Les vaisseaux du coeur - Benoîte Groult

• Fransk
• 23. januar
• 249 sider
• Dansk titel: Du og jeg
• Bogudfordringen 2012

Benoîte Groult er lidt af en institution i Frankrig; selvom hun udgav sin første roman i 1958 er det først noget senere, at hendes feministiske ideologier tager overhånd i romanerne. Hendes seneste roman udkom i 2008, da hun var 88 år gammel. Det er da lidt imponerende! Især hvis den er interessant selvfølgelig!

Men denne er helt tilbage fra 1988, hvor den stadig kunne chokere en anelse i en tid, hvor kvinder ikke udlevede deres fysiske passioner knap så åbenlyst. Der er Frankrig jo et pudsigt land - alle deres præsidenter stort set uden undtagelse har haft affærer og/eller uægte børn... men kvinderne skulle holde sig på måtten. Det er en anden bornerthed end i USA, hvor de bare er hyklerisk ulidelige ifølge mig. Men det er en anden snak!

Romanen skulle være inspireret af en delvis selvbiografisk historie, og uden at hun nogensinde har udleveret den sande historie, så fornemmer man det så tydeligt hele vejen igennem. Både, at den er skrevet som en form for sorgterapi over dette forhold - men også, at det har været en stærk erotisk personlig oplevelse.

Hovedpersonen indleder i prologen med at fortælle, at navnet på den bretonske fisker ikke er hans rigtige navn - men i bogen kalder hun ham Gauvain. De mødes som børn - drengen nogle år ældre end pigen - da pigen med familie tilbringer somrene i deres hus i Bretagne. Da de bliver voksne unge mennesker tilbringer de en elskovsnat sammen, og efterfølgende kommer han til Paris og de lever i nogle dage, hvor de elsker uhæmmet - men mest i den fysiske forstand.

Gauvain vil giftes - og ophæve sin nuværende forlovelse med en pige hjemmefra. Men hun nægter. De er for forskellige; de kommer fra to vidt forskellige sociale miljøer - intellektuelt har de intet tilfælles... og selvom den fysiske tiltrækning er stor, så er det ikke nok til at bygge et ægteskab på. Gauvain tager hende det ilde op, og forlader Paris skuffet. De gifter sig hver især med en anden. Gauvain lever det forudsigelige liv som fisker ude på de store have - med orlov hjemme på landjorden hos den stabile og lidt kedelige kone og de fire børn. Hun gifter sig og bliver skilt. Hun rejser til USA for at bosætte sig, og vender hjem på ferie.

Ti år senere mødes de tilfældigt i Dakar, og det bliver starten på et anderledes forhold. De har stadig hvert deres men til tider tager de et fly og mødes fjernt fra Frankrig og familier og forpligtelser. Deres forhold er stadig mest baseret pådet fysiske, som Groult gør en del ud af at beskrive fra en kvindes fysiske opfattelse - og med ord og beskrivelser, som måske chokerede i 1988 men næppe kan gøre det i dag. Der er øjeblikke, hvor hun skammer sig over ham og hans mangel på kultur. Hun skæmmes, da han begejstres over Disneyland i USA, men hun lærer ham også, at følelser finder og at man kan snakke om dem.

De er meget forskellige og alligevel mødes deres kroppe i en ekstase, som ingen af dem nogensinde formår at finde hos andre partnere. Men som tiden går begynder en lille tanke alligevel at lure i hendes baghoved - for han skal pensioneres, og mulighederne for deres flygtige møder vil blive umulige. Kan de måske leve sammen på trods af deres forskelligheder - og vil han kunne forlade sin kone efter 30 år? Svaret får hun aldrig - for Gauvain dør kort efter under en hjerteoperation; han havde fravalgt operationen for deres sidste møde - og det bliver for sent. Hun må møde op til en begravelse, hvor hun ikke har ret til at græde over ham andet end som en barndomsven, og bitterheden og realiteten rammer nok hårdest der.

Hun kan virke som en egoistisk kvinde, som udelukkende udnytter ham seksuelt - det var selvfølgelig forfærdeligt dengang. Hvorfor kan jeg nu ikke forstå? Jeg er overbevist om, at vi tit kan møde en partner, som fysisk er perfekte for os - men som vi aldrig ville kunne dele en hverdag med. Jeg kan ikke se, at der skulle være noget galt i at tage ansvaret for sine fysiske behov og indrømme, at man ikke vil have resten af pakken. Mænd kan - men det er stadig lidt tabubelagt for kvinder.

Selvfølgelig nok også fordi vi har sværere ved at adskille de to ting i længden - og det er da også den sorg hun rammes af, da Gauvain dør. Der er det ikke længere savnet af fyrig elskov - men manden, der også gav hende ømhed og nærhed omend i små doser og i skjul. Men han endte jo med at kende hende bedre end nogle af de andre mænd i hendes liv.

Jeg synes, at det var en smuk og tankevækkende roman; jeg følte med hende til sidst og jeg forstod hendes berettigelse i de andre valg. Leve sit intellektuelle og professionelle liv med andre eller til tider alene - og have en elsker, som opfyldte de andre behov. Det er ikke en permanent løsning for alle - men jeg er overbevist om, at den for mange af os ville kunne undgå mange skuffelser og forliste ægteskaber, fordi man er bange for at indrømme, at de fysiske behov kan gå frem for de psykiske. Det er også meget modigt - eller var det i 1988 - at tage fat på et sådant emne; og hvis den stadig kan findes på dansk et sted vil jeg virkelig anbefale den - nok mest til kvinder dog!

Det er også en smuk bog om, hvordan vores seksualitet udvikler sig livet igennem... når ømheden tager over fra de fysiske behov; og hovedpersonens syn på sin aldrende krop og hendes egen evne til at forføre. Dermed er det en perfekt kandidat til én af udfordringerne i Bogudfordringen 2012 - nemlig Livsfaser.