanding af natur og kultur.

Morris' rejseskildring stammer tilsyneladende fra et længere ophold i byen; selvom jeg ikke kan finde præcise informationer om dette - og det fremgår desværre heller ikke tydeligt af bogen. Jeg elsker jo rejseskildringer - som Theroux, som jo direkte fortæller, hvor og hvornår, han er hvor - eller Kapuscinski, som måske og måske ikke har broderet lidt rigeligt på sine eventyr. Ikke desto mindre er det utroligt at læse om en forfatters egen oplevelse af en rejse.

Det mest fascinerende ved Morris er dog nok hans/hendes privatliv. Født som James Morris og gift med fem børn, besluttede han sig i 1964 for at blive kvinde, og rejste til Marokko for at få udført operationen. Han - nu hun - blev senere skilt fra sin kone, men i 2008 indgik de igen registreret partnerskab, da hun var 82 år gammel. Det er da modigt og fantastisk!

Men bogen her er altså skrevet, da han var en mand og boede i Venedig. Det er en lidt løs fortælling om byen på den tid med anekdoter og observationer om byens mange steder. Den er opdelt i tre dele - menneske, byen og lagunen. Men der er ikke den røde tråd eller kronologi, som ville have bragt det hele lidt bedre sammen i mine øjne. Det er småhistorier opdelt i underkategorier som dyrene i byen - eller bådene - eller kirkerne. Desværre får han det ikke helt til at hænge sammen, så læseren tages med på en reel rejse igennem byens historie. Det er snarere en slags indlæg (som på en blog) med de forskellige temaer. Jeg kedede mig faktisk en del - og selvom der var juletravlhed og familiefester prægede det desværre min læseiver. 

Jan Morris har skrevet mange rejseskildringer, men det bliver ikke en ny globetrotter på mine hylder.

Sunday, December 21, 2014

Vågenatten - Nadeem Aslam


























  • Dansk
  • 18.-20. december
  • 446 sider
  • Originaltitel: The Wasted Vigil

Jeg blev jo tiltrukket af omslagets gengivelse af Boschs uhyrlige billeder af helvede - og i kombination med en historie om nutidens Afghanistan. Men det var så ren indpakning uden indhold skulle det vise sig.

Muligvis ville historien havde holdt bedre på originalsproget - men den danske oversættelse er så åbenlys ringe, at det er direkte ulideligt. Manglende kommasætning, kluntede sætningskonstruktioner og sproget flyder ujævnt og dårligt. Jeg var reelt set ved at give op indtil flere gange; og den kommer da også direkte i skraldespanden, og ikke i bogreolen.

Men kan man se bort fra disse eklatante fejl, så venter der én en historie om menneskeskæbner, der flettes sammen i et post-9/11 Afghanistan. Den gamle læge, Marcus, som er englænder, men konverterede til islam for at gifte sig med Qatrina. De levede i det hus ved en sø, som bliver omdrejningspunktet for en stor del af bogen. Et hus med bøger sømmet fast i loftet for at skjule dem for Taliban; et hus ved en sø og med en parfumefabrik med et kæmpe Buddha-hoved for at minde læseren om de enorme Buddha-figurer i Bamiyan, som blev sprængt i luften i 2001. Det virker til tider alt, alt for søgt og overlæsset med de mange symboler på religion og den mellemøstlige mystik, som skal proppes ind med vold og magt.

Marcus er nu alene; hans datter er taget af Taliban og konen er død; gruen i alt dette oprulles efterhånden som historien skrider frem, og hans veje krydses af den russiske Lara (Dr. Zhivago!!!), som leder efter sin soldaterbror, der hoppede af under USSR's invasion af landet mange år tidligere.

Der er dermed de gode og de onde; men alle har de mistet noget i den krig, som tilsyneladende ikke vil forlade dette land. Men det bliver ikke overbragt på en overbevisende og sammenhængende måde efter min smag. Jeg var hele tiden halvvejs et andet sted - og så er man ikke absorberet af sin læsning.


