Billedet af Dorian Gray - Oscar Wilde

• Engelsk
• 29.-31. januar
• 304 sider
• Originaltitel: The Picture of Dorian Gray

Det er sundt at kaste sig ud i klassikerne til tider. Ofte er man lidt "skræmt" af de mytiske bøger; for blot t opdage, at de som regel er utroligt tidssvarende og ofte bedre end en tilsvarende roman ville være i dag. Det kommer vi tilbage til!

Dorian Gray er en ung rigmand i Londons fin de siècle - slutningen af 1800-tallet. Han er umanerlig smuk, og maleren Basil Hallward maler hans portræt. Under malerseancerne introducerer maleren ham for en anden ven, Lord Henry - som også betages af den purunge og smukke mand. Lord Henry vil købe portrættet - men Dorian vil selv have det. Dog går det jo også op for ham, at netop denne perfektion allerede er forældet. Hans portræt vil fra dette sekund altid være yngre og smukkere end han selv, som tiden går og han ældes. Derfor ønsker Dorian sig, at maleriet skal ældes i hans sted og han selv skal forblive evig ung og smuk. Den ultimative uopnåelige drøm!

Dorian og Lord Henry lever og ånder for skønheden som et ideal; de har jo ikke meget fornuftigt at tage sig til som de rigmænd, de er. Så de filosoferer en del over, hvad lykke, skønhed og livet er - svaret er altid hedonismen som ypperste målestok.

Da Dorian møder den unge skuespillerinde Sybil, forelsker han sig på stedet - hun er netop den skønhed. Men da han erklærer hende sin kærlighed, mister hun evnen til at spille skuespil - og han mister interessen for hende. Tynget af sorg begår hun selvmord; og da Dorian hører det, opdager han også, at hans portræt har forandret sig. Der er et grimt smil på læberne og en kyniske i blikket.

Fra da af har portrættet overtaget hans sjæl. Dorian ældes ikke med en dag; men alle de ting han foretager sig i sit liv, sætter sine spor i maleriet, som han gemmer væk på et loftsrum.

Vi ved ikke præcis, hvad disse ting er - men rygterne om ham går livligt i byen. Der er antydninger af homoseksuelle affærer - men også opiumsmisbrug i usle havneknejper. Der er unge mænd, som bliver udstødt af deres familier på grund af ham - og folk, der forlader det rum, han træder ind i.

Lord Henry holder dog ved som ven; han misunder ham denne evige ungdom og undres over, hvordan han bærer sig ad. Da Dorian forsøger at betro sig til maleren for at få hjælp, ender det tragisk med, at han myrder denne. Det er nok det eneste konkrete makabre vi som læsere får at vide.

Slutningen er ganske enkelt eminent - og selvfølgelig meget symbolsk. Denne roman kunne måske sagtens være skrevet i dag for al den spænding, den indeholder. Men så ville vi netop have fået beskrevet alle Dorians ugerninger i detaljer; som i Batemans handlinger i American Psycho fra 1991. Styrken ved denne roman er netop den etiske tidslomme vi falder ned i; hvor det var helt normalt for unge rigmænd at være narcissistiske, egoistiske og tilmed bruge al deres tid på at hylde den overfladiskhed.

Oscar Wilde er jo også berømt for sin dom for homoseksualitet, og man kan jo ikke lade være med at tænke over om han er én af disse karakterer. Han sagde selv i 1894:

The Picture of Dorian Gray contains much of me in it — Basil Hallward is what I think I am; Lord Henry, what the world thinks me; Dorian is what I would like to be — in other ages, perhaps.

Der er ikke udtrykt homoseksualitet i romanen; ikke desto mindre fik den en voldsom modtagelse ved udgivelsen i 1890. Den blev censureret, men vi er da heldigvis lidt mere åbensindede i dag. Jeg synes netop styrken ved disse klassikere er, at det hele ikke er udpenslet som vi ville gøre det i dag.