Friday, July 15, 2016

High Fidelity - Nick Hornby



























  • Engelsk
  • 10.-14. juli
  • 245 sider
  • Originaltitel: High Fidelity

Det er sjældent, at det tager mig fem dage at komme igennem en lille ting som denne. Men der er sket det 'forfærdelige', at jeg - der ellers aldrig ser fjernsyn - har investeret i en hel serie på DVD. Ergo er jeg klistret til skærmen, og har helt glemt at jeg havde gang i en bog. Det betyder dog på ingen måde, at jeg ikke nød den!

Nu er den jo nogle år gammel - faktisk udkom den i 1995; og den er virkelig et tidsbillede fra en tid, hvor jeg var lidt yngre end hovedpersonen; men alligevel gammel nok til at kunne identificere med mig hans verden. Musikken, filmene, tøjet ... det er et rent nostalgitrip at åbne denne bog.

Og så er det fortællingen om, hvordan det var at være ung på den tid. Det var dengang AIDS var højaktuel - i dag hører man stort set aldrig om det, og jeg undrer mig over, hvordan unge forholder sig til faren i dag? Vi var forsigtige og vi tog tests, hvis vi fik en ny kæreste. Men det virker som et levn fra fortiden nu.

Rob er 35 år gammel, og hans kæreste Laura har netop forladt ham. Muligvis fordi hun ikke er imponeret over hans karriere som består i at sælge sjældne LP'er fra en skummel forretning - og ikke sjældne fordi de er LP'er ... men fordi hans musiksmag er så speciel, at den samtidig er hans kriterie for at bedømme alt og alle omkring ham. Hans venner er ikke meget bedre - indbegrebet af nørder uden sans for den virkelige verden.

Laura er altså gået - men hurtigt opdager Rob, at det er med overboen - og så ramler hans mandlige stolte verden sammen. Han gør alt det forsmåede kærester gør (og som man heller ikke kan længere) - utallige telefonopringninger, hvor røret smides på! Han går ubekymret i seng med en anden - men det er ikke en succes. Han opsøger alle tidligere kærester for at høre dem, om han virkelig er så håbløs.

Det er alle de klassiske symptomer på frygten for at binde sig ... commitment! At skulle give afklad på nok så mange potentielle muligheder for kærlighed uden at kunne se, at den er lige dér! Og selvfølgelig ender det 'godt' - realistisk godt og ikke Hollywood-godt.

Jeg morede mig faktisk enormt under læsningen, og jeg fik en lille erindring om ungdommens kvaler.

2 comments:

Rasmine said...

Jeg har for MANGE år siden set en filmatisering af bogen med John Cusack i hovedrollen: https://www.youtube.com/watch?v=6P4dXJ_Tvns
- men jeg kunne sagtens forestille mig, at bogen er bedre.

Må man spørge, hvad det er for en dvd-serie, du har anskaffet?

Nille said...

Rasmine,

Den film siger mig svagt noget selvom jeg ikke selv har set den. Måske bogen især var underholdende fordi det var 'min' generation - en person født et par årtier senere ville næppe forstå alle de små vink.

Min TV-serie er Call The Midwife - der er lige lovligt mange fødsler i; men også nogle fantastiske personnager og et fint samfundsportræt af England i efterkrigsårene. Nu er jeg kommet igennem fire sæsoner, så nu kan jeg da få læst lidt igen. Jeg ser jo ellers aldrig fjernsyn.