Thursday, December 18, 2014

Familien Moskat - Isaac Bashevis Singer



























  • Fransk
  • 11.-17. december
  • 859 sider
  • Originaltitel: The Family Moskat

Isaac Bashevis Singer udgav i 1950 den første roman på yiddish; jeg læste den nu på fransk, da den jo er så gammel, at det er svært at finde en originaludgave i dag. Men den var netop blevet genudgivet på fransk, og jeg glædede mig til at kunne dykke ned i denne mursten, som jeg vidste ville tage mig dagevis. Romanen blev oprindeligt udgivet i en yiddish-sproget avis, og derefter som roman i to bind inden den endelig blev udgivet på engelsk.

Perioden strækker sig fra omkring 1910, og indtil Tysklands invasion af Polen i 1939, og følger Moskat-familien og dens efterkommere. Den gamle Moskat-patriark er allerede gammel, da bogen starter; hvilket ikke afholder ham fra at gifte sig igen - ægteskaber og skilsmisser fylder en del i denne roman, og jeg var noget overrasket over deres lidt lemfældige omgang med dette. Såvel kvinder som mænd regner det for naturligt at være gift - men ofte er det ikke kærlighedsægteskaber, og der er elskerinder involveret for mændenes part - og dermed nemme skilsmisser for kvinderne.

Men det er en yderst ortodoks familie - slangekrøller og bønner er del af dagligdagen; ikke mange af den gamle mands sønner eller svigersønner arbejder for føden. De lever enten af investeringer og renter, eller bruger deres tid i synagogen eller med at læse Torahen og efterleve dens mange besværligheder. For når man læser om alle disse ritualer, må det være overordentligt omstændigt at være jøde i den praktiserende forstand.

Derfor er nogle af dem også ved at miste troen på, at Messias en dag skal vende tilbage - en af dem er den centrale protagonist i historien, Asa Heshel. Han er ung mand, der ankommer til Warszawa for at studere og bliver taget under vingerne af en af svigersønnerne. Han er prototypen på fejhed og mangel på mandsmod. Han vælger at trække i trøjen, da 1. Verdenskrig bryder ud - mest fordi det momentant fjerner ham fra de problemer han har skabt for sig selv med diverse amorøse eventyr.
Han mener selv, at han er ateist, men forfærdes alligevel senere i livet over den manglende overholdelse af ritualerne, som han ser hos den yngre generation. Han flagrer fra kvinde til kvinde og fra synspunkt til synspunkt. Hans mest gennemgående livsfilosofi er deprimerende - nemlig, at døden er det eneste, bedste og uundgåelige, der vil overgå ham - hvilket han i en vis udstrækning jo har ret i.

Hans problem er nok snarere, at det bliver en undskyldning for at tage ansvar. Først gifter han sig med en kvinde, men bliver skilt for at udleve sit eventyr med en anden - et af patriarkens børnebørn.
Men heller ikke det fungerer, og ved bogens slutning lever han med en tredje, som forsøger at overbevise ham om, at de skal flygte - men han vælger at blive for at konfrontere den Messias, han nu er sikker på kommer. I form af døden.

Det er en temmelig kompleks roman. Først og fremmest handler det meget om religion og judaisme; selve ritualerne får man ret hurtigt styr på, hvis man ikke kendte dem i forvejen. Men der er selvfølgelig også tale om Palæstina, og deres ønske om at få deres eget land. En diskussion, der snart 70 år senere stadig ikke er endeligt løst. Singers mening som den udtales af bogens protagonister er, at ingen vil give deres land til et andet folk. Hvilket han også fik ret i - han skrev jo romanen inden Israels oprettelse i 1948.

Men han skrev den efter, at 2. Verdenskrig var slut og kunne have inddraget kz-lejre og holocaust i historien. Han afslutter den meget symbolsk med den udtalelse om, at Messias/døden kommer - og mere er vel ikke nødvendigt, da vi alle kender fortsættelsen på den historie i historien.

Det er til tider tung læsning - jeg følte det som med nogle af Pamuks romaner, som er kondenserede, intensive og mættede; til tider med detaljer, som man kan finde overflødige, men som er med til at skabe den særegne stil. Og så flyver man alligevel igennem de sidste 3-400 sider og irriteres over deres stejle facon at gå direkte i katastroferne i religionens navn.

