Jeg har et tæppe i tusind farver - Anne B. Ragde

• Dansk
• 8.-11. august
• 252 sider

Jeg har læst en del af Anne Ragdes bøger, men det er efterhånden en del år siden. Ikke desto mindre var jeg jo ret sikker på, at jeg ville kunne lide denne - selvom det ikke er en roman. Anne Ragde skrev allerede i Arseniktårnet om sin familie, men navnene var ændrede og jeg syntes, at den manglede en afrunding, som forklarede hele den krise, der tilsyneladende var mellem Annes mor og mormor. Det kommer vi heller ikke meget nærmere her - måske skal man også blot respektere, at visse familiekriser ikke skal udblæses i fuld offentlighed!

Annes mor er ved at være en ældre dame; og pludselig ikke længere så frisk - denne bog beskriver moderens sidste tid med rædsomme oplevelser i det norske sundhedsvæsen. Det overraskede mig noget, da jeg troede, at det var noget bedre end vores danske. Tilsyneladende ikke!

Men det er også en meget kærlig historie om de samtaler de to har, nu hvor de ved, at tiden nærmer sig. Anne får derfor den idé at skrive om moderen - og det er den ældre dame vældigt stolt af. Det er jo ikke en historie om moderens liv; det er en fortælling om den sidste tid, og deres forhold. Det er tilbageblik til en barndom og en ungdom - men igen er det sporadisk og ikke fuldgjort, synes jeg.

Jeg kan sagtens forstå, at man har sine grænser - og at man ikke vil udlevere for meget. Jeg synes dog stadig - som i Arseniktårnet - at det bliver lidt for flydende og ustruktureret.

Dermed ikke være sagt, at der ikke er smukke øjeblikke - der er humor, grin og tårer i de livshistorier de to kvinder deler. Der er sødme og melankoli i afskeden, og sprogligt er det en fryd at læse Ragde. Men måske er den skrevet for meget i selve afskedsfasen med for lidt distance?

Jeg ærgrede mig også over, at Gyldendals forlag tilsyneladende endnu engang har svært ved at korrekturlæse. Det var ret grelt i denne bog desværre.