Sunday, August 5, 2012

Løgnhalsen fra Umbrien - Bjarne Reuter


























  • Dansk
  • 2.-5. august
  • 487 sider

Endnu et godt køb fra min sommerferie i Danmark; først og fremmest købte jeg den på grund af en god pris, men jeg blev samtidig positivt overrasket over bogens kvalitet. Jeg synes, at de danske hardbacks er for dyre - især med mit bogforbrug - men Gyldendals Pocket-serie er i en fantasisk kvalitet, et godt format og dejlig at have i hænderne.

Dernæst var der jo erindringerne om Bjarne Reuters børne- og ungdomsbøger - og tvivlen om selvsamme forfatter kunne skrive en bog for voksne, som decideret var til voksne? Det kan han!

Historien er muligvis inspireret af store klassikere - det er alle historier på den ene eller den anden måde, tror jeg. Her finder man lidt Boccacio, lidt Cervantes og lidt overraskende i bogens slutning de Beauvoir. Man fornemmer endelig også, at Reuter som dansker er vokset op med H. C. Andersens eventyr - både Andersens symboler, men også de universelle talkombinationer fra eventyrets verden forekommer mere end en gang.

Historien foregår i den italienske middelalder, hvor fupmageren Giuseppe Pagamino ernærer sig som omrejsende herborist og apoteker, men må spæde til dagen og vejen ved en nebengeschæft som gravrøver. Det leder ham en dag ind i et øde hus i det pestramte Firenze for at lede efter eventuelle glemte værdier. Den eneste, han kommer ud med, er dog drengen Arturo, som han hurtigt kategoriserer som en tåbe - på samme måde som den selvoptagne Don Quijote betragter Sancho som en enfoldig mand. Dog én, som tit har mere visdom end han selv!

De slår følge - men Pagamino jagter de eftertragtede del diavolo lacrima - Djævelens tårer - som er den sidste ingrediens, han mangler til at fremtrylle drikken, der kan garantere ham det evige liv. Middelalderen og den katolske kirke er ikke mildt stemt overfor hekserier, og i Lucca venter hans skæbne ham, da han forsøger at få en negl fra en påstået søn af Satan. Han ender i fængslet, og står selv overfor den sikre død. Men som Arturo har fortalt ham, da de mødtes i Firenze, så er det blevet spået om Pagamino, at:
"...er du ham, som tre gange skal redde dit eget liv, frelse et spædbarn fra druknedøden, møde en pige i live såvel som i dødsriget, opleve pesten i London og Marseille
og sluttelig rejse over oceanet uden at eje andet end en sølvkæde
som blev smedet til en konge, skænket til en emir og stjålet fra en skøge?
Det ér Pagamino, og hele denne eventyrlige historie kommer læseren med på i en temmelig hæsblæsende tur igennem Italien; krydret med forunderlige historier, som taget fra Boccacios fortællinger netop fra pestens tid og iscenesat af det umage par. Man kommer til at holde af den notorisk uærlige Pagamino, som dog er så menneskelig på bunden, at man ikke kan foragte hans gerninger, hans løgne, hans uendelige brokkeri og selvmedlidenhed. For måske har han alligevel fundet nøglen til evigheden?

Eventyr er universelle; dem har middelalderen ikke patent på. Heller ikke på dilemmaet mellem godt og ondt; sort og hvidt - og Reuters personer viser os, at netop de fleste af os indeholder begge sider. Måske vil han ikke kunne skrive en nutidig voksenroman - det vidner den korte epilogs sprog muligvis om, hvis der er nogen kritik - men i denne middelalderlige historie er han velbevandret; også historisk. En smuk historie, som fangede mig i sofaen en hel søndag, hvor langt størstedelen blev læst. Det er et kvalitetstegn!

2 comments:

Unknown said...

Nille, du skriver sgu nogle gode anmeldelser. Hver gang jeg besøger din blog, bliver jeg overrasket over, hvor rolig og klar din tone er.

notits: [måske ville man oversætte "del diavolo lacrima" med "djævlens tåre!?]

Nille said...

Hej Thomas,

Tak for din kommentar; jeg forsøger at skrive lidt uden at skrive for meget eller bruge timer på alenlange analyser. Jeg tror ikke, at nogen gider at læse side op og side ned - kun nok til at se, om det giver lyst eller ej. Og selvfølgelig uden at afsløre for meget :-)

Du har fuldstændig ret - det er mig, der var for hurtig på tasterne. Det er rettet til tårer - selvfølgelig!

Tak!