Singer er ikke optimist! Hans religion er eksistentialisme og hans opfattelse af jødedommen er snarere en begrænsning af individet end en forlængelse af det. 

Men absolut en smuk oplevelse, hvis man er indstillet på at skulle grave lidt dybt i sin koncentration og i sig selv.

Thursday, December 11, 2014

The Good Children - Roopa Farooki



























  • Engelsk
  • 6.-10. december
  • 484 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Forsiden pralede af, at dette var en 'life-changing novel'! Det er jo noget af en påstand - og som regel er jeg ret skeptisk over for den slags reklame. Men hvis jeg skal summere nogle af de bedste bøger, jeg fik læst i 2014 så er det uden tvivl Gadefejeren og denne, som jeg især vil huske.

Roopa Farooki er et nyt bekendtskab selvom dette er hendes sjette roman; hun er født i Pakistan men opvokset i England, som så mange andre fra den del af verden. 

Bogen spænder over 7 årtier i historien om en muslimsk familie i Lahore; der er faderen, som er læge, de to sønner Sulaman og Jamal; de to døtre Mae og Lana - og ikke mindst moderen, som er omdrejningspunktet for familien og for de liv, der venter børnene som voksne.

Moderen styrer dem alle med hård hånd - de skal være de gode børn, som titlen indebærer. Drengene er hun ikke specielt knyttet til; de er der kun for at svine huset til og opføre sig for drenget og voldsomt. Pigerne bliver en slags små dukker, hun kan sminke og forme i sit eget billede. Men fremfor alt handler det om ikke at overskygge moderen eller skuffe hende. 

Drengene bliver sendt til USA og England for at studere, da de er store teenagere - og de kan faktisk ikke komme hurtigt nok væk, og bliver da også væk i mange år. Til dels for at slikke sårene efter barndommen, men også på grund af de valg, de træffer som voksne. Sulaman/Sully gifter sig med en hindu, og Jamal/Jakie er homoseksuel. Meget bedre er det ikke for pigerne, som begge bliver skilt og på ingen måder lever op til moderens forventninger om gode børn. En rolle, de selvfølgelig er låst fast i selv som voksne.  

Bogen fortælles ud fra hvert af børnenes synspunkt - dog mest drengenes - og med flashbacks tilbage til barndommen, og andre tidligere episoder af deres liv, De bliver så levende, og man lever sig oprigtigt ind i deres tragedier; til tider måtte jeg ganske enkelt lægge den fra mig, da det blev for tyngende og knugende at være tilskuer til. Så opslugt af personerne var jeg.

Da faderen dør må de tilbage og selv denne rejse viser sig at være så psykisk voldsom for dem, at de endnu en gang falder ned i barndommens traumer. Og endelig er moderen syg, og de må tilbage for at træffe en stor beslutning om den person, der på ingen måde har gjort dem noget godt - og selv som midaldrende bedsteforældre er de paranoide grænsende til det neurotiske. Det eneste lyspunkt er uden tvivl det sammenhold, som de som søskende formår at bibevare. De ved alle, hvorfor de er blevet som de er, og deres roller er forskellige - nogle er rejst mens andre er blevet. Nogle slap væk, og andre måtte opfylde pligterne. Men de kommer over det og finder en samhørighed, som som voksne er smuk og rørende.

Skrivestilen er så intens, at jeg måtte genlæse flere passager - ganske enkelt for at forstå styrken i ordene, som ramte de fire personer så perfekt. Moderen får man absolut ikke et positivt indtryk af - selvom man forstår hendes karakter, og hvad, der driver hende. 

Og så bruger hun et vers fra Koranen, som jeg fandt ganske uimodståeligt:

'Remember me,
I will remember you'

En af årets helt store læseoplevelser, som jeg kun kan anbefale - når den bliver oversat - eller på originalsproget.

