Lad os håbe på det bedste - Carolina Setterwall

 

• Dansk
• 20.-21. september
• 358 sider

Jeg kan ikke huske, hvor jeg læste om denne personlige beretning - men det fik mig til at reservere den på biblioteket, og det fortrød jeg ikke. 

Den svenske forfatter har skrevet en hudløs ærlig bog om sin mand, Aksels, død i oktober 2014, hvor hun en morgen finder ham i sengen. Han var kun 34 år gammel, da en hjertefejl ender hans liv i søvnen. Historien fortælles til Aksel i to dele. Den første del kører i to spor fra de mødtes i 2009 og fra den dag han dør, indtil de to spor mødes. Den anden del er tiden efter hans død i 2015-16, hvor hun forsøger at finde sig selv og et nyt liv uden ham.

Carolina er lige fyldt tredive år, da hun i 2009 møder Aksel. Hun har haft flere forhold tidligere, men aldrig den rigtige store altopslugende kærlighed. Aksel er den mere tilbageholdende type, der ikke kaster sig hovedkulds ud i store deklarationer eller hurtigt vil flytte sammen. Da hun i 2013 begynder at tale om børn er han absolut heller ikke ivrig, og mener ikke han er klar. 

Caroline bliver dog hurtigt gravid, men må gå gennem det meste af graviditeten temmelig ensom, og uden at dele sine mange følelser med Aksel. Han er dog lykkelig over sønnen, Ivan, da han først er der. Men det tærer også på deres forhold - de er ikke enige om barselsorlov til Aksel, og han arbejder alt for meget. Samtidig beslutter de sig - endnu engang - for at flytte; og de er knapt installeret i deres nye lejlighed, da han dør.

Den sidste aften sover Carolina med den otte måneder gamle Ivan i barneværelset, da Ivan lider af mareridt. De får måske ikke sagt ordentlig godnat, og måske er stemningen lidt presset som for mange småbørnsforældre. Næste morgen er han død.

Det er som sagt skræmmende ærligt. Man kan undervejs tænke, at forholdet måske ikke havde holdt i længden? De var meget forskellige - men med en sådan beretning hører vi Carolinas version. Der er dog ingen tvivl om, at de var pressede og hun bebrejder sig selv for at have fremprovokeret hans alt for tidlige død.

Hun skal hele registeret af følelser igennem i sin sorg; hun benytter sig af psykologer og er godt omgivet af venner. Men der kommer også en hverdag, hvor hun ikke konstant er mandsopdækket og hvor hun begynder at blive bitter og ensom. Det er modigt at skrive alle sine mørkeste tanker ned så offentligt synes jeg. Samtidig er det uden tvivl en normal proces at gå igennem - for hende, men også for familien og vennerne.

Da hun i 2016 møder en ny mand, er de nærmest flyttet sammen to måneder senere. Han er også enkemand, og har et barn - de har nogle fælles traumer. Men de har ikke de samme drømme i samme tempo! Den nye mand vil starte en familie. Han vil have de får deres fælles barn, og fire måneder efter at have mødt ham er hun gravid.

Det er nok ikke svært at regne ud, at det er problematisk. Carolina er slet ikke færdig med at bearbejde sin sorg. Desuden er omgivelserne ikke lige så begejstrede - slet ikke hendes svigerforældre, som jo ser det som en streg over mindet om deres søn. Det må ufatteligt svært at håndtere. Carolina er kun i trediverne - hendes liv er langt fra slut, og hun vil jo møde en ny mand. Men hvornår er det passende? Eller hvornår er hun klar? Det er hun i hvert fald ikke nu - og det ender uundgåeligt med et brud, som måske får alle til at trække vejret lettet - men måske glemmer de hendes følelser og behov?

Som sagt må jeg beundre, at man tør smide det hele ud i verden - for der er alle de grimme tanker, man kan have, når man faktisk er i en depression. Hun bearbejder det ved at skrive om det, og rationalisere over forholdet til Aksel, som jo ikke var perfekt. Det er de færreste forhold vel - og endnu mindre i den hårde fase med små børn. Man rives med af historien, og både føler med hende og har lyst til at ruske hende lidt. Alligevel er det umuligt - hver sorg er forskellig, og hver historie personlig.