Marina - Carlos Ruiz Zafon

• Fransk
• 15. januar
• 282 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

I efterordet ti Zafons sidste bog skriver han om ungdomsbøger, og hvordan han aldrig har forstået distinktionen mellem bøger for yngre eller ældre; at han skriver bøger han selv ville have læst som teenager. Og der er unægteligt også en rød tråd i alle hans bøger - mystik, spøgelser (eller ej) og ulykkelig ungdommelig kærlighed. Det er desværre nok blevet lidt for symptomatisk nu!

Allerede med Englens spil var jeg uendeligt skuffet i forhold til Vindens skygge; og jeg ventede klogt nok til denne udkom i pocketformat - men derfor er 8 EUR stadig mange penge for en så lille bog, som slet ikke levede op til forventningerne.

Det han gør godt er beskrivelserne af Barcelona - især når jeg nu kan genkende gadenavne og bydele; og historien foregår igen i den gamle, tågede og mystiske del af byen, hvor huse ligger hen som spøgelsesslotte - og her finder den 15-årige Carlos på en udflugt fra sin kostskole den jævnaldrende Marina, der bor i et sådant hus. Hun bor alene med sin gamle far, og de har hverken elektricitet eller anden moderne komfort selvom vi er i 1979. Men de to unge bliver venner, og tager sammen på eventyr ud i byens andre obskure dele.

Marina viser ham en gammel tilsløret dame, der fast besøger kirkegården hver måned - på en grav uden navn. Drevet af deres nysgerrighed følger de efter hende, og finder et gammelt hus med marionetdukker, der mest af alt minder om krydsninger mellem mennesker og metal og træ. De finder et gammelt fotoalbum - og så er eventyret igang, og de optrevler den fantastiske historie. Om lægen, der var mentalt ustabil og angrebet af en arvelig muskelsygdom; som bliver rig og kendt i Barcelona i slutningen af 1930'erne og gifter sig med den unge og smuke Eva, der bliver overhældt med syre på deres bryllupsdag. Om deres sociale nedtur og lægens begyndende sygdom, som for alvor får ham i gang med forsøgene på at rekonstruere sin krop ud fra et serum af sommerfuglelarver, der æder deres børn.

Det er en form for Frankenstein-historie - og det er en lille pudsighed, at lægen, der behandler lægen hedder Shelley - som forfatteren til Frankenstein-romanen. Men derudover bliver det lidt for vampyragtigt til min smag. Om døde, der genopstår i Barcelonas kloakker på jagt efter de sidste flasker serum, og den tiltagende erkendelse af, at Marina selv er uhelbredeligt syg.

Det er historien, der skal blive deres historie - det er moralen om, at selv Oscar ved opdagelsen af Marinas sygdom ville kunne foretage sig lignende uhyrligheder... i hvert fald under chokket de første par dage. Det er den tragiske slutning med Marinas død - men de to historier hænger dårligt sammen, og det virker for konstrueret for mig. Den poetiske mystik, der omgav Vindens skygge er helt væk - og det virker faktisk som om, at Zafon selv er løbet lidt tør for inspiration med denne korte roman for at holde gang i flammen - og indtægterne. En meget stor skuffelse desværre!