Sunday, December 7, 2014

En afrikaner i Grønland - Tété-Michel Kpomassie


























  • Engelsk
  • 2.-5. december
  • 300 sider
  • Engelsk titel: An African in Greenland

Der er nogle historier, der er så utrolige, at de lyder usandfærdige. Og sådan må historien om togolesiske Tété-Michel sandelig havde lydt for de første grønlændere, der mødte ham i starten af 1960'erne, da de endnu var temmelig aflukket for omverdenen, Den er ikke desto mindre sand og utrolig livsbekræftende.

Tété er teenager i Togo, da han bliver bidt af en slange og er ved at dø. Han bringes ud i bushen til en sekf af slangegudedyrkere, som helbreder ham og til gengæld lover hans far at give ham til sekten, hvor han skal opdrages som en form for præst. Men inden han når så langt, og mens han stadig kommer sig over sin sygdom, finder han en bog i missionærernes hus i Lomé. Der hører han for første gang om Grønland; hvor der er koldt og hvor mændene lever af at være fangere - og beslutter sig for, at der vil han hen.

Rejsen fra Togo til Grønland tager ham otte år; han må arbejde undervejs for at skrabe sammen til næste etape - men endelig kommer han på en båd fra København. Han når aldrig helt til Thule, som det var hans plan - men når at tilbringe knap halvandet år i disse usædvanlige omgivelser, inden han beslutter at han må hjem for at fortælle sine historier. Og de blev senere nedskrevet i hans beretning, som udkom på fransk i 1981.

Det er nærliggende at forestille sig, at der er visse paralleller mellem de to typer af stammefolk - og Tété observerer da også mønstre i jagten; men måske er hans største gevinst, at han selv kommer fra, hvad vi kalde et primitivt folk og ikke chokeres af levevisen. Selvom det betyder, at toilettet er en spand i stuen og seksuelt samvær foregår uden meget intimitet - da alle lever sammen på lidt plads. Han undrer sig en smule over deres åbenlyse promiskuitet - men forklarer den igen med kulden; og mellem linjerne forstår man også, at han selv deltog livligt i den lokale levevis.

Han undres over børnenes magt over forældrene; i Afrika er børn anderledes strengt opdraget - men chokeres ikke synderligt over det enorme drikkeri, der finder sted.

Han møder alle de indfødte fra forskellige samfundsklasser; men de møder jo også ham. Den første sorte mand, de har set - og det afføder skrig og rædsel og oprigtig nysgerrighed og fascination. Det er en livsbekræftende skildring af, hvad man kan opnå når man sætter sig for at opdage verden og sine medmennesker uden fordømmelse. Og som altid er rejsebeskrivelser jo bare fantastiske.

Tuesday, December 2, 2014

Attentatet - Yasmina Khadra


























  • Fransk
  • 30. november - 1. december
  • 246 sider
  • Originaltitel: L'attentat

Anden del af Khadras trilogi om .... hvad? Om religionens absurditet, om den stigende terrorisme i og udenfor Mellemøsten. Hans trilogi udkom på samme tid som Hosseinis bøger om Afghanistan, og bragte vel nok et helt nyt kendskab til arabiske forfattere og de emner, som optager dem og som i sagens natur også optog Vesten mere og mere. De havde givet ikke haft samme succes blot et årti inden.

Første del foregik i Afghanistan; men nu er vi i Israel - et lige så komplekst udgangspunkt for religiøse stridigheder. Amine er palæstinenser, men har taget israelsk statsborgerskab og bor og arbejder som kirurg i Tel Aviv. Han er velhavende, og omgås jødiske venner uden at tænke meget over sin religiøse baggrund, da han ikke er praktiserende muslim.

En dag eksploderer en bombe i en nærliggende café, og han kæmper for at redde ofrenes liv. Indtil han opdager, at hans egen kone er den formodede kamikaze-terrorist. Han bliver anholdt af israelsk politi, og pludselig er han ikke længere velset i det jødiske kvarter af byen eller på sit arbejde. 

