I hvert øjeblik er vi stadig i live - Tom Malmquist

 

• Dansk
• 27.-28. september
• 287 sider

Da jeg læste denne personlige beretning for en uge siden, blev jeg jo nysgerrig på om forfatteren avde skrevet andre bøger eller om forfatterskabet begrænsede sig til historien om tabet af hendes mand. Der opdagede jeg så, at hun i dag lever med en anden forfatter, som har en lige så grusom personlig fortælling. Den har han også nedskrevet i denne fortælling om tabet af sin partner, Karin.

Tom og Karin har været sammen i ti år, da de venter deres første barn. De er lykkelige og spændte, og alt går efter planen om at byde velkommen til at forårsbarn i maj måned. Men i marts bliver Karin syg og de tror først det er en influenza. Men pludselig kan hun ikke trække vejret, og de bliver akut indlagt. Derfra går det hurtigt!

Fra at være en forventningsfuld mor i uge 33 er Karin nu pludselig alvorligt syg med akut leukæmi. Hendes tal ser dårlige ud, og organer begynder at lukke ned et efter et. Lægerne beslutter at forløse barnet ved kejsersnit, og grundet hendes helbredstilstand skal Karin i kunstigt koma imens. Et koma, hun aldrig vågner fra.

De første knap 90 sider er denne voldsomme intense beretning om en mand, der indenfor få dage bliver far og mister sin partner totalt uventet. Datteren kommer på neonatal, og Tom løber mellem de to afdelinger indtil Karin dør uden at have været ved bevidsthed eller set sin datter. En kafkask situation!

Men endnu mere absurd bliver det nogle uger efter, da administrationen tager fat. Da de ikke var gift, og Karin jo ikke kunne opgive Tom som far efter fødslen står den lille pige nu som Ukendt Lagerlöf - og Tom skal redegøre for barnets aktiver, hvor det er og ansøge om at blive værge. Det virker absurd, og man har da også virkelig svært ved at forstå, hvordan han kommer gennem det. Men med et spædbarn er der jo intet valg.

De to bøger er jo skrevet uafhængigt af hinanden, og inden de to forfattere blev et par. Alligevel kan man jo ikke lade være med at se lighederne. De er nogenlunde jævnaldrende, da de begge mister deres livspartner. Den ene har et barn på otte måneder og den ande bliver forælder midt i tabet. Den ene er en kvinde. Den anden er en mand. Det er måske her man ser den største forskel i deres måde at bearbejde sorgen? Måske er det blot deres personlighed eller blufærdighed?

Hvor Carolinas fortælling rummer meget vrede og bitterhed over for verden, vennerne, familien og manden, så er Toms historie mere faktuel, selvom hans savn stadig er der. Men han fokuserer mere på sig selv og datteren - og ganske enkelt at komme igennem den første tid. Han skal manifestere sig selv som alenefar, og det er nok sværere end hvis det havde været en kvinde. En mor, som alle forventer er der for barnet. Tom får også en masse hjælp af familien i starten, da han er usikker - men han tager over og han tager ansvar. I det første år navigerer han også med tabet af sin far, der dør efter ti års kræftsygdom - det er unægteligt alt alt for meget. 

Dialogerne er til tider lidt svære at læse, da han refererer dem og det kan være svært at se, hvem der taler til hvem nogle gange. Desuden er der desværre en del sjuskefejl i bogen, som ødelægger oplevelsen en smule - men det er en barsk og stærk fortælling.