Oplysning til borgerne om Fadervor - Marianne Christiansen / Tine Lindhardt

 

• Dansk
• 7.-8. september
• 284 sider

I juli læste jeg en glimrende faglitterær bog om apostlenes grave. Det var et biblioteksfund, og på samme hylde fandt jeg denne bog om Fadervor, som pirrede min nysgerrighed.

Religion virker nærmest lidt tabubelagt i dagens Danmark. Langt mere end i andre lande; især de katolske, hvor man stadig ser unge og gamle i kirker - og ikke blot som turister! At sieg, at man beder Fadervor er nok ikke det første man siger til en fremmed eller en kollega?

For snart ti år siden mistede vi et familiemedlem. Vedkommende var død om natten, og næste morgen mødtes vi på hospitalet for at tage afsked, da søsteren til afdøde foreslog, at vi sagde Fadervor. Der stod vi. Fem voksne mennesker, og søsteren var den eneste, der med sikkerhed i stemmen kunne fremsige bønnen. Jeg kender den jo, og har hørt den i kirker på flere sprog mange gange. Men jeg ville ikke være i stand til at nedskrive den i den rigtige rækkefølge. Jeg får pudsigt nok altid byttet om på to linjer - den del med brødet vil aldrig det rigtige sted hen!

Så det var oplagt at gå mere i dybden med det, og de to biskopper, der har samskrevet denne bog giver os et grundigt indblik i historien bag bønnen men også hvert vers.

En linje - et kapitel. Ganske enkelt.

Kapitlerne er reflektioner over ordene i bønnen og hvordan de passer ind i vores moderne samfund og kultur modsat den tid, hvor de blev skrevet. Hvordan kan vi som moderne mennesker bruge dem og skal vi tage dem helt bogstaveligt, når der for eksempel tales om 'fristelse', 'ondskab' og hvor Gud befinder sig?

Det er krydret med mange bibelcitater, der måske kan blive lidt højtflyvende for den menige læser, som næppe har læst Bibelen fra ende til anden. Men fokuserer man på andre dele af teksten, er der masser af information og inspiration til at forstå bønnen som universel selv for os i dag.

De berører flere steder problematikken med at opdatere ordlyden, som Paven foreslog at gøre det i 2017, men i Danmark er den stadig som den er - med diverse modifikationer gennem nyoversættelser.

Jeg er nok til den traditionelle version; jeg tror på, at det er godt Fadervor netop er lidt arkaisk og højtidelig. 

Måske derfor fandt jeg bogen og dens form interessant fordi den nørder ned i hver linje af bønnen, så jeg forhåbentlig kan huske den nu. Men det er ikke bredt tilgængeligt som intentionen måske var.  

Hushjælpen - Freida McFadden

 

• Engelsk
• 5.-6. september
• 336 sider
• Originaltitel: The Housemaid

Pludselig flød bognettet over med lovprisninger af denne serie af den amerikanske krimiforfatter Freida McFadden, hvor der nu er tre romaner. Da læsebunken var opbrugt blev første bind derfor indkøbt i lufthavnen til hjemturen - perfekt læsning til et par timers flytur.

Jeg kan sagtens se, hvorfor det er en succes - især da jeg selv ikke bryder mig om ekstremt voldelige krimier. Her kører vi på den psykiske stille terror, der er svær at få øje på udefra. Derfor er hushjælpen Millie da også chokeret over sin nye arbejdsgiver Nina. En rig kvinde, der har det hele - en gudesmuk succesrig mand, et stort hus og et barn. Men Nina er hysterisk, rodet og med store humørudsving - Millie har dog virkelig brug for jobbet, og overhører advarslerne fra den kliché-agtige italienske gartner Enzo. Man kan allerede se en filmatisering for sig med de personer, der tegner sig.

Første del fortælles af Millie, og giver hendes version og syn på forløbet. Anden del fortælles af Nina og pludselig er der et godt twist i historien. Et virkelig overraskende element, der gør det svært at slippe bogen - som dog også er hurtig med mange små kapitler.

Det er svært at anmelde en krimi uden at afsløre for meget - men essensen for mig er, at jeg bliver overrasket og ikke kan forudse handlingen. Det lykkes her!

Det er som sagt en serie, og helt til sidste sætning bliver man overrasket og spændt på fortsættelsen - de skal dog lånes på biblioteket; men det ser ud til, at forfatteren har ramt noget her. Hun har udgivet en del krimier inden, men var helt ukendt for mig.

Le convoi - Beata Umubyeyi Mairesse

 

• Fransk
• 2.-3. september
• 320 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Efter den skønlitterære historie om folkemordet på tutsierne havde jeg også en faglitterær bog, som har vundet flere priser for sin dokumentarhistorie. Forfatteren er den fransk-rwandiske kvinde, som flygtede ud af landet som 15-årig i 1994. 