For Amine bliver det en lang spiral ned i et helvede af Dante-proportioner; han skal forholde sig til, at hans kone ikke var lykkelig og endte med at ofre sit liv for en hellig krig. Han skal forholde sig til sin rolle i samfundet, hvor hans palæstinensiske familie, som han ikke har set i årevis, er betydeligt mere indblandet i konflikten end han anede. Han skal kæmpe mod overgreb og angreb af psykisk og fysisk karakter. Han skal pludselig indse, at det ikke er muligt at leve i Israel uden en markant stillingtagen til de to sider af sagen. Han hører ikke oprigtigt til på nogle af siderne - men den luksus kan man ikke tillade sig; hans familie forsvarer konens selvmord med, at man ikke kan vinde en krig uden ofre - og det kan ikke kun være de andres koner og børn, der skal sprænge sig selv i luften.

Det er en utrolig intens roman; Khadra formår med ganske få sider at skabe en stor historie - men også en historie, som er svær at forholde sig til. Fordi man som læser igen bliver stillet overfor det store dilemma om en evig Israel-Palæstina-konflikt, som vi også bombarderes med i medierne som reelle nyheder om reelle selvmordsbombere.

Han vælger ikke selv klart side. Som menneske har han jo uden tvivl en holdning; som forfatter lader han læseren sidde med spørgsmålene og tankerne. Så nu er jeg spændt på, hvor den sidste del af trilogien skal foregå - men efter en lille pause med andre emner.


Saturday, November 29, 2014

Paganinikontrakten - Lars Kepler



























  • Dansk
  • 25.-28. november
  • 583 sider

Jeg havde jo desværre købt begge bøger samtidig, så selv efter den sidste Kepler-krimi, som efterlod mig lidt demotiveret, så gik jeg alligevel i gang med den.

Man må sige, at det sætter helt nye standarder for, hvad dårligt er. Det skyldes uden tvivl til dels oversætteren - som blandt andet formår at skrive hændelsesbeløb et sted!!! Kommasætning virker til at være helt og aldeles glemt, og der er utroligt mange fejl i den måske for oplagte oversættelse fra svensk til dansk?

Selve historien er ikke meget bedre; international våbenhandel og masser af bad guys - og så skal det kobles sammen til violinspil (en øvelse, der slet slet ikke lykkes her). Og en form fo morale eller løftet pegefinger på sidste side, som muligvis skal vidne om forfatternes politiske ståsted. Men det klinger lid hult efter knap 600 siders mangel på talent.

Jeg forstår endnu engang slet ikke, hvordan de kan sælge så meget - men de får da ikke solgt flere til mig. 

Monday, November 24, 2014

Adèle et moi - Julie Wolkenstein



























  • Fransk
  • 19.-24. november
  • 590 sider
  • Dansk titel; Ikke oversat


Nogle franske forfattere kan sagtens drive én til en lille smule vanvid med deres prætentiøse intellektuelle skriverier. Julie Wolkenstein - som var et helt nyt bekendtskab for mig, tenderer lidt i den retning. Der, hvor man skriver for at skrive - og så må det forfærdeligt gerne handle om familiens aner og alle de skandaler, der tales om (og især ikke tales om) ved franske spiseborde.

Julie Wolkenstein har skrevet en mammutbog på næsten sekshundrede sider baseret på spekulationer. Men det finder læseren først ud af i den sidste tiendedel af romanen; og så følte jeg mig faktisk en anelse ført bag lyset!

Det hele starter, da hendes far dør i 2011. og hun blandt hans gemmer finder tolv sider tekst, som handler om hendes oldemor på fædrene side. En dame, som var årsag til, at familien i årtier har holdt ved et sommerhus på kysten i Normandiet. En dame, som tilsyneladende var stækrt religiøs, temmelig kolerisk - og havde fået fire børn (deriblandt Julies farfar). Denne skrivelse er skrevet af en gammel tante, som lever i den anden ende af Frankrig - og som Julie møder. Tanten har selv en fantastisk livshistorie, som hun malende fortæller Julie - som dog affærdiger den som en mulig løgnehistorie.

Men hun kommer hjem med oldemoderens dagbøger, og derudfra fortæller hun om dennes liv fra 1870 til hun dør i 1941. Om hendes barndom, hvor moderen dør ung. Om opdagelsen af, at moderen måske havde haft en blakket fortid. Om hendes ægteskab og dens ret så fysiske aspekt i en senvictoriansk tid. Om børnene og dem, hun mistede. Om en alderdom tilbragt ved det elskede hus ved havet.

