Liberty - Jakob Ejersbo

• Dansk
• January 8-12
• 709 pages
• Titre français: Pas (encore?) traduit

Jeg startede bagfra i Ejersbo's efterladte trilogi, da jeg fik den sidste del sendt i fødselsdagsgave fra Danmark. Nu er mit største problem, hvordan jeg hurtigst muligt kan få fat på de to første. Jeg er målløs; luften er pumpet ud af maven af et gigantisk emotionelt spark ind i det inderste... jeg har ikke i de sidste ti år læst en eneste nutidig dansk roman, der tilnærmelsesvis når dennes niveau. Jeg har heller aldrig læst 'Nordkraft' - og jeg er ganske givet 'farvet' (undskyld udtrykket!) af mit forhold til Afrika. Men stadig er det en enestående, voldsom og brutal læseoplevelse.

Ejersbo's roman er på mange måder ikke specielt dansk synes jeg; for det første foregår kun en utrolig lille del af den i Danmark - dernæst er skrivestilen ikke udpræget dansk, synes jeg. Muligvis én af årsagerne til, at jeg kan lide den - eller også er jeg ude af trit med at læse nutidige danske romaner. Hans sprog er i hvert fald meget kort, punkteret og konkret - men alligevel formår han at komme i dybden på sine personligheder. Der er relativt mange i denne roman, men jeg havde ikke problemer med at finde rundt i galleriet. Jeg kan tilmed forstå, at hvis man er startet med de første i trilogien, vil man have kendskab til visse af personerne fra disse bøger - såsom Samantha, Jarno, Sofie...

Men hovedpersonerne i Liberty er Christian og Marcus; Christian er den hvide dansker, der bliver hevet til Tanzania som 13-årig, da faderen efter en del år i Østen, bliver udstationeret der for Mærsk. Christian har boet hjemme hos moderen i Danmark og familiesammenholdet har ikke været stort. Men nu forsøger de at få familien til at fungere ved at rykke til Afrika, og give Christian en lillesøster. Christian skal gå i skole med andre europæiske børn, men også nogle afrikanske, som kommer fra familier, der via korruptionens berigelse kan tillade sig at sende deres børn til den fine skole.

Marcus er er to år ældre end Christian; han kommer fra en landsbystamme - en alkoholisk og voldelig far, som ødsler familiens penge væk, og som den ældste søn forventes han at redde alle de mindre søskende fra sult og fattigdom. Men Marcus vil væk fra det liv! Han vil tæt på de hvide, for derigennem at kunne komme til Europa - den ultimative drøm for alle tanzanianere. Marcus formår at gøre sig uundværlig hos en svensk familie, hvor han tager sig af Jonas og Katriina's to børn Solja og Rebekka, som han snart betragter som sine egne.

For de voksne har, som de fleste udstationerede i Tanzania, opgivet deres heroiske illusioner om at redde den sorte mand og højne civilisationen, til fordel for et dekadent liv med alkohol, underslæb for nødhjælpsorganisationerne, foragt for de indfødte, utroskab med de indfødte og total ligegyldighed med deres børn. Børnene svæver rundt i en ny verden, hvor de betragter forældrenes forfald og mangel på struktur; de begynder at ryge og drikke og er selvsagt nemme ofre for de unge sorte, som vil have hvide venner... for hvide har penge!

Christian og Marcus fortæller på skift historien om de 10 år romanen følger dem. De bliver venner - men med hver deres udgangspunkt. Marcus ser både Christian som sin fortabte lillebror, der har behov for opsyn og vejledning i sine teenageår - men også som en malkeko. Han er vel på sin vis misundelig over de muligheder Christian har - og som han forspilder i sin vrede over de voksnes livsførelse.

Christian oplever sine hvide venner, som alle mangler holdepunkter i tilværelsen fordi samtlige voksne mister sig selv i den nye verden. De unge tager afstand fra forældrenes kolonialistiske synspunkter og tror, at de derved bliver sorte og er på lige fod med deres lokale venner. Men de er stadig hvide for de sorte. Når de vender tilbage til deres lande, er de hverken sorte eller hvide; manglende opdragelse og mistro til de voksne har gjort dem rodløse.

Christian og Marcus bevæger sig igennem bogen på to kurver; Marcus' ambitionsniveau og vrede i livet får ham i starten til at kæmpe for at komme ind i de hvides familier. Christian opdager først alt, alt for sent, at han aldrig har kæmpet for noget - fordi han ikke har fået troen på sig selv og hjælpen til det. På et tidspunkt i bogen krydses deres kurver, og deres venskab er i balance. De vil det samme og de vil hjælpe hinanden frem. Men lynhurtigt knækker kurven - og Christian forsøger ubevidst at udnytte den sorte, som han ser de voksne gøre det. Marcus til gengæld fjerner sig mere og mere fra sin drøm om en hvid tilværelse, og indser, at det er løgne og udnyttelse. Han finder til sidst fred med en identitet, han har kæmpet for smide fra sig hele sit liv.

Ejersbo formår på fantastisk vis at sætte sig ind i de to hovedpersoners tankegang - deres oplevelse af den andens verden og deres selverkendelse (og også mangel på samme) af deres egen rolle i de mange uhyggelige hændelser, de gennemgår. Der er meget barske scener - men på ingen måde urealistiske for de vilkår, der var i 1980'ernes Afrika; og som stadig findes i visse lande. Det er også årtiet, hvor AIDS dukker op - sygdommen man ikke taler om; og de lever alle et så promiskuøst liv, at man kun kan gisne om, hvor vidt det får konsekvenser for dem senere - efter, at bogen slutter.

Marcus' sprog er den sortes sprog; der er de karakteristiske Eeeehhh-lyde, som erstatter så mange ord og udtryk på mange afrikanske sprog. Christian selv bliver så præget af kulturen, at han tror, at han er sort og som sådan accepteret af de lokale på lige fod med dem selv. Men som jeg selv har oplevet, så vil vi altid blive opfattet som udenforstående i deres verden. Jeg har boet sammen med en afrikaner og oplevet de daglige kulturforskelle med heksekunster som opfattes som del af verdenssammenhængen; jeg har oplevet det som turist i Afrika, hvor man er en omvandrende pengemaskine...

At Ejersbo har boet i Tanzania er en selvfølgelighed for at have kunnet skrive en så gribende bog; han har forstået kulturen; jeg ved ikke, hvor selvbiografisk den er - visse oplevelser og typer af personer må han have haft tæt på livet, tror jeg. Uden hans egen tid i Afrika ville denne bog ikke have været så gennemborende barsk; for der er passager, der er grusomme; der stikker til vores hvide overlegenhed og viser os sider af os selv, som vi opfattes af dem, vi tror, vi hjælper. Men det går absolut også den anden vej - Ejersbo fordømmer ikke den ene part mere end den anden. Han forherliger ingenting; og der er ikke meget positivisme i bogen - Marcus udviser en anelse til sidst, men de fleste af bogens personer er og bliver fortabte sjæle.

Muligvis er de to første ikke så dybtgående som 'Liberty' - men for mig var dette en ultimativ bog om Afrika i den periode; senere end 'Poisonwood Bible'; i et andet land og med andre problemer - men på sin egen vis meget stærkere, da vi ser problemerne belyst fra flere vinkler.

Jeg har arkiveret den i reolen sammen med mine bøger af afrikanske forfattere - det må være det største bevis på min begejstring.