Eleanor og Park - Rainbow Rowell

• Dansk
• 30. januar - 1. februar
• 310 sider
• Originaltitel: Eleanor & Park

Denne bog har jeg modtaget fra Gads Forlag, men anmeldelsen er selvfølgelig udtryk for min egen mening.

Jeg var måske lidt betænkelig, da jeg læste beskrivelsen om Eleanor og Park, som en roman om teenageforelskelse. Men det er ikke en tteangerbog - det er en bog om teenagere, og det har vi jo alle været.

Vi har måske også været den nye pige i skolen. Vi har været den, der skilte sig ud med det røde hår og fregnerne - eller det underlige tøj, fordi der ikke er penge derhjemme. Vi har været den, der ikke fik det sidste nye modetøj. Vi har været den med et anderledes udseende, fordi en af vores forældre kom fra et andet sted langt væk fra. Eller én af alle de andre små og store ting, der gør teenageårene til de bedste og de værste i ens liv.

Jeg var selv teenager på den tid, hvor bogen foregår - temmelig præcist den samme aldersgruppe. Det var i midten af 1980'erne, hvor man havde en Walkman og ikke en iPod. Hvor man skulle bekymre sig om at skaffe penge til batterier, så man kunne høre sin musik. Hvor man indspillede sine bånd, og delte dem med venner - men også måske med en, der fik ens hjerte til at banke på en anden måde.

Sådan er det for Eleanor og Park. Hun er den nye pige i skolen, efter at huin er flyttet tilbage til moderen og dennes stedmand og de mange små rødhårede søskende. De lever usselt, og Eleanor lever i en konstant angst for igen at blive smidt ud af huset af den krakilske fordrukne stedfar. Man aner hurtigt, at det er et social totalt ustabilt hjem. Så møder hun Park, der er halvt koreansk, og har boet i byen hele sit liv. De er ikke skolens lækre par - men de begynder stille og roligt at snakke sammen i bussen, og opdager deres fælles passion for tegneseriehæfter, som de udveksler og snakker om.

Lige så stille og roligt udvikler det sig til den første store enorme og voldsomme kærlighed i skolebussen. Men det er ikke nok, og Eleanor må leve med en masse løgne for at kunne se sin Park.

Det er jo også en amerikansk teenagetilværelse med skabene i gangen, hvor man kan genfinde sine bøger oversmurt med graffiti eller grimme ord. Eleanor er konstant i konflikt med sig selv, og ser dæmoner overalt - uagtet, at de andre accepterer deres forhold efter en rask lille slåskamp. Men måske kommer ydmygelserne slet ikke fra den kant, hun regner med?

Man følger deres småskænderier mens de finder ud af at kommunikere på den helt nye måde det er, når man er forelsket og man ikke vil såre - men stadig tvivler på hele verden og sig selv.

Det er tidstypisk billede. Jeg har aldrig læst tegneserier, så jeg kunne ikke umiddelbart forholde mig til de henvisninger; men det kunne jeg så til sangene og tv-programmerne - alt det, der gjorde 1980'erne til det måske sidste årti, hvor teenagere levede uden de voldsomme bekymringer som AIDS, der kom et sekund senere. Men det gjorde ikke deres pinsler mindre, og man kan sagtens se sig selv i Eleanors ungdommelige tvivlende sind.

Jeg havde virkelig helt ondt i maven for at få min happy ending - om den kommer, kan jag kun anbefale Jer selv at læse Jer til!