Cadres noirs - Pierre Lemaître

• Fransk
• 7. oktober
• 442 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I modsætning til den sidste krimi, jeg læste af Pierre Lemaitre - og jeg lod mig alligevel overtale til endnu en - så holdt denne mig virkelig fanget i historien.

Det er vel heller ikke en rigtig krimi - det er snarere et utroligt skræmmende billede af vores samfund i krisetider; og en reflektion over, hvor ansvaret ligger, når folk bliver skubbet virkelig ud over kanten.

Da denne bog udkom var Frankrig endnu dybere i en økonomisk krise end i 2012; mange af landets store arbejdspladser er - og var - samtidig i en social krise med blandt andet France Telecoms medarbejdere, hvoraf hele 46 begik selvmord alene i årene 2009-2010 på grund af interne omstruktureringer. Men også en periode, hvor topchefer tjener mere end nogensinde før - og hvor franske toppolitikere har måttet se sig selv trukket i retten for dubiøse transaktioner.

Set i det lys er Lemaitres roman absolut aktuel og samfundskritisk; meget mere end den er en krimi!

Alain Delambre har arbejdet i mere end tyve år som mellemleder i en personaleafdeling i et stort firma - indtil de skal fusionere med et udenlandsk firma, og han som en aldrende medarbejder bliver fyret. Efter fire år som arbejdsløs arbejder han om natten for at skrabe sølle 585 EUR sammen per måned. Brutto. Det er en desværre en ganske almindelig situation i Frankrig i dag - og sikkert også i lande som Spanien, Grækenland osv. Den lange arbejdsløshed dræner ham, den ændrer hans mentalitet og ydmyger ham som menneske - indtil han en dag nikker sin tyrkiske teamleder en skalle og definitivt er uden job ... og penge!

Da han mirakuløst bliver indkaldt til en samtale på en stilling, som matcher hans profil, vil han derfor gøre ALT for at få dette job. Han har heller ingen moralske skrupler, da han erfarer, at den sidste test skal foregå ved hjælp af en iscenesat gidselsituation. Fem ledere fra det rekrutterende firma skal gennemgå en test, hvoraf vinderen bliver ansvarlig for massefyringerne for en af gruppens fabrikker. De eksterne jobkandidater skal være sufflører for skuespillerne, der afhører 'gidslerne' og kan selv få et job i virksomheden.

Alain sætter alt ind på at få jobbet; han lokker de sidste sparepenge ud af sin ene datter for at ansætte privatdetektiver og dermed finde alt snavs frem om de fem kandidater. Han kommer i konflikt med sine døtre og sin kone, men tror på, at alt vil løse sig, når han får jobbet. Men dagen inden opsøges han af en tidligere desillusioneret ansat i rekrutteringsbureauet, som gør det klart for ham, at han blot er statist - beslutningen er taget.

Selvom han allerede var ude på et skråplan i sine vanvittige forberedelser, så eskalerer det, da han møder op til 'gidseltagningen' med et ladt våben. Fra at være en camoufleret øvelse med løst krudt (hvad de fem medarbejdere selvfølgelig ikke ved), så bliver det nu en reel gidseltagning med en desperat mand med et våben. Og han ender direkte i fængsel!

Lemaitres romaner har alle det til fælles, at de gode som regel aldrig er helt uskyldige - og at bedst som man undrer sig over, hvad han vil bruge de næste par hundrede sider på, så kommer der nye elementer i sagen. Hvor det fremgår, at Alain i al sin desperation var meget bedre forberedt end det kunne syne. Men er han forberedt på livet i fængsel med beskeder fra den rekrutterende kunde, som udmønter sig i tortur? Kan han få sin yngste datter, som er advokat til at forsvare ham og slippe for tredive års fængsel?

Alain formår med en umådelig kynisme at spille alle sine kort - og viser sig alligevel at være en kriminel; men ikke en morder! Det hele ender i en aktionfyldt slutning og en banal morale om, hvad der er vigtigst i livet. Men ikke på nogen sukkersød måde.

Lemaitre stiller nemlig nogle vigtige spørgsmål om såvel jobrekrutteringsmetoder - diverse rollespil er blevet mere og mere moderne i takt med, at de tit går langt over grænsen. Der er en større afgrund og uretfærdighed imellem høvdinge og indianer i såvel løn som etik - en egenskab, som synes mere og mere fraværende i visse konglomerater.

Alain bliver måske den lille mand på gaden, der vinder over de store grimme kapitalister - men som i sidste ende intet vinder, og stadig er slave af jobmarkedet. Men som ham, er der uden tvivl mange, der bliver drevet uforsvarligt langt ud af en situation i arbejdsløshed, og det er et stigende problem, at disse 'tilfælde' ender i en retssal, hvor de skal forsvare sig mod et samfund, der har skubbet dem derud.

Så det er langt mere end en krimi, selvom spændingen er der. Det er tankevækkende, barsk og overraskende.