Félix et la source invisible - Eric-Emmanuel Schmitt

• Fransk
• 1.-2. september
• 192 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Den franske forfatter Eric-Emmanuel Schmitt spænder temmelig vidt; det er vist umuligt at holde styr på, hvor mange romaner, han har skrevet - og der er teaterstykker, noveller, selvbiografier og meget andet. Et af hans længerevarende skriveprojekter har været Det usynliges cyklus; en række små bøger om eksistentialistiske emner. De kan læses uafhængigt af hinanden, og er udkommet over mere end tyve år.

Jeg har endnu ikke læst den første, som berører buddhismen; derefter kom en smuk smuk bog, som omhandler islam. I 2002 skrev han den tårevridende historie om Oscar, der skal dø som barn men alligevel når at leve et helt liv - her er det den kristne tro, der er i centrum. I 2004 udkom den bog, der skulle omhandle judaismen; og nogle år senere bogen om zenbuddhismen, som jeg heller ikke har læst. Jeg mangler også at læse den om konfucianismen fra 2012, og i en lidt anden boldgade den om musikken som usynlig kraft - men nu kastede jeg mig over den seneste, som handler om afrikansk animisme - det er jo lige mig!

Oven i købet handler den om Senegal, som jeg jo har et helt specielt forhold til og i disse tider med rejserestriktioner er det jo nærmest tortur at læse den slags! Dakar og ikke mindst Saint Louis oppe ved grænsen til Mauretanien - en by, som er afsides og besværlig at nå til; men som jeg alligevel besøgte en af de mange gange, jeg var i Senegal. Der er en helt anden stemning end i Dakar, og det er en umådelig smuk by.

Men tilbage til historien...

Fatou bor i Paris, hvor hun driver en lille café/bodega og bor sammen med sin 12-årige søn, Félix.

Faderen lever hun ikke sammen med; men hun havde nøje udvalgt ham - for han var gudesmuk, og de gener ville  hun give videre til sønnen. Og så hedder han Saint-Esprit til efternavn - Helligånden. Her er Schmitt jo tilbage i sporet fra nogle af de tidligere romaner, hvor flere religioner krydser spor i kraft af symbolerne.

I caféen er også stamgæsterne, som omfatter alt fra indelukkede sære mænd til en sydamerikansk transvestit, der arbejder i Boulogne-skoven om natten. 

Men en dag rammes Fatou af en stor depression; den kommer i kølvandet på et mislykket køb af nabobutikken og nu henter Félix hjælp hos hendes bror, Bamba, der straks kommer fra Dakar. De tager til diverse trolddoktorer i Paris; som mener, at det er den afdøde nabokøbmand, der har kastet en forbandelse over hende. Men deres metoder virker ikke, og pengene forsvinder bare.

En dag komme "Helligånden" så i form af den ukendte far; han tager affære, og sammen rejser de tilbage til Senegal. For som det viser sig her, så har Fatou mistet kontakten til sine rødder i Afrika.

Alt ender godt - selvfølgelig; men det er med Schmitts sædvanlige skæve humor og alligevel en lille morale til sidst.

Den afrikanske animisme er jo centreret om netop de rødder, man har i alt, der omgiver en. At folk lever videre i ting; og at alting er levende og indeholder sjæl. Det er jo en smuk tanke; men ikke så vanvittig, som den kan lyde for vore pragmatiske vesteuropæiske ører! For ens baggrund og rødder er jo centrale for vores identitet og vores liv - på godt og ondt! Der er mange emigranter, som Fatou, der går til i en ny og anderledes verden, fordi de kapper forbindelsen til den gamle og ofte står alene i nye omgivelser. Paris er upersonlig med al sit jern og beton og manglende grønne områder; i hvert fald set med Fatous øjne. Men hun får genoprettet sin balance!