Gøgens varsel - Katarina Wennstam

• Dansk
• 2.-4. januar
• 468 sider

Endnu en gratisbog leveret med et ugemagasin; endnu en svensk kvindelig forfatter - men i modsætning til det skrammel alle de andre producerer, så var dette faktisk en helt god historie.
Måske skyldes det, at forfatteren oprindeligt er journalist med speciale i kriminelle sager, og derfor minder skrivestilen mere om den vellykkede Stieg Larsson-trilogi end om de overfladiske og ligegyldige ord, der kommer fra de gæs, der ellers forpester Sverige (og resten af verden) med deres fyldord.

Dermed være ikke sagt, at der ikke er fejl - der er de sædvanlige obligatoriske trykfejl, som hører med til damebladsromaner; men der er også nogle forfatterfejl - som da hovedpersonen den 24. juni i bogens tidslinie reflekterer over de mange måneder, hun har forfulgt sagen... en sag hun fik nys om i starten af juni. Hvordan det kan blive til måneder, overgår mig - og det irriterer mig, at man laver så banale fejl!

Men derudover er det et relevant emne - vold mod kvinder og æresdrab. Det er to historier i én. Der er journalistparret Tobias og Maria, som flytter ind i et nyt hus - hele den optakt er dog lige lovlig lang - og opdager, at husets tidligere ejer sidder i fængsel. Han er politimand og fængslet for at have skudt sin kone, som han i årevis havde slået, voldtaget og udøvet anden form for fysisk eller psykisk terror imod. Maria tager denne opdagelse meget skidt og har det svært i huset, indtil hun begynder at grave i historien om mordet. Hun genfinder forhørene og retssagen; hun snakker med naboer og familie om, hvem og hvordan Louise var.

Sideløbende er der sagen om den unge iranske mand, som hænger sig selv - tilsyneladende. Den brillante anklager, Madeleine Edwards, udforsker sagen sammen med politimanden Mats - og deres umiddelbare første reaktion er, at der er tale om et mord. Den unge mand er enten blevet drevet til selvmordet eller direkte myrdet af familien til hans kurdiske kæreste, men grænsen er sv-r at definere og loven tager ikke højde for denne nye type af kriminalitet.

De to sager skiftes til at fylde i historien med de to kvinder, Maria og Madeleine (pudsigt navnevalg isoleret set i øvrigt), som begraver sig i deres arbejde og i Marias tilfælde når helt ud til grænserne for, hvad hendes ægteskab kan klare. Tobias vil nemlig helst bare glemme den sag, og finder Marias interesse både morbid og usund.

Det er tydeligt præget af den journalistiske baggrund, og der er helt klart et budskab, der samtidig skal ud. I Sverige er den primære kriminalitet begået af politimænd nemlig hustruvold. Skræmmende fakta! For hvorfor bliver disse mænd mere voldelige end gennemsnittet? Frustrationer på arbejdet? Manglende støtte til at håndtere svære oplevelser? Samtidig rejses der sjældent sager mod dem fordi Politiforbundet beskytter deres egne, og forfatteren har brugt sin journalistiske viden til at overføre dette til en fiktiv historie.

Det er derfor to relativt interessante og yderst relevante historier; det er også opklaringen af et mord, der viser sig at være et selvmord - men er det ikke stadig et mord, når man begår selvmord fordi man psykisk er så langt nede på grund af hustruvolden? Og selvmordet viser sig at være et regulært mord, så de to sager vendes totalt om.

Så pånær de banale og irriterende fejl er det fin læsning.