Le convoi - Beata Umubyeyi Mairesse

 

• Fransk
• 2.-3. september
• 320 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Efter den skønlitterære historie om folkemordet på tutsierne havde jeg også en faglitterær bog, som har vundet flere priser for sin dokumentarhistorie. Forfatteren er den fransk-rwandiske kvinde, som flygtede ud af landet som 15-årig i 1994. 

Hendes baggrund er lidt anderledes idet hendes far er europæer og hendes mor rwandisk tutsi; med sin lysere hud havde hun en anden status i Rwanda. Det kom til udtryk under konflikten, hvor hun blandt andet foregav at have en fransk far, som hun skulle genforenes med. Det blev hende - og moderens held - og de kom ud skjult i en konvoj, der ellers kun skulle evakuere børn under tolv år.

Nogle år senere modtager hun nogle billeder fra grænsen til Burundi taget af britiske og amerikanske pressefolk; nogle af de få, der var til stede og dokumenterede, da stort set hele verdenssamfundet havde vendt ryggen til. Hun beslutter sig for at dykke ned i det - for at genfinde de mennesker, der hjalp hende og mange andre ud. Men også for at finde sig selv på film eller billeder og som voksen forstå, hvad der skete i de dage.

Det tager hende mange år; afbrudt af at starte en familie og møder med en administrativ mur af forhindringer. Hun finder flere billeder; hun finder journalister, der filmede og hun finder sig selv og moren på flere medier. Hun taler med dem, der var med til organisere konvojerne og gennemgår forløbet af de fire konvojer, der bragte flere hundrede børn ud - både hutuer og tutsier.

Hun finder frem til flere af de mange børn og får deres historie og minder. Det er ikke altid positive oplevelser - som den dreng, der genkender sig selv og henvender sig til en amerikansk journalist for at få en kopi af billedet af sig selv som flygtning. Svaret er en kort henvisning til journalistens bog, som kan købes online! 

Hun fortæller selv i bogen, at hun hidtil kun har skrevet fiktion - noveller og digte - for at holde sin egen historie på afstand. Først nu følte hun sig klar til at fortælle sin egen personlige flugt; men det forbliver overfladisk synes jeg. Vi får intet at vide om hendes liv inden konflikten - om den europæiske far; intet om livet efter, og hvor moderen er i dag. Det er en dokumentation af konvojen og som sådan det, der bliver "lovet" i titlen. Men dermed kører det også til tider i cirkler, og der er mange gentagelser og fyld, som kunne have været bedre redigeret. Det er absolut ikke en uvæsentlig fortælling men jeg savner virkelig noget dybde - hun formår at finde den frem i kritikken af Vesten (især Belgien og FN), men mangler den i den personlige historie. Helt klar var hun åbenbart ikke endnu.

Der er mange stærke historier om denne konflikt; dem, jeg har læst kan findes ved at filtrere på Afrika. Desværre er kun få oversat til dansk, men nogle - som denne - findes på engelsk.