Hendes baggrund er lidt anderledes idet hendes far er europæer og hendes mor rwandisk tutsi; med sin lysere hud havde hun en anden status i Rwanda. Det kom til udtryk under konflikten, hvor hun blandt andet foregav at have en fransk far, som hun skulle genforenes med. Det blev hende - og moderens held - og de kom ud skjult i en konvoj, der ellers kun skulle evakuere børn under tolv år.

Nogle år senere modtager hun nogle billeder fra grænsen til Burundi taget af britiske og amerikanske pressefolk; nogle af de få, der var til stede og dokumenterede, da stort set hele verdenssamfundet havde vendt ryggen til. Hun beslutter sig for at dykke ned i det - for at genfinde de mennesker, der hjalp hende og mange andre ud. Men også for at finde sig selv på film eller billeder og som voksen forstå, hvad der skete i de dage.

Det tager hende mange år; afbrudt af at starte en familie og møder med en administrativ mur af forhindringer. Hun finder flere billeder; hun finder journalister, der filmede og hun finder sig selv og moren på flere medier. Hun taler med dem, der var med til organisere konvojerne og gennemgår forløbet af de fire konvojer, der bragte flere hundrede børn ud - både hutuer og tutsier.

Hun finder frem til flere af de mange børn og får deres historie og minder. Det er ikke altid positive oplevelser - som den dreng, der genkender sig selv og henvender sig til en amerikansk journalist for at få en kopi af billedet af sig selv som flygtning. Svaret er en kort henvisning til journalistens bog, som kan købes online! 

Hun fortæller selv i bogen, at hun hidtil kun har skrevet fiktion - noveller og digte - for at holde sin egen historie på afstand. Først nu følte hun sig klar til at fortælle sin egen personlige flugt; men det forbliver overfladisk synes jeg. Vi får intet at vide om hendes liv inden konflikten - om den europæiske far; intet om livet efter, og hvor moderen er i dag. Det er en dokumentation af konvojen og som sådan det, der bliver "lovet" i titlen. Men dermed kører det også til tider i cirkler, og der er mange gentagelser og fyld, som kunne have været bedre redigeret. Det er absolut ikke en uvæsentlig fortælling men jeg savner virkelig noget dybde - hun formår at finde den frem i kritikken af Vesten (især Belgien og FN), men mangler den i den personlige historie. Helt klar var hun åbenbart ikke endnu.

Der er mange stærke historier om denne konflikt; dem, jeg har læst kan findes ved at filtrere på Afrika. Desværre er kun få oversat til dansk, men nogle - som denne - findes på engelsk.

Tu verras, les âmes se retrouvent toujours quelque part - Sabrina Philippe

 

• Fransk
• 1. september
• 336 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Ud af min feriebogbestilling på ni bøger fik jeg læst de otte - og der var hele to fejlkøb imellem. Misledt af anmeldelserne på nettet - og uden at tjekke mere seriøse anmeldelser grundigt! Den første var historien om hunden - og nu denne!

Sabrina Philippe er psykolog og forfatter; hendes bøger har primært været fagbøger indenfor hendes fag. Men måske lugtede hun chancen for nogle nemme penge med en roman, hvor hun kan snige nogle af sin "livsvisdom" ind. Det var en stor fejl!

Historien er kort fortalt en ung kvinde, som netop er blevet skilt og føler sig lidt fortabt. Hun møder en ældre kvinde - og her skal vi forstå en kvinde på "mindst 60 år" - i en café på Île Saint-Louis i Paris. Scenen er sat til en pittoresk parisisk fortælling.

Den ældre kvinde fortæller sin livshistorie - i lange drag. Den indeholder interessante elementer som en polsk-jødisk herkomst, men det graves der aldrig dybere i. Det handler om hendes forhold - alle de ligegyldige mænd, hun har haft korte affærer med. Og så var der HAM! En mystisk mand, der dukkede op og forsvandt hele tiden. Hun blev fysisk syg af at vente på livstegn fra ham. Indtil hun en dag forstår, at de er soul mates fra et andet liv, og mødes igen og igen indtil de har fuldført deres mission på jorden. Først da kan de genforenes - i endnu et liv - og endelig blive sammen i et reelt forhold.

Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal mene om den slags pladder? Det værste er nok, at forfatteren tager dette fra sin professionelle viden og pakker det ind i en roman. Det er helt fint, at man tror på reinkarnation, sjælevenner og formål med livet - men at beskrive det så overfladisk, plat og ligegyldigt er ikke fint.

Det eneste positive at sige er, at den kunne overstås på en dag - og så skrev jeg en advarsel i den inden jeg efterlod den i vores feriehus!