Mig før dig - Jojo Moyes

• Engelsk
• 6.-9. september
• 521 sider
• Originaltitel: Me Before You

Jeg græd ikke - som "lovet" i andre anmeldelser; blandt andet i Politikens anmeldelse. Jeg synes faktisk slet ikke, at den var god - udover den åbenlyse letlæsnings-chicklit-faktor; men det er jo stort set alt, som jeg ser som en hån mod litteraturen som kunstart.

Den skal selvfølgelig filmatiseres, og det skal nok blive en sjappet Hollywood-affære, som kan trække en del tøser til. Men derudover er det jo en overfladisk ligegyldig bog.

Den unge Lou - Louisa - kommer fra et rigtigt engelsk arbejderhjem, hvor hun som 26-årig bor hjemme sammen med forældrene, bedstefaderen og lillesøsteren og hendes barn. En familie, hvor alle må hjælpe til med at skrabe penge sammen til udgifterne - men også til at hjælpe Katrina, lillesøsteren, som alle anser for at være langt bedre begavet end Lou.

Lou har en kæreste; det er hverken passioneret eller stærkt - blot en fornødenhed, så hun med tiden kan få samme liv som moderen ... med vasketøj, rengøring og børnepasning. Ingen ambitioner her!

Og Will er alt det modsatte. Den smarte City-fyr, der rejser jorden rundt for at springe i faldskærm, bo på dyre hoteller med sine smukke kærester. En karrierefyr med krudt i. Indtil han bliver kørt ned af en motorcykel og havner i kørestol lammet fra halsen og ned.

Begge hovedpersoner er desværre så karikerede, at man græmmes. 

De to mødes, og så kan man forvente en rigtig usandsynlig kærlighedshistorie - hvilket jo ville være lidt for meget selv for en Kleenex-læser; ikke virilt nok. Men Lou opdager, at hun kun er ansat på en 6-måneders kontrakt fordi Will har lovet sin familie den tid inden han vil tage til Schweiz for at begå assisteret selvmord. 

Der er selvfølgelig ingen anden mulig slutning end denne; men inden vi når til den forløsning, skal vi igennem en krydsning af Pygmalion, Pretty Woman og den franske succesfilm De urørlige fra 2011.

Faktisk kunne man have forfatteren mistænkt for at få ideen til denne kvalmende kærlighedskomedie efter at have set netop dette mesterværk - men indkorporere kærlighedshistorien og derved ødelægge plottet. Lou forelsker sig i Will; han giver hende mod på at udfordre sin verden og ikke tage tingene for givet - og så holder han fast i sit dødsønske. Vi når lige den sidste cliffhanger, hvor de skilles som uvenner - og genforenes på hans dødsleje.

Stilen er skiftende fra komisk til påtaget storladet - men det er og forbliver en total kliché; og man kan kun grue for filmversionen. Man kan selvfølgelig græde af lettelse over at nå enden!