Al dette ublandet forfatterens egne historier om ferierne i huset ved havet med hendes - elsker? Kæreste? Mand? I hvert fald en person, der ikke er der konstant og som pludselig ophører med at være en del af hendes liv.

Pludselig opdager man så, at der aldrig har været et besøg hos den gamle tante. Dermed heller ingen dagbog - og sandsynligvis heller ingen elsker/kæreste/mand. At det hele er pure opspind, og at melomanen ikke er den gamle tante, men hende selv.

Det er vel en forfatters frihed; men hvorfor så ikke ganske enkelt opdigte en historie? Her får det lidt karakter af en midaldrende neurotisk fraskilt kvinde, der opfinder en familiefortid, der kan skabe lidt røre i andedammen? Og så mistede jeg pludselig energien til reelt at koncentrere mig om slutningen - og om formålet med hele denne historie. Det var ellers til tider en fin historie - omend langtrukken ... måske som et udløb af forfatterens flyvske tanker for at få skabt denne oldemor, som hun måske har haft og som måske var som hun beskriver det. Men snarere slet slet ikke ... 

Wednesday, November 19, 2014

Catch A Fire - Timothy White



























  • Engelsk
  • 13.-18. november
  • 574 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

For lidt mere end en måned siden stod jeg foran Bob Marleys grav i landsbyen Nine Miles langt inde i bjergene i Jamaica. Rundt om mig stod en del personer, som var kommet langvejs fra og var dybt bevægede - for hvem, det var en ægte pilgrimsrejse, hvor de endelig stod foran deres store idols grav ... og gerne med en kæmpe joint i munden. Reglerne for besøg på dette museum er bestemt ikke som man er vant til andre steder fra!

Som alle andre kendte jeg selvfølgelig Marleys musik ganske indgående; som den smukke rytmiske reggae jo er. Men jeg kendte langt mindre til personen bag og historien bag hans tragiske død som blot 36-årig. Et par uger i Jamaica var jeg derimod konstant omgivet af tonerne af hans musik; man går ikke to skridt uden at høre sangene - visse af dem mere end andre. Og man møder ganske mange rigtige rastafari-men med deres dreads og deres vandrestokke - og deres kæmpe ganja-spliff i munden. 

Så da jeg kom hjem måtte jeg have fat i det, der betegnes som den ultimative biografi af manden. Timothy White mødte Marley allerede i midten 1970'erne, da han begyndte at blive alvorligt international kendt, og skrev videre på sin biografi selv flere år efter Marleys død i 1981. Han var tidligere musikanmelder på bladet Rolling Stones, men i denne biografi går han langt dybere ned i livet og religionen, der formede Marley.

Jamaica i sig selv er et finurligt sted; der er religion i overflod og hver lille landsby har mindst tyve kirker af forskellige gradbøjninger af religion. De har et helt specielt forhold til deres religion - men også til deres døde, som de tit og ofte begraver i baghaven. Ligesom animisterne i Afrika har de også et specielt forhold til ånder - gode som onde; og er overbevist om, at disse er med til at styre deres liv og den retning, det vil tage.

Allerede som barn var mange i familie og omgangskreds overbevist om, at Marley besad særlige synske kræfter. De var lidt bange for hans rolige men skarpe blik - senere var illusionen om Zions løve nærliggende. Han kom fra en relativt betragtet velstående familie - men de var fra bjergene, hvor velstand er lettere opnåelig. Da han flyttede til Kingston var mødet med ghettoen først et chok, indtil han begyndte at hænge ud med rastaerne og fik indblik i Haile Selassies historie og religion. I tiden op mod hans død var han endda så vidt som til at opfatte sig selv som en reinkarnation af Jesus. Måske en anelse for meget ganja i længden? Hele landet svæver vitterligt under en stor sky ...



Biografien fortæller detaljeret om netop Haile Selassies liv og religion; men også i detaljer om Jamaicas politik som tit førte til politivold og korruption; og Marley var tit involveret ud fra, hvor hans sympati lå. Disse dele fylder enormt meget - blandt andet er der mere end hundrede sider om tiden efter hans død, og hvordan retssager og familiestridigheder om hans arv forløb. En anelse for meget udenomssnak og for lidt reel Marley i mine øjne.

Jeg ville have foretrukket et mere dybdegående studie af netop rastafari-troen; jeg opdagede blandt andet i Jamaica, at det er det mest homofobe land i verden - og at denne modvilje i høj grad stammer fra rastaernes fordømmelse ud fra religiøse synspunkter. Marley mødte muligvis ikke mange homoseksuelle inden sin død på en tid, hvor det var mindre fremme, og AIDS endnu ukendt. Men teksterne til sangene er så dybt politiske og religiøse, at det strækker langt ud over den berømmelse, de opnåede. Næste trin må være at fordybe sig lidt i netop disse tekster og ikke kun lade sig rive med af musikken. 

Store dele af bogen er desuden skrevet på 'jamaicansk engelsk'- det skal man vænne sig til; men det har jo sin charme, når man læser om en brothers (breddahs) rhytm (riddim)! Og man skal vænne sig til rastaernes ord for en verden, hvor Jah er Jesus/Gud. Som der står over døren ind til Marleys grav ...

Uanset hvad så lærte jeg en masse, og det forlængede ferien med nogle dage!



Thursday, November 13, 2014

Svalerne i Kabul - Yasmina Khadra



























  • Fransk
  • 11.-12. november
  • 148 sider
  • Originaltitel: Les hirondelles de Kaboul
Khadras trilogi om terrorisme har stået i uendelige tider i min reol; måske magtede jeg det ikke, når vi samtidig dagligt bombarderes i nyhederne om taliban, Al Qaida og anden form for terrorisme? Samtidig har jeg med fornøjelse læst andre romaner af ham, og jeg var vild med hans finurlige melankoli og empati i begge romaner.

At skrive en trilogi om dette emne er selvfølgelig farligt; som forfatter risikerer man at stemple sig selv i integristernes øjne. Dermed sætter han sig selv nogle grænser - for som forfatter vil han udtrykke sig om dette sprængfarlige emne, men ordene skal vælges med omhu. Khadra er tidligere officer i den algierske hær, og selvom han optræder med foto på bogens omslag, så skriver han under pseudonym.

Historien - og sikkert også de to efterfølgende i trilogien, som jeg har til gode - er derfor et universelt blik på et Afghanistan i opløsning. Der er individer, men de repræsenterer de arketyper, som i dag findes i denne form for samfund.

Der er Atiq - fangevogteren, som samtidig er en umådelig svag mand; krigen mod russerne har knækket ham fysisk og til dels psykisk.
Hans hustru, Mussarat, er syg og hans mandlige bekendtskaber forstår ikke hans modvilje mod at smide hende ud og i bogstaveligste forstand erstatte hende med en yngre model.

Der er Mohsen, som er gift med den gudeskønne Zunaira. De er uddannede mennesker fra den lavere overklasse, som nu har mistet alt og sidder i et usselt hus, som de ikke vil forlade - Zunaira fordi hun ikke vil ydmyge sig ved at iklæde sig en tchadri - eller burqa. Deres ægteskab har været reelt og baseret på kærlighed; usædvanligt på disse breddegradder.

Rundt om disse fire personer drejer en ubarmhjertig verden, hvor man tvinges til at sidde i timevis og høre mollahens bønner og taler; hvor kvinderne ydmyges og hvor ingen har den mindste rest af selvrespekt og værdighed tilbage. Den mest klarsynede er måske landsbytossen, der i årevis har drømt om at gå .... gå til han når havet. Og som pludselig en dag forlader byen. Næppe når han havet - men han besluttede sig for at handle, hvor de andre er apatiske.

Kun en af de fire overlever den korte periode, som denne historie omhandler og hvor læseren ser, hvor langt ud et menneske kan presses, når omstændighederne er som de er under taliban. Det er både en langsom historie om manglende menneskeligt overskud og mod; og en hurtig og tragisk historie om, hvor lidt, der skal til før det går galt. En brillant lille roman.