La Peur du paradis - Vincent Engel

• Fransk
• 23.-26. januar
• 471 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg læser ikke mange belgiske forfattere; der er selvfølgelig færre end de franske - og de er typisk flamske. Ikke, at det er en kritik eller et kriterie - men belgiske forfattere er af en pessimistisk slags. Men med det jeg hurtigt opdagede af Vincent Engels forfatterskab så er han ligesom Laurent Gaudé - som er franskmand, men betaget af såvel Afrika som Italien. For Engel er det helt tydeligt Italien - men ikke det mondæne pæne Italien - her er det i Puglia; nede i støvlehælen i den støvede fattige trøstesløse Italien, som Ammaniti også beskriver.

Historien strækker sig over 45 år; fra da drengen Basilio mister sin far til han som voksen er væk fra det på alle mulige måder fattige liv i San Nidro - en fiktiv landsby på kanten af verden. Basilio lever et liv væk fra de andre børn - i symbiose med naturen og den gamle særling Filippos adopterede datter Lucia; de to børn strejfer omkring i skoven og på stranden og har svoret hinanden ikke at forlade det gudsforladte sted. Men da Filippo dør, opfylder Basilio hans ønske - at blive kremeret. I fuld strid med den katolske tro brænde børnene Filippo på et bål på stranden.

Politiet kommer; den lokale perverse katolske præst udnytter chancen; Lucia biver sendt i kloster i Bari; Basilio vil finde hende igen; hun undslipper præstens voldtægtsforsøg og vender tilbage og dræber præsten - og må igen flygte. Basilio er igen centrum for et lillebitte samfunds kritiske øjne, og ender med sortskjorterne i Mussolinis begyndende terrorregime.

Hele den første del af bogen foregår præcist så langsomt som livet dernede i enden af verden - et tempo, der passede til mig og fik mig hensat til Gaudés Scorza og Ammanitis beskrivelser af elendigheden. Blot i en anden tid. Pludselig går årene hurtigt og Basilio er tilbage i San Nidro - men Lucia er i Rom på et hospital, hvor man knap ved om hun er gal eller syg. Naturbarnet.

Bogen slutter efter en pause på tyve år, hvor man aner, at tragedier er sket - men i San Nidro er det primært livet, der ganske enkelt er stået stille. Lægen fra Lucias hospital rejser til San Nidro, og finder blot to gamle kvinder som de eneste overlevende i en landsby, som alle tilsyneladende har glemt. End ikke Mussolinis soldater fandt dertil under 2. verdenskrig.

I den franske titel er Peur (angsten) med stort i modsætning til ordet Paradis, som vi normalt ser skrevet med stort forbogstav i sin bibliske betydning. Engels bevidste valg vidner om hans vægtning af angsten, som mærker alle personerne hele livet igennem. Basilio, som mister sin far, sin ungdomskærlighed og muligheden for en fremtid afskåret i denne øde del af landet. Hans mor Annunziata, som er angst for barnets mangel på gudsfrygt. Valentina - den unge enke, som er tiltrukket af den unge dreng; forfører ham men lyver og må leve med angsten for hans afrejse. Luigi - den gamle fisker, hvis søn forlader landsbyen som alle andre unge - som lever i angsten for at dø alene; og hans søn Francesco, som lever i angsten for at skulle stå til regnskab for sin afrejse.

Man kan nok ikke helt forestille sig en landsby i en så stor ensomhed og isolation; men samtidig ser man den for sig - de gamle italienske enker i sort... og man har lyst til at vandre i gaderne med de til sidst tomme huse. Og mysteriet om Basilio og Lucia... hvor forsvandt de hen? Og sammen? Det er ikke en patetisk love story - men en historie om disse fattige landsbyer i miljøer, hvor man ikke kan, må eller tør rejse. Magisk stille og